Andreas Peter greve von Bernstorff (født 28. august 1735 i Hannover, død 21. juni 1797 i København) var nevø til Johan Hartvig Ernst Bernstorff og far til Christian Günther Bernstorff. Han var greve og Danmarks udenrigsminister i to perioder; 1773-80 og 1784-97.
Baggrund, uddannelse og udlandsrejser thumb| Andreas Peter Bernstorff hørte til en hannoveransk adelsslægt. Han var søn af en landråd og meget velstående godsejer, Andreas Gottlieb friherre Bernstorff; moderen, født von Weitersheim, omtales som en begavet og karakterstærk dame. Det fik stor Betydning for hans udvikling i religiøs henseende, at han i overgangsårene, inden han blev voksen, havde generalsuperintendent Jacobi i Celle, en udmærket dygtig mand, til lærer.Holm, s. 139
Den, der kom til at bestemme hans løbebane, var imidlertid hans farbroder, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, der fra året 1751 afgørende trådte i dansk statstjeneste som minister. Han havde blik for brodersønnens ypperlige evner, og efter hans råd søgte A.P. Bernstorff ved akademiske studier i Leipzig, Göttingen og Genf og ved længere udenlandsrejser i Italien, Frankrig, England og Holland at forberede sig til statsmandsgerningen. Det var med stor kærlighed, han siden stedse fra denne tid mindedes digteren Christian Fürchtegott Gellert i Leipzig; han var så heldig i Göttingen at høre en kapacitet som Gottfried Achenwall, statistikkens grundlægger, i Genf at leve sammen med Jacques Necker, i Italien at gøre bekendtskab med hertugen af Choiseul og forfatteren til Anacharsis, Jean-Francois Barthélemy.
Af hvad han så på sine rejser, var der dog kun lidt, der fængslede ham i den grad som synet af det for hin tid fortrinlige landbrug, visse dele af England dengang udmærkede sig ved. Erindringen derom skulle få stor virkning på en vigtig side af hans senere livsgerning.
Da han i disse ungdomsår en gang opholdt sig nogen tid på sin fødeegn Hannover, søgte den ledende minister her, Gerlach Adolph von Münchhausen, at overtale ham til at gå i hannoveransk tjeneste; men onklens eksempel og ønsket om at optræde på en noget større skueplads bragte ham til at foretrække dansk statstjeneste. Allerede 1755 var han på en måde blevet indviet til denne ved at blive udnævnt til dansk kammerjunker. En anselig løbebane i Danmark ventede den unge mand, så snart han havde endt sine "Lehr-" og "Wanderjahre".Holm, s. 140
Første periode i dansk tjeneste 1759-1770 Administrativ karriere Han fik 1759, da han kun var 24 år gammel, sæde i tyske Kancelli, altså under onklens umiddelbare tilsyn; men ved siden deraf blev han 1760 deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, og kort efter trådte han som deputeret ind i General- Landøkonomi- og Kommercekollegiet; han forenede dermed 1766 at blive deputeret i Rentekammeret. Som en følge af en omdannelse af kollegierne snart efter Christian 7.’s tronbestigelse blev han (1768) første deputeret i Generaltoldkammeret og anden deputeret i Kommercekollegiet. Tillige havde han (1767) fået sæde i Overskattedirektionen, der nærmest var det øverste kollegium på det finansielle område. Det er en selvfølge, at han imidlertid havde fået Dannebrogsordenen (1766), ligesom han 1765 var blevet ridder af Ordenen de l'Union Parfaite; nogle år senere (1769) fik han gehejmerådstitel. Greve var han bleven 1767, da hans farbroder blev belønnet med at få greveværdigheden, ikke blot for sig selv, men også for sin broder, A.P. Bernstorffs fader, og det hele friherrelige bernstorffske hus.
