Slaget øst for Salomonøerne var et søslag, som blev udkæmpet den 24. – 25. august 1942. Det var det tredje hangarskibsslag i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig, og det var det andet store slag, som blev udkæmpet mellem United States Navy og den kejserlige japanske flåde under slaget om Guadalcanal. Som i slaget i Koralhavet og Slaget ved Midway kom skibene i de to flåder aldrig indenfor synsvidde af hinanden. I stedet blev alle angreb udført af fly fra hangarskibene eller fly fra flyvepladser i land.
Efter adskillige ødelæggende luftangreb trak begge sider sig tilbage fra kampområdet uden at nogen af siderne havde opnået en klar sejr. På den anden side opnåede de vestallierede en klar taktisk og strategisk fordel, da de japanske tab var større og omfattede snesevis af fly og deres erfarne besætninger. Japanske forstærkninger til Guadalcanal blev forsinket og endte med at blive landsat med krigsskibe i stedet for transportskibe, hvilket gav de allierede mere tid til at forberede sig på den japanske modoffensiv og forhindre japanerne i at landsætte tungt artilleri, ammunition og andre forsyninger.
Baggrund Den 7. august 1942 var allierede styrker – fortrinsvis amerikanske – gået i land på Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne i Salomonøerne. Landgangene havde til formål at forhindre at disse øer kunne bruges af japanerne til etablering af baser, der kunne true skibsruterne mellem USA og Australien og de allierede ville samtidig sikre sig øerne som udgangspunkt for et felttog, der havde som endemål at isolere den store japanske base i Rabaul samtidig med at det støttede de allieredes felttog på Ny Guinea. Landgangene udløste det seks måneder lange felttog på Guadalcanal.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, p. 235–236. thumb|left|De amerikanske hangarskibe Wasp (forrest), Saratoga og Enterprise (bagerst) under indsats i Stillehavet syd for Guadalcanal den 12. august 1942.
De allierede landgange blev direkte støtte af tre amerikanske hangerskibsgrupper: Task force 11 omkring USS Saratoga, Task Force 16 omkring USS Enterprise og Task Force 18 omkring USS Wasp, der også rummede slagskibe, krydsere og destroyere.Hammel, Carrier Clash, 150. Ikke alle skibene var amerikanske. Tilknyttet TF18 var også Task Force 44, som var under kommando af Victor Alexander Charles Crutchley med de australske krydsere HMAS Australia og Hobart (kilde: Lundstrom, Guadalcanal campaign, p. 96 and 99). Den øverstkommanderende for de tre hangarskibsgrupper var viceadmiral Frank Jack Fletcher, som havde sin stander på Saratoga.Hammel, Carrier Clash, 41–42. Flyene fra disse tre hangarskibe ydede nærstøtte til invasionsstyrken og forsvar mod japanske luftangreb fra Rabaul.Hammel, Carrier Clash, 43–99. Efter en vellykket landgang forblev de i det sydlige Stillehav med det formål at bevogte kommunikationslinjerne til de store allierede baser på Ny Kaledonien og Espiritu Santo, som støttede de allierede landstyrker på Guadalcanal og Tulagi mod japanske modoffensiver, ved at dække overførslen af forsyninger til Guadalcanal og ved at angribe og ødelægge alle japanske krigsskibe, som kom inden for deres rækkevidde.Lundstrom, Guadalcanal Campaign, 89 and Hammel, Carrier Clash, 106.
Mellem den 15. august|15. og 20. august beskyttede de amerikanske hangarskibe overførslen af jagere og bombefly til den nye Henderson Field flyveplads på Guadalcanal.Hammel, Carrier Clash, 111–129. Den lille men hårdt omkæmpede flyveplads var af kritisk betydning for hele rækken af øer, og den som havde kontrollen over denne flyveplads havde mere eller mindre kontrollen over det lokale luftrum. Henderson Field og de fly, som var baseret der, viste sig hurtigt at have en mærkbar effekt på overførslen af japanske styrker i Salomonøerne og nedslidningen af de japanske luftstyrker i det sydlige Stillehav. Rent faktisk blev kontrollen over Henderson Field den afgørende faktor i hele slaget om Guadalcanal.Hammel, Guadalcanal: Decision at Sea, 400
De japanske flådestyrker, som var blevet overrasket af de allieredes offensiv i Salomonøerne planlagde under ledelse af admiral Isoroku Yamamoto og i samarbejde med hæren en modoffensiv, som skulle fordrive de allierede fra Guadalcanal og Tulagi. Modoffensiven fik kodenavnet Operation Ka (Ka er den første stavelse i det japanske ord for Guadalcanal) og for den japanske flåde var det desuden et mål at ødelægge de allierede krigsskibe i det sydlige Stillehav, især de amerikanske hangarskibe.Hammel, Carrier Clash, 121.
