Lykke-Per er en roman af Henrik Pontoppidan, der ofte placeres i den naturalistiskeMichelsen, Knud: Naturalisme / Det moderne gennembrud (1870 - 1890), Arkiv for Dansk Litteratur, på kb.dk periode i dansk litteraturhistorie.
Romanen udkom første gang i årene 1898-1904 i form af otte hæfter med følgende undertitler: Hans Ungdom (1898), Lykke-Per finder Skatten (1898), Hans Kærlighed (1899), Lykke-Per i det Fremmede (1899), Hans store Værk (1901), Lykke-Per og hans Kæreste (1902), Hans Rejse til Amerika (1903) og Hans sidste Kamp (1904).
Romanen er et realistiskBehrendt, Flemming: Livsrusen, side 341, Gads Forlag, 2019 tidsbillede af Danmark omkring århundredeskriftet med skildringer af både det enkelte menneske men også af et samfund, hvor emner som forandring af leveforhold, religion og ikke mindst industrialisering spillede en stor rolle. Flere karakterer i romanen er baseret på virkelige skikkelser fra samtiden. Dr. Nathan er et eksempel på en meget lidt tilsløret Georg Brandes, der var af stor betydning for kritikken af samfundet i samme periode.
Handling Romanen handler om den utilpassede præstesøn Peter Andreas Sidenius, der vokser op i Østjylland. Peter Andreas tager afstand fra det kristne miljø, han kommer fra, så han rejser som 16-årig til København for at studere på Den Polytekniske Læreanstalt. Her påbegynder han studiet til ingeniør, men han bliver ikke færdig med uddannelsen. Per, som han nu kalder sig, har en stor plan om at skabe et kanalsystem i Jylland. Med dette ene projekt som formål søger han indpas i kredse i København, som vil kunne finansiere projektet. Herigennem knytter han kontakt til familien Salomon, blandt hvis døtre han skaber en nær kontakt til Jakobe,Sidenius som skiderik - Pontoppidans roman 'Lykke-Per' er et mesterværk med en forbløffende usympatisk hovedperson, artikel af Marie Louise Kjølbye i Information 23. februar 2006 som han frier til med det formål at skaffe finansiering til sit kanalprojekt. Gennem udlandsrejser, kritisk indflydelse fra Dr. Nathan, naturoplevelser, modstand fra finanskapitalen i København, religiøse anfægtelser, et ægteskab med en grundtvigiansk præstedatter finder han endeligt sit kald som vejassistent i Thy, hvor han har opgivet sit kanalprojekt og til sidst dør af sygdom.
Det følgende længere sammendrag af handlingen er baseret på teksten i 4. udgave 1918, men er dog inddelt efter førsteudgavens otte bøger.
Lykke-Per, hans Ungdom (kapitel 1-4) I præstegården i en lille østjysk købstad bor i midten af 1800-tallet den asketiske og puritanske pastor Sidenius, sammen med sin syge og sengeliggende kone og deres elleve børn. Den fromme og strenge pastor er ikke særlig vellidt blandt købstadens indbyggere, men hans børn klarer sig godt, med undtagelse af Peter Andreas, som er uregerlig i skolen og ulydig over for sine forældre. En dag kommer det pastoren for øre, at hans søn har stjålet æbler i en have. Samme aften holder pastoren en formanende tale omkring middagsbordet foran hele familien, men rettet mod den elleveårige dreng, hvor han beder om, ”at Gud vil bøje hans genstridige sind og føre ham ud fra syndens trældom, bort fra fortabelsens veje”. Alle omkring bordet er nedslåede og kede af det – undtagen Peter Andreas, som ikke har meget tilovers for sin far, og som længe har følt sig som en fremmed i familien, i en grad så han fantaserer om at være et plejebarn, som i virkeligheden er søn af en stolt og stærk sigøjner.
