En nøgleharpe () er et strygeinstrument, der betjenes med en bue, og hvis strenge afkortes ved tangenter (nøgler). I sin moderne form stammer nøgleharpen primært fra Sverige, men dens historiske rødder er spredt ud over middelalderens Europa. Den ligner i udseende en fele eller en violin men er større (i sine tidlige former i praksis en modificeret fidel), og den bruger tangenter, der aktiveres af tangenter/”taster” langs halsen, til at ændre tonehøjden under spil – på samme måde som en drejelire. Tangenterne glider ind under strengene, og de tilhørende anslag (tangenterne) er sat vinkelret på tangenterne og rækker op over strengene. Når en tangent trykkes ned, presses anslaget mod den tilsvarende streng, omtrent som et bånd, og forkorter strengens svingende længde til dette punkt, hvilket ændrer strengens tonehøjde. Den spilles primært under armen og bæres i en rem over skulderen, med buen i den arm, der hænger ud over instrumentet.
Instrumentets oprindelse er ukendt, men dets historiske forankring og moderne udvikling er langt større i Sverige end i andre lande. Mange af de tidlige historiske afbildninger af instrumentet findes i Sverige, hvor den tidligste sandsynlige fremstilling findes på et relief på en kirkebue/portal fra 1300-tallet. Selv om instrumentet historisk set ikke var særligt udbredt i Sverige (relativt set) – hvor violinen i højere grad blev brugt blandt spillemænd (udøvere af svensk folkemusik) – blev nøgleharpen i 1600-tallet et populært folkeinstrument i den svenske provins Uppland. Dette førte siden til, at instrumentet i de følgende århundreder blev udbredt og populariseret i resten af Sverige. I 1800-tallet var den blevet et “fornemt” instrument, som blev spillet ved koncerter i Stockholm, og i begyndelsen af 1900-tallet var den – side om side med violinen – blevet et arketypisk instrument i svensk folkemusik. I dag betragtes den af mange som Sveriges egentlige nationale instrument. Den ældste bevarede nøgleharpe er dateret til 1526 og indgår i i Mora kommun, Sverige.
Ud over Sverige findes tidlige afbildninger af nøgleharper også i Danmark, Tyskland og Italien, blandt andre europæiske lande. Den tidligste af disse findes i en fresko fra 1408 af i kapellet ved Palazzo Pubblico i Siena i Italien, som viser en engel, der spiller på en “tangent-viola”. I nyere tid har der været et pres fra instrumentmagere og lignende for at skabe rekonstruktioner af disse ældre afbildninger af nøgleharper, i retning af rekonstruktionsarkæologi, men også nye instrumenter baseret på nøgleharpens koncept om et strøget instrument med tangenter.
Etymologi er det svenske navn for instrumentet og består af forleddet (“nøgle”) og efterleddet (“harpe”), på dansk traditionelt nøgleharpe. ”Nøgle” er her et andet ord for tangent, mens ”harpe” er et arkaisk ord for strengeinstrument, i stil med en lyre; jf. , , i betydningen “knipset strengeinstrument”. Sammenlign tagelharpe (“hestehårsharpe”), et andet nordisk instrument, eller endda mundharpe, hvor ”harpe” blot betyder instrument.
Synonymer omfatter knaverharp, samme sammensætning, men med forleddet knaver, som i denne betydning betyder "tangent" og er beslægtet med det engelske ”knob” (sammenlign dørnøgle vs. dørknop).
Historie 1000–1200-tallet (de første tangentinstrumenter) thumb|Stenrelief af et organistrum, et af de første strengeinstrumenter med tangenter.
Udviklingen af strengeinstrumenter med tangenter eller taster synes at være begyndt i højmiddelalderen med instrumenter som det to-mandsbetjente organistrum (en drejelire), der opstod i slutningen af 900-tallet eller begyndelsen af 1000-tallet. Disse instrumenter var populære i det sydvestlige Europa og udviklede sig efterhånden i 1200-tallet til den solo-betjente ”symphonia”-drejelire i Frankrig eller Spanien, udstyret med diatoniske tangenter. På et tidspunkt ser det ud til, at tangentmekanismen fra drejeliren blev integreret i et strøget strengeinstrument, hvilket førte til fremkomsten af den første tangentfidel eller et proto-nøgleharpe-instrument. Det er uklart, hvor instrumentet først opstod, men udbredelsen af både drejelire og strygeinstrumenter i Europa i senmiddelalderen gør det muligt, at instrumentet blev opfundet uafhængigt flere steder.