Slaget Optakt En konvoj med 1.411 japanske soldater fra "Ichiki" regimentet samt flere hundrede marinetropper fra 5. Yokosuka special marinelandgangsstyrke, som var om bord på tre langsomme transportskibe, afsejlede fra den store japanske base på Truk (Chuuk) den 16. august og satte kurs mod Guadalcanal.Evans, Japanese Navy, p. 161–162, 169, Smith, Bloody Ridge, p. 33–34. Tanaka siger at der var 1.000 specialtropper. Transportskibene blev beskyttet af den lette krydser Jintsu, 8 destroyere og fire patruljebåde under kommando af kontreadmiral Raizo Tanaka (stander på Jintsu)Frank, Guadalcanal, 159, Evans, Japanese Navy, p. 160–162. Tanaka på Jintsu og destroyeren Kagero var afsejlet fra Japan til Truk den 11. august som følge af den allierede landgang på Guadalcanal. På Truk fik Tanaka overdraget kommandoen over forstærkningerne til Guadalcanal (senere kaldt Tokyo Express af de allierede), en ad hoc styrke under den 8. japanske flåde med skibe fra forskellige enheder der havde fået til opgave at fremføre forstærkninger til de japanske styrker på Guadalcanal. De fire patruljebåde var de tidligere destroyere Shimakaze, Nadakaze, Suzuki og Tsuta, som var blevet ombygget til at transportere tropper. De tre transportskibe var Kinryu Maru, Boston Maru og Daifuku Maru. Et "første kontingent" på 917 soldater fra Ichiki regimentet, heriblandt Ichiki selv, blev overført på 6 destroyere til Guadalcanal om morgenen den 19. august. Fra Rabaul afsejlede fire tunge krydsere fra 8. japanske flåde, som skulle give konvojen nærstøtte. De var under kommando af viceadmiral Gunichi Mikawa.Hammel, Carrier Clash, 122. Det var de samme krydsere, som havde besejret en allieret flådestyrke i det forudgående slaget ved Savoøen. Tanaka regnede med at landsætte tropper fra sin konvoj på Guadalcanal den 24. august.Coombe, Derailing the Tokyo Express, p. 55, Hammel, Carrier Clash, 148. thumb|left|Den japanske viceadmiral Chuichi Nagumo
Den 21. august afsejlede resten af den japanske Ka flådestyrke fra Truk med kurs mod de sydlige Salomonøer. Disse skibe bestod grundlæggende af tre grupper: hovedstyrken bestod af de 3 hangarskibe Shōkaku, Zuikaku og Ryūjō samt en afskærmningsstyrke bestående af en tung krydser og 8 destroyere under kommando af viceadmiral Chuichi Nagumo på Shōkaku. Fortroppen bestod af to slagskibe, tre tunge krydser en let krydser og tre destroyere under kommando af kontreadmiral Hiroaki Abe. Den fremskudte styrke bestod af 5 tunge krydsere, en let krydser, 6 destroyere og flyvebådshangarskibet Chitose under kommando af viceadmiral Nobutake Kondō.Frank, Guadalcanal, 167–172. Endelig var en styrke på omkring 100 af flådens bombefly, jagere og rekognosceringsfly med base på Rabaul og omkringliggende øer, som kunne yde støtte.Hammel, Carrier Clash, 123. Nagumos hovedstyrke placerede sig bag fortroppen og den fremskudte styrke for lettere at kunne skjule sig for de amerikanske rekognosceringsfly.Frank, Guadalcanal, 160.
Når et af de amerikanske hangarskibe var blevet lokaliseret, enten af japanske rekognosceringsfly eller ved et angreb på en de japanske overfladestyrker, skulle Nagumos hangarskibe ifølge Ka planen straks opsende en angrebsstyrke for at ødelægge dem. Når de amerikanske hangarskibe var ødelagt eller sat ud af spillet skulle Abes fortrop og Kondos fremskudte styrke indkredse resten af de allierede skibe og ødelægge dem i overfladeslag. De japanske flådestyrker ville herefter være frigjort til at kunne nedkæmpe Henderson Field ved et flådebombardement samtidig med at de dækkede de japanske troppers landgang for at generobre Guadalcanal og Tulagi.Hammel, Carrier Clash, 124–125, 157.
