Tibets historie

thumb|Det gamle Yumbulagang-palads i Yarlung-dalen.

Tibets historie går tilbage til 600-tallet, og landet oplevede sin storhedstid med det tibetanske imperium mellem ca 600 og 842. Buddismen indførtes i flere omgange mellem 600- og 1100-tallet og har siden præget landets kultur og ledelsesform. Fra og med anden del af 1200-tallet har Tibet været styret af ulige teokratier, som ofte søgte støtte hos landets mægtige naboer. Under 1700-tallet blev Tibet formelt et protektorat under Qing-dynastiet, men landet erklærede sig selvstændigt i 1913. I 1950 blev Tibet besat af Folkerepublikken Kina, og i 1959 gik landets religiøse leder Dalai Lama i eksil efter et mislykket oprør. Siden da har regionens politiske status været et omstridt spørgsmål, idet adskillige lande har modtaget Dalai Lama som åndelig leder for det tibetanske folk. Adskillige organisationer virker rundt om i verden for at støtte Tibets ret til selvstændighed.

Tidlig historie

thumb|Statue af Songtsän Gampo, det tibetanske imperiums grundlægger

Tibets tidlige historie er uklar på grund af mangel på skriftlige kilder, men formentlig opstod den tibetanske civilisation i Yarlung-dalen (det nuværende Lhoka-præfektur) og forud for buddhismens indførelse udøvede tibetanerne den shamanistiske religion Bön. I kinesiske kilder forekommer henvisninger til et kongedømme, som kaldtes Tubo og var beliggende i det nuværende Tibet.

Ifølge en tradition opstod det tibetanske folk, da en trold og en himmelsk abe forenedes i et ægteskab ved bjerget Gangpo Ri nær nutidens Tsetang. Parret fik seks børn, der gav ophav til det tibetanske folks seks stammer. Ifølge en anden myte skal Nyentri Tsenpo være steget ned fra himmelen i Yarlung-dalen og være blevet anerkendt af befolkningen som den første konge af Yarlung-dynastiet, som siden regerede Tibet frem til 842.Buckley, s. 13.

Tibets samling og buddhismens indførelse

I 600-tallet forenedes Tibet for første gang under kong Songtsän Gampo, som grundlagde det tibetanske imperium og førte et antal fremgangsrige krige mod Tibets naboer. For at befæste en fredsaftale med Tang-dynastiets Kina krævede Songtsän Gampo, at Tang-hoffet skulle lade ham gifte sig med en kinesisk prinsesse, og omkring år 640 giftede sig han sig da også med Prinsesse Wencheng. Både Wen Cheng og kongens anden hustru Bhrikuti Devi, som stammede fra det senere Nepal, var begge buddhister og bragte troen med sig til Tibet.

Under kong Thrisong Detsen grundlagdes det første kloster Samye omkring år 775 og indledte derved en intensiv periode med oversættelser af buddhistiske skrifter til tibetansk, hvilket gav ophav til den ældste skole inden for den tibetanske buddhisme, Nyingma. Denne periode betegnes ofte som den "første spredning" af buddhismen i Tibet.

thumb|venstre|Det tibetanske imperiums største udstrækning omkring år 800.

Det tibetanske imperium udstraktes efterhånden til hele det område, som i dag udgør Gansu, samt dele af Sichuan og Yunnan. Man tvang også Tang-dynastiet til at betale tribut til Tibet, og da denne udeblev år 763, plyndrede tibetanerne hovedstaden Chang'an, mens den kinesiske kejser måtte flygte.Powers, s. 143.

Det første imperiums sammenbrud og buddhismens "anden spredning"

Fremgangen for den tibetanske buddhisme blev brudt under kong Langdarma (regerede 838-841), som forfulgte buddhismen og i stedet støttede den traditionelle bön-religion. Kort efter Langdarmas død faldt det tibetanske imperium sammen, og landets naboer begyndte at genvinde de områder, som de tidligere havde mistet til Tibet. I 1000-årene indledtes et politiskt sammenbrud, og Tibet blev opdelt mellem forskellige klanstyrede klosternetværk.

1000-tallet bragte tillige en renæssance for buddhismen – buddhismens "anden spredning" – under indflydelse næsten udelukkende fra Indien. Under denne etableredes buddhismen i hele Tibet. Fra Bengalen i Indien til Tibet kom i 1024 blandt andre Atisha, som er den, som først og fremmest blev forbundet med kadam-lærens opkomst. Lige som andre mahayana-lærere lagde han stor vægt på, at læren skulle overbringes direkte fra mester til elev. Flere tibetanere studerede tantrisk yogis i Indien og bragte tekster og yogalærebøger med hjem til Tibet. Flere skoler med magiske og mystiske indslag opstod under udveksling med Indien, heraf var den mest betydningsfulde Kagyü-skolen.

Teokratiets fremvækst

Sakya-skolen havde en stor betydning under Yuan-dynastiet, da Kublai Khan udpegede Sakya-abboten Drogön Chögyal Phagpa til vicekonge over Tibet. Hans efterfølgere styrede derefter Tibet i de 75 år, som dynastiet varede, og dette indebar begyndelsen til fremvæksten af et teokratisk styre i Tibet.Waddell, s. 227. Efter mongolvældets fald i 1368 mistede Sakya sin magtposition i Tibet, men selve den sekulære og religiøse magt fortsatte med at være sammenflettede i Tibet, hvilket sædvanligvis betegnes chösi zungdrel på tibetansk.

Under Ming-dynastiet udøvede Kina ingen overhøjhed over Tibet. Ming-kejserne gav forskellige kejserlige titler til de tibetanske herskere og lamaer, i særdeleshed fra Karma-Kagyü-skolen, men kejserhoffet udøvede ingen suverænitet over Tibets indre eller ydre politik.Goldstein (1997), 4–5.; Shih-shan Henry Tsai, Perpetual Happiness: The Ming Emperor Yongle (Seattle: University of Washington Press, 2001), s. 187 Eksempelvis udnævnte Yongle-kejseren den femte Karmapa til "kejserlig lærer" (guoshi 國師) 1406. Denne støtte ophørte dog under Jiajing-kejserens regering, da mongolerne begyndte at dominere Amdo-regionen, og den mongolske fyrste Altan Khan begyndte at angribe den kinesiske grænse.Evelyn Sakakida Rawski, The Last Emperors: A Social History of Qing Imperial Institutions (Berkeley, CA: University of California Press, 1998), s. 245.

I 1400-tallet grundlagde religionsreformatoren Tsongkhapa den strenge Gelug-skole inden for den tibetanske buddhisme, hvilket voksede til at blive den dominerende skole i Tibet og fortrængte Karna-Kagyü. Under tiden frem til 1400-tallet havde Lhasas prominens vokset efter at tre store gelugpa-klostre var blevet bygget der: Sera-klosteret, Drepung-klosteret og Ganden-klosteret. Den religiøse indretnings videnskabelige fremskridt og politiske kundskab bidrog til atter at gøre Lhasa til en vigtig by. I 1500-tallet grundlagdes Dalai Lama-traditionen, da Sonam Gyatso overbeviste Altan Khan til at gå over til gelug-skolen.

Den femte Dalai Lama, Lobsang Gyatso, erobrede Tibet 1640 og flyttede sit administrative center fra Trashilhünpo til Lhasa, da dette var blevet Tibets religiøse og politiske centrum, og 1645 begyndte opførelsen af Potalapaladset. En ny magtfaktor opstod i Tibets nærområde 1644, da Qing-dynastiet erobrede det egentlige Kina og 1653 besøgte Dalai Lama Peking for at møde Shunzhi-kejseren personligt.

Tibet under Qing-vældet

1717 invaderede de vestmongolske dzungarer Tibet og myrdede en prætendent på Dalai Lamas trone, som da hidtil havde hersket i Lhasa. Dette ledte til, at Kangxi-kejseren startede en militærekspedition mod dzungarerne, som dog mislykkedes. Først 1720 kunne Qing-imperiet fordrive dzungarerne, og Kelzang Gyatso kunne nu bestige tronen i Potalapaladset som den syvende Dalai Lama.

1727 erklærede Kangxi-kejseren Tibet for et protektorat under Qing-imperiet og installerede to statholdere (amban), som ledte de udenlandske og militære anliggender, mens ledelsen af civile og religiøse spørgsmål blev overladt den tibetanske regeringGoldstein (1997), 14–15.. Dele af Kham annekteredes og blev indlemmet i Sichuan-provinsen samtidig med, at Amdo blev styret som et specielt protektorat under en kejserlig statholder i Xining.

Under Qing-dynastiet var Tibet længe afspærret for udlændinge, som regelmæssigt udvistes af landet. Blandt de, som havde held til at komme ind i landet, var den katolske missionær Évariste Régis Huc, som opholdt sig der i 1846 sammen med en missionærkollega.

1903–1904 invaderedes Tibet af en britisk ekspedition ledet af Francis Younghusband med 3.000 soldater og 7.000 bærere (sherpaer), som nåede Lhasa efter hårde kampe. Fra britisk side hævdedes det, at et af motiverne til ekspeditionen var at komme Rusland i forkøbet, der blev påstået at ville annektere Tibet. Da ekspeditionen nåede Lhasa, var den trettende Dalai Lama allerede flygtet til Mongoliet. Den britiske ekspedition blev tvunget til tilbagetog i september 1904 inden den forestående vinter. Qing-hoffet i Peking nægtede imidlertid at acceptere en for briterne yderst fordelagtig aftale, der skulle give briterne ret til kontrol over telegraf- og mineralrettigheder med mere, som briterne med våbentrusler havde tiltvunget sig i Lhasa.

I en aftale mellem Kina og Storbritannien 1906 lovede Storbritannien ikke at annektere tibetansk territorium eller blande sig i administrationen af Tibet. Dermed anerkendte Storbritannien også, at den aftale, som var blevet undertegnet i Lhasa i 1904, ikke var gyldig.CONVENTION BETWEEN GREAT BRITAIN AND CHINA RESPECTING TIBET Signed at Peking, 27 April 1906 Det følgende år anerkendte Storbritannien Kinas overhøjhed (suzerain rights) i Tibet i en aftale med Rusland.CONVENTION BETWEEN GREAT BRITAIN AND RUSSIA the 18th August 1907

Xinhai-revolutionen 1911–12 tvang enkekejserinden Longyu til at afstå regeringsmagten i sin mindreårige søns navn, den 8-årige kejser Puyi, og Republikken Kina dannedes. Den nye regering under Yuan Shi-kai hævdede, at Republikken Kina havde overtaget den afsatte kejsers og hans regerings overhøjhed i Tibet, men på grund af Kinas indre splittelse kunne Peking ikke mere udøve nogen politisk magt i Tibet, og landet blev i praksis atter selvstændigt i 1913.Goldstein (1997), ss. 30-36.

Det selvstændige Tibet 1913–1951

thumb|höger|250px|Tibets flag, som anvendtes mellem 1912 og 1950 er forbudt i Kina, men anvendes fortsat af den centrale tibetanske administration.

Tibet var i perioden 1912–1951 et frit og selvstændigt land. I 1913–1914 blev indgået en aftale mellem Republikken Kina, Tibet og Storbritannien i den indiske by Simla, som dog aldrig ratificeredes af Kina. En gensidig anerkendelse mellem Mongoliet, som ligeledes havde skaffet sig selvstændighed, og Tibet undertegnedes ved en aftale i 1913.

Fra slutningen af 1800-tallet frem til 1935 ledte den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin flere årslange ekspeditioner i Tibet. Det resulterede blandt andet i kort over store dele af Tibet, flere bøger og et stort antal bind fyldte med videnskabelig dokumentation.

1940 tilsattes den fjortende reinkarnation af Dalai Lama, da han var blot fire år gammel. 2. verdenskrig og Den kinesiske borgerkrig bidrog til, at Tibet var isoleret i 1930- og 1940-erne. Landet blev ikke medlem af Folkeforbundet men foretrak at støtte sig til bilaterale aftaler med hvert enkelt land. Vesterlændinge var i lang tid forbudt at besøge Lhasa.

I juni 1950 ledte udviklingen til, at en repræsentant for den britiske regering måtte svare på et spørgsmål i underhuset om hvorledes, den britiske regering så på Tibets status. Svaret blev, at den britiske regering "altid havde været beredt at anerkende Kinas overhøjhed i Tibet under forudsætning af, at Tibet betragtedes som autonomt"

I en rapport publiceret 1960 af The International Commission of Jurists var konklusionen, at Tibet 1913–1950 havde en alment accepteret status som en selvstændig stat i henhold til international ret. Den indflydelse, som Kina havde haft i Tibet, betragtede kommissionen nærmest som rent symbolsk.

Tibet under Folkerepublikken Kina

De første år

thumb|left|Syttenpunktsoverenskomsten.