Finlands historie strækker sig fra den tid, hvor det landområde, der nu udgør Finland, først blev beboet og til nutiden. De første spor af mennesker i Finland stammer fra perioden efter den seneste istid omkring 8500 f.Kr. Størstedelen af området var fra det 13. århundrede til 1809 en del af det svenske kongerige, indtil det blev erobret af det russiske kejserrige, som gjorde området til et autonomt storfyrstendømme. Op gennem det 19. århundrede opstod der en stadig stærkere nationalfølelse i Finland med fokus på finske kulturelle traditioner herunder musik og det finske sprog, der fremtræder meget anderledes end de store sprog i den del af Europa. Under en voldsom hungersnød i 1860'erne omkom omkring 15 % af landets befolkning, hvilket medførte nedsatte økonomiske krav fra russisk side, men gav også anledning til en udvandringsbølge.

I 1917 erklærede Finland sig uafhængigt. Umiddelbart herefter rasede den finske borgerkrig mellem de røde og de hvide nogle måneder og resulterede i sejr til de hvide. Efter at landets interne forhold var blevet stabiliseret, fulgte en økonomisk opblomstring for det på det tidspunkt overvejende landbrugsprægede land. Internationalt orienterede Finland sig mod Vesten, især Sverige og Storbritannien, mens der var spændinger i forhold til Sovjetunionen. Under anden verdenskrig medførte det to krige mellem Finland og Sovjetunionen, der endte med finsk nederlag og afgivelsen af nogle landområder, primært Karelen, til Sovjetunionen. Finland fortsatte i efterkrigstiden som uafhængig stat og var på grund af sin geografiske placering tvunget til at holde sig neutralt under den kolde krig, men var i et vist omfang bundet af krav fra den store nabo mod øst; dette forhold er siden blevet betegnet som finlandisering og bruges generelt om det forhold, at en stats underordning under en magtfuld nabostat.

I det seneste halve århundrede har Finland oplevet en rivende økonomisk udvikling, der først medførte en i forhold til andre vesteuropæiske lande sen industrialisering, som i de seneste par årtier er ved at blive fortrængt af servicefag. Landet har efterhånden opnået en status som et af verdens mest velstående lande, der blandt andet har udnyttet velstanden til at skabe et af verdens mest omfattende velfærdsstater. De senere år har landet i lighed med de fleste af de øvrige rige lande været ramt af økonomiske kriser, der har medført behov for justeringer i velfærden. Finland blev i 1995 optaget i EU og i NATO i 2023.

Forhistorisk tid Ældste stenalder Inden for de allerseneste år har der været foretaget nogle arkæologiske udgravninger i Ulvegrotten ved Kristinestad, Österbotten, og her er der fundet genstande, der tilsyneladende udvider den finske historie betragteligt i forhold til den hidtidige opfattelse. Fundene har afsløret en neanderthal-bosættelse, som kan være op imod 125.000 år gammel. Der er i givet fald tale om de ældste spor af mennesker i Finland samt desuden det hidtil eneste fund efter neanderthal-mennesker i Norden.

Ældre stenalder De tidligste spor af den moderne mennesketype i det område, der nu kendes som Finland, stammer fra omkring 8500 f.Kr. i ældre stenalder, da isen havde trukket sig tilbage efter den sidste istid. Der var sandsynligvis tale om jægere og samlere, og de fund, man har fra den tid, beskrives som henholdsvis Suomusjärvikulturen og Kundakulturen. Blandt genstandene herfra er Antrea-nettet, der er et af de ældste fiskenet, der nogensinde er fundet. Det er ved kulstof 14-datering bestemt til at stamme fra omkring 8300 f.Kr. De fundne genstande har samme karakteristiske træk, som man finder hos tilsvarende genstande fundet i Estland, Rusland og Norge.

