Depression (også kaldet klinisk depression, unipolar depression og sygelig depression) er en sindslidelse, der først og fremmest er karakteriseret ved sænket stemningsleje. I folkemunde bruges ordet depression til tider også om almindelig tristhed. Derfor kan udtrykket klinisk depression bruges for at understrege, at der er tale om en egentlig depression. En klinisk depression er som regel behandlingskrævende. Kernesymptomerne er en enorm tristhed (sænket stemningsleje), tab af lyst og interesse, samt nedsat energi og øget træthed. Ud over følelsesmæssige symptomer, så dækker depressionsbegrebet også over kropslige/adfærdsmæssige symptomer såsom søvnløshed (insomni), manglende sexlyst, koncentrationsbesvær og hæmning (patienten taler langsomt og svarer i enstavelsesord). Data fra en lang række undersøgelser, viser at kognitive forstyrrelser, kognitive svækkelser, hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær udgør en central faktor i udviklingen af depression.

I Danmark diagnosticeres depressioner ud fra WHOs ICD-10 kriterier. Før i tiden delte man depressioner ind i endogene (indefra-kommende), som optræder uafhængigt af ydre påvirkning, og den reaktive depression, der er en reaktion på ydre påvirkning. Dette viste sig dog i længden at være utilstrækkeligt, pga. manglende symptombeskrivelser ud fra observationer af patienter. Med indførelsen af ICD-10 i 1994 begyndte man at fokusere mere på symptomer og delte depressionen ind i: Depressiv enkelt episode, tilbagevendende (periodisk) depression og vedvarende (kroniske) affektive tilstande, som dystymi og cyklotymi. ICD-10 inddeler yderligere depressionen i let, middel og svær. Normalt foregår dette ved at tælle antallet af observerede symptomer, men for nylig er man begyndt at fokusere mere på styrken af symptomerne.

Op mod 15 % af alle danskere får på et tidspunkt i deres liv en depression, og ca. 3% af danskerne har depression. Mellem 200.000 og 300.000 skønnes at have en depression, der er så alvorlig, at de har brug for behandling.

Symptomer Størstedelen oplever i løbet af deres liv en kortere eller længere periode med nedtrykthed uden at være syge. Lige fra barndommen er man tvunget til at give afkald på både idealer og tryghed såvel som i voksenlivet, hvor specielt store omvæltninger ofte fører til nedtrykthed i et stykke tid. Depression var før i tiden en diagnose, som blev brugt om folk, der var så tungsindige, at de ikke kunne overkomme dagligdagens småting. I dag har ordet depression bredt sig til daglig tale og bruges ofte om meget lette grader af nedtrykthed som at sige: "Jeg er deprimeret i dag." I dag skelnes der derved mellem den naturlige nedtrykthed, alle mennesker kan føle, og den sygelige eller kliniske depression. Den kliniske depression ses som en meget alvorlig sindslidelse, der påvirker den normale funktion i dagligdagen, og skaber store smerter ikke bare for personen selv, men også de pårørende. Flere undersøgelser tyder på, at depression er den lidelse, der forringer livskvaliteten mest sammenlignet med dødelige sygdomme. I den moderne forståelse af depressionsbegrebet dækker det over fire symptomgrupper: Følelsesmæssige (emotionelle) symptomer De tankemæssige symptomer Adfærdssymptomer Kropslige symptomer

Følelsesmæssige (emotionelle) symptomer udgør kernen af de depressive tilstande. De er karakteriseret ved nedsat stemningsleje (nedtrykthed), og depressive har ofte svært ved at finde glæde i både små eller store ting, i de sværere tilfælde tales der ofte om en indre smerte. Udover negative følelser kan der også forekomme anhedoni, dvs. manglende evne til at føle noget positivt om noget som helst. Lavt selvværd er også et hyppigt symptom, og ved meget svære depressioner kan den nedsatte selvværdsfølelse føre til vrangforestillinger, som fx urealistiske forestillinger om, at man er skyld i alverdens ulykker.

