Agrippina (HWV 6) er en opera seria i tre akter af Georg Friedrich Händel til en libretto af kardinal Vincenzo Grimani. Operaen blev komponeret til karnevalssæsonen i Venedig og fortæller historien om Agrippina, Neros mor, som planlægger at styrte den romerske kejser Claudius og indsætte sin søn i hans sted. Grimanis libretto, der betragtes som en af de bedste, som Händel har sat i musik, er en anti-heroisk, satirisk komedie,Brown, pp. 357-58 der er fuld af henvisninger til Roms politiske liv. Nogle analytikere mener, at de skulle afspejle librettistens rivaliseren med pave Clemens XI.
Händel komponerede Agrippina efter at have gennemført en rejse på tre år til Italien. Den fik premiere i Venedig på Teatro San Giovanni Grisostomo den 26. december 1709 og blev straks en succes. Fra premieren blev den opført 27 på hinanden følgende gange, hvilket ikke tidligere var set, og modtog en god kritik. Kommentatorerne fandt, at musikken var af høj kvalitet; meget af musikken havde Händel lånt – også fra andre komponisters arbejde – og tilpasset det nye værk, som det var skik på den tid. På trods af publikums åbenlyse begejstring for værket, arbejdede Händel ikke for yderligere opførelser. Der fulgte sporadiske opførelser i årene efter premieren, men da Händels operaer var blevet umoderne i midten af det 18. århundrede, gled dette og hans andre musikdramatiske værker ind i almindelig glemsel.
I det 20. århundrede har Händels operaer set begyndelsen til en renæssance, hvilket førte til genopførelser af Agrippina i England og i Amerika, efter at den havde været opført i Tyskland. I de senere år er opførelser af værket blevet mere almindelige; New York State Theater og London Coliseum har fx stået bag innovative opførelser af værket i 2007. Ifølge moderne musikkritikere er Agrippina Händels første operamesterværk: fuld af musikalsk friskhed og nye ideer, som har gjort det til et af komponistens nu mest populære operaer.
Kontekst Baggrund thumb|upright|Johann Mattheson fra Hamborg skulle få en tidlig indflydelse på Händels operaer. Händels tidligste operakompositioner i den tyske stil stammer fra hans år i Hamborg i 1704-1706, hvor han blev påvirket af Johann Mattheson.Grout & Weigel, pp. 184-85 I 1706 rejste han til Italien, hvor han opholdt sig i tre år og lærte den italienske musikstil at kende, samtidig med at han udviklede sit talent for komposition. I begyndelsen opholdt han sig i Firenze, hvor han mødte Alessandro Scarlatti og Domenico Scarlatti, og hvor han komponerede og fik opført sine første italienske operaer. Den første var Rodrigo fra 1707 (med originaltitlen Vincer se stesso è la maggior vittoria (At overvinde sig selv er den største sejr)), i hvilken man dog stadig sporer en væsentlig indflydelse fra den stil, han havde lært hos Mattheson i Hamborg.Boyden et al., p. 56. Operaen blev ikke nogen særlig succes, men kan betragtes som en del af Händels oplæring i den italienske stil og i at komponere musik til italiensk tekst.
