Townsville er en by på nordøstkysten af Australien i staten Queensland. Den har 173.724 (2021) indbyggere og er den største by i det nordlige Australien.
Byen er en del af det større lokalregeringsområde City of Townsville. Den er beliggende i den tørre tropiske del af Queensland ud for den centrale del af Great Barrier Reef.
Townsville har mange offentlige institutioner og og virksomhedsafdelinger, der dækker den nordlige halvdel af delstaten. Byen er også en betydelig industriby med et af verdens største zink-raffinaderier, et kobber-raffinaderi og flere lignende aktiviteter. Derudover har Townsville en af Australiens største militærbaser.
Townsville har egen lufthavn, og havnen, Port of Townsville, er den største fragt- og containerhavn i det nordlige Australien.
Historie
Tidlig historie Aboriginske folk som wulgurukaba, bindal, girrugubba, warakamai og nawagi boede oprindeligt i det område, hvor Townsville nu ligger. Wulgurukaba hævder at være de traditionelle ejere af området omkring Townsville. Bindal-folket fik et krav på området afvist af Federal Court of Australia i 2005. Wulgurukaba-folket kalder deres land Gurrumbilbarra, mens bindal-folket kalder det Thul Garrie Waja.
James Cook besøgte området ved Townsville på sin første rejse til Australien i 1770 men gik ikke i land. Cook navngav Cape Cleveland, Cleveland Bay og Magnetic(al) Island.
I 1819 var kaptajn Phillip Parker King og botanikeren Alan Cunningham de første europæere, som gik i land, hvor Townsville nu ligger.
I 1846 overlevede James Morrill et skibsforlis med Peruvian og boede i området ved Townsville hos bindal-folket i 17 år, før han vendte tilbage til det britiske samfund, da kolonialiseringen begyndte i området.
I 1860 anførte George Elphinstone Dalrymple en maritim ekspedition til området fra Brisbane. Ekspeditionen sejlede til Cleveland Bay, som fandt en stor indfødt befolkning. De gik i land tæt på på, hvor Townsville nu ligger, og mødte flere indfødte, som de gav kiks og tobak. De indfødte begyndte at røre og beføle ekspeditionens medlemmer og begyndte at smaske, hvilket Dalrymple tolkede, som om de ville spise dem. En anden gruppe indfødte kom mod dem og angreb dem med sten og spyd. Dalrymple og hans mænd "var nødsaget" til at skyde mod dem og "afvise dem med tab." Ekspeditionen gik i land igen nær Cape Pallarenda for at foretage landmålinger fra bakketoppene, men gik tilbage til deres både, da de så beboerne fra tre aboriginske lejre bevæge sig mod dem. Disse indfødte råbte og dansede "på en meget fjendtlig måde," og Dalrymple så sig nødsaget til at skyde mod dem. Dalrymples gruppe trak sig derefter tilbage mod bådene, men stoppede op flere gange for at skyde mod dem, der kastede spyd. Besætningen, som var blevet tilbage på skibet Spitfire, havde set otte bevæbnede mænd i kanoer, som sejlede mod dem fra Magnetic Island. De blev skræmt væk efter at være blevet beskudt.
Grundlæggelse thumb|Townsville ca. 1870 thumb|Anzac Cenotaph og Esplanaden, ca. 1935 Syd for det nuværende Townsville var der en voksende kvægindustri inde i landet, men Burdekin Rivers årlige oversvømmelser gjorde den uegnet til at anlægge en havn. John Melton Black fra Woodstock Station, ansat af Sydney-entreprenør og forretningsmand Robert Towns, sendte en gruppe folk ud for at lede efter et egnet sted længere mod nord. Gruppen bestod af Andrew Ball, Mark Watt Reid og otte mand fra det indfødte politi, Native Police, anført af John Marlow. Balls gruppe nåede til Ross Creek i april 1864 og anlagde en lejr nedenfor Melton Hill, nær det nuværende Customs House (toldhus) på The Strand.
Edward Kennedy, en officer fra det indfødte politi, erindrede hvordan hans "boys" (de aboriginske betjente) jagtede fire eller fem lokale aboriginere ud i havet. Kennedy sagde at hans "boys" skød og råbte af dem, dog uden at ramme. Et medlem af gruppen skød og dræbte ved et uheld en ældre aboriginsk mand, da han troede en krokodille fulgte efter ham. På vej tilbage til Port Denison ryddede gruppen en aboriginsk lejr, som hævn for drabet på en fårehyrde. Efter kampene indfangede det indfødte politi omkring 12 kvinder, som de delte mellem sig. "På fem minutter havde alle valgt deres kone og ceremonien var færdig."