Personkarakteristik Elie Salomon François Reverdil har fra denne del af hans liv givet en karakteristik af ham som både meget kundskabsrig, ubøjelig retskaffen og meget husholderisk i sine egne forhold. Han anbefalede ham af den grund, skønt forgæves, til at blive overhofmarskal hos kongen efter Adam Gottlob Moltkes afskedigelse fra denne stilling. Men han tilføjer, at A.P. Bernstorff kun lidt havde evne til at vinde folk, fordi han var i højeste grad påståelig og egensindig. "Med en Oldgransker", siger han, "tvistedes han om Mønter, med en Staldmester om Heste, med en rejsende om, hvad der foregik i dennes Fædreland, og han var, kort sagt, stedse vis i sin Sag, som om det, hvorom Talen var, var det, han havde sat sig bedst ind i." Reverdil plejer ikke at lægge fingrene imellem ved sin kritik af andre personligheder; men det er rimeligt, at der virkelig har været en ikke ringe egensindighed hos Bernstorff i hans yngre dage.
Hans lovprisende biograf Christian Ulrich Detlev von Eggers fremhæver det som et træk hos ham, mens han var barn, og det hedder i en meget rosende karakteristik, som en fremmed diplomat nogle år senere har givet af ham, at han havde den fejl vanskelig at kunne lade sig overbevise. Dertil kom en vis svaghed for at høre sig selv tale. Men med stivheden i hans karakter hang også pålidelighed og trofasthed sammen.Holm, s. 140f
Anden periode i dansk tjeneste 1772-1780 Politiske og økonomiske idéer Så nøje som han var knyttet til farbroderen, var det naturligt, at han delte dennes unåde, da Johann Friedrich Struensee kom til magten. Han forlod (1770) statstjenesten og tillige København. Da Reverdil nogen tid senere traf ham i Hamburg, udtalte han, at det var hans faste agt ikke mere at overtage noget embede; men da han efter Struensees fald i anledning af en privat sag kom til København, lod han sig dog overtale til atter at tage plads i regeringskollegierne. Han blev i slutningen af 1772 første deputeret i Finanskollegiet, Økonomi- og Kommercekollegiet samt Bjergværksdirektoriet. Det havde hidtil været på det økonomiske og finansielle område, han havde virket. Man har ikke indtryk af, at hans gerning her betegner noget fremskridt. Hvor stor interesse han end havde for agerbruget, synes det ikke, som han er bleven påvirket af de fysiokratiske grundsætninger, der dengang begyndte at slå igennem. I det mindste blev han stående ved det gammeldags, stive beskyttelsessystem, og han var ikke kommen ud over den tro, at det var muligt ved alskens kunstige midler at opelske en kraftig industri. Kun peger det i en noget friere retning, at han var en modstander af monopoler.Holm, s. 141
Derimod blev det en god og tidssvarende virkning af, hvad han havde set i England, at han ivrig tilrådede onklen at gennemføre de forandringer i fæstebøndernes stilling på godset Bernstorff, der danner et af de første vigtige skridt til forberedelse af de store landboreformer.
Da A.P. Bernstorff blev kaldt tilbage til den dansk-norske statstjeneste, skrev en begejstret tilhænger af ham, Johan Andreas Cramer, til Peter Frederik Suhm: "Hvor har jeg dog takket Gud, og hvilken Glæde har jeg ikke følt over, at den unge B. er bleven kaldet tilbage! Der faar I en Mand med de største Talenter, den mest uegennyttige Redelighed og med en Kraft i Karakteren, i hvilken Visdom parrer sig med Mod."