Efter Firenze kom Händel til Rom, hvor operaopførelser var blevet forbudt ved et paveligt dekret,Dean (1980), p. 86 som de var det i Napoli. Händel beskæftigede sig derfor med at komponere kantater og oratorier, da der på den tid kun var en relativt lille forskel på genrerne (når der ses bort fra længden), idet de alle byggede på en kombination af secco-recitativer og da capo-arier.Secco-recitativer ('tørre' recitativer) synges uden orkesterledsagelse; deres funktion er som dialog at fremme stykkets handling.Dean (1997), p. 1 c.2
Händels værker fra denne periode omfatter Dixit Dominus og den dramatiske kantate Aci, Galatea e Polifemo, som han skrev i Napoli. Mens Händel havde opholdt sig i Rom, var han blevet introduceret for kardinal Vincenzo Grimani, formentlig gennem Alessandro Scarlatti.Lang, p. 91 Kardinalen var en fremtrædende diplomat, der skrev librettoer i sin fritid, og som fungerede som uofficiel teateragent for de kongelige hoffer i Italien.Bianconi et al., pp. 12-13 Han tog Händel under sine vinger og gav ham sin libretto til Agrippina. Man har formodet, at Händel tog denne libretto med sig til Napoli, hvor han komponerede musikken til den. John Mainwaring, der var den første, der skrev en biografi om Händel, mener imidlertid, at Agrippina blev skrevet hurtigt efter Händels ankomst til Venedig i november 1709.Dean & Knapp, p. 128 Grimani arrangerede det, så operaen kunne opføres i Venedig, på et teater hans familie ejede, Teatro San Giovanni Grisostomo, som en del af karnevallet i 1709-1710. En historie lig den, der bruges i Agrippina har været brugt før, nemlig som emne for Monteverdis opera fra 1642, L'incoronazione di Poppea. Til forskel herfra fokuserer Grimanis libretto imidlertid på Agrippina, der ikke forekommer i Monteverdis noget mørkere udgave af historien. Agrippina var Händels anden italienske opera og formentlig den sidste komposition, han færdiggjorde i Italien.Dean (1997), p. 2 c.1
Komposition Ved komponeringen af Agrippina benyttede Händel i udstrakt grad materiale fra sine tidligere oratorier og kantater og fra andre komponister, herunder Reinhard Keiser, Arcangelo Corelli og Jean-Baptiste Lully. At han lånte og tilpassede materiale var almindelig praksis på den tid, men i Agrippinas tilfælde er lånene mere omfattende end i stort set alle komponistens andre betydende dramatiske værker.Sawyer, p. 531 Ouverturen, som er skrevet i fransk stil,Boyden et al., pp. 57-58 og alle numre på nær fem er baseret på tidligere værker; i mange tilfælde er musikken omskrevet og tilpasset i væsentlig grad. thumb|left|upright|En karikatur fra perioden 1709-1721 af Margherita Durastanti, der spillede rollen som Agrippina ved uropførelsen.
Som eksempler på genbrugt materiale kan Pallantes "Col raggio placido", der bygger på Lucifers arie fra La resurrezione fra 1708, og "O voi dell' Erebo", som er hentet fra Reinhard Keisers opera Octavia fra 1705, nævnes. Agrippinas arie "Non hò cor che per amarti", der er næsten uændret, stammer fra "Se la morte non vorrà" fra Händels tidligere dramatiske kantate Ero e Leandro fra 1707; Narcissus' "Spererò" er en tilpasning af "Sai perchè" fra en anden kantate fra 1707, nemlig Clori, Tirsi e Fileno, og dele af Nerones arie "Come nube che fugge dal vento" er lånt fra Händels oratorium Il trionfo del tempo, der også er fra 1707.Sawyer, pp. 533-41 Senere brugte Händel noget af musikken fra Agrippina med få eller ingen ændringer i nogle operaer, han skrev i London: Rinaldo fra 1711 og 1732-udgaven af Acis and Galatea.Dean (1997), p. 5 c.2 Den første musik, som publikum i London hørte af Händel, kan have været Agrippinas arie, Non hò che, som indgik i Alessandro Scarlattis opera Pirro è Dimitrio, som blev opført i London den 6. december 1710.Warrack, p. 336 Ouverturen til Agrippina og nogle arier fra operaen indgik i nogle pasticher, der blev opført i London i årene 1710-1714.Hicks (1982) En indflydelse fra "Ti vo' giusta", der var en af de arier, som Händel komponerede særskilt til Agrippina, kan høres i "He was despised" fra Händels Messias fra 1742.Dean (1997), p. 5 c.1
To af de mandlige hovedroller, Nerone og Narciso, blev skrevet for kastratsangere, som var datidens "superstjerner" i italiensk opera. Operaen blev revideret i udstrakt grad før og efter alt at dømme også i løbet af den periode, den var på plakaten.Dean (1997), p. 3 c.2 I tredje akt havde Händel eksempelvis indsat duetten "No, no, ch'io non apprezzo" mellem Ottone og Poppea, men da han var utilfreds med musikken, erstattede han duetten med to arier før den første opførelse.Sawyer, p. 554 Efter premieren udskiftede komponisten Poppeas arie "Ingannata" med "Pur punir chi m'ha ingannata" enten for at understrege Poppeas nyfundne viljestyrke på dette sted i operaen eller, hvad nogle mener er mere sandsynligt, for at give Scarabelli en yderligere mulighed for at fremvise sit sangtalent.
Instrumenteringen svarer til den, Händel har brugt i sine tidligere operaer og består af to fløjter, to oboer, to trompeter, tre violiner, to celloer, bratsch, pauker, kontrafagot og harpe.Dean & Knapp, Appendix B I sammenligning med London-operaerne er dette en let besætning.Dean & Knapp, p. 127
Libretto Grimanis libretto indeholder ikke de samme moraliserende elementer som librettoerne til opera seria fra mestre som Metastasio og Zeno. Den velvillige modtagelse, som operaen fik, kan, ifølge kritikeren Donald Jay Grout, skyldes Grimanis arbejde med historiens bedrag og personernes humoristiske eskapader.
Alle hovedpersoner, med Claudios tjener Lesbo som eneste undtagelse, er historiske personer. Librettoen bygger på Tacitus' Annales og Suetons De vitis Caesarum. Nogle har ment, at den komiske, hengivne kejser Claudius skulle være en karikatur af pave Clemens XI, som var Grimanis politiske modstander.Dean p.2 c.2 Visse aspekter af denne konflikt kan også ses afspejlet i plottet: Nerone og Ottones rivaliseren svarer til den spanske arvefølgekrig, i hvilken Grimani stod på habsburgernes side, mens paven støttede Frankrig og Spanien.Neef, pp. 196-97
Roller thumb|225px|Originalbesætningen blev offentliggjort ved uropførelsen af Agrippina. RolleStemmetypeOriginalbesætning, 26. december 1709(Dirigent: Ukendt)Agrippina (Agrippina den Yngre)sopranMargherita DurastantiIfølge Hicks er der grundlag for at hævde, at Durastanti i nogle af forestillingerne blev erstattet af Elena Croce, en sopran, der tidligere havde sunget for Scarlatti og senere skulle synge i London omend ikke for Händel. Hicks, Anthony, "Agrippina" i Grove Music Online Hentet 8. marts 2009.Nerone (Nero)sopran (kastrat)Valeriano PellegriniPallante (Pallas)basGiuseppe Maria BoschiEfter en moderne klassifikation var Boschi baryton. Hogwood, p. 96.Narciso (Tiberius Claudius Narcissus)alt (kastrat)Giuliano AlbertiniLesbo (Lesbus)basNicola PasiniIfølge Dean (1997) var Pasini præst.Ottone (Otho)kontraaltFrancesca Vanini-BoschiPoppea (Poppaea SabinasopranDiamante Maria ScarabelliClaudio (Claudius)basAntonio Francesco CarliCarli havde en exceptionelt stor stemmemæssig spændvidde. Dean (1997), p. 4 c.1Giunone (Juno)kontraaltukendt
Synopsis Akt I Da Agrippina hører, at hendes mand, kejser Claudio er død i en storm på havet, forsøger hun at få Nerone, en søn fra et tidligere ægteskab, på tronen. Nerone er ikke umiddelbart begejstret for moderens plan, men indvilger dog ("Con saggio tuo consiglio"). Agrippina sikrer sig derefter støtte fra Pallante og Narciso, der er to frigivne slaver. De hilser Nerone som ny kejser overfor det romerske senat.
thumb|left|upright|En billedstøtte af kejser Claudius. Med senatets støtte går kroningsceremonien i gang, men den afbrydes, da Lesbo, Claudios slave, kommer ind. Han bekendtgør, at hans herre er i live ("Allegrezza! Claudio giunge!"), og at han blev reddet fra døden af Ottone, der er befalingsmand i hæren. Ottone bekræfter historien og afslører, at Claudio i taknemmelighed har lovet ham tronen. Agrippina er bestyrtet, indtil Ottone diskret fortæller hende, at han meget hellere vil have den skønne Poppea end tronen. Agrippina, der ved, at også Claudio elsker Poppea, ser nu en ny mulighed for at fremme sine planer for Nero. Hun opsøger Poppea og bilder hende ind, at Ottone har indgået en aftale med Claudio, der går ud på, at Ottone får tronen mod at give Poppea til Claudio. Agrippina foreslår Poppea, at hun skal fortælle kejseren, at Ottone har befalet hende at afvise Claudios tilnærmelser. Agrippina mener, at dette vil få Claudio til at tilbagekalde sit løfte om at give Ottone tronen.
Poppea tror Agrippina. Da Claudio ankommer til Poppeas hus, afslører hun, hvad hun tror er Ottones forræderi. Claudio går i vrede, mens Agrippina kynisk trøster Poppea ved at erklære hende evigt venskab ("Non hò cor che per amarti").
Akt 2