right|thumb| i Genève var Folkeforbundets hovedkontor. thumb|right|USAs præsident Woodrow Wilson bliver regnet som Folkeforbundets ophavsmand. thumb|Folkeforbundets forsamling i Geneve i marts 1926. Folkeforbundet, eller Folkenes Forbund (), var en international organisation, som blev grundlagt 25. januar 1919 som en del af Versailles-traktaten, der afsluttede 1. verdenskrig. Det var inspireret af Woodrow Wilsons fredsplan. Hensigten var at sikre fred og fremme internationalt samarbejde, arbejde for nedrustning, at hjælpe flygtninge samt andet humanitært arbejde.
26 stater var medlemmer i forbundet fra begyndelsen; i løbet af tyverne var 55 stater med. Det højeste antal var 58 i 1934. USA kom aldrig med.
Den første generalforsamling blev afholdt i Genève 15. november 1920. Her lå Forbundets hovedsæde. Forbundet opløstes formelt 18. april 1946 og overførte sine målsætninger til de Forenede Nationer.
Da det hverken lykkedes Forbundet at forhindre den Spanske borgerkrig eller 2. verdenskrig, var det nærmest gået i opløsning før verdenskrigen. Men det havde succes med mæglingen i den svensk-finske strid om Ålandsøerne at standse krigen mellem Grækenland og Bulgarien i 1925 introduktionen af Nansen-passet til statsløse flygtninge. at få Italien til at opgive sin besættelse af den græske ø Korfu i 1923.Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 20), Gyldendal, 1990, At få gennemført Geneva-protokollen angående at forbyde giftgasser i krig.
Baggrund Folkeforbundet, som i samtiden også blev kaldt for Nationernes Forbund, blev oprettet i 1920 af USAs præsident Woodrow Wilson efter forudgående beslutning i 1919.Carlquist, Gunnar (red.): Svensk uppslagsbok, bind 18; Svensk Uppslagsbok AB, Malmö 1937; s. 770-72
Tanken om et internationalt politisk organ for bevarelse af freden havde imidlertid eksisteret længe. Léon Bourgeois beskrev 1910 i La Société des nations et sådant, og er af nogle anset for at være Folkeforbundets åndelige fader. Det var imidlertid erfaringerne fra 1. verdenskrig som for alvor gav ideen sin fremgang. I en tale i den amerikanske forening League to enforce peace fremsatte Wilson en udtalelse direkte til støtte for en sådan organisation. Større spredning fik hans tale i det amerikanske senat den 22. januar 1917 og i den tale til kongressen den 8. januar 1918, hvori han fremlagde sine "14 punkter". Også i Wilsons tale på USA's nationaldag den 4. juli 1918 indgik spørgsmålet om oprettelsen af en international fredsorganisation.
Også fra andre sider var lignende tanker blevet offentliggjort. Den tyske rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg havde allerede i november 1916 udtalt, at Tyskland var villig til at deltage ved dannelsen af et folkeforbund. I Frankrig fremlagde en regeringskommission et forslag herom i juni 1918, og i Storbritannien havde en regeringskommission ledet af Walter Phillimore i marts 1918 fremlagt et forslag, som også var blevet overdraget Wilson, som havde diskuteret det med sin ven Edward Mandell House, som fik til opgave at udarbejde et nyt forslag, som fremlagdes den 16. juli 1918, og som adskilte sig fra det britiske forslag ved at foreslå oprettelsen af en international domstol som en vigtig bestandsdel.
Wilson lagde Houses forslag til grund for et eget udkast til et eget forslag om oprettelsen af et folkeforbund, som han bragte med sig, da han i december 1918 rejste til fredskongressen i Paris. Her fik han også synspunkter fra Jan Smuts vedrørende spørgsmålet om etniske minoriteter og vigtigheden af beskyttelse også for sådanne indenfor rammen for folkeforbundet. På grundlag af de nye synpunkter blev udarbejdet et andet udvidet udkast, som den 10. januar 1919 forelagdes britiske og amerikanske sagkyndige. Wilsons egen udenrigsminister Robert Lansing var skeptisk over for Wilsons planer, men en anden af USA's delegerede, Tasker Howard Bliss, deltog med kommentarer og bemærkninger, som antages at have haft indflydelse på Wilsons tredje udkast.
Den britiske delegation havde et eget i visse henseender afvigende forslag, hvilket førte til, at der blev indledt forhandlinger mellem den britiske repræsentant Robert Cecil og amerikaneren David Hunter Miller for at finde et kompromis. Sammen med den britiske jurist Cecil Hurst blev derefter den 1.-2. februar 1919 udarbejdet det såkaldte Hurst-Miller-udkast. Dette udkast blev efterfølgende lagt til grund for en folkeforbundskommission, som blev oprettet af fredskongressen den 25. januar og under Wilsons ledelse sammentrådte 3-13. februar 1919. Repræsenteret i kommissionen var USA, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan, Belgien, Brasilien, Kina, Portugal og Serbien. Den 6. februar kom Grækenland, Polen, Rumænien og Tjekkoslovakiet med.
Oprettelsen Det endelige udkast blev af kommissionen i enighed fremlagt den 14. februar 1919. Det var fortrinsvis Storbritannien og USA som stod bag forslaget, selv om en del franske og italienske redigeringsforslag var blevet imødekommet. Folkeforbundskommissionen underkastede fra den 22. marts til den 11. april 1919 forslaget en del revideringer, overvejende af formel art. Under indtryk af stemningen i USA blev Wilson tvunget til at tage visse forbehold for USA's vedkommende, især vedrørende Monroedoktrinen. Det reviderede kommissionsforslaget blev enstemmigt vedtaget af fredskonferencen den 28. april 1919. Dets endelige vedtagelse skete dog først den 28. juni 1919, da det med nogle mindre ændringer blev underskrevet i Versaillestraktaten. Da denne trådte i kraft den 10. januar 1920, kan også Folkeforbundet siget at have påbegyndt sin eksistens fra denne dato. Akten om Folkeforbundets oprettelse indgik også i fredstraktaterne med Østrig i Saint Germain den 10. september 1919, med Bulgarien i Neuilly den 27. oktober 1919 og med Ungarn i Trianon den 4. juni 1920.
