Kimbrerne var en stamme, der angiveligt kommer fra det nuværende Danmark, sandsynligvis i Himmerland. Kimbrerne omtales første gang i 113 f.Kr., da de sammen med teutonere og ambronere drog mod Romerriget. Følgen var en række krigeriske sammenstød, der endte med et nederlag 101 f.Kr. ved Vercellae. Langt senere, omkring Kristi fødsel, omtales kimbrerne atter, og det nævnes, at de boede nordligst på den jyske halvø. Et kort tegnet af Ptolemæus og dateret til 135-142 e.Kr.Grane, s. 139 skal med stor sandsynlighed tilbagedateres til samme tid.
Kilderne
Kimbrerne findes omtalte hos flere klassiske forfattere som PlutarchLund, s. 82, Cicero, Julius Cæsar, AugustusLund, s. 216, Plinius, StrabonLund, s. 210, 214, Pomponius MelaLund, s. 220, TacitusLund, s, 268 og PtolemæusGrane, s. 142. Langt de fleste omtaler er kortfattede og flere refererer blot til kimbrertoget ca. 113-101 f.Kr.
Udvandring fra Jylland. thumb|Kort der viser teutonernes og kimbrernes folkevandring, samt deres sejre og nederlag mod romerne. Ca. 115 f.Kr.Hedeager, s. 56Jensen, s. 103 fandt der en gigantisk folkevandring sted, hvor såvel kimbrere som teutonere og ambronere hærgede og plyndrede ned gennem Europa.Jensen, s. 104 Det første møde mellem romerne og de to germanske stammer var i 113 f.Kr., hvor de på deres vandring fra Jylland nåede Noreia i Østalperne. Resultatet af mødet var to slag i 107 og 106 f.Kr., som romerne tabte. De var under kommando af Gnæus Paririus Carbo. Den romerske hær blev løbet over ende, og rygtet om nederlaget udløste en voldsom forskrækkelse i Rom.
Fordi Roms opmærksomhed var vendt mod problemer i Middelhavsområdet, havde de ikke tid til at tage sig af de nordlige barbarer. Kimbrerne drog planløst rundt i Spanien og Frankrig. I oktober år 105 f.Kr. var stammerne nået frem til Arausio, det nuværende Orange ved floden Rhône i Sydfrankrig. Her stødte de sammen med romerne under kommando af Quintus Servilius Caepo og Gnæus Mallius Maximus. Igen med en overlegen sejr til kimbrerne og teutonerne. Om begivenhederne efter sejren hedder det: "Da fjenden havde bemægtiget sig to lejre og et umådeligt bytte, ødelagde de med nyt og ubrugt raseri alt, hvad der var faldet i deres magt. Klædninger flængedes, ringbrynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden. Hestene nedstyrtedes i dybe gruber og mænd ophængtes med reb om halsen i træerne således, at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede."Hedeager, s. 233 Beretningen er først nedskrevet af den spanske kirkefader Orosius i 5. århundrede e.Kr., men bygger på ældre kilder.
Roms redningsmand Rom var forfærdet. Ifølge rygtet var der tale om enorme folkemasser. Mere end 300.000 våbenføre mænd, kvinder og børn. De søgte mod Italien i håbet om at slå sig ned. Drivkraften bag folkevandringen var beretningen om kelterne, der tidligere havde held til at slå etruskerne, for derpå at bosætte sig i Norditalien.
Alene den enkelte krigers udseende og kampmod var frygtindgydende. Folkestammerne var høje, blåøjede og både modige og stærke. Efter nederlaget i 105 f.Kr. havde der bredt sig en stor frygt for, om kimbrerne og teutonerne kunne stoppe det voksende Romerrige.
Netop i år 105 f.Kr. havde den romerske hærfører Gaius Marius afsluttet krigen mod Jugurtha i Nordafrika. Han var ikke populær blandt de indre kredse i Rom, fordi han pralede med sin ydmyge oprindelse og sin manglende respekt for overklassen. Men i kamp var Marius en værdig general og strateg. Ud over hans militære geni var han, trods forbud, konsul fra 105 til 101 f.Kr.
Som konsul begyndte Marius at reorganisere den romerske hær. Den romerske hær, som før bestod af værnepligtige bønder, blev nu ændret til en professionel hær. Men også kimbrernes hærgen i Spanien, og teutonerne der blev i Frankrig, gav tid til at lægge en strategi.