En vinteraften sidder familien som sædvanlig samlet omkring håndarbejde og oplæsning, mens man venter på vægterens sang, tegn på sengetid. Den nu fjortenårige Peter Andreas undskylder sig fra familiens selskab med, han har en stil at skrive, og går op på sit værelse. Lidt senere høres vægteren, og familien synger en aftensalme. Men midt i salmen ringer det på døren: Præsten må komme til et sygt barn, som skal døbes. Pastor Sidenius har dårlige øjne og vil derfor have Peter Andreas til at vise ham vej til det syge barn. Men Peter Andreas er ikke på sit værelse. Til gengæld står et vindue på klem, og der er spor i sneen udenfor. Peter Andreas har nemlig sneget sig ud på landevejen uden for byen, hvor han kappes med de andre drenge om at køre slæde ned ad vejen, gerne helt ind i byen til torvet, selvom sådan slædekørsel er forbudt. Pigerne står fnisende og kigger på. Peter Andreas, eller Per, som han også kaldes, er en dygtig slædekører, og det lykkes ham oven i købet at få en høj flot pige lokket med på slæden. For foden af bakken takker hun for turen, men Per insisterer på at give hende endnu en tur, og trækker slæden med hende siddende på hele vejen op ad bakken, som en hjemvendt viking, se citat, inden det igen går nedad. Da pigen spørger, om han ikke er præstens søn, benægter Per, se citat. Inde i byen bliver de to på slæden pågrebet af vægteren, men Per snor sig ud af situationen ved at binde vægteren en historie på ærmet om et knivstikkeri uden for byen. Hjemme i præstegården venter dog pastoren på sin søn, som aflægger fuld tilståelse om sin færden, fordi ”han ringeagtede […] faderen for dybt til, at han kunne få sig til at lyve for ham”. Pastorens sanktioner forekommer dog Per overraskende milde – for pastoren var bange, hans søn havde været hos byens prostituerede.
Per har stærk lyst til at få sig en livsbane langt fra sin fars og har derfor bestemt, han vil være ingeniør, og tilskyndes hertil af sin matematiklærer. Denne lykkes efterhånden med at overbevise pastoren om Pers valg af uddannelse, og som sekstenårig rejser Per til København, for at blive ingeniør. Men han lider af hjemve og glæder sig til juleferien i sin hjemby, som dog bliver en skuffelse for ham.
Fem år senere har den nu enogtyveårige ingeniørstuderende Per Sidenius gennem nogle år boet til leje i Nyboder hos et selskabeligt og elskeligt ældre ægtepar, der forkæler den unge mand. Parrets noget tilbagestående nittenårige plejedatter Trine hjælper til i hjemmet og varter også opmærksomt og kærligt den unge mand op; han tager på sin side hendes hjælp for givet, og ignorerer hende i øvrigt. Sin fortid har han lagt bag sig, og med sine forældre har Per kun sparsom kontakt. Mødet med Polyteknisk Læreanstalt bliver for Per en skuffelse, for lærerne viser sig ikke at være de ”ildfulde forkyndere af naturvidenskabens hellige evangelier”, han havde forventet, men derimod ”gamle, hentørrede skolemesterskikkelser”, som belærte ham om, at en ingeniør ikke var en ”stolt, verdensomflakkende eventyrhelt […] men blot et almindeligt kontormenneske […] lænket til et tegnebræt”, se citat. Men Per har helt andre drømme om sin ingeniørgerning, for siden barneårene har han arbejdet med en plan om et storstilet vandbygningsprojekt i sin barndomsby, en plan som han gradvist udvider til at omfatte et system af kanaler tværs gennem Jylland, som vil forbinde halvøens vestkyst og østkyst og bringe vækst og velstand.
Sin fritid bruger Per gerne i selskab med kvinder, således den kønne rødhårede bartender Lisbeth i beværtningen ”Gryden”, der er tilholdssted for en broget og livlig skare af kunstnere og forfattere.