Den næste gruppe af kolonialister var anført af W. A. Ross. Den ankom til Cleveland Bay fra Woodstock Station 5. november 1864. I 1866 besøgte Robert Towns stedet i tre dage, hans første og eneste besøg. Han indvilligede i at finansiere den nye bosættelse, og Townsville blev opkaldt efter ham. Townsville blev erklæret en by i februar 1866, og John Melton Black blev valgt som den første borgmester. Townsville udviklede sig herefter hurtigt med en stor havn og som serviceby for Cape River, Gilbert, Ravenswood, Etheridge og Charters Towers guldfelterne. De regionale farme med græsningslandbrug og sukkerrør voksede også hurtigt. I 1880 åbnede den første jernbane fra Townsville. Den førte ind i landet og nåede til Charters Towers i 1880, Hughenden i 1887, Cloncurry i 1907 og Mount Isa i 1929.
Kødfabrikken Alligator Creek Meatworks, 30 km sydøst for Townsville, startede i 1879. Den kom til at beskæftige op til 1.500 arbejdere, hvoraf mange boede i Townsville. I 1915 blev jernbanen forlænget fra Townsville til Alligator Creek.
Billig arbejdskraft 8. juli 1866 hentede Robert Towns den første skibsladning af mænd fra Sydhavsøerne, der skulle arbejde i sukkerrørs- og bomuldsplantagerne. I alt 56 mænd ankom med skibet Blue Bell, som havde hentet dem på Loyalty Islands og Ny Hebriderne. Henry Ross Lewin, som forestod rekrutteringen for Robert Towns, blev anklaget for at have kidnappet øboerne til at arbejde på plantagerne. I 1867 var der en retsundersøgelse af en arbejders dødsfald på en af Towns' plantager. En apoteker mente, at dødsfaldet skyldtes fejlernæring, da arbejderne kun fik majsmel, som de selv skulle lave mad af. Andre bevidnede, at arbejderne blev behandlet godt, og rettens dom blev. at arbejderen var død af naturlige årsager. Sydhavsboere blev importeret som billig arbejdskraft helt til 1901, hvor den Australske Føderation blev dannet og hvidt Australien-politikken indført.
I 1896 åbnede Japan sit første australske konsulat i Townsville, primært for at betjene de 4.000 japanske arbejdere, som var beskæftiget på sukkerrørsplantager, med perlefiskeri eller med fangst af havskildpadder, trochus (havsnegl) og søpølser. Med indførelsen af hvidt Australien-politikken, forsvandt efterspørgslen efter de japanske arbejdere, og konsulatet lukkede i 1908.
Århundredskiftet Townsville havde 4.000 indbyggere i 1882 og 13.000 i 1891. I 1901 rejste den australske generalguvernør Lord Hopetoun rundt i det nordlige Australien og accepterede en invitation til officielt at åbne Townsvilles nye rådhus. Det var den første viceroyale ceremoni i Townsville med udfoldning af det nye australske flag. I 1902 fik Townsville sammen med Brisbane og Rockhampton status som 'City'.
thumb|Parade med 31. Battalion, Kennedy Regiment, som marcherer ned af Flinders Street, Townsville, Queensland, 1937 Krigsmonumentet Townsville Cenotaph blev påbegyndt i Strand Park 19. juli 1923. Det blev officielt indviet 25. april 1924 (ANZAC Day) af Queenslands guvernør, Sir Matthew Nathan.