Udenrigsminister Denne spådom skulle i væsentlige henseender gå i opfyldelse, efter at A.P. Bernstorff i april 1773 var bleven flyttet over i den stilling, hvortil han særlig var skikket, da han nemlig blev stillet i spidsen for den udenrigske styrelse og med det samme fik sæde i Gehejmestatsrådet. Han voksede i denne nye stilling efterhånden op til at blive en af de ypperste statsmænd i Danmarks tjeneste. 29. februar 1776 blev han ridder af Elefanten.Holm, s. 141f
Kort tid før han trådte ind i regeringen, var udenrigsministeren Adolph Sigfried von der Osten blevet afskediget, fordi han ikke var nogen grata persona i Sankt Petersborg. Øjeblikket var vigtigt. Endelig syntes det, at man ville kunne nå det længe eftertragtede mål at få det holstenske mageskifte bragt i orden; men man frygtede for, at Ostens personlighed skulle stå i vejen. Denne blev derfor fjernet, og efter at Joachim Otto Schack-Rathlou midlertidig nogle uger havde ledet sagerne, lagdes de i Bernstorffs hænder.Holm, s. 142
Alliance med Rusland Han kom da til at indvie sin virksomhed som udenrigsminister ved at bringe underhandlingerne med Rusland og zar Paul 1. af Rusland til afslutning. Resultatet af dem blev mageskiftetraktaten af 1. juni] 1773, hvorved storfyrst Paul som fuldmyndig i egenskab af holsten-gottorpsk hertug i alt væsentligt stadfæstede den foreløbige traktat af 1767 som J.H.E. Bernstorff havde været med til at forhandle. Men hertil føjede Rusland en dobbelt [alliancetraktat, Traktaten i Zarskoje Selo, med Danmark-Norge af 12. august 1773. Dels blev der sluttet en defensiv alliance, som fastsatte de to staters gensidige forpligtelser i tilfælde af, at en af dem blev angrebet. Dels fastsatte en anden traktat, hvorledes begge stater skulle holde sig rede til, når det rette øjeblik kom, f.eks. når der blev sluttet fred mellem Rusland og det Osmanniske Rige, da at kunne få den ved revolutionen af 19. august 1772 i Sverige dannede enevældige statsforfatning kuldkastet og dermed den ældre forfatning af 1720 tilbageført og derved genindføre konstitutionelt monarki i dette land.
Gustav 3. og kravet på Holsten Der kan hverken gives A.P. Bernstorff nogen ære eller tillægges ham noget ansvar for disse traktater. Forhandlingen var allerede, inden han blev minister, ført så vidt, at der kun kunne være tale om at gå ind på dem. Det var J.H.E. Bernstorffs politik, der nu omsider havde båret sin frugt. Men at denne politik havde været den rette, derom nærede A.P. Bernstorff ingen tvivl. Den havde, som nedenfor vil blive påvist med hensyn til J.H.E. Bernstorff, foruden at sigte til at ende de dansk-gottorpske forviklinger tillige haft til formål at give Danmark-Norge sikkerhed imod den formentlige fare, der truede fra det gottorpske kongehus i Sverige, hvis dette med en stærk kongemagt i hænderne kom til at føle sig som herre over statens stridskræfter uden at behøve de svenske stænders samtykke til at bruge dem.
For at nå begge disse øjemed havde regeringen i København siden 1765 stærkt nærmet sig til Rusland. Således som stillingen var blevet, efter at Gustav 3. af Sverige 19. august 1772 havde omdannet den svenske statsforfatning til gavn for sin egen magt, indeholdt den for så vidt en særlig fare for Danmark-Norge, som han ikke blot var en begavet konge, men også af hjertet hadede det danske kongehus og det danske folk. Forbitrelse over den iver, regeringen i København havde vist for sammen med Rusland og England at hindre udviklingen af en stærk kongemagt i Sverige, skærpede hans nedarvede gottorpske had imod naboriget og forøgede hans lyst til at skille Norge fra Danmark og lægge det under sin egen krone.Holm, s. 142f
Hans uvilje blev endnu mere næret ved den fordel, Danmark-Norge vandt ved mageskiftet, så meget mere som han holdt sin families rettigheder for brøstholdne derved, at dette havde ført til, at storfyrst Paul overlod Oldenburg og Delmenhorst til en yngre linje. En russisk statsmand udtalte nogle år senere, at den på mageskiftetraktaten så hurtig følgende alliancetraktat havde været betingelsen for, at Rusland havde villet indlade sig på hin traktat. Ingen kan heller være i tvivl om, at Katharina 2. af Rusland mente ved denne alliance at kunne holde Danmark-Norge fast knyttet til sig og derved på en måde i sit ledebånd. Men den føltes dog i det mindste straks fra dansk side som en støtte for staten imod den så stærkt mistænkte nabo på Sveriges trone.Holm, s. 143
Forholdet til Sverige