291 var et avantgardistisk kunstgalleri på Fifth Avenue i New York. Det blev grundlagt 1905 som Little Galleries of the Photo-Secession af de amerikanske fotografer Alfred Stieglitz og Edward Steichen. 291 viste foruden fotografiske arbejder også afrikansk kunst og præsenterede for første gang moderne europæiske kunstnere i USA. Stieglitz var som galleriets centrale person en nøglefigur i fotografi-og kunsthistorien og en af de første moderne udstillingsarrangører. Galleriet og dets hustidsskrift Camera Work var vigtige for kunstnere og gav impulser til prædadaistiske tendenser, New-York-Dada og de første moderne kunstretninger der fulgte efter i USA i begyndelsen af 1900-tallet.

Historie Photo-Secession, Camera Work og pictorialismen

Historien om dannelsen af galleriet er tæt forbundet med Photo-Secession, en sammenslutning af fotografer som Stieglitz sammen med sin protege, maleren og fotografen Edward Steichen havde grundlagt 1902 efter forbillede af den London-baserede Brotherhood of the Linked Ring som en "elitær klub". Begrebet "Secession“ hentydede til kunstnerne fra Wiener Secession der havde udskilt sig fra det akademiske establishment. Stieglitz så secessionen som "protest og afspaltning fra ånden hos de doktrinære og kompromismagerne"Greenough, s. 25 Photo-Secession tog form mellem 1902 og 1904. De første medlemmer var – foruden Steichen og Stieglitz – internationalt kendte fotografer fra pictorialismen som Frank Eugene, Gertrude Käsebier, Joseph Turner Keiley og Clarence Hudson White. Noget senere sluttede Anne Brigman, Alvin Langdon Coburn og George Henry Seeley sig til. I tilknytning udgav Stieglitz det eksklusivt anlagte højglansmagasin Camera Work – i dyrt ædeltryk (heliogravüre, fotogravure) – for at udbrede fotografierne af Photo-Secession og den af ham proklamerede pictorialisme. Magasinet udkom fire gange årligt mellem 1902 og 1917 med i alt 50 numre og tjente indtil galleriet lukkede Stieglitz som et "hustidsskrift" der foruden essays og indlæg til fotografiens teoriudvikling også præsenterede aktuelle udstillinger. Foruden analysen af secessionisternes fotografiske arbejder havde de første udgaver videnskabelige artikler og naturalistiske fotografier; senere udgaver havde såvel applauderende som hård kunstkritik af de udstillinger Stieglitz organiserede.Greenough, s. 23–26; sml. Michel Frizot: "Die Zeitschrift Camera Work 1903–1917"; i: Neue Geschichte der Fotografie; udgivet af Michel Frizot, Könemann, Köln 1998, , s. 327

Etablering thumb|left|Ukendt fotograf: Alfred Stieglitz Photographing on a Bridge, omkring 1905

Photo-Secessionisternes vandreudstillinger og tidsskriftet Camera Work blev godt modtaget. Alligevel så Stieglitz sin position som den ledende figur blandt fotograferne alvorligt truet, da den professionelle fotograf Curtis Bell, der samtidig var formand for American Federation of Photographic Societies, december 1904 arrangerede udstillingen The First American Photographic Salon i New Yorker Clausen Gallery. Udstillingen bestod af kendte kunstnere som William Merritt Chase, Kenyon Cox og Robert Henri. Der blev præsenteret amerikanske og europæiske fotografer, og udstillingen blev af mange set som et direkte angreb på Stieglitz' dominans, og han så sig nu nødsaget til at løsgøre sig selv og Photo-Secession fra "den middelmådighed og selvtilfredshed der truede det kunstneriske fotografi."Greenough, s. 26f

Sammen med Edward Steichen lejede Stieglitz en lille lejlighed på øverste etage af en ejendom på Fifth Avenue nummer 291291 Fifth Avenue var den oprindelige adresse for Little Galleries of the Photo-Secession. Efter en lejeforhøjelse var Stieglitz nødt til at flytte til mindre lokaler i nummer 293, men beholdt det nu indarbejdede navn. (), for at benytte den til et galleri. I samme hus indrettede Steichen et kommercielt fotostudie.Greenough, s. 55 Da Stieglitz var bange for at der generelt ikke var tilstrækkeligt med fotografiske værker til rådighed til et galleri, og fordi begge anså det for nødvendigt at sammenligne fotografi "med andre kunstarter", besluttede de sig for at vise ikke blot "de allerbedste fotografier i verden", men også malerier, tegninger og skulpturer, og at sætte dem alle i forhold til hinanden. Galleriet skulle samtidig være et kommercielt rum, skønt Stieglitz havde en udpræget aversion mod kunstens kommercialisering og finansielle diskussioner i almindelighed. Han anså det for en speciel form for prostitution, og hvis han mærkede at nogen betragtede et kunstværk som en vare, kunne han pludselig hæve prisen til det dobbelte.

Åbning – de første udstillinger 1905-1906 thumb|Gertrude Käsebier: Alfred Stieglitz, omkring 1902 Little Galleries of the Photo-Secession, der snart blot blev kaldt 291, åbnede 25. november 1905. Som tidsskriftet Camera Work skulle galleriet tilbyde pictorialisterne et forum, tjene som en præsentationsflade og etablere mediet fotografi som en selvstændig kunstform inden for kunsten. For at understrege de pictorialistiske fotografiers kunstneriske karakter og deres værdighed som unika havde Stieglitz udtænkt nye fremvisningsrum der adskilte sig fra de sædvanlige saloner i de New Yorkske gallerier. Ydermere skulle fotografierne tilbydes til salg med en diskret meddelelse "Pris oplyses ved forespørgsel".Peter C. Bunell: Die Galerie 291; i: Neue Geschichte der Fotografie, s. 314

Udstillingspladsen var kun tre små rum; det største 4,50 × 5,10 m, dernæst et på 4,50 × 4,50 m og et smalt rum på blot 4,50 × 2,50 m. I en ledende artikel erklærede Camera Work at "291 var et laboratorium, en forsøgsstation og ikke skulle ses i den sædvanlige betydning af et kunstgalleri".Beaumont Newhall: Geschichte der Photographie, 1984, s. 174

Den officielle åbningsudstilling januar 1906 præsenterede gummitryk af de franske fotografer Robert Demachy, René Le Bègue og Constant Puyo. Udstillingen blev fulgt af en to-personers fremvisning med fotoarbejder af Gertrude Käsebier og Clarence H. White. Desuden var der samme år yderligere fire udstillinger hvor der blev vist britiske fotografer og førstetryk af Edward Steichen. En udstilling var tilegnet tyske og østrigske fotografer, og en var med Photo-Secessionisterne.Camera Work nr. 22; sml. også: Waldo Frank: America And Alfred Stieglitz – A Collective Portrait. The Literary Guild, New York, 1934. eBook (, besøgt 29. April 2009)

Retningsskifte til et kunstgalleri for det moderne 1907–1908 thumb|Den britiske kunstner og illustrator Pamela Colman Smith udstillede flere gange i kunstgalleriet 291 thumb|Frank Eugene: Eugene, Stieglitz, Heinrich Kühn og Steichen betragter et værk af Eugene, omkring 1907

Galleriet begrænsede sig kun i kort tid til enkelt- eller gruppeudstillinger af fotografer. Allerede januar 1907 viste Stieglitz tegninger af den engelske illustrator Pamela Colman Smith, der skulle blive kendt med en fremstilling af Rider-Waite-Tarot spillekort.Billeder af Rider-Waite-Tarot spillekort

Edward Steichen levede på den tid i Paris og skabte mange vigtige kontakter til den europæiske avantgarde. Steichen lærte de fleste kunstnere at kende hos den indflydelsesrige amerikanske samlerfamilie Stein, der også levede i Paris – Michael, Sarah, Leo og Gertrude Stein. Han husker senere: "[...] hos Steins så jeg samtlige typer af moderne maleri, fra Cézanne og Renoir til Matisse og Picasso.“ Stieglitz kaldte engang i spøg Steichen for sin "kunst-spejder på stedet".Greenough, s. 83

Under Steichens indflydelse viste galleriet fra 1908 værker af den europæiske kunstner-avantgarde som Georges Braque, Paul Cézanne, Henri Matisse, Francis Picabia, Pablo Picasso, Henri de Toulouse-Lautrec eller billedhuggerne Constantin Brâncuşi og Auguste Rodin, samt amerikanske kunstnere der for en tid arbejdede i Europa, som Marsden Hartley, Arthur Garfield Dove og Alfred Henry Maurer.

I et brev til Stieglitz fra Paris foreslog Steichen "vi skulle lade de moderne værker rotere så såvel fotografier som forståelige kunstværker blev vist. Og som 'rød klud' kunne vi tage Picasso for at betale regningen hvis vi får ham, thi han er et forrykt stenaldermenneske [,] hader udstillinger etc. – under alle omstændigheder skulle vi forsøge med ham."Greenough, s. 30f

Udstillingssæsonen 1907/08En udstillingssæson begyndte om efteråret og sluttede april/maj. I sommermånederne fra 1907 og frem til udbruddet af første verdenskrig opholdt Stieglitz sig sædvanligvis selv i Europa. begyndte Stieglitz med Photo-Secessionisterne, efterfulgt af en udstilling med Rodins spontane, minimalistiske akvareltegninger der havde en for den tid chokerende seksuel tematik. De 58 tegninger blev vist for første gang offentligt. Rodin var ikke synderlig interesseret i en udstilling i Amerika, men det var lykkedes Steichen at overtale ham til at sende arbejderne over. I almindelighed så mange europæiske kunstnere i tiden ikke megen fornuft i at sende deres værker til et lille amerikansk galleri uden renomme eller udsigt til et godt salg, og Rodin behøvede i 1908 hverken penge eller opmærksomhed, skønt han vidste at han havde mange beundrere i USA. Stieglitz præsenterede Rodins tegninger uindrammet bag glas i de to mindste rum i galleriet. Foråret 1910 fulgte yderligere en Rodin-udstilling med 41 tegninger, grupperet om en "Grubler""Grubleren", Le Penseur på Commons i midten af galleriet.Greenough, s. 57, 73–76

Rodin-udstillingen blev efterfulgt af en fotoudstilling af George Seeley, et yngre medlem af Photo-Secession, og en samleudstilling med ekslibris af den tyske maler Willi Geiger, raderinger af D.S. MacLaughlan og tegninger af Pamela Coleman Smith. Sæsonen sluttede med nye fotografier af Steichen og en kontroversiel udstilling af Henri Matisse med akvareller, litografier, raderinger, tegninger og et lille oliemaleri. Matisse-udstillingen var igen sammenstillet af Steichen fra Paris. Januar 1908 skrev han til Stieglitz: "Jeg har en topudstilling til dig, lige så fin som med Rodin. Tegninger af Henri Matisse, den mest moderne af de moderne." April samme år udsendte Stieglitz invitationer hvor han betegnede Matisse som "den førende i en gruppe franske malere der kaldes Les Fauves", og at det for Photo-Secessionen "var en stor lykke at få den ære at præsentere Matisse for det amerikanske publikum og de amerikanske kunstkritikere."Greenough, s. 84 Dog opfattede mange besøgende og kritikere franskmandens "ufærdige malerier" – som udelukkende var kvindelige nøgenstudier, aktstudier – som en provokation. Kritikerne havde vanskeligt ved at sætte Matisse ind i en kunstkritisk sammenhæng: I New York havde der hverken været udstillinger af Cézanne, van Gogh eller Gauguin. "Hæslig" var den betegnelse af Matisses værker, de kunne blive enige om.Greenough, S. 85f.

Især Matisse-udstillingen viste for Stieglitz at hans nye måde at lave udstillinger på havde resonans. Han noterede: "[...] her var en ny mands værk, med nye ideer – en ægte anarkist inden for kunsten, sådan ser det ud. Udstillingen førte til mange hidsige kontroverser; den viste sig at være stimulerende."Greenough, s. 32–33

Såvel kunstnere som publikum blev konfronteret med nye synsmåder der kunne diskuteres længe i galleriet. De seneste fem måneders udstillinger indeholdt mange forskellige udtryksformer af det kvindelige nøgenstudie, såvel inden for fotografi som maleri, og dertil af så forskellige kunstnere som Rodin, Seeley, Smith og Matisse. Nøgenstudierne kom ikke ved en tilfældighed, idet både Steichen og Stieglitz på den tid beskæftigede sig med nøgenstudier.

Selvstændige amerikanske tendenser, "Stieglitz-kredsen“ 1909–1910