Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (i det følgende kaldet Chartret) fastslår politiske, sociale og økonomiske rettigheder for borgere og beboere i Den Europæiske Union (EU) som en del af Lissabon-traktaten.Lissabontraktaten på eu.dk
Chartret har traktatrang Chartret har traktatrang;https://arbetsratt.juridicum.su.se/Filer/PDF/klaw46/EU-ret%20nr.%203-2015%20Ruth%20Nielsen.pdf hvilket fremgår af Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) artikel 6(1) in fine,in fine på lex.dk at Chartret "har samme juridiske værdi som traktaterne", som er TEU og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).side 23 i PDF-dokumentet https://www.eu.dk/~/media/files/eu/ld_euo_lissabon_16.ashx
Placering i Lissabon-traktaten Chartret blev udarbejdet af Det Europæiske Konvent og vedtaget den 7. december 2000 af Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Europa-Kommissionen. Den daværende juridiske status var usikker, og Chartret havde ikke fuld retsvirkning,Craig, Paul; Grainne De Burca , P. P. Craig (2007). "Chapter 11 Human rights in the EU". EU Law: Text, Cases and Materials (4th ed.). Oxford: Oxford University Press. p. 15. . før Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1. december 2009. I henhold til Chartret, skal Den Europæiske Union (EU) handle og lovgive i overensstemmelse med Chartret og EU-domstolen vil slå ned på EU-lovgivning, der strider mod Chartret. Chartret gælder kun for EU-landene, når de gennemfører EU-ret og udvider ikke EU's kompetencer ud over de kompetencer EU i forvejen har i henhold til traktaterne.
Baggrund Rom-traktaten fra 1957 indeholder ikke nogen henvisning til grundlæggende menneskerettigheder. Rom-traktaten blev skrevet et par år efter traktaten om Det Europæiske Forsvarsagentur og traktaten om Det Europæiske Politiske Fællesskab, der begge blev en fiasko. Sidstnævnte traktat indeholdt bestemmelser om menneskerettigheder og Craig og de Burca hævder i lyset af disse fiaskoer, at ophavsmændene til Rom-traktaten ønskede at tage afstand fra enhver påstand om politiske elementer.Craig, Paul; de Búrca, Gráinne (2003). EU Law, Text, Cases and Materials (3rd ed.). Oxford: Oxford University Press. p. 318. Men den idé, at Rom-traktaten alene havde rent økonomiske mål og ikke medførte konsekvenser for borgernes fundamentale rettigheder skulle snart blive testet.
Domstols-afgørelser Kort efter ikrafttrædelsen af Rom-traktaten etablerede EF sig selv som en vigtig politisk organisation med politisk betydning langt ud over dets økonomiske mål. I 1964 afsagde EF-Domstolen afgørelse herom i Costa mod Enel, hvor Domstolen besluttede, at EU-retten skulle have forrang for modstridende national ret. Det betød, at de nationale regeringer ikke kunne undslippe det de havde aftalt på europæisk plan ved at vedtage modstridende nationale love, men betød potentielt også, at EF kunne lovgive uhindret af de restriktioner vedrørende borgerenes grundlæggende rettigheder, der var nedfældet i medlemsstaternes forfatninger. Dette spørgsmål kom til et ”showdown” i 1970 i sagen Handelsgesellschaft, hvor en tysk domstol fastslog, at et stykke af EØF-lovgivning var i strid med den tyske grundlov.
Via en reference fra den tyske domstol, fastslog Domstolen, at selv om anvendelsen af fællesskabsretten ikke kan afhænge af evt. overensstemmelse med nationale forfatninger, udgjorde grundlæggende rettigheder en "integreret del af de generelle principper for EUs Lovgivning", og at en uoverensstemmelse med grundlæggende rettigheder kunne danne grundlag for en ”vellykket udfordring” til en europæisk lov.Case 228/69, Internationale Handelsgesellschaft mbH v. Einfuhr und Vorratsstelle für Getreide und Futtermittel ECR 1125; CMLR 255. I dommen Handelsgesellschaft skabte Domstolen i realiteten en doktrin om uskrevne rettigheder, som binder EU-institutionerne. Om disse er over eller under nationale grundlovssikrede rettigheder er en ikke afsluttet debat.