I 103 f.Kr. blev Marius genvalgt, denne gang med Quintus Lutatius Catulus som medkonsul. Samtidig besluttede kimbrerne og teutonerne sig til at drage til Italien. Af ukendte grunde drog stammerne i hver sin retning, så teutonerne fulgte Middelhavskysten, mens kimbrerne skulle krydse Alperne og nærme sig Italien nordfra.
Slaget ved Aquae Sextiae
Romernes strategi blev, at Marius skulle tage sig af teutonerne, medens kollegaen Catulus stoppede kimbrerne. Marius drog til Sydfrankrig, hvor han slog lejr ved Rhône.
Marius' hær var i undertal og ivrig efter en hurtig kamp. Men Marius holdt dem tilbage. Han ønskede, de vænnede sig til teutonerne. Situationen tillod ikke en hurtig afgørelse, da romerne ville tabe. Teutonerne blev trætte af al den venten, og drog videre. Ifølge historikeren Plutarch tog det seks dage for teutonerne at passere romernes lejr.
Romerne fulgte efter teutonerne, der slog lejr ved Aquae Sextiae, det nuværende Aix-en-Provence, ca. 30 km nord for Marseille, oldtidens Massilia. Her tog Marius sig også god tid, og det første sammenstød mellem parterne var et mindre sammenstød mellem ambronere, der var teutonere, og romerne. Ambronerne tabte og flygtede tilbage med nogle få forfølgende romere. Tæt på deres lejr huggede ambronernes egen koner de første flygtende ambronere ned som forrædere og forfølgerne som fjender. Marius sendte sin undergeneral Claudius Marcellus af sted med 3.000 svært bevæbnede infanterister, så de kunne støde mod fjendens ryg.
Næste dag i Slaget ved Aquae Sextiae lod Marius sine soldater tag stilling foran lejren på et højdedrag. Marius ventede, og de utålmodige teutoner drog frem: opad bakke og med solen i øjnene. Først ved sammenstødet mellem Marius' hær og teutonerne blandede Marcellus sig, hvilket medførte, at teutonernes rækker gik i opløsning, de tog flugten, og romerne enten dræbte eller fangede mere end 100.000 mænd.
Kimbrerne ved Vercellae i 101 f.Kr. right|thumb|Kimbrernes nederlag. Maleri af Alexandre-Gabriel Décamps. thumb|Slaget ved Vercellae. Maleri af Giovanni Battista Tiepolo. Kort efter sejren over teutonerne modtog Marius dårligt nyt om kollegaen Catulus i Norditalien. Planen var, at Catulus skulle stoppe kimbrerne ved floden Atesis, i dag Adige nord for Verona.
Kimbrerne skræmte romerne fra vid og sans på grund af deres sære fremfærd. De rullede sig nøgne i sneen, gik op på bjergtoppene for at sætte sig på deres skjolde og kure ned ad bjergene over stok og sten. Kom de til en flod, og der manglede en bro, fyldte de floden med bakketoppe og træer de rev op med rode.
Over for disse kæmper besluttede Catulus at trække hæren længere mod syd. Marius blev kaldt til Rom for at forklare sig i Senatet. Derpå tog han op til Catulus, hvor Marius's hær nu befandt sig. Begge hære slog lejr nær Vercellae vest for Mediolanum, nu Milano. Catulus' hær var på 20.300 mænd, Marius' på 32.000.
Kimbrerne afventede teutonernes ankomst. De nægtede at tro på rygterne om nederlaget ved Aguae Sextiae. Derfor sendte de forhandlere over til Marius, for at få romerne til at overdrage land og byer til teutonerne og dem selv til bosættelse. Marius berettede om teutonernes nederlag og fremviste de tilfangetagne teutonerhøvdinger.
Med denne ydmygelse bad kimbrernes høvding Boiorix Marius om dato og sted for den afgørende kamp. Kampen skulle stå den 30. juli på sletten ved Vercellae.
Den bagende sol og støvskyerne var til romernes store fordel. Romerne var vant til varmen, medens intet var værre for kimbrerne. Romerne var talmæssigt underlegne mod kimbrernes 180.000, men det lykkes romerne at slå kimbrerne og jage de overlevende på flugt.
Under forfølgelsen mødte der romerne et forfærdeligt syn, da sortklædte kvinder i kimbrernes lejr slog alle ihjel, der kom mod dem: ægtemænd, brødre og fædre. Børnene blev kvalt, og deres lig kastet for okserne. Kvinder og mænd begik nu selvmord.