Yngre stenalder De første eksempler på potteskår stammer fra 5200 f.Kr., hvor den kamkeramiske kultur var ved at tage form. På dette tidspunkt levede man fortsat i overvejende grad af jagt og fiskeri. I denne periode blev der efterhånden byttet en del varer hen over Finland og det østlige Europa. For eksempel er man blandt fund i Finland stødt på flint fra Skandinavien og Valdajhøjderne i Rusland, rav fra Skandinavien og de baltiske kyster og skifer fra Skandinavien og Onega, mens asbest og fedtsten fra fx Saimaa er fundet uden for det finske område. Der er fundet klippemalerier, tilsyneladende med forbindelse til shamanitiske eller totembaserede trossystemer, i det østlige Finland, fx i Astuvansalmi.

Fra omkring 3200 f.Kr. skete der et skift med rod i områderne syd for Finske Bugt, enten i form af immigration eller stærk kulturel indflydelse. Der var tale om enkeltgravskulturen, der etablerede sig i de sydvestlige, kystnære dele af Finland. Denne kultur praktiserede landbrug og husdyrhold i andre geografiske områder, men der er ikke tegn på landbrug i Finland før i det 2. årtusind f.Kr. Også efter landbrugets indførelse fortsatte jagt og fiskeri med at vigtige i en periode med langsomt øget velstand.

Efterhånden blandede stridsøksekulturen sig med den kamkeramiske kultur og blev fra omkring 2300 f.Kr. til Kiukainenkulturen, der basalt set er en kamkeramisk kultur med elementer fra snorekeramisk kultur (en anden betegnelse for stridsøksekulturen).

Bronzealder Bronzealderen begyndte omkring 1500 f.Kr., og de kystnære områder var her del af en nordisk bronzekultur, mens områderne længere inde i landet i højere grad var påvirket af bronzekulturer fra det nordlige og østlige Rusland.

Kronologi for de finsk-ugriske, finske, indoeuropæiske og germanske sprog i Finland Spørgsmålet om dateringer i forbindelse med udvikling og udbredelse af de moderne sprog er kontroversielt, og der kommer konstant nye teorier, der udfordrer de eksisterende på området.

Ifølge de nyeste teorier af en vis udbredelse blev finsk-ugriske (eller uralske) sprog først talt i Finland og de tilstødende områder i den kamkeramiske periode, senest omkring 4000 f.Kr. I løbet af det 2. årtusind f.Kr. udviklede disse sprog sig – muligvis under indoeuropæisk eller måske nærmere baltisk indflydelse – til protosamisk (inde i landet) og proto(baltisk)finsk (ved kysten). Imidlertid er der i stigende grad blevet stillet spørgsmålstegn ved denne teori blandt sammenlignende lingvister. I stedet er det foreslået, at de finsk-ugriske sprog ankom til Finland senere, måske først i jernalderen. Det finske sprog menes at have begyndt at vise eget præg i løbet af jernalderen fra omkring det 1. århundrede e.Kr. og fremad.

Man kan finde kulturel indflydelse fra alle verdenshjørner i de arkæologiske fund i Finland helt fra de første bosættelser. For eksempel har fund i Finsk Lapland peget på tilstedeværelsen af Komsakulturen. Fund i Sujala er nogenlunde fra samme tid som de tidligste Komsa-genstande fundet i Norge, men de kan også antyde en forbindelse til Ŝwidrykulturen i området ved den sydøstlige del af Østersøen. Sydvestfinland tilhørte den nordiske bronzealder, hvilket kan kobles til indoeuropæiske sprog og ifølge den finske germanist Jorma Koivulehto ikke mindst til folk, der talte urgermanske sprog. Fund fra Uusikaupunki og Satakunta, der i lang tid kun har haft befolkninger, der udelukkende talte finsk, samt stednavne herfra har fået flere forskere til at argumentere for eksistensen af en urgermansk-talende befolkning lidt senere, i den tidlige og mellemste del af jernalderen. Norrønt-talende folk bosatte sig i dele af Finlands kyster i det 12. og 13. århundrede. I det 13. århundrede afveg svensk fra de østlige norrøne dialekter. I århundrederne der efter, hvor svenskerne regerede over Finland, oplevede man flere bølger af bosættelser af svenskere i Finland.