Selvom EU-domstolens praksis om grundlæggende rettigheder blev godkendt af institutionerne i 1977Forenet erklæring af EuropaParlamentet, Rådet og Kommissionen vedrørende beskyttelsen af grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (OJ C 103, 27/04/1977 P. 1-2) og en erklæring herom blev indsat i Maastricht-traktaten,Via Article F i Maastricht-traktaten. var det først i 1999, at Det Europæiske Råd formelt fik taget hul på processen ved at tage initiativ til udarbejdelsen af et katalog over grundlæggende rettigheder for EU.
Vedtagelsen I 1999 foreslog Det Europæiske Råd, at der blev nedsat et "organ bestående af repræsentanter for stats- og regeringscheferne og for Kommissionens formand samt af medlemmer af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter" for at udarbejde Charter om Grundlæggende Rettigheder.Præsidentskabets konklusioner: Det Europæiske Rådsmøde i Køln d. 3. og 4. Juni 1999, Det Europæiske Råd. http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/ec/kolnen.htm Ved oprettelsen i december samme år blev organet døbt ”Det Europæiske Konvent”.EUs Charter om Grundlæggende Rettigheder, Europa Parlamentet, 21. Februar 2001.
Konventet vedtog udkastet til EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder den 2. oktober 2000, og det blev vedtaget af Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Europa-Kommissionen den 7. december 2000. Det blev imidlertid besluttet at udskyde beslutningen om Chartrets juridiske status.^Det Europæiske Råd – Nice 7–10 December 2000: Præsidentskabets konklusioner, Europa Parlamentet, 11 December 2000 http://www.europarl.europa.eu/summits/nice1_en.htm Men Chartret fik fra starten den politiske vægt, at det var godkendt af tre magtfulde institutioner, og som sådan regelmæssigt blev citeret af EF-Domstolen som en kilde vedrørende spørgsmål om grundlæggende rettigheder.
Retskraft EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder blev til ud fra dele af den hedengangne Europæiske Forfatning. Efter at den Europæiske Forfatning faldt til jorden, gav dens afløser, Lissabon-traktaten, retskraft til Charteret. Dog ikke i selve traktaten, men i stedet i et selvstændigt dokument som Lissabon-traktaten henviste til. Det skal bemærkes, at begge versioner var udsat for adskillige tilretninger. I forbindelse med Chartrets ikrafttræden (via Lissabon-traktaten) den 1. december 2009, foreslog EU-kommissæren for retlige anliggender Viviane Reding, at Chartret skulle inkluderes i kommissærerne indsættelsesceremoni. Den 3. maj 2010, blev eden aflagt af EU-Kommissionen foran EU-Domstolen i Luxembourg. Kommissærerne forpligtede sig til at respektere EU-traktaterne og at være fuldstændig uafhængige i udførelsen af deres opgaver i løbet af deres mandat. For første gang forpligtede kommisærerne sig også til udtrykkeligt at ville respektere EU's Charter om grundlæggende rettigheder.European Commission swears oath to respect the EU Treaties Flere stater insisterede dog på en ”opt-out” fra national anvendelse af Chartret (se nedenfor for detaljer).
Efter ikrafttrædelsen af Lissabon-traktaten i 2009 har EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder samme juridiske status som Den Europæiske Unions traktater. Chartret er nævnt i Lissabon-traktaten og blev vedtaget af alle EU's 3 institutioner dagen før underskrivelsen af Lissabon-traktaten.
Retlige status Chartret er i Artikel 51 forankret til EU's institutioner, organer oprettet i henhold til EU-retten, og til EU's medlemslande. Desuden anfører såvel (den sammenskrevne) EU-traktats artikel 6 (33)side 23 i https://www.eu.dk/~/media/files/eu/ld_euo_lissabon_16.ashx og artikel 51 i selve Chartret, at Chartret ikke kan medføre udvidelse af EU's kompetencer overfor medlemsstaterne. En konsekvens af dette er, at EU ikke vil være i stand til at lovgive i strid med en rettighed sikret i Chartret, medmindre retten til en sådan handling fremgår klart af EU-traktaten.
