Hoveri var en arbejdsydelse, som en fæster, navnlig en fæstebonde eller husmand, var forpligtet til uden vederlag at udføre på eller for den hovedgård, hvorunder vedkommendes gård hørte. Hoveriet indgik som en del af fæsterens årlige modydelse til det gods, gården tilhørte, og blev ydet i form af arbejdsdage samt ægt og andet arbejde. Foruden hoveri skulle fæsteren yde landgilde, og forholdet mellem de to ydelser varierede fra herregård til herregård og over tid.
Fra 1600-tallet voksede fæstebøndernes hoveribyrder, efterhånden som adelens hovedgårde gennem nedlæggelse af bøndergårde, mageskifter og lignende fik stadig større jordtilliggender, som ikke blev bortfæstet, men dyrket direkte fra hovedgården. Hoveriet omfattede både ægt og egentligt arbejde, herunder såkaldte gangdage og spanddage. Det var særlig tyngende, fordi omfanget oprindelig var ubestemt, og fordi arbejdet navnlig blev krævet på de tidspunkter, der var mest gunstige for markarbejdet.
Reguleringen af hoveriet blev derfor et hovedpunkt i 1700-tallets landboreformer. I løbet af 1790'erne blev hoveriets omfang gjort bestemt, dels gennem frivillige aftaler, dels ved kendelser afsagt af særlige hoverikommissærer. Ved forordningen af 6. december 1799 blev det fastsat, at en fortegnelse over hoveriets omfang skulle vedhæftes ethvert fæstebrev. Hoveriet blev efterhånden afløst af pengeydelser, og regler om dets endelige afløsning blev fastsat ved lov af 4. juli 1850. Ægt og arbejde kunne desuden pålægges befolkningen i offentligt øjemed som pligtarbejde.
Baggrund Herregårde var godser, der bestod af to dele: dels selv herregården med tilhørende dyrkede agre, dels gods i form af fæstegårde og -huse, hvis fæstere eller lejere skulle gøre modydelser for at fæste deres ejendom. Godserne lod sig inddele i to arketyper: Grundherrschaft og Gutsherrschaft.Schacke, s. 25 Grundherrschaft eller rentengrundherrschaft betegner en driftsmåde, hvor hovedgårdens jorder er begrænsede, og godsejeren derfor lægger mest vægt på modtagelsen af faste årlige ydelser i landgilde form af naturalier fx en del afgrøder, husdyr eller andet. Denne driftsmåde modsvarer mest driftsforholdene forud for fæsteforholdets indgåelse, idet driften af den enkelte gård eller det enkelte hus med jord tillægges vægt. Fordelen ved dette er, at godsejeren på forhånd kan forvente at modtage bestemte ydelser i naturalier hvert år. Gutsherrschaft betegner en driftsmåde, hvor hovedvægten lægges på hovedgårdens egen jord, som helt eller overvejende drives ved arbejde udøvet af fæstere, det vil sige hoveri.Schacke, s. 27 Denne form kunne opfattes som en fordel i perioder med højkonjunkturer, hvor prisstigninger på korn eller dyr ville tilfalde godsejeren ved salg frem for fæsteren. Formelt betegner de to navne hver sin ekstreme driftsmåde, i praksis var der tale om blandinger med større eller mindre vægt på det ene eller andet.
