Et nævn er et udvalg af udnævnte personer, der samles for at varetage en specifik opgave, typisk med det formål at administrere et bestemt område og afsige kendelser. Begrebet indgår ofte i betegnelsen for kollegiale organer. Sammenlignet med et almindeligt udvalg er et nævn normalt af en mere permanent karakter, og som regel handler et nævn ikke på eget initiativ, men beskæftiger sig alene med sager, som andre indbringer for det.
Visse nævn har en karakter, der til forveksling ligner en domstol, og en behandling i et sådant nævn kan således fungere som et alternativ til en retssag ved de ordinære domstole. Nævnets afgørelser træffes på møder, hvor medlemmerne enten når frem til enighed eller afgør de enkelte sager ved afstemning.
Et nævn kan være etableret som et organ inden for den offentlige forvaltning, men det kan også udgøre en privat ordning eller organisation, som varetager en samfundsnyttig opgave. Et privat nævn kan eksempelvis være nedsat af en brancheorganisation, ofte i samarbejde med en forbrugerorganisation. Nogle private nævn har status som godkendte i henhold til lovgivningen på det pågældende område eller er direkte godkendt af et ministerium.
Til et nævn udpeges normalt personer, der repræsenterer forskellig baggrund eller modsatrettede interesser i relation til nævnets arbejdsområde. Et såkaldt paritetisk nævn betegner i den forbindelse et nævn med lige mange repræsentanter for hver af sagens eller områdets parter. Antallet af medlemmer i et nævn er normalt lille, dels af praktiske grunde, dels for at lette sagsbehandlingen på møderne. For at sikre uvildighed udpeges nævnets formand oftest blandt personer med en særlig neutral baggrund, hyppigt med juridisk ekspertise, typisk en dommer eller en person, der opfylder de almindelige betingelser for at kunne agere dommer. Et typisk ankenævn på forbrugerområdet består for eksempel af fem medlemmer: to repræsentanter for forbrugerinteresser, to for erhvervsinteresser samt en formand, der opfylder betingelserne for at være dommer.
Mange nævn er rent administrativt organiseret med en sekretær eller et sekretariat, som forbereder sagerne til forelæggelse for selve nævnet på dets møder. I nævnets bestemmelser eller vedtægter findes der normalt regler om habilitet samt retningslinjer for udpegning af sagkyndige, som kan bistå ved forberedelsen eller under selve sagsbehandlingen.
I nyere tid benyttes ordet nævn tillige i navnet på visse organer, som ikke (eller ikke længere) er baseret på et egentligt nævn eller udvalg i ordets oprindelige forstand – det vil sige som en samling af udvalgte personer, der behandler indbragte sager på sine møder.
Eksempler på nævn
Eksempler i den danske offentlige forvaltning er Adoptionsnævnet, Ligebehandlingsnævnet, Studienævn (på universiteterne) og Fredningsnævn (et for hvert amt, dvs. to eller tre i hvert af de nuværende regioner).
Dansk Sprognævn er en statsinstitution som består af et repræsentantskab, en bestyrelse og et forsknings- og informationsinstitut. Dansk Sprognævn er således ikke et nævn i betydningen et udvalg (en persongruppe), der mødes for samlet at administrere/beslutte.
Advokatnævnet har en speciel status. Det er oprettet af Advokatsamfundet, som i princippet er en privat interesseorganisation, men reguleret af retsplejeloven, ligesom selve Advokatnævnet er lovbestemt, dvs. oprettet og drevet efter reglerne i retsplejeloven.
Eksempler på danske private nævn (altså nævn uden for den statslige, regionale og kommunale forvaltning) er ankenævn som Pakkerejse-Ankenævnet og Ankenævnet for Forsikring.
Dansk Varefakta Nævn er en selvejende organisation, som driver virksomhed under navnet Dansk Varefakta. Dansk Varefakta Nævn er således ikke et nævn i betydningen et udvalg (en persongruppe), der mødes for samlet at administrere/beslutte.
Referencer
Eksterne henvisninger
Opslaget Nævn i Ordbog over det danske Sprog. Artiklen Nævn i Den Store Danske Encyklopædi.