Nu tager Per mod til sig og viser professor Sandrup sin store vandbygningsplan. Men professoren påviser straks en fatal regnefejl i Pers materiale, og Per vælger slukøret og skamfuld at glemme alt om planen, se citat, og går i stedet på studenterkarneval og danser med den smukke fru Engelhardt. Dagen efter støder han på gaden på jøden Ivan Salomon, som han kender fra Gryden, men ikke bryder sig om, selvom Salomon taler begejstret og rosende om Per. Salomon inviterer på middag, og Per indvilliger modstræbende – og trakteres nu på en af hovedstadens fine restauranter med et overdådigt måltid. Maden og vinen får Pers tanker til at vandre til fru Engelhardt, som var i selskab med en vis Neergård, men som har lovet at skaffe ham adgang til et privat bal. Han modtager invitationen hertil næste dag og får nu travlt med at købe passende tøj og udstyr, for penge han låner af en ågerkarl. I balsalen får han øje på fru Engelhardt, dog igen i selskab med Neergård, og Per skuffes. Senere, da han danser med hende, mærker han dog igen hendes interesse for ham, og hans håb stiger. De sætter sig afsides og kissemisser, men så dukker Neergård op og slutter sig til dem. Mens Per er tavs, giver fru Engelhardt sig til at drille Neergård med hans alder og forkærlighed for piger fra landet. Efter ballet inviterer Neergård Per med op i sin lejlighed til et glas. Neergård ønsker Per tillykke med sejren mht fru Engelhardt, og kalder ham ”Lykke-Per”. Efter at have filosoferet over begreberne lykke og held, se citat, og prikket lidt til Pers landlige herkomst og opførsel, kommer Neergård med et forslag: en af hans velhavende venner ligger for døden, men ønsker ikke, at familien skal arve ham; kunne Per ikke tænke sig at blive hans arving?
Per, som har tillagt sig dyre vaner og sat sig i gæld, får besked om, at Neergård er død og i et efterladt brev har testamenteret ham hele sin arv. Under Pers stævnemøde med fru Engelhardt – hvis mand belejligt er rejst til London – foruroliger fruen Per ved ligefremt at vise sit begær, mens Per til gengæld keder fruen med sin beretning om sin sidste samtale med Neergård. Det dæmrer for Per, at Neergård var fruens forrige elsker, så at han dermed også kommer til at arve Neergårds elskerinde. Da de har elsket, kan Per ikke sove, fordi han føler, de begge, og ikke mindst hun, er skyld i Neergårds død, og han beslutter sig for at frasige sig arven. Mens fruen sover, planlægger Per at stikke af, men bliver opdaget, og efter et skænderi kommer det til et brud mellem dem.
Næste dag vågner Per med dårlig samvittighed over sin opførsel over for fru Engelhardt, men adspredes, da han tager med sine værtsfolk på besøg hos skipper Mortensen. Han sejler hvert halve år sine gode slagtervarer og oste fra Flensborg til København for at sælge dem. Stamkunder inviteres efter handelen til hyggelig frokost hos skipperen, inklusive den vognkusk, som Pers værtspar har lejet for at kunne ankomme standsmæssigt til skibet. Desværre bliver kusken under frokosten så beruset, at værtsparret må gå hjem, med pølser og oste under armene.
Hjemme har Per fået besøg af sin bror Eberhard, som kommer med dårligt nyt om faderens helbred, og ikke tror han lever længe endnu. Så måske haster det, hvis Per vil forsøge at forsone sig med sin far. Ved hans død vil desuden den økonomiske understøttelse, han hele tiden har givet Per, bortfalde. Per overrasker sin bror ved at sige, at det ikke er noget problem; i mellemtiden har Per nemlig bestemt sig for at tage imod Neergårds arv.
Lykke-Per finder Skatten (kapitel 5-7) Per kaster sig nu igen over sit vandbygningsprojekt, idet han får udbedret den fejl, professor Sandrup påviste – men i øvrigt er holdt op med at gå på ingeniørskolen. Arven fra Neergård gør det muligt for ham at arbejde fuldtids på projektet, som han udvider til også at omfatte en ny stor havn på Jyllands vestkyst, samt tidevands- og vindmøller til energiproduktion. Fritiden tilbringer han oftest siddende i værstparrets have, og her får han en dag øje på en køn ung pige i nabohuset. Langsomt lykkes det ham at komme tættere på hende, Fransisca hedder hun, og de to går lange, hemmelige ture hver dag. Per opdager, hans kærlighed til denne kønne sadelmagerdatter fra Kerteminde er helt anderledes og mere ægte end hvad han før har følt med en kvinde. Men da forholdet bliver opdaget, og Per af pigens morbror afkræves svar på, om han vil gifte sig med hende, siger han nej. Hans drøm om at blive en berømt vandbygger er for ham uforenlig med at være gift med en sadelmagerdatter.