2. verdenskrig thumb|Centenary Fountain bygget i 1959 til minde om oprettelsen af Queensland 100 år tidligere Efter Singapores fald til japanerne i februar 1942, stod det klart, at Australien og især det nordlige Australien var truet af Japan. På dette tidspunkt havde Townsville 30.000 indbyggere og mellem 5.000 og 7.000 lod sig frivilligt evakuere i det første halvår af 1942.Trisha Fielding: Queen City of the North – a History of Townsville, p. 73. Brisbane 2016 Samtidigt voksede den militære tilstedeværelse i byen. Townsville Naval Section Base blev anlagt og mere end 50.000 blev udstationeret i byen. Det var både amerikanske og australske tropper og flybesætninger, og Townsville blev en vigtig base for kampe i det sydvestlige Stillehav. Der var syv startbaner i omegnen af Townsville. Mange bygninger, skoler og 177 private huse blev inddraget af militæret.Trisha Fielding: Queen City of the North – a History of Townsville, p. 75. Brisbane 2016 Skyttehuller blev gravet mange steder, og der blevet bygget 18 betonbunkere til beskyttelse mod luftangreb, seks af dem i Flinders Street.Trisha Fielding: Queen City of the North – a History of Townsville, p. 74. Brisbane 2016 Det første allierede angreb på Rabaul i Papua New Guinea 23. februar 1942 blev udført af seks B-17 bombefly, som startede fra Townsville.
22. maj 1942 opstod der et mytteri hos den amerikanske 96. ingeniørbataljon, som var stationeret i udkanten af Townsville. Den bestod af 600 sorte menige soldater og hvide officerer. Mytterier blev antændt af racistisk hån og vold fra de hvide officerer. Sorte soldater affyrede 700 skud med maskingeværer mod telte, hvor de hvide officerer opholdt sig. Mindst én person blev dræbt og mange såret. Episoden skete samtidigt med at det unge amerikanske medlem af kongressen, Lyndon B. Johnson, senere amerikansk præsident, besøgte Townsville. Johnson sørgede for at dysse historien ned, og den blev først kendt af offentligheden i 2012, da den australske historiker Ray Holyoak gravede historien frem.
I juli 1942 var der tre mindre japanske luftangreb mod Townsville, som på dette tidspunkt havde Australiens vigtigste flybase. 25. juli 1942 kastede to japanske Kawanishi flyvebåde 15 bomber, som landede nær udmundingen af Ross River, mindre end 400 meter øst for havnens olietanke.Trisha Fielding: Queen City of the North – a History of Townsville, p. 76. Brisbane 2016 28. juli kastede et japansk fly 8 bomber på 230 kg tæt på Garbutt-flyvepladsen. 29. juli 1942 kastede en enkelt Kawanishi flyvebåd én bombe ved forsøgsstationen i Oonoonba og syv bomber i Cleveland Bay, hvor man stadig kan se bombekraterne. Der var ingen dødsfald og ødelæggelserne var minimale. Japanerne ramte helt ved siden af deres mål. Under to af angrebene blev de angribende fly beskudt, men ingen blev skudt ned. 1960'erne og 1970'erne I 1961 oprettede University of Queensland et campus i Townsville ved Pimlico, som senere flyttede til Douglas. Den tasmanske historiker Henry Reynolds, ankom til Townsville i 1965 for at blive lektor på universitetet. Han beskrev de første indtryk, han fik af byen:Jeg ankom ved afslutningen af den lange tørketid, som havde efterfulgt en usædvanlig tør regntid. Der var mangel på vand. Haver, parker, åbne pladser og bakker var afsvedne og bare. Bunker af tørret græs samlede affald, der var blæst omkring. De fleste huse stod på pæle, svævende usikkert mellem den bagende jord og den store glasagtige himmel. Townsville lignede dårligt nok en by. Der var kun en lang hovedgade, klemt inde mellem mudder og mangrove på den ene side og den rødbrune granit på Castle Hill på den anden side. Solen var højt på himmelen. Skyggerne var korte, skarpe og intense. Mange ældre mennesker bar spor efter et langt liv i troperne på arme, hals og i ansigtet. Næsten alt var anderledes - lyset, himmelen, fugle, insekter, træer, lyde og lugte. Men på den anden side var der noget, som straks tiltalte - korte, fantastiske solopgange og -nedgange, måneskinsnætter og især passatvinden.
I 1970 rejste Dronning Elizabeth 2., Hertugen af Edinburgh og Prinsesse Anne rundt i Australien og ankom på den kongelige yacht Britannia til Townsville 20. april. Besøget tiltrak store menneskemængder og børn viftede med det australske flag. På det nye James Cook University, tildelte dronningen universitetet formelt status som et uafhængigt universitet.
Juleaften 1971 ramte cyklonen Althea, en kategori 4 cyklon, Townsville og forårsagede store ødelæggelser i byen og på Magnetic Island.