Jernalderen Jernalderen i Finland regnes normalt for at strække sig fra cirka 500 f.Kr. til omkring 1150 e.Kr., da den svenske erobring af landet var gennemført, og den skrevne historie begyndte i forbindelse med overgangen til middelalderen. Der er ikke tegn på skrift i Finland, hverken runer eller andre former, før den svenske erobring, og al viden om den finske historie før svenskernes ankomst kender man kun via arkæologiske udgravninger samt enkelte optegnelser fra udefra kommende i samtiden.

De tre hoveddialekter af de finske sprog, almindelig finsk, tavastisk og karelsk, opstod sandsynligvis i jernalderen. Arkæologiske fund fra Ålandsøerne fra den periode har en mere tydelig svensk karakter end i resten af landet, hvilket kan antyde bosættelser af folk fra Skandinavien.

De tidligste fund af importerede jernklinger og lokalt forarbejdede jerngenstande stammer fra omkring 500 f.Kr. Fra omkring 50 e.Kr. er der indikationer af mere intens bytning af varer fra kystområderne med områder fjernt fra landet. Indbyggerne byttede deres lokale produkter, sandsynligvis ting som pelsværk for våben og smykker med folk fra Baltikum og Skandinavien samt med folk, der boede langs de oprindelige østlige handelsruter. Eksistensen af grave med mange specielle genstande, især våben, antyder, at der var en herskergruppe af høvdinge mod syd og vest i landet. Højdeborge spredte sig over det meste af Sydfinland i slutningen af jernalderen og begyndelsen af middelalderen. Der findes ingen bredt anerkendte beviser på tidlige statsdannelser fra den periode, og der er sået tvivl om, at egentlig bydannelse skulle være indledt i jernalderen.

Fra begyndelsen af jernalderen støder man for første gang på et ord, der ligner "finner" på skrift. Det er Tacitus, der som den første nævner ordet "fenni" i sin bog Germania. Der er dog uklart, om dette ord har forbindelse til det finske folk. De første skandinaviske dokumenter, der nævner et "finnernes land" er to runesten: En i Söderby i Estland, hvor man finder inskriptionen "finlont", samt en på Gotland med inskriptionen "finlandi" – begge sten fra det 11. århundrede.

Middelalderen

thumb|right|Runesten, der dokumenterer en svensk viking fra begyndelsen af det 11. århundrede, der døde i Finland Kontakten mellem Sverige og det, der nu er Finland, var ganske omfattende, også i førkristen tid. Finnerne kendte vikingerne for både handel og plyndringer. Der er almindeligt anerkendte beviser for vikingebosættelser i selve Finland, og Ålandsøerne havde sandsynligvis svenske bosættelser i vikingetiden. Imidlertid er der nogle forskere, der mener, at øgruppen var forladt i det 11. århundrede. Ud fra arkæologiske fund har man sluttet sig til, at kristendommen har fået fodfæste i det 11. århundrede i Finland. Ud fra de meget få skriftlige overleveringer var den kristne kirke fortsat i sin vorden i det 12. århundrede. Senere middelalderlige legender beskriver svenske forsøg på at erobre og kristne Finland på et tidspunkt i midten af 1150'erne. I begyndelsen af det 13. århundrede blev biskop Thomas den første biskop i Finland. Der var mange politiske magter, der forsøgte at komme til at herske over Finland. Det gjaldt ud over Sverige også Danmark, Republikken Novgorod og sandsynligvis også tyske tempelridderordener. Finnerne havde deres egne høvdinge, men højst sandsynligt ikke nogen central ledelse. I russiske optegnelser kan man finde beskrivelser af stridigheder mellem Novgorod og finske stammer fra 11. eller 12. århundrede og til begyndelsen af det 13. århundrede.

Navnet "Finland" blev oprindeligt kun brugt om den sydvestlige provins, som har været kendt som det "Egentlige Finland" siden det 18. århundrede. Österland var oprindeligt navnet på det østligste område under svensk herredømme, men så tidligt som i det 15. århundrede begyndte Finland at være synonymt med Österland. Opfattelsen af et finsk "land" opstod langsomt i perioden mellem 15. og 18. århundrede.