De tankemæssige symptomer viser sig ofte ved, at tænkningen er drejet i en negativ retning, hvor man ofte opfatter sig selv som svag, hjælpeløs og uduelig. Personen er ofte pessimistisk både om fortid, nutid og fremtid. Selvmordstanker ses også hyppigt i denne forbindelse, alt efter hvor svær depressionen er. Nogle ser livet som meningsløst at leve, mens andre ligefrem gør sig konkrete ideer om, hvordan de skal begå selvmord. Andre ofte observerede symptomer er koncentrationsbesvær og dårlig hukommelse.

Adfærdssymptomer kommer ofte til udtryk ved en form for lammelse, hvor daglige rutiner som fx hygiejne bliver fuldkommen uoverskuelige. Et trist ansigtsudtryk og en tung kropsholdning hører også til i denne kategori, og ofte bruges begrebet hæmning, hvor den depressive taler langsomt og ofte svarer i enstavelsesord. I værste tilfælde ses en stupor-tilstand, dvs. hvor patienten slet ikke kommunikerer med omgivelserne.

Kropslige symptomer ved depression viser sig ofte i manglende lyst til mad og sex. Hyppigt lider patienten af insomni. Ved lette depressioner ses ofte indsovningsbesvær, og ved sværere depressioner har patienten ofte svært ved at opretholde en stabil søvn. I sjældne tilfælde er hypersomni dog også blevet observeret ved nogle patienter.

Diagnose ICD-8 og ICD-9 I 1965 indførtes WHOs diagnoseklassifikationssystem ICD-8 i Danmark. Her skelnede man mellem to former for depression: Den endogene (indefra kommende), som optræder uafhængigt af ydre påvirkning, og den reaktive depression, der er en reaktion på ydre påvirkning. ICD-8 viste sig dog langt henne ad vejen at være utilstrækkelig, da inddelingen af endogen og reaktiv ikke svarede til virkeligheden. Det største problem var manglen på kliniske beskrivelser (dvs. beskrivelse af sygdommen ved undersøgelse af patienten), hvilket gjorde det svært at bruge den i praksis og videnskabelige undersøgelser. Med andre ord havde ICD-8 lagt mere vægt på at forklare, hvorfor patienten havde depression. Dette kunne eksempelvis ses ved inddeling af endogen og reaktiv, enten var depressionen resultat af indre eller ydre begivenheder. Dette førte til depressionsdiagnostikken rettedes mod hypotetiske begivenheder, frem for patientens symptomer, da opgaven blev at få patienten til at passe ind i en kategori. Et andet problem blev derved, at området af affektive lidelser blev meget snævert. Det samme skete ved indførelsen af ICD-9, hvor lette depressive tilstande blev placeret andre steder på diagnoselisten end under de affektive lidelser.

ICD-10 ICD-10s definition af let, middel og svær depression

(Kategori A) Generelle kriterier Varighed mindst 2 uger Ingen organisk årsag

(Kategori: B) Depressive kernesymptomer Nedtrykthed (sænket stemningsleje) Nedsat lyst eller interesse Nedsat energi eller øget træthed

(Kategori: C) Depressive ledsagesymptomer Nedsat selvtillid eller selvfølelse Selvbebrejdelser eller skyldfølelse Tanker om død eller selvmord Tænke- eller koncentrationsbesvær Agitation eller hæmning Søvnforstyrrelser Appetit- og vægtændring

Sværhedsgrad Let depression: A+2B+2C Moderat depression: A+2B+4C Svær depression: A+3B+5C I 1994 blev det nyeste klassifikationssystem ICD-10 indført i Danmark. Til forskel fra de forrige udgaver indeholder dette system to dimensioner: En med kliniske beskrivelser, og en med diagnostiske retningslinjer. Her inddeles de depressive tilstande i tre hovedgrupper: Depressiv enkelt episode, tilbagevendende (periodisk) depression og vedvarende (kroniske) affektive tilstande, som omfatter dystymi og cyklotymi. Sværhedsgraden ved depressiv enkeltperiode og tilbagevendende (periodisk) depression inddeles i forskellige grader: Lettere, moderate, svære uden psykotiske symptomer og svære med psykotiske symptomer.

Let depression: Ved let depression kræves to depressive kernesymptomer (se boks) og mindst to ledsagesymptomer, som har varet ved i to uger. Ved en let depression er det stadig muligt at fungere i det daglige liv dog ikke optimalt.

Moderat depression: Her kræves to kernesymptomer og fire ledsagesymptomer. Karakteristisk for disse patienter er den moderate sænkning af stemningslejet, og en udbredt ulyst til at foretage sig noget. Forstyrrelse i søvnmønsteret er også et hyppigt observeret symptom, hvor patienten ofte vågner meget tidligt og føler sig generelt mere træt end normalt.

Svær depression: I denne grad har man alle tre kernesymptomer og mindst fem ledsagesymptomer. Det sænkede stemningsleje er meget påfaldende, og tankeindholdet er i en høj grad præget af selvforagt. Den såkaldte døgnvariation er også et ofte set symptom, dvs. nedtryktheden er værst om morgenen og lettest om aftenen. Alle normale aktiviteter er begyndt at gå i stå, så selv småting som personlig hygiejne kan virke uoverskueligt. I denne grad optræder psykomotorisk hæmning også ofte, hvor patienten kan være lang tid om at reagere og svare. Appetitløshed samt vægttab er også hyppigt observeret. Ofte er søvnen meget overfladisk og selvmordstanker presser mere på. Nogle gange har patienter endda haft lettelse ved at forberede selvmordet uden at gøre det, med tanken om at der altid er en udvej.

Svær depression med psykotiske symptomer, også kaldet psykotisk depression, er karakteriseret ved at patientens negative forestillinger om sig selv er blevet så negative, at de kan kaldes psykotiske (vrangforestillinger). Et eksempel kunne være, at patientens tanker om at være værdiløs har ført til forestillinger om, at vedkommende er årsagen til alverdens ulykker, endda om at være Satan selv. Ved enkelte svært deprimerede er der også observeret hørehallucinationer, hvor patienten påstår at have hørt djævlens eller Guds stemme.

Som det kan ses i boksen, afgør man graden af depression ved at tælle symptomer. Men da hvert symptom kan optræde i forskellige grader, er der flere, som mener man bør undersøge styrken af hvert symptom, som i disse år også er mere udbredt i depressionsforskningen. Et eksempel på dette er den såkaldte Hamiltons depressionsskala, hvor lægen stiller en række spørgsmål om symptomer, som patienten skal give point fra 0-4, hvor 0 er slet ikke fremtrædende og 4 meget fremtrædende. Ud fra dette kan lægen derved beregne depressionens sværhedsgrad. Hamiltons depressionsskala bruges også af Sundhedsstyrelsen, når den skal vurdere, om et nyt medicinsk præparat kan godkendes mod depression.

Årsager Biologiske forklaringsmodeller Monoaminhypotesen De fleste antidepressive midler virker ved at øge niveauet af et eller flere monoaminer – neurotransmitterne serotonin, noradrenalin og dopamin – i synapsekløften mellem neuronerne i hjernen. Nogle præparater har direkte indvirkning på receptorerne.

thumb|right|250px|Oversigt over en synapse mellem et neurons axon og en dendrit tilhørende et andet neuron. Synapsen udgør en kløft mellem de to neuroner. Elektriske impulser kommer til enden af axonet, og udløser kemiske meddelere (neurotransmittere), som bevæger sig over synapsekløften til receptorerne på dendrittet, hvor det sender impulsen videre til det andet neuron. Efter videregivelsen bliver neurotransmitteret hurtigt metaboliseret eller genoptaget i neuronet, hvor de blev udløst fra. Antidepressiva har generel indflydelse på disse processer.