Typer af hoveri Det hoveri, der blev udøvet, var af forskellig karakter. Men skelnede mellem følgende typer: spanddage, hvor fæsteren stillede med heste og vogn. pløjedage, hvor der krævedes plov og trækdyr. gangdage, hvor det var tilstrækkeligt, at en person mødte op – det kunne også være en karl fra fæstegården. ægtkørsel – der var pligtkørsel, der ofte gik på omgang blandt fæsterne og var afhængig af de lokale transportbehov. Ægtkørsel kunne også udskrives af kongen, de såkaldte fadebursægter. Hovspind
Historie
Middelalder Hoveriets oprindelse fortaber sig i historien. Der kan peges på visse forhold som mulig ophav til den senere udvikling af hoveriet som en fæsteydelse. Helt tilbage fra vikingetid og tidligste middelalder gjaldt den praksis, at Kronen kunne forvente, at rigets bønder havde pligt til leding, det vil sige deltagelse i rigets forsvar, og denne pligt blev hurtigt konverteret til forpligtelse også til at deltage ved opførelse af befæstninger til rigets forsvar (fx opførelsen af Dannevirke) samt til at yde kongen og hoffet husly eller nathold, når han rejste rundt i landet for at sikre fred og retfærdighed.Porsmose (1988), s. 308 Med rødder i vikingetiden var også bestemmelser, der senere blev nedfældet i blandt andet Jyske Lov, og hvorefter storbønder med flere gårde kunne lade (nogle af) disse drive ved bryder, som reelt var storbondens opsynsmand, og hvor landboere drev deres gård for egen regning, mens en fællesbryde betalte en vis fast andel af driftens overskud til gårdejeren (det vil sige landgilde), og en bryde egentlig kun var jordejerens lønnede arbejdskraft.Porsmose (1988), s. 264 Efterhånden blev skellet mellem disse udgangspunkter udvisket. Således bestemte Svend Grathe i forbindelse med overdragelse af halvdelen af Ringsteds agre til klosteret i byen, at dette også omfattede "høstarbejder, kaldet dagsværker", det vil sige at en hoveriydelse.Porsmose (1988), s. 311 Udviklingen gik i retning af, at brydegårde ofte omfattede et antal småbrug, gårdsæder og landbostavne, som var mere eller mindre fri for landgilde mod til gengæld at yde hoveriarbejde på brydegårdens jord og dermed bidrage til dennes drift.Porsmose (1988), s. 311f Allerede i 1200-tallet anden halvdel synes skellet mellem bryde- og landbogårdsdrift at forsvinde, og omkring år 1300 var herremændenes jord som helhed blevet skattefri uanset på hvilket måde, den i praksis blev drevet.Porsmose (1988), s. 312 Skattefriheden var noget, som kunne motivere godsejere til at holde mest mulig driftsjord under hovedgården.
Under kong Valdemar Atterdag blev kronens ret til hoveri udnyttet til sin grænse. I 1355 bestemte kongen, at alle fæstebønder skulle yde kongen to ugers arbejde vinter og sommer på egen bekostning. Disse vilkår fik et oprør til at bryde ud i Jylland.Porsmose (1988), s. 392 Under efterfølgeren kong Oluf blev det i denne håndfæstning bestemt, at bønderne kun skulle yde hoveri til Kronen med adelens samtykke, men gennem hele middelalderen fortsatte kampen om omfanget af dette hoveri.Porsmose (1988), s. 392f
Renæssance I renæssancen kom hoveriet i fastere former. Mange godsejere mageskiftede, det vil sige byttede gårde for at opnå, at flest mulige af godsets fæstegårde lå i nærheden af hovedgården, hvorved mulighederne for hoveri blev fremmet, idet transporten til og fra hovedgårdens marker blev formidskede. Især efter år 1600 synes adelen bevidst at have gået efter denne godssamling omkring hovedgården, idet bønder bosatte i samme sogn hvor hovegården lå kunne få status som "ugedagsmænd", der var fritagne for betaling af ekstraskatter.Frandsen (1988), s. 101 Men allerede i anden halvdel af 1500-tallet kan konstateres, at godsejerne synes at have tilstræbt en forøgelse af hoveriet, endda mod selvejerbønder, og ved en afgørelse den 10. juni 1608 fastslog kongen og rigsrådet på grundlag af Koldingske Reces af 1558 § 34, der fastslog at enhver adelsmand havde ret til at "gøre sit gods så nyttigt, som han kan", at adelen havde ret til denne udvidelse af hoveriet, og den af bønderne fremsatte klage blev afvist. Denne afgørelse blev stadfæstet ved en ny rettertingsdom den 11. juni 1613.Frandsen (1988), s. 114