1300–1500-tallet (de første tangent-vieller) I senmiddelalderen begynder de første billedlige fremstillinger af nøgleharper – eller rettere ”tangent-fideler” ud fra deres udseende – at dukke op. Den tidligst mulige kendte fremstilling findes i et relief på en af portalerne i på den svenske ø Gotland. Relieffet, der dateres til omkring 1350, viser to musikere med strøgne strengeinstrumenter, der mistænkeligt ligner nøgleharper, og som ser ud til at have en tangentkasse (et dæksel over strengene) som på en drejelire. Relieffet er dog eroderet og beskadiget af tidens tand, hvilket gør det vanskeligt med sikkerhed at identificere instrumenterne som nøgleharper.
thumb|Engel med viola a chiavi (“med tangenter”), Cappellina di Palazzo Pubblico, Siena, Italien. Fresko af Taddeo di Bartolo, 1408.
Den tidligste bekræftede fremstilling af en nøgleharpe findes i et italiensk kirkemaleri i Siena i Italien, dateret til 1408. Det forestiller en engel, der spiller på en nøgleharpe med udseende som en fidel (et almindeligt motiv for perioden), med fem tangenter og en tangentkasse over strengene.
Gennem 1400-tallet begynder flere fremstillinger af nøgleharper at optræde i kirkemalerier, især i svenske og danske kirker, såsom , der rummer et maleri af en nøgleharpespiller dateret til 1450–1475. Andre eksempler omfatter i Sverige, som har to malerier af engle, der spiller nøgleharpe, dateret til ca. 1460–1525. Interessant nok mangler de fleste – hvis ikke alle – svenske nøgleharpe-fremstillinger i kirkemalerier en tangentkasse. Tidlige danske fremstillinger, såsom dem i Rynkeby Kirke, dateret til ca. 1560, har derimod alle en tangentkasse.
1500–1600-tallet (skriftlige kilder) Den tidligst kendte nedskrevne betegnelse for nøgleharper findes i en tidlig tysk musikordbog fra 1529, Musica Instrumentalis Deudsch, af Martin Agricola. Her omtales instrumentet som en Schlüsselfidel (“nøgle-fidel”). Den tilhørende illustration viser instrumentet med en tangentkasse. Betegnelsen optræder senere i Theatrum Instrumentorum, et berømt værk skrevet i 1619 af den tyske organist Michael Praetorius (1571–1621). Instrumentet blev illustreret i 1620, og den tilhørende fremstilling viser ligeledes en tangentkasse, dog afbildet åben og slået til siden.
Det er blevet bemærket, at begge forfattere stammede fra og levede i et tysk-polsk grænseområde, hvilket er interessant, eftersom den lokale instrumenttradition i dette område i særlig grad omfatter instrumenter med de samme særlige kendetegn og særpræg som den senere nøgleharpe fra Uppland. Hertil kommer en træskulptur af en nøgleharpe fra Hildesheim i samme generelle område, oprindeligt fra 1529, som dog blev ødelagt den 22. marts 1945 under et bombeangreb i anden verdenskrig, og senere genskabt ud fra fotografier i 1980'erne.
Agricola og Prætorius er bemærket som de eneste samtidige forfattere uden for Danmark og Sverige, der omtaler nøgleharpen – om end kun kort og uden udførlige beskrivelser. Begge skriver, at nøgleharpen tilhørte de laveste samfundslag, og Prætorius udtaler endda, at instrumentet næppe burde betragtes som musik og derfor ikke var værd at nævne. At nøgleharpen var et instrument for de lavere klasser understøttes af den danske forfatter Peder Syv, som i en sprogvidenskabelig bog fra 1663 skriver, at ”visse digtere er ikke mere forfattere, end sækkepibere og nøglefedlere er rette musikere”. Det bør dog bemærkes, at betegnelsen ”nøglefeile” er noget tvetydig, idet den danske forfatter Hans Mikkelsen Ravn i 1646 brugte betegnelsen om en formodet ”drejelire”.
Det kan antages, at nøgleharpen relativt tidligt gik af mode i Tyskland. En tyskfødt tobaksfabrikant i Karlskrona i Sverige, Stefanus Cyrillus Rettig (1750–1828), fortælles i en kilde fra 1939 at have berettet, hvordan han i sin ungdom i Pommern i Tyskland så gamle nøgleharper stå gemt oven på skabe i værelser, men at de var så arkaiske, at ingen længere vidste noget om dem.