Folkeforbundets medlemmer thumb|350px|Oversigtskort over medlemslandene i Folkeforbundet. Indtrædelsesår i parentes: Abessinien (1923), Afghanistan (1934), Albanien (1920), Argentina (1920), Australien, Belgien, Bolivia, Bulgarien (1920), Canada, Chile (1920), Colombia, Cuba, Danmark (1920), Ecuador (1934), Estland (1921), Finland (1920), Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Holland, Honduras, Indien, Irak (1932), Iran (1920), Irland (1923), Italien, Jugoslavien, Kina, Letland (1921), Litauen (1921), Luxembourg (1920), Mexico (1931), Nicaragua, Norge (1920), New Zealand, Panama, Paraguay (1920), Peru, Polen, Portugal, Rumænien, San Domingo (1923), San Salvador (1920), Schweiz (1920), Spanien (1920), Siam, Tjekkoslovakiet, Storbritannien, Sydafrikanske Union, Sverige (1920), Sovjetunionen (1934), Tyrkiet (1932), Ungarn (1922), Uruguay, Venezuela, (1920) og Østrig (1920).
Som oprindelige medlemmer blev optaget de stater, som havde undertegnet fredstraktaten i Versailles, nemlig Australien, Belgien, Bolivia, Brasilien, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Honduras, Italien, Japan, Jugoslavien, Canada, Kina, Cuba, Liberia, Nicaragua, New Zealand, Panama, Peru, Polen, Portugal, Rumænien, Siam (Thailand), Storbritannien, Sydafrika og Tjekkoslovakiet. Tretten stater, der havde været neutrale under verdenskrigen, blev tilbudt medlemskab under den forudsætning, at de inden den 10. marts 1920 havde ansøgt om medlemskab, hvilket Sverige gjorde den 9. marts.NF, sp. 703 Af andre indbudte stater, som også blev medlemmer, var Argentina, Chile, Colombia, Danmark, El Salvador, Nederlandene (Holland), Norge, Paraguay, Persien (Iran), Schweiz, Spanien og Venezuela.Carlquist, Gunnar (red.): Svensk uppslagsbok, bind 18; Svensk Uppslagsbok AB, Malmö 1937; s. 773-74 USA, Ecuador og Hedjas, som ikke ratificerede Versaillestraktaten, blev ikke medlemmer.
Argentina tilkendegav dog allerede i december 1920, at det overvejede at forlade Folkeforbundet i protest mod, at dets forslag om at lade alle stater få ret til at søge om medlemskab, blandt andet Tyskland, ikke var blevet imødekommet.
I 1920 blev Albanien, Bulgarien, Finland, Luxemburg og Østrig medlemmer. Estland, Letland og Litauen blev medlemmer i 1921 Ungarn i 1922, Abessinien og Irland i 1923, Den Dominikanske Republik i 1924, Tyskland i 1926, Mexico i 1931, Irak og Tyrkiet 1932.
Costa Rica blev medlem i 1920 men udtrådte i 1927. Brasilien udtrådte 1928 efter at have anmeldt sin udtræden i 1926 i protest mod, at det ikke havde fået en permanent plads i rådet.
Japan var medstifter af Folkeforbundet i 1919, men udtrådte i 1933. Tyskland, der indtrådte i 1926, forlod Folkeforbundet i 1933.
Danmark var et af de oprindelige medlemmer af Folkeforbundet, men forlod Folkeforbundet i juli 1940 efter den tyske besættelse.Politiken, 19. juli 1940.
Pagten Pagten for Folkeforbundet (fransk: pacte, engelsk: covenant), der udgjorde de første 26 artikler i Versaillestraktaten og flere af de andre efter 1. verdenskrig afsluttede fredstraktater, trådte i kraft den 10. januar 1920.
Pagtens artikel 1 indeholdt regler om optagelse i forbundet. Heri bestemtes, at medlem kunne blive enhver stat, dominion eller koloni med selvstyre, såfremt den kunne opnå ⅔ af forbundsforsamlingens medlemmers tilslutning.NF, sp. 704 Blandt de lande, som blev optaget efter disse retningslinjer, var Østrig, Ungarn og Bulgarien.
Artikel 2—7 omhandlede forbundets tre hovedorganer: delegeretforsamlingen, rådet og det faste sekretariat. Artikel 5 fastslog, at forsamlingen og rådet kun kunne træffe afgørelser i enighed (med visse undtagelser).
Rustningsbegrænsninger Artikel 8—17 gav bestemmelser om rustningernes begrænsning, om fredelig bilæggelse af mellemfolkelige stridigheder og om midler til at håndhæve forbundsforpligtelserne. Ved artikel 8 anerkendte forbundets medlemmer, at fredens opretholdelse krævede en indskrænkning af de nationale rustninger til den laveste grænse, som var forenelig med den nationale sikkerhed og med håndhævelsen ved fælles virksomhed af mellemfolkelige forpligtelser. Ved denne bestemmelse tilsigtedes det at modarbejde rustningerne, men ikke at foreskrive Forbundsmedlemmerne et vist mindstemål, hvorunder rustningerne ikke måtte indskrænkes. Pagten forudsatte dog, at de enkelte stater havde en vis militærstyrke.NF, sp. 706
Forbundslandenes integritet