Erik Münster (født 21. april 1930 i København, død 27. juli 2020) var dansk læge, og forfatter af bøger og lægespalter i aviser og ugeblade. Erik Münster bidrog gennem sine faste spalter i en årrække til, at almindelige mennesker i hele Skandinavien kunne få forståelige og opmuntrende svar på komplicerede medicinske spørgsmål.
Münster var uddannet læge ved Københavns Universitet i 1958. Han specialiserede sig i øre-, næse- og halssygedomme og blev i 1969 speciallæge. I årene 1958 til 1975 arbejdede han som sygehuslæge. Fra 1975 og frem til 1996 havde han sin egen specialpraksis i øre-, næse- og halssygedomme i København.
Ved siden af arbejdet som læge havde Münster siden 1950'erne en omfattende virksomhed som skribent og brevkasseredaktør ved en række danske og udenlandske dag- og ugeblade. Münster er i Danmark mest kendt for sin spalte om sex og samliv i Ekstra Bladet og for brevkassen i ugebladet Familie Journalen. I Norge blev Münsters artikler publiceret i ugebladet Allers og dagbladene Telemarkavisa og Bergensavisen.
I 1992 modtog Münster Ekstra Bladets fornemste udmærkelse for sit journalistiske arbejde, Victor-prisen.
Erik Münster var siden 1961 gift med sygeplejerske Elly Münster. Sammen fik de børnene Charlotte og Henrik. Henrik Münster er fulgt i sin fars fodspor og arbejder som læge. Sammen med sin kone Anna-Marie, som også er læge, skrev de en tid lægespalten i ugebladet Ude og Hjemme.
Erik Münster har en fanklub i Bergen, som hedder "Doktor Münsters medisinske samfunn, avdeling Bergen."
Bibliografi Bøger skrevet af Erik Münster. Flere bøger er blevet oversat til andre sprog som norsk, svensk og islandsk.
I fin form ved rattet (1960) Tjen Penge ved fotografering (1961) Lær at leve med Deres sygdom (1964) Menneskelegemet, Naturens mesterværk (1966) Narkotika, Sandheden om de euforiserende stoffer (1967) Napoleon – mennesket, elskeren og patienten (1969) Kønssygdomme (1970) Sygdomme i øre, næse, mund og hals (1970) Lægebrevkassen (1970) Underlivssygdomme hos kvinder (1970) Det Bedstes store lægebog (1973) Er det noe i veien med magen? (1973) Mine kære patienter (1978) Amerikanske præsidenter (1984) Kronede hoveder (1984) Peter Asschenfeldts lægeleksikon i 10 bind (1986-1988) Mavesygdomme (1987) Prostata, undgå kniven (1995) Seksualitet og samliv – en gennemgang af seksualitetens glæder og problemer (1997)
Erik Münster var også redaktør og medforfatter af andre publikationer.
Referencer
Eksterne henvisninger Doktor Münsters medisinske samfunn, avdeling Bergen Danmarks Radios omtale i forbindelse med 75-årsdagen.
Artikel fra Information i forbindelse med Münsters 80-årsdag .
Kategori:Læger fra Danmark Kategori:Faglitterære forfattere fra Danmark Kategori:Dansksprogede forfattere fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)