Enkeltpersoner vil dog ikke være i stand til at tage medlemsstaterne for retten, fordi de har undladt at beskytte borgernes rettigheder i Chartret, medmindre den pågældende medlemsstat krænkede borgeren i forbindelse med medlemsstatens gennemførelse af EU-lovgivning. (dansk eksempel kunne være spørgsmålet om den hyppigt anvendte ”rest-implementering af ansættelsesretlig lovgivning). Det er denne sidste del, der har været genstand for mest debat.
Chartret er ikke den første form for menneskerettigheds-beskyttelse i EU. Ved fortolkningen af de generelle principper i EU-lovgivningen (beskrevet ovenfor), har EU-Domstolen allerede behandlet spørgsmålet om, hvorvidt sådanne generelle principper gælder for medlemsstaterne. EU-domstolen fastslog i Johnston mod Royal Ulster ConstabularyCase 222/84 ECR 1651, 3 CMLR 240., at retten til en retfærdig rettergang var en del af de generelle principper i EU-lovgivningen, hvorimod EU-Domstolen i Kremzow mod ØstrigC-299/95 ECR I-2629, 3 CMLR 1289. dog fastslog at man ikke kan anvende retten til fri bevægelse, til at få EU-Domstolen til at vurdere om en medlemsstat uberettiget har dømt en borger for mord. Argumentet var, at de love der i Østrig dømte Kremzow for mord faldt uden for rammerne af EU-lovgivningen.
Det kan dog bemærkes, at formuleringen i Kremzow-sagen henviser til "the field of application of EU law”. Denne formulering adskiller sig fra ordlyden i Chartret, som henviser til ”the implementation of EU law”.Craig, Paul; de Búrca, Gráinne (2007). EU Law, Text, Cases and Materials (4th ed.). Oxford: Oxford University Press. p. 402. Dette til trods for, at begrundelsen for Chartrets anvendelse, der kom sammen med 2007-udgaven af Chartret var, at den formulering der anvendes i Chartret var en afspejling af EF-Domstolen praksis.
Britisk, tjekkisk og polsk protokol I de forhandlinger, der førte frem til underskrivelsen af Lissabon-traktaten, sikrede Polen og Storbritannien sig en protokol til traktaten om anvendelsen af Chartret om Grundlæggende Rettigheder i deres respektive lande. I oktober 2009 blev EU-lederne enige om at ændre protokollen i forbindelse med tiltrædelsestraktaten med Den Tjekkiske Republik.Det Europæiske Råd (1 December 2009), Bruxelles. Det Europæiske Rådsmøde 29./30. oktober 2009: Præsidentskabets konklusioner, 15265/1/09 REV 1. Protokollen indeholder to væsentlige bestemmelser. Den første artikel 1 (1) udelukker både de nationale domstole i Polen og Storbritannien og EU-domstolen fra at finde, at "love og administrative bestemmelser, praksis eller foranstaltninger" i de lande, som protokollen gælder ikke er i overensstemmelse med Chartret. Den anden artikel 1 (2), siger, at afsnit IV i chartret, der indeholder økonomiske og sociale rettigheder for arbejdstagere, ikke kan håndhæves i Polen, Storbritannien og Tjekkiet.
Disse 3 lande havde forskellige grunde for at tilslutte sig protokollen. Storbritannien var oprindeligt imod et juridisk bindende Charter af bekymring for, at det ville resultere i en strøm af britiske statsborgere hos EF-Domstolen, der ville forsøge at håndhæve deres Charter-rettigheder mod Storbritannien,Ian Black (28 May 2003). "New sticking points for Blair in draft text". The Guardian (London). http://www.guardian.co.uk/uk/2003/may/28/politics.eu og spørgsmålet om øgede omkostninger for erhvervslivet.Nicholas Watt (1 September 2000). "Vaz blames press for dislike of EU". The Guardian (London). Mens den britiske regering accepterede et juridisk bindende Charter om Grundlæggende Rettigheder under forhandlingerne om den fejlslagne europæiske forfatning, var situationen den omvendte under forhandlinger om Lissabon-traktaten, hvor den daværende britiske minister for Europa, søgte at sikre, at Chartret ikke ville udvide beføjelserne for EU-domstolen i forhold til britiske lov."EU Reform Treaty Abandons Constitutional Approach". Storbritanniens Udenrigsministerium. 22. august 2007.