Skønt Christian IV således havde givet adelen medhold i dens rettigheder til hoveri, betød dette ikke, at han støttede denne ordning, tværtimod. Den 5. april 1623 indledte han bestræbelser gående ud på, at kronbøndernes pligt til at yde ægter, det vil sige transporter for Kronen, rigsråder og lensmænd skulle afskaffes og erstattes af en fast årlig pengeafgift. Bestræbelserne mislykkedes dog i første omgang, fordi bønderne erklærede, at de ikke var i stand til at yde større betalinger, end de allerede gjorde.Frandsen (1988), s. 142 Et nyt forsøg blev gjort den 10. januar 1624, da lensmanden på Roskildegård og Ringsted Kloster blev pålagt at inddele Kronens bønder i to grupper: den ene omfattende de omkring 60 bønder, der boede nærmest hovedgården, som fremover skulle forestå ladegårdens avl, fragte brænde og køre fogeden rundt i lenet, mens der skulle forhandles med alle øvrige om afløsning af alle ægter og alt hoveri i fredstid, dog undtagen fragter til salpeterladerne. Den 21. april 1624 skrev kongen til en række lensmænd og pålagde dem på lignende måde at inddele bønderne i dem, som skulle forestå ægter og hoveri, og resten, som skulle fritages for dette men betale arbejdspenge på 1 rigsdaler pr. pund landgilde-hartkorn svarende til ¼ rigsdaler pr tønde hartkorn, mens gadehusmænd skulle betale 1 rigsdaler.Frandsen (1988), s. 143 Sådan gik det ikke. I stedet blev bønderne flere steder enige om at dele hoveriarbejdet og betalingen af arbejdspenge. I praksis betød det, at hoveriet fortsatte.Frandsen (1988), s. 143f Kun i Københavns Len lykkedes det at gennemføre en ordning, hvorved hoveriet blev afløst af en årlig betaling på 6 rigsdaler pr. gård, i 1625 nedsat til 5 rigsdaler pr. gård.Frandsen (1988), s. 147
Den ældre enevælde Karl Gustav-krigene 1658-1660 medførte omfattende ødelæggelser og dødsfald som følge af krigsbegivenheder og sygdom, hvilket kunne have betydet kronisk mangel på arbejdskraft, men godserne klarede sig i kraft af den veludviklede hoveriordning.Skrubbeltrang (1978), s. 181
Karakteristisk var, at hoveriets faktisk udstrækning aldrig blev specificeret. I stedet anvendtes bredere formulering som, at fæsteren skulle yde hoveri som sine naboer.Skrubbeltrang (1978), s. 164 Både gårdmænd og husmænd var omfattede af hoveri. De kunne blive pålagt årligt at "kline og udspække husene i tiden mellem forårssåning og høhøst, reparere båsene, inden kvæget kom på stald, sørge for bindsler m.v." Desuden kunne de pålægges transporter, fx at køre korn til hovedstaden samt fragte brænde og tømmer fra skove til ejer og forpagter. Hoveriet blev som regel fastlagt som "halv- eller helgårds hoveri", hvilket førte til, at de fleste småbrug (gårdsæder) efterhånden forsvandt.Skrubbeltrang (1978), s. 165 Det menes, at "uden tvivl voksede hoveriet betydeligt i perioden 1660-1720, nye hovedgårde opstod, og selv om andre, især af de mindre, blev nedlagt, udvidedes hovedgårdenes samlede tilliggender stærkt i tiden fra enevældens indførelse til 1730."Skrubbeltrang (1978), s. 165f
Husmænd ydede oprindeligt overvejende deres hoveri in natura som ugedage, men udviklingen gik efterhånden til dels i retning af pengeafløsning, hvis der kun var begrænsede behov for hoveri. Disse afgifter steg efterhånden. Ved ryttergodsomlægningen i 1715-20 var den gennemsnitlige afgift 3½ rigsdaler men kunne variere fra egn til egn. Især i Jylland var afgiften mindre. I første omgang skete der ikke nogen stigning i antallet af ugedagshusmænd, hvilket hang sammen med, at husmandshoveriet kun var et supplement til hoveri udøvet af gårdmænd. Det blev fortrinsvis udøvet på områder som havearbejde, hjælp i laden med tærskning, fodring af kreaturer, fragt af breve, drift med stude, svin eller får til købstæder eller markeder.Skrubbeltrang (1978), s. 167
Til belysning af hoveriets omfang kan nævnes, at fæsteren af en gård på knapt 4 tønder hartkorn på Nandrup Gods på Mors i 1734 skulle udføre følgende hoveriarbejder: pløje, så og harve 2 tønder havreland, vinterpløje 2 tønder alsæd, age møg 1 dag, slå hø 1 dag, age hø 1 dag, høste korn 1 dag, age korn 1 dag, endvidere 2 grave og transportere læs hedetørv samt deltage i tørveskær i mosen 1 dag.Skrubbeltrang (1978), s. 230
Det var ikke altid, at hoveriet blev ydet godvilligt, og i sådanne tilfælde kunne opsætsige bønder og husmænd straffes "enten med krabask på ryggen, træhesten eller [hunde]hullet og efter loven, som forseelsen er til", dog at "gårdmænd og gamle forskånes for hug og slag, lemmerlæster eller skade på deres helbred". Forsømmelighed under hoveriarbejde kunne straffes ved at pålægge synderen to dages arbejde i stedet for en.Skrubbeltrang (1978), s. 192
Hoverispørgsmålet under landboreformerne