South Dakota er en amerikansk delstat. Delstatens hovedstad er Pierre, mens den største by hedder Sioux Falls. Delstaten har omkring indbyggere.
South Dakota blev optaget som USA's 40. delstat den 2. november 1889.
Historie Der har været menneskelige bosættelser i det nuværende South Dakota i flere tusinde år. De første folk jagede storvildt som mammutter og kæmpebisoner med spyd kastet med et kastetræ.Archaeology in South Dakota. South Dakota State Historical Society Education Kit. (Ingen dato) De tidligst dokumenterede indianer-byer stammer fra omkring år 1000 og lå på bredderne af Missouri River, især omkring The Big Bend. Byen Sommers Site (39ST56) lå vest for floden, og det meste af den var beskyttet mod ukendte fjender af en forsvarsgrøft.Johnson, Craig M.: A Chronology of Middle Missouri Plains Village Sites. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 47. Washington, D.C., 2007. En senere østside-by, Crow Creek (39BF11), var scene for en massakre på mindst 486 byboere omkring 1325-1350.The Crow Creek Site (39BF11) Massacre: A Preliminary Report. Omaha. 1981. South Dakotas største forhistoriske by, muligvis grundlagt af arikaraer, er Sully (39SL4) med spor efter knap 200 jordhytter.
Kiowaerne har en tradition om en tidlig tilknytning til områder i South Dakota.Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Myths, Legends and Folktales. Vol. II. Fort Worth, 1983. Omahaerne hævder at have bygget en by ved White River, før de slog sig ned i Nebraska.Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 1. Lincoln and London. 1992. Franske og andre europæiske opdagelsesrejsende mødte i 1700-tallet en række lokale folkeslag eller hørte om dem, inkl.arikaraMeyer, Roy W.: The Village Indians of the Upper Missouri. Lincoln and London. 1977. og arapahoe.Fowler, Loretta: Arapahoe Politics, 1851-1978. Lincoln and London. 1982. Cheyennerne holdt en tid til omkring grænsen mellem South – og North Dakota under deres vandring længere ind på prærien.Wood, W. Raymond: "The Earliest Map of the Mandan Heartland: Notes on the Jarvis and Mackay 1791 Map." Plains Anthropologist. Vol. 55, No. 216 (Nov. 2010). Pp. 255-276. Tidligt i 1800-tallet var sioux, (dakota, lakota og nakota blevet de dominerende stammer.White, Richard: ”The Winning of the West: The Expansion of the Western Sioux in the Eighteenth and Nineteenth Centuries.” The Journal of American History. Vol. 65, No. 2 (Sep., 1978). Pp. 319-343. Pawnee-stammen gjorde krav på en stump land i det sydligste South Dakota i 1857,Blaine, Martha Royce: Pawnee Passage, 1870-1875. Norman and London, 1990. og ”cold poncaerne” var indfødte amerikanere med hjemsted i South Dakota, indtil en lille del af grænsen mellem South Dakota og Nebraska blev ændret i 1890.”The Shape We’re In”. Map supplement to Nebraska History. Vol. 84, No. 2 (Summer 2004).
I 1743 gjorde to af pelsopkøberen La Vérendryes sønner krav på regionen som en del af Ny Frankrig. I 1803 købte USA Louisiana-territoriet af Napoleon. Præsident Thomas Jefferson sammensatte en gruppe, som kaldtes Opdagelseskorpset, anført af Meriwether Lewis og William Clark (normalt kaldet Lewis og Clark-ekspeditionen) med henblik på at udforske den nyerhvervede region. I 1817 blev en pelshandelspost, Fort Teton,Robinson, Doane: A Brief History of South Dakota. New York, Cincinnati and Chicago. 1905. oprettet i det nuværende Fort Pierre, hvilket var begyndelsen på amerikanske bosættelser i området.
USA udkæmpede sin første indfødte amerikanere krig vest for Missouri River i 1823, da hæren og op mod 700 siouxer i fællesskab angreb arikaraernes to byer ved Grand River. To år senere indgik Atkinson-O'Fallon-ekspeditionen traktater om fred og samhandel med de indfødte amerikanere langs Missouri River.
