Quainton Road railway station er en station i Buckinghamshire 71 km fra London. Den åbnede i 1868 i et ubebygget landområde ved Quainton. Stationen blev bygget af Aylesbury and Buckingham Railway efter pres fra hertugen af Buckingham, som gerne ville have jernbanen i nærheden af sit hjem i Wotton House og have en jernbanestation så tæt som muligt herfra. Da den betjente et forholdsvis ubeboet område, var Quainton Road en beskeden station, som blev beskrevet som "ekstremt primitiv".

Efter at stationen var blevet åbnet, byggede hertugen af Buckingham en kort hestetrukket sporvej, som skulle hjælpe til ved transporten af varer mellem hans godser i Wotton og stationen på Quainton Road. Snart efter blev den hestetrukne sporvej forlænget for at give mulighed for persontransport fra byen Brill, og sporvejen blev ombygget til drift med lokomotiver, og blev kendt som Brill Tramway. Alle varer til og fra Brill Tramway passerede gennem Quainton Road station, hvilket gjorde den til en forholdsvis travl station, på trods af dens afsides placering. Aktiviteten voksede yderligere da byggeriet af Ferdinand de Rothschilds gods Waddesdon Manor blev indledt. Det blev foreslået at forlænge Brill Tramway til Oxford, hvilket ville have gjort Quainton Road til en stor krydsningsstation, men planerne blev opgivet. I stedet blev Aylesbury and Buckingham Railway og Brill Tramway opslugt af Londons Metropolitan Railway (MR), som allerede drev linjen fra Aylesbury til London. MR ombyggede Quainton Road station og flyttede den til en mere hensigtsmæssig placering, hvilket gjorde det muligt at fortsætte direkte fra Brill Tramway til Aylesbury and Buckingham Railway. Da Great Central Railway (GCR) åbnede fra Nordengland blev Quainton Road en betydelig krydsbanegård hvor tog mødtes fra fire retninger og langt den mest benyttede af MR's stationer på landet.

I 1933 overgik Metropolitan Railway til offentligt eje og blev til Metropolitan Line i London Underground, og på trods af afstanden til London blev Quainton Road en del af London Transport systemet. Ledelsen af London Transport var imidlertid ikke interesseret i godstransport, og så ingen mulighed for at omdanne de landlige dele af MR systemet til levedygtige passagerruter. I 1935 blev Brill Tