thumb|Angrebsplanen for Operation Barbarossa: Weisung Nr. 21: Fall Barbarossa. Operation Barbarossa (), oprindeligt kaldt Operation Fritz,Operation Barbarossa | History, Summary, Combatants, Casualties, & Facts | Britannica var kodenavnet for Nazi-tysklands invasion af Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Angrebet begyndte den 22. juni 1941.Bryan I. Fugate. Strategy and tactics on the Eastern Front, 1941. Novato: Presidio Press, 1984. Over 4,5 millioner af Aksemagternes soldater invaderede Sovjetunionen over en 2.900 km lang front.World War II Chronicle, 2007. Legacy/ Publications International, Ltd. Page 146. Operationen var opkaldt efter kejser Frederik Barbarossa af det Tysk-romerske rige, som var leder af det 3. korstog i det 12. århundrede. Planlægningen for Operation Barbarossa startede 18. december 1940; de hemmelige militære forberedelser og selve operationen varede fra foråret 1941 til vinteren 1941.
Det operationelle mål for operation Barbarossa var en hurtig erobring af den europæiske del af Sovjetunionen, vest for en linje mellem Arkhangelsk og Astrakhan, ofte kaldt A-A linjen (se Hitlers direktiv for detaljer). Ved operationens afslutning i december 1941 havde Den Røde Hær afvist de stærkeste fremstød fra Wehrmacht. Hitler havde ikke vundet den sejr, han havde forventet, men situationen i Sovjetunionen var kritisk. Taktisk havde tyskerne vundet nogle opsigtsvækkende sejre og besat nogle af de økonomisk vigtigste områder i USSR, herunder Ukraine.A.J.P. Taylor & Colonel D. M Proektor, p106 På trods af disse succeser var tyskerne skubbet tilbage fra Moskva, og de blev aldrig senere i stand til at skabe en samtidig offensiv over hele den sovjetisk-tyske front.A.J.P. Taylor & Colonel D. M Proektor 1974, p. 107
På grund af Barbarossas manglende succes blev der iværksat en række operationer i Rusland, som dog alle fejlede: Fortsættelsen af belejringen af Leningrad,Life and Death in Besieged Leningrad, 1941–44 (Studies in Russian and Eastern European History), edited by John Barber and Andrei Dzeniskevich. New York: Palgrave Macmillan, 2005 (hardcover, ). Operation Nordlicht og slaget om Stalingrad sammen med andre slag i Sovjetunionen.The siege of Leningrad. By Alan Wykes. Ballantines Illustrated History of WWII, 3rd edition, 1972. Pages 9-61, and, Scorched Earth. (pages 205 – 240) By Paul Carell. Schiffer Military History, 1994. og Finland in the Second World War. Between Germany and Russia. Palgrave. 2002. (pp. 90 – 141)Military-Topographic Directorate, maps No. 194, 196, Officer's Atlas. General Staff USSR. 1947. Атлас Офицера. Генеральный штаб вооруженных сил ССР. М., Военно-топографическоее управление,- 1947. Листы 194, 196Russia's War: A History of the Soviet Effort: 1941-1945 by Richard Overy Page 91The World War II. Desk Reference. Eisenhower Center Director Douglas Brinkley. Editor Mickael E. Haskey. Grand Central Press, Stonesong Press, HarperCollins, 2004. . Page 210.Siege of Leningrad. Encyclopedia Britannica.
Operation Barbarossa er stadig historiens største militære operation målt på antallet af soldater, omfanget af erobret/tabt areal og tab af menneskeliv. Nederlaget i Operation Barbarossa resulterede i sidste ende i, at Tyskland led nederlag, hvorfor mange anser operationen som et vendepunkt i krigen. Det vigtigste ved operation Barbarossa var, at den startede krigen på Østfronten, som skulle vise sig at blive den største krigsskueplads i verdenshistorien. Operation Barbarossa og de områder, hvor den udspillede sig, blev skueplads for nogle af de største og mest brutale slag, forfærdelige tab af liv (civile og soldater) og rædselsvækkende forhold for både tyske og russiske soldater. Det fik stor betydning for, hvordan 2. verdenskrig udviklede sig og for det 20. århundredes historie i det hele taget.
Tyske intentioner Den tyske propaganda hævdede, at den Røde Hær forberedte sig på at angribe Tyskland, og deres egen invasion blev således fremstillet som forebyggende. I 1925-1926 havde Hitler i sin bog Mein Kampf gjort det helt klart, at det var hans hensigt at invadere Sovjetunionen ud fra den holdning, at det tyske folk havde behov for Lebensraum, dvs. jord og råmaterialer, og dem kunne han bedst finde østpå. Det var nazisternes udtrykte politik, at russere og andre slaviske folk skulle dræbes, deporteres eller gøres til slaver, da de anså dem for mindreværdige, og de ville herunder genbosætte deres områder med tyskere. Denne politik blev kaldt Den nye orden (Neuordnung) og blev fremlagt i detaljer i Hermann Görings Grønne mappe. Hele bybefolkningen i det invaderede land skulle udryddes ved udsultning, hvorved der ville blive skabt et overskud af landbrugsvarer, som skulle føde Tyskland og give mulighed for, at bybefolkningen kunne udskiftes med en tysk overklasse. Naziideologen Alfred Rosenberg foreslog, at de erobrede sovjetiske områder skulle administreres af følgende Reichskommissariater: Ostland (De baltiske lande og Hviderusland) Ukraine (Ukraine og tilstødende områder) Kaukasus (Sydlige Rusland og Kaukasus området) Moskau (Moskva metropolregionen og resten af det Europæiske Rusland) Turkestan (Centralasiatiske republikker og territorier)
Ved Nürnberg-processen i 1946 bekendtgjorde Sir Hartley Shawcross, at der i marts 1941 var planlagt følgende yderligere opdelinger af de østlige russiske områder: Ural (centrale og sydlige Ural samt nærmeste områder, udskilt fra den planlagte reorganisering af det østlige europæiske Rusland. Vestlige Sibirien (fremtidige vestlige Sibirien og Novosibirsk) Nordland (Sovjetunionens arktiske områder: Vestlige Nordland (nordkysten i det europæiske Rusland) og østlige Nordland (nordvestlige Sibiriens nordkyst))
Den nazistiske politik sigtede mod at ødelægge Sovjetunionen som politisk størrelse i overensstemmelse med den geopolitiske ide om Lebensraum ("Drang nach Osten") til glæde for de "ariske" generationer i de kommende århundreder.
Føreren forventede yderligere fordele: Når Sovjetunionen var besejret, ville manglen på arbejdskraft i den tyske industri kunne afhjælpes ved demobilisering af mange soldater. Ukraine ville være en stabil kilde til forsyninger af landbrugsprodukter. Ved at have Sovjetunionen som leverandør af slavearbejdere ville Tysklands geostrategiske position i høj grad blive forbedret. En sejr over Sovjetunionen ville yderligere isolere de Allierede, især Storbritannien. Den tyske økonomi havde brug for adgang til mere olie, og ved at kontrollere oliefelterne ved Baku kunne man opnå dette.
Molotov-Ribbentrop-pagten var blevet underskrevet kort før den tyske og sovjetiske invasion af Polen i 1939. Det var angiveligt en ikke-angrebspagt, men hemmelige protokoller skitserede en aftale mellem Tyskland og Sovjetunionen om deling af grænsestaterne imellem dem. Pagten kom som en overraskelse for alle på grund af landenes gensidige fjendskab og deres modsatrettede ideologier. Som følge af pagten havde Nazi-Tyskland og Sovjetunionen forholdsvis stærke diplomatiske forbindelser og var vigtige handelspartnere. Sovjetunionen leverede olie og råvarer til Tyskland, mens Tyskland leverede teknologi til Sovjetunionen. Men på trods af pagten forblev begge sider stærkt mistroiske over for hinandens hensigter, og da de begyndte at støde sammen i Østeuropa syntes en krig uundgåelig.
Hitler havde længe ønsket at erobre den europæiske del af Sovjetunionen for at udnytte, hvad han anså for dens Untermenschen – befolkning af slaviske undermennesker. Han havde kun indgået pagten, fordi den på kort sigt var fordelagtig. Udover de territoriale ambitioner, som både Hitler og Stalin besad, gjorde de ideologiske modsætninger mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen en kommende konflikt mellem dem sandsynlig.
Stalins omdømme bidrog både til at retfærdiggøre nazisternes angreb og til deres tro på succes. I slutningen af 1930'erne havde Stalin ladet millioner af borgere dræbe eller indespærre under den store udrensning, herunder et stort antal af kompetente og erfarne officerer, hvilket havde efterladt den Røde Hær svækket og uden ledelse. Nazisterne understregede ofte det sovjetiske regimes brutalitet, når det udsendte propaganda rettet mod de slaviske folk.
Operation Barbarossa skulle kombinere et angreb i nord mod Leningrad med en symbolsk ladet erobring af Moskva og en økonomisk strategi om at erobre oliefelterne i syd på den anden side af Ukraine. Hitler og hans generaler var ikke enige om, hvilket af disse aspekter der var vigtigst, og hvor Tyskland skulle koncentrere sin indsats. Valget af prioriteter krævede et kompromis. Hitler anså sig selv for et politisk og militært geni. Under planlægningen af operation Barbarossa i 1940 og 1941 gentog Hitler ofte sin ordre: "Leningrad først, Donetsk-Bækkenet derefter, Moskva som det tredje."Bryan I. Fugate. Operation Barbarossa. Strategy and tactics on the Eastern Front, 1941. Novato: Presidio Press, 1984. Hitler var utålmodig efter at komme i gang med sin længe ønskede invasion i øst. Han var overbevist om, at Storbritannien ville anmode om fred, når først Tyskland triumferede i Sovjetunionen, det område som havde Tysklands egentlige interesse. General Franz Halder bemærkede i sine dagbøger, at ved at ødelægge Sovjetunionen ville Tyskland knuse Storbritanniens håb om at besejre Tyskland.
Hitler var blevet overmodig af sine hurtige succeser i Vesteuropa og den Røde Hærs klodsethed i Vinterkrigen mod Finland i 1939-40. Han ventede at få en sejr i løbet af få måneder og forberedte derfor ikke en krig, der skulle vare ind i vinteren. Hans tropper havde derfor ikke varme uniformer, og der var ikke forberedt et længere felttog, da de indledte angrebet. Antagelsen om, at Sovjetunionen snart ville kapitulere, ville blive hans undergang.Albert Speer identificerer disse punkter i En verden i krig-serien i episoden "Barbarossa".
Tyske forberedelser
thumb|Tysk fremrykning i Aiviekste, Letland. Som forberedelse til angrebet flyttede Hitler 3,5 mio. tyske soldater og omkring 1 mio. soldater fra andre aksemagter til den sovjetiske grænse, gennemførte talrige rekognosceringstogter over sovjetisk område og oplagrede materiel i Øst. Sovjetunionen blev alligevel taget på sengen, mest på grund af Stalins tro på, at Det Tredje Rige formentlig ikke ville angribe blot to år efter at have underskrevet Molotov-Ribbentrop-pagten. Den sovjetiske leder troede også, at nazisterne formentlig ville afslutte deres krig mod Storbritannien, inden de åbnede en ny front. Han nægtede at tro gentagne advarsler fra sine efterretningstjenester om den tyske opmarch af frygt for, at rapporterne var britisk misinformation med henblik på at udløse en krig mellem Tyskland og Sovjetunionen. Spionen dr. Richard Sorge gav Stalin den præcise dato for angrebets start. De svenske kryptoanalytikere under ledelse af Arne Beurling kendte også datoen på forhånd.
Tyskerne forberedte afledningsmanøvrer fra april 1941 for at give substans til deres påstande om, at Storbritannien var det egentlige mål: Operationerne HaifischHaifisch (i) | Operations & Codenames of WWII og Harpune. F. Ziemke: The German Northern Theater of Operations 1940-45 Disse simulerede forberedelser foregik i Norge, på Kanalkysten og i Storbritannien. Der var støtteaktiviteter som skibskoncentrationer, rekognosceringsflyvninger og træningsøvelser. Der blev forberedt invasionsplaner, og nogle detaljer fik lov at sive ud.
Hitler og hans generaler undersøgte også Napoleons fejlslagne invasion af Rusland. Efter krav fra Hitler begyndte den tyske overkommando OKW at udvikle en strategi, så han undgik disse fejltagelser. thumb|Wehrmacht-køretøj nedsunket i pløre ved Kursk i rasputitsa-perioden foråret 1942.