thumb|Udsigt over Longyearbyen. Svalbard er en norsk øgruppe i Nordishavet og omfatter alle øer, holme og skær mellem 74 og 81 grader nordlig bredde og mellem 10 og 35 grader østlig længde. Det samlede areal er på ca. 62.050 km², og de største øer er Spitsbergen (39.000 km²), Nordøstlandet (14.600 km²), Edgeøen (5.000 km²) og længst mod syd Bjørneøen (178 km²). På Kræmerpynten på Kvitøya (682 km²) nordøst for Nordøstlandet, ligger det østligste punkt i Kongeriget Norge (33°31′05″ E).
Svalbard er adskilt fra Grønland af det mere end 4 km dybe Framsundet (el. Frambassinet).
Historie thumb|Svalbard-kort fra 1758
Navnet forekommer første gang i de islandske annaler fra 1194. I den islandske landenavnebog Landnámabók (landnáma betyder at 'tage land') fra 1200-tallet er Svalbard også nævnt, det betyder "kolde kyster", men det er usikkert, om der er tale om det nutidige Svalbard.
Hvalfangsttiden
thumb|Willem Barentsz (1549-1597). I 1596 opdagede den frisisk-nederlandske Willem Barentsz øerne,Albrecthsen, s. 6 og englænderen Henry Hudson genopdagede i 1607 øerne og så muligheder for at udnytte de rige naturressourcer, først og fremmest af hvalros ved Bjørneøen, hvor bestanden dog hurtigt blev udnyttet, hvorfor interessen rettedes nordpå. I 1611 nedlagde et engelsk skib med 6 baskiske fangstfolk en hval ved Svalbard, og allerede i 1612 dukkede der både engelske, hollandske og baskiske skibe op i farvandet omkring øgruppen. Der opstod hurtigt kampe mellem englændere og de andre, og hollandske hvalfangerbyer dannede i 1614 Nordseekompagniet til forsvar for de hollandske hvalfangstinteresser og oprettede centralpladsen Smeerenburg (Spækborg) på den østligste spids af Amsterdamøen som base. Dette førte til, at Jakob 1. af England i 1613 ønskede at købe Svalbard af Christian 4. og anerkendte dermed samtidig Danmark-Norges overhøjhed. Christian 4. ønskede ikke at sælge øerne, og i 1615 sendte han 5 krigsfartøjer til Svalbard for at kræve told af fremmede skibe og bortvise dem uden dansk pas og derved beskytte de dansk-norske interesser, om end med ringe held. Christian 4. gjorde, ud fra den da gældende opfattelse af Svalbard som en landfast del af Grønland, krav på landet som en del af det gamle norske skatteland.
Gennem de næste to århundreder fortsatte Danmark-Norge at hævde sin ret til øgruppen. Gennem et par hundrede år blev der drevet hvalfangst i området, idet hollændere, englændere, tyskere, svenskere, franskmænd, baskere og ikke mindst dansk-norske hvalfangere kappedes og stridedes om de letfangelige grønlandske hvaler. Hvalfangsten ved Svalbard blev indledt i begyndelsen af 1600-årene, og Danmark deltog selv fra 1617. På Svalbards kyster anlagdes på denne tid landstationer for hvalfangere, på hvilke man ved hjælp af de rigelige mængder af sibirisk drivtømmer udbrændte tran i store ovne. Smeerenburg var en hvalfangerby beboet om sommeren af en blanding af hollændere og dansk-norske. Den eksisterede i årene 1620-1660.
Trods gode resultater af hvalfangsten trak Christian 4. sig allerede ud i 1622, idet han ønskede at anvende ressourcerne på andre områder inden for handel og søfart. Virksomheden fortsattes af købmanden og rederen Johan Braem frem til dennes død i 1646, ofte med betydelige problemer med konkurrerende og til tider krigeriske nederlandske og franske hvalfangere og lidende under Christian 4.s skiftende udenrigspolitik. Efter Johan Braems død aftog den danske hvalfangst, og fra faste landstationer sluttede den omkring 1660.
Det betød dog ikke, at den danske deltagelse forsvandt, blot skete den nu under hollandsk ledelse. Allerede 1614 grundlagdes i Holland et selskab for hvalfangst i Nordhavet, og mange beboere fra de danske Vadehavsøer, herunder Fanø, tog hyre på hvalfangerskibene. Dette dels på grund af de gode penge, der kunne tjenes på hvalfangerskibene, dels for at undslippe udskrivning til orlogstjeneste, en tjeneste man kunne risikere at skulle være i indtil 8 år. Holland anskaffede med tiden et stort antal skibe til hvalfangsten. I 1701 talte flåden 207 skibe med et udbytte på 2.071 hvaler, mens Hamborg havde 54 hvalfangerskibe og fangede 544 hvaler. Omkring 1720 tiltog hvalfangsten yderligere og Før, Sild og Rømø udrustede skibe til hval- og sælfangst (robbefangst). Desuden bemandede man københavnske og andre selskabers skibe med mandskab og førere, såkaldte kommandører. I Vyk på Før blev der omkring 1720 oprettet en navigationsskole, hvor matroserne fra Vesterhavsøerne fik undervisning i navigation, og efter praktisk uddannelse om bord i hvalfangerskibene kunne de ansættes som kommandører. Fanøboerne vedblev dog at sejle som matroser på hvalfangerskibene. 1764 oprettedes i Aalborg et grønlandsk kompagni, som holdt fire skibe til robbefangst ved Svalbard. Imidlertid blev det mere og mere almindeligt at drive hvalfangst uden brug af landstationer; hvalspækket blev enten kogt om bord eller transporteret til kogerier i hjemlandet. Dermed forsvandt tilstedeværelsen på Svalbard.
Oversigt over de vigtigste forskningsrejser til Svalbard
Den første norske fangstekspedition til Svalbard skete så sent som i 1790, og den regulære fangst tog først til fra og med 1840.
Forskning på Svalbard blev startet i 1827 på initiativ af professor Baltazar M. Keilhau.
1882 besøgtes Isfjord på Vest-Spitsbergen af den franske geograf Charles Rabot. Samme år var de svenske geologer dr. Alfred Gabriel Nathorst og De Geer sammesteds, og vinteren 1882—83 tilbragte en svensk meteorologisk ekspedition ligeledes i Isfjord.
1889 besøgte tyskerne W. Kükenthal og A. Walther flere steder på Spitzbergen om bord i en norsk jagt. De var udsendte af det geografiske selskab i Berlin.
1890 foretog svenskeren Gustaf Nordenskiöld, en søn af Nordvestpassagens berømte gennemsejler, en rejse til Hornsund og Isfjord på Vest-Spitsbergen om bord i en norsk jagt.
1892 kom den fransk krydser "La Manche" til Vest-Spitsbergens kyster. Den havde geografen Charles Rabot med.
1896 var en svensk geologisk ekspedition under Gerard Jacob de Geer på Vest-Spitsbergen i Bell-Sund og Isfjord. Samme år rejste den engelske geolog sir Martin Conway til det indre af landet mellem Isfjord og Bell-Sund på Vest-Spitsbergen. Samme år opmålte og oploddede fyrst Albert 1. af Monaco Røde-Bay på nordkysten af Vest-Spitsbergen. Han havde inden gjort sig bekendt ved oceanografiske og oceanologiske undersøgelser og besøgte gentagne gange polarhavet ledsaget af videnskabsmænd, lige som han bekostede adskillige videnskabsmænds forskningsrejser i polarlandene.
1897 gjorde sir Martin Conway en ny rejse til Vest-Spitsbergen og foretog undersøgelser i det indre øst for Kings-Bay på Vestkysten.
1898 besøgte svenskeren Alfred Gabriel Nathorst Spitsbergen med en ekspedition om bord i "Antarctic" og ledsaget af en stab af videnskabsmænd. Øgruppen blev omsejlet, og der landedes flere steder. I 1899 gik ekspeditionen til Østgrønland. Fra begge steder hjembragtes store videnskabelige resultater.
1898 blev "Victoria øen" mellem Spitsbergen og Frants Josef’s Land opdaget af de norske sælfangerkaptajner Joh. og P. W. Nilsen samt L. Sebulonsen. Af stor betydning var de i 1898—1902 foretagne gradmålingsarbejder på Spitsbergen, som udførtes af svenske og russiske ekspeditioner under Jäderen og de Geer, Sergieski, Bunge og Tschernyschew.
1899 foretog svenskeren J. G. Anderson undersøgelser på Bjørnø.
1902—03 foretog nordmanden professor Birkeland nordlysiagttagelser på Axelø i Bell-Sund ved Vest-Spitsbergen.
1908 var en norsk ekspedition med geologen Adolf Hoel og en svensk ekspedition med Gerard Jacob de Geer på Vest-Spitsbergen, hvor sidst nævnte foretog geologiske og gletscherundersøgelser. Fyrst Albert af Monaco besøgte 1906 på ny farvandene omkring Spitsbergen med sin yacht "Princesse Alice". Han ledsagedes af flere forskere: skotten dr. W. E. Bruce (som i alt 8 gange kom til at forske på Spitsbergen) og den fra den anden "Fram"-ekspedition kendte ritmester Gunnar Isachsen, der blandt andet udforskede det indre af landet mellem Cross-Bay og Wood-Bay på Vest-Spitsbergen. Også 1907 drev de undersøgelser på Spitsbergen for fyrstens regning. Isachsen udsendtes endvidere derhen 1909 med en norsk statsekspedition, der havde topografiske og geologiske formål, lige som han 1910 fortsatte sådanne. Også dr. Bruce kom igen til Spitsbergen 1909 og senere. Samme år besøgtes øgruppen af nordmanden Ho1msen. 1910 kom en tysk arktisk zeppeliner-ekspedition til Vest-Spitsbergen med "Mainz".
Svenskerne havde vundet store videnskabelige triumfer på Spitsbergen, og de vedblev at sende undersøgelsesekspeditioner derop. Da de 1909 kunne holde 50 års jubilæum for undersøgelser på Spitsbergen, oplyste de, at der i den forløbne periode havde været udsendt i alt 24 ekspeditioner. I dem havde 76 videnskabsmænd, 8 læger og 27 søofficerer deltaget»Ymer« 1909. Det blev ikke derved, thi siden har flere svenske videnskabsmænd gæstet Spitsbergen. Blandt andet professor E. Anderson flere gange.
Norske videnskabsmænd var også stadig virksomme på Spitsbergen. 1911 var geologen O. Holtedahl med 2 ledsagere deroppe, 1911, 1912, 1913 og 1914 geologen Birger Jacobsen, 1912 kaptajn A. Staxrud og ingeniør A. Kolle, 1914 ligeledes en norsk ekspedition, 1918 geologen Adolf Hoel og flådekaptajn Sverre Røvig og så videre. Disse videnskabsmænd og topografer bar foretaget hydrografiske, geologiske og topografiske undersøgelser samt undersøgelser af kulfelter og fosfatlejer. Siden året 1900 har den norske stat endvidere udrustet flere oceanografiske ekspeditioner til »Det norske Hav«.
1913 blev der oprettet en trådløs telegrafstation på Spitsbergen. Samme år udgik en fransk ekspedition til Frants Josef’s Land med Jules de Payer, søn af øgruppens første opdager. En norsk damper førte ekspeditionen frem, men den havde ikke held med sig. Samme år foretog ingeniør Pallers undersøgelse på Spitsbergens indlandsis, udsendt på bekostning af fyrsten af Monaco. Samme år bekostede fyrsten udsendelsen af en schweizisk ekspedition under ingeniør Herman Stoll med to ledsagere til Spitsbergen, men der opkom stridigheder mellem deltagerne, og to vendte hjem. 1914 besøgtes Spitsbergen af en tysk meteorologisk ekspedition, og samme år foretoges der sammesteds jordmagnetiske undersøgelser for Carnegie-Instituttet i Washington.
Efter 1. verdenskrig blev Spitsbergens undersøgelse blandt andet blevet af I. M. Wordies ekspedition til Prins Karls Forland 1919—20, lige som en hollandsk ekspedition under H. H. Drenelhuys og E. C. Abendanon var på Spitsbergen 1920.
Norge og Svalbard
Norge var en række gange siden slutningen af 1890-årene blevet anmodet af stormagterne, deriblandt Storbritannien, om at gøre krav på Svalbard. Stockholm-regeringen havde endog i 1871 foreslået at lægge øgruppen under Sverige-Norge, men Oslo-regeringen frygtede omkostningerne og afslog det. Russerne startede opsynstjeneste i Arktis i 1898 rettet mod norske fangstfolk og fiskere, og året efter var tyskerne på Bjørnøya.
Da næringsaktiviteterne på og omkring øgruppen begyndte i 1900 med kuldriften og i løbet af 20 år gjorde Svalbard økonomisk attraktivt, førte det til sidst til, at Norge måtte gøre en række traktatsfæstede indrømmelser til andre lande for, at Svalbard skulle kunne blive norsk land. Set fra norsk side var driften først uinteressant, siden det var amerikanske interesser som stod bag kuludvindingen ved århundredskiftet. Lige efter frigørelsen frygtede den norske regering reaktioner fra andre lande, hvis man kom med en proklamation. I 1906–08 lagde Storbritannien et stærkt pres på Norge for at få den norske regering til at okkupere øerne, men Norge afslog igen, selv om man var blevet hemmeligt informeret om, at en række lande, deriblandt USA og Rusland ikke ville protestere. I 1910 var det blevet klart, at russerne ikke ønskede at udsætte Svalbard-spørgsmålet yderligere, og konferencer om spørgsmålet tog til.
thumb