1600–1800-tallet (tidlig moderne periode) I begyndelsen af 1600-tallet var nøgleharpen ikke et særligt udbredt instrument i Sverige, hvor violinen dominerede i svensk folkemusik. Fra begyndelsen af 1600-tallet fik nøgleharpen dog fodfæste som et populært folkeinstrument blandt spillemænd (udøvere af svensk folkemusik) i den svenske provins Uppland, som kom til at blive højborg for nøgleharpemusk i de følgende århundreder, herunder musikere som (Carl Ersson Bössa, 1783–1847) fra . Instrumentet optræder sporadisk i svenske kilder fra 1603 og frem, primært i retsprotokoller og prosatekster, men der findes også enkelte omtaler i traktater fra 1684, 1686, 1698, 1702 og 1717. I det ældste materiale anvendte forskere betegnelsen nyckelgiga ("nøgle-gige", hvor sidstnævnte også var et gammelt generelt ord for instrument), som senere forsvandt til fordel for betegnelsen nøgleharpe.
Fra Uppland spredte instrumentets popularitet sig til naboprovinserne og siden til hele Sverige. I 1800-tallet var det blevet et ”fornemt” instrument, som blev spillet ved koncerter i Stockholm, og i 1899 blev den første detaljerede beskrivelse af instrumentet offentliggjort.
1900-tallet og frem (moderne periode) thumb|300px|Kromatisk nøgleharpe bygget af August Bohlin (1877–1949)
Populariseringen af nøgleharpen fortsatte, og i begyndelsen af 1900-tallet var den blevet et arketypisk instrument for svensk folkemusik på linje med violinen. Fra dette tidspunkt gennemgik instrumentet en lang række udviklinger med henblik på at gøre det mere tidssvarende for et moderne publikum.
thumb|left|Eric Sahlström (1912–1986) i 1967, spillende på nøgleharpe.
Ændringer foretaget af August Bohlin (1877–1949) i 1929/1930 gjorde nøgleharpen til et kromatisk instrument med en lige bue, hvilket gjorde den mere violinlignende og ikke længere til et borduninstrument. Komponisten, musikeren og instrumentbyggeren Eric Sahlström (1912–1986) tog dette nye instrument i brug og bidrog til at genpopularisere det i midten af 1900-tallet. Trods dette faldt instrumentets popularitet igen indtil folkemusikbølgen i 1960’erne.
1960’erne og 1970’erne bød på en fornyet interesse for nøgleharpen, med markante kunstnere som Marco Ambrosini (Italien og Tyskland), Sture Sahlström, Gille, Peter Puma Hedlund og Nils Nordström, der anvendte nøgleharpen i både tidlig musik og samtidsmusik. Den fortsatte forfinelse af instrumentet bidrog ligeledes til den øgede popularitet, idet instrumentbyggere som Jean-Claude Condi og Annette Osann introducerede innovationer i både bue og instrumentkrop.
I 1990'erne blev nøgleharpen anerkendt som et instrument, man kunne studere på folkemusikafdelingen ved Det Kongelige Musikkonservatorium i Stockholm (Kungliga Musikhögskolan). Instrumentet har desuden spillet en fremtrædende rolle i flere genoplivningsgrupper i den senere del af århundredet, herunder trioen Väsen, den mere moderne gruppe Hedningarna, den finske folkemusikgruppe Hyperborea samt de svenske grupper Dråm og Nordman. Instrumentet er også blevet anvendt i ikke-skandinaviske musikalske sammenhænge, for eksempel af den spanske musiker Ana Alcaide, den engelske sanger og multiinstrumentalist Anna Tam samt Sandra Schmitt fra Storm Seeker, et pirate metal-band fra Tyskland.
Den første World Nyckelharpa Day fandt sted den 26. april 2020, netop som verden var gået i lockdown. Alle arrangementer blev afholdt online, enten som livestreams eller forudindspillede videoer på YouTube. Begivenheden er nu en årlig tilbagevendende begivenhed, der finder sted på den søndag, som ligger tættest på den 26. april – den store nøgleharpemusiker Byss-Calles fødselsdag. Arrangementet koordineres af den britisk/svenske nyckelharpaspiller Vicki Swan.