Som reaktion på et uventet landslag, som blev udkæmpet på Guadalcanal mellem amerikanske marinesoldater og japanske tropper den 19. – 20. august vendte de amerikanske hangarskibe under Fletcher tilbage til Guadalcanal fra deres positioner 400 sømil længere mod syd den 21. august. De amerikanske hangarskibe skulle støtte marinesoldaterne, beskytte Henderson Field og nedkæmpe japanske flådestyrker, som ankom som støtte til de japanske tropper under landslaget på Guadalcanal.Hammel, Carrier Clash, 147. thumb|right|Viceadmiral Frank Jack Fletcher thumb|right|Amerikansk kort fra 1943, der vise de omtrentlige bevægelser og handlinger, som de japanske (øverst) og allierede flådestyrker (nederst) foretog sig under slaget mellem den 23. og 26.august 1942.Office of Naval Intelligence, Battle of the Eastern Solomons, 47 Guadalcanal er den store, omtrent ovale ø foroven til venstre på kortet.
Både de allierede og de japanske flådestyrker fortsatte med at nærme sig hinanden den 22. august. Selv om begge sider gennemførte intensiv rekognoscering opdagede ingen af siderne den anden. Da mindst et rekognosceringsfly gik tabt (skudt ned af fly fra Enterprise inden den kunne nå at afsende rapport over radioen) havde japanerne en stærk mistanke om at der var amerikanske hangarskibe i området.Hammel, Carrier Clash, 154–156. Amerikanerne var imidlertid ikke klar over placeringen og styrken af de japanske flådestyrker, som var på vej.Hammel, Carrier Clash, 158; Tidligt den 22. august blev den amerikanske destroyer USS Blue også torpederet ud for Guadalcanal af den japanske destroyer Kawakaze, som var blevet udsendt af Tanaka fra hans konvoj sammen med destroyeren Yunagi for at forsøge at opsnappe en lille allieret forsyningskonvoj til øen. Blue blev alvorligt beskadiget og havde 8 døde besætningsmedlemmer. Den sank den følgende dag nær Tulagi (). Fordi denne kamp foregik separat ses den i reglen ikke som et direkte tab som følge af slaget den 24.-25. august. (Evans, Japanese Navy, p. 165, Frank, Guadalcanal, 163–166 og Coombe, Derailing the Tokyo Express, p. 56–57.).
Kl. 9.50 den 23. august opdagede en Catalina, der havde base ved Ndeni på Santa Cruz-øerne, Tanakas konvoj. Da der sidst på eftermiddagen ikke var meldt om yderligere japanske skibe, lettede to angrebsstyrker fra henholdsvis Saratoga og Henderson Field for at angribe Tanakas konvoj. Da Tanaka vidste, at der ville komme et angreb efter at hans konvoj var blevet opdaget, havde han imidlertid ladet konvojen vende om så snart Catalinaen havde forladt området, og undgik at blive angrebet. Da han havde meddelt sine overordnede, at han havde mistet tid, fordi han var drejet nordpå for at undgå de allierede luftangreb, blev landsætningen af hans tropper på Guadalcanal udskudt til den 25. august. Da der kl. 18.23 den 23. august ikke var opdaget nogle japanske hangarskibe, og der ikke var nye efterretninger om hvor de befandt sig, afsendte Fletcher Wasp, som var ved at løbe tør for brændstof og resten af Task Force 18 på en to dages tur sydpå til øen Efate for at tanke op. Wasp og dens eskorte kom således ikke til at deltage i slaget.Evans, Japanese Navy, p. 165–166, Lundstrom, Guadalcanal Campaign, p. 103, Frank, Guadalcanal, 161–165, og Hammel, Carrier Clash, 160–167. Tanaka modtog modstridende ordrer den dag. Mikawa gav ham ordre til at dreje nordpå for at undgå allierede luftangreb og landsætte tropperne den 25. august, men Nishizō Tsukahara, chefen for 11. luftflåde i Rabaul og Mikawa's overordnede gav Tanaka ordre til at gennemføre landgangen den 24. august, hvortil Tanaka svarede, at det var umuligt nu. Tsukahara og Mikawa koordinerede tilsyneladende ikke deres ordrer.
Hangarskibe i kamp den 24. august