De to germanske folkeslag drømte om et bedre liv i Italien, men da der nu kun ventede dem trældom, tog de deres eget liv. Mere end 120.000 mænd skulle have mistet livet under selve kampen, medens 60.000 blev taget til fange, skriver Plutarch.
I over et årti havde teutonerne og kimbrerne spredt rædsel i Romerriget. Efter Slaget ved Vercellae var romerne igen beroliget, indtil de senere folkevandringer undergravede Romerriget næsten fem århundrede senere.
Oprindeligt hjem
Spørgsmålet om kimbrernes hjemsted er omstridt. Det skyldes, at de klassiske kilder fra omkring Kristi fødsel synes at pege mod to steder: i Jylland (måske Himmerland) og ved Elbens udmunding. Allerede C.C. Lysander foretog i begyndelsen af 1600-tallet en kobling af Kimberland og Himmerland (i ældre tid skrevet Himberland). Dette argument er af nyere sprogforskere blevet afvist som et argumentum etymologicum.Lund, s. 83 Der er imidlertid andre forhold, som må inddrages.
Ifølge de græske og romerske forfattere kom kimbrerne fra Jylland, der blev kaldt Chersonesus Cimbrica eller Χερσόνησος Κιμβρική efter dem. Augustus fortæller således i sine Res gestae, at der stadig fandtes kimbrere på halvøen omkring Kristi fødsel (kap. 26): "Min flåde sejlede over Oceanet i østlig retning fra Rhinens munding helt til kimbrernes landområde, hvor ingen romer før den tid nogensinde havde været, og kimbrerne, charyderne og semnonerne samt andre germanske stammer i samme område anmodede gennem gesandter om mit og romerfolkets venskab."
Den græske geograf Strabon, der skriver på omtrent samme tid, bevidner også, at der stadig var en stamme, der hed kimbrerne formentlig på den "Kimbriske Halvø": "Poseidonius formoder, at kimbrernes og deres beslægtede folks udvandring fra hjemegnen var forårsaget af havflod, som ikke kom på en gang." "Hvad angår kimbrerne, er det der bliver fortalt, dels forkert og dels upålideligt: Man kan ikke tro at det var fordi en stor oversvømmelse havde jaget dem bort fra den halvø de boede bo på, at de så siden blev omvandrende røvere. De bor nemlig stadig i det samme land, som de før boede i. De sendte deres mest hellige kedel til Augustus som gave og bad om venskab og amnesti for deres krænkelser, og da de var blevet bevilget det, de bad om, vendte de hjem. Det er latterligt at de skulle være blevet forledt til at udvandre fra deres land på grund af en naturlig og tilbagevendende hændelse, der indtræffer to gange hver eneste dag. Det ligner digtværk at der skulle være fundet en særlig stor oversvømmelse sted. For der sker nok hævelser og sænkelser, men de er ordnede og periodiske, når havet opfører sig sådan. (Geogr. 7.2.1)Larsen, s. 132
Tacitus skriver i sit værk Germania, at landet nord for Rhinen trækker "sig bagud i en vældig bue. Her finder vi først chaukerne. Selvom deres landområde bager sin begyndelse ved frisernes og omfatter en del af kysten, rækker det alligevel ned til siderne af alle før nævnte stammer, for til sidst at bugte sig ind i chatternes land." (Germania, 35.1)Lund, s. 266 Ved siden af chaukerne boede cheruskerne.Lund, s. 268 Derefter hedder det: "I den samme havbugt helt ude ved Oceanet bor kimbrerne, i vore dage ubetydelige, men af væsentlig anseelse. Vidt og bredt er endnu levn efter deres svundne storhed. På begge Rhinens bredder er der således vældige lejranlæg, ud fra hvis omfang man endnu kan måle deres talrighed og styrke samt troværdigheden af deres så store folkevandring." (Germania, 37.1) Dette tekststed har nogle forskere tolket således, at kimberne på Tacitus' tid skulle have boet ved Vadehavet og måske ved Elbens munding. Teksten tillader dog ikke sikkert en sådan tolkning. Til støtte for tolkningen er hentet et tekststed fra Strabons Geografi, hvor han skriver: "De nordlige germanere bor, som sagt, langs Oceanet. De kendes fra Rhinens udløb til Elben. De kendteste af dem er sugambrerne og kimbrerne. Derimod er områderne hinsides Elben langs Oceanet os fuldstændigt ukendte." (Geogr. 2.4)Lund, s. 214