Lakotaerne gik ind på Fort Laramie traktaten (1851) og fik traktat på det meste af South Dakota vest for Missouri River. I strid med traktatens fredsaftale massakrede lakotaer under oglala-høvding Red Cloud en flyttende lejr arapahoer i nærheden af Eagle Nest Hills ved det øvre løb af Grand River omkring 1858.Paul, R. Eli: Autobiography of Red Cloud. War Leader of the Oglalas. Helena, 1997.
Først Joseph Niccolet, dernæst Hayden og siden WarrenCallaway, Graham A.: ”Cultural Features in the G.K. Warren Missouri River Maps.” Plains Anthropologist. Vol. 58, No. 225 (2013). Pp. 83-100. gennemførte opdagelsesrejser eller kortlagde områder i South Dakota fra 1839 og fremefter. I 1855 købte USA's hær Fort Pierre Chouteau, der blev omskabt til det første permanente militærfort i South Dakota. Det blev forladt det efterfølgende år til fordel for Fort Randall længere mod syd.Remele, Larry: Fort Buford and the Military Frontier on the Northern Plains, 1850-1900. Bismarck, 1987. Militærstationen Fort Sully blev bygget i 1863 og siden kom bl.a.Fort Wadsworth (1864), Fort Bennett (1870) og i 1878 Fort Meade. Bosættelserne tog i denne tid til og i 1858 overgav stammen yankton sioux ved en traktat det meste af det nuværende østlige South Dakota til USA. thumb|left|110px|General George Armstrong Custer
Spekulanter grundlagde to af det østlige South Dakotas største nuværende byer, Sioux Falls i 1856 og Yankton i 1859. I 1861 blev Dakota Territoriet anerkendt af USA's regering, og dette område omfattede oprindeligt North Dakota, South Dakota og dele af Montana og Wyoming.
Efter at lakotaer fra Det store sioux-reservat dræbte 69 pawnees i det sydligste Nebraska i 1873, prøvede hæren at følge deres bevægelser og holde dem i reservatet.McGinnis, Anthony: Counting Coup and Cutting Horses. Evergreen, 1990. Samtidig overvejede USA at indlede militære operationer mod lakotaer med lejre i Montana,Kvasnicka, Robert M. and Herman J. Viola: The Commissioners of Indian Affairs, 1824-1977. Lincoln and London, 1979. som angreb amerikanere i amerikansk territorium nord for Yellowstone RiverRecord of Engagements with Hostile Indians Within the Military Division of the Missouri, from 1868 to 1882, Lieutenant General P. H. Sheridan, Commanding. Chicago, 1882. og som også jævnligt invaderede dalene langs Bighorn – og Little Bighorn River i crow-reservatet.Hoxie, Frederick E.: Parading Through History. The making of the Crow Nation in America, 1805-1935. New York. 1995.
Bosættere fra Skandinavien, Tyskland, Irland, Rusland såvel som fra andre dele af Europa samt fra det østlige USA strømmede til, især efter færdiggørelsen af den østlige togforbindelse til hovedstaden Yankton i 1872 og fundet af guld i Black Hills i 1874 under en militær ekspedition, anført af George Armstrong Custer. Denne ekspedition fandt sted selv om den vestlige del af det nuværende South Dakota var blevet overgivet til sioux-stammen ved Fort Laramie-traktaten i 1868. Sioux-stammen afviste at tildele minerettigheder eller jord i Black Hills, og krig brød ud efter at det ikke lykkedes USA at forhindre minearbejdere og bosættere i at trænge ind i regionen. USA’s krigserklæring var dog rettet mod de lakotaer, der ikke opholdt sig i sioux-reservatet, og de vigtigste kampe mellem hæren og lakotaerne i 1876 og 1877 stod langt fra Black Hills og udenfor South Dakotas grænser.Ewers, John C.: “Intertribal Warfare as the Precursor of Indian-White Warfare on the Northern Great Plains.” Western Historical Quarterly. Vol. 6, No. 4 (Oct., 1975). Pp. 397-410. Siouxerne blev til sidst overvundet og genbosat i reservater i South Dakota og North Dakota.
Dakota-territoriet var sparsomt befolket indtil slutningen af 1800-tallet, da jernbanerne blev anlagt gennem regionen. Det øgede befolkningstal i territoriet gjorde, at det blev delt i to delstater, North Dakota og South Dakota i 1889 under Grover Cleveland.
Den 29. december 1890 fandt Massakren ved Wounded Knee sted i indianerreservatet Pine Ridge, og den citeres som den sidste væbnede konflikt mellem USA og sioux-stammen. Den medførte 300 dræbte blandt siouxerne og 25 dræbte blandt soldater fra USA.
thumb|200px|En gård i South Dakota under tørken i 1936 I 1930'erne resulterede økonomiske og klimatiske forhold i katastrofale følger for South Dakota. En mangel på nedbør, ekstremt høje temperaturer og overdyrkning af landbrugsland førte til tørke og støvstorme i South Dakota og andre stater. Oplevelserne med støvstorme, banklukninger og effekterne af Depressionen førte til, at mange forlod delstaten. Befolkningstallet faldt med 7% mellem 1930 og 1940. Økonomisk stabilitet vendte tilbage med USA's indtræden i 2. verdenskrig i 1941, eftersom efterspørgslen efter delstatens landbrugs- og industriprodukter steg.
I løbet af de seneste årtier er South Dakota ændret fra en landbrugsstat til en delstat med en mere diversificeret økonomi. Turismesektoren er vokset betydeligt efter færdiggørelsen af motorvejssystemet i 1960'erne, især i Black Hills-området. Finanssektoren er også vokset i delstaten. Selv om staten nu oplever stigende befolkningstal, finder der en betydelig befolkningsvandring fra til land til by sted.
Politik right|thumb|200px|Delstatens parlament i Pierre Politikken i South Dakota domineres generelt af Republikanerne og delstaten har ikke støttet en Demokratisk præsidentkandidat siden 1964 — hvilket er bemærkelsesværdigt eftersom George McGovern, den Demokratiske kandidat i 1972, var fra South Dakota. I 2004 vandt George W. Bush delstatens tre valgmandsstemmer med 59,9% af stemmerne. Demokraterne har heller ikke vundet guvernørposten siden 1978. I 2006 havde Republikanerne 10% flere registrerede vælgere end Demokraterne og har flertallet i de to kamre i delstatens parlament.
Selv om delstaten er konservativt og republikansk orienteret, har Demokraterne opnået succes ved repræsentation på føderalt niveau. To af tre delstatsrepræsentanter i USA's kongres er Demokrater.
Geografi left|thumb|200px|Mount Rushmore i Black Hills South Dakota grænser mod nord til North Dakota, mod syd til Nebraska, mod øst til Iowa og Minnesota, og mod vest til Wyoming og Montana.
Missouri-floden løber gennem den centrale del af South Dakota. Øst for floden er der lave bakker og søer, formet af gletsjere. Mod vest er der dybe kløfter og bakkede stepper.
South Dakota har fire større regioner: Drift Prairie, Dissected Till Plains, Great Plains og Black Hills.
Drift Prairie dækker det meste af det østlige South Dakota, og området kaldtes Coteau des Prairies (Præriebakkerne) af tidlige franske handelsmænd. Dissected Till Plains ligger i den sydøstlige del af South Dakota. Dette bakkede område gennemskæres af mange vandløb.
Great Plains dækker det meste af de vestlige to tredjedele af South Dakota. Vest for Missouri-floden er landskabet mere vildt. Mod syd, øst for Black Hills, ligger Badlands National Park.
Black Hills ligger i den sydvestlige del af South Dakota og fortsætter ind i Wyoming. Denne række af lave bjerge dækker et areal på 15.500 km², og det højeste punkt i South Dakota, Harney Peak (2.207 m), ligger i området. Black Hills er rigt på mineraler som guld, sølv, kobber og bly.
Missouri-floden er den største og længste flod i delstaten. South Dakota har mange naturlige søer, især i den østlige del af delstaten, og dæmninger på Missouri-floden har dannet fire store vandreservoirer.
Klima South Dakota har et fastlandsklima med fire forskellige årstider fra meget kolde vintre til hede somre. Om sommeren er den gennemsnitligt højeste temperatur tæt på 32 °C med nætter med tæt på 16 °C. Det er ikke unormalt at opleve hede perioder om sommeren i South Dakota med temperaturer over 37 °C. Vintrene er kolde med gennemsnitligt højeste temperaturer i januar under – 12 °C i det meste af delstaten. Nedbøren i delstaten varierer mellem 38 cm i den nordvestlige del til 64 cm i den sydøstlige del.
Nationalparker og monumenter right|thumb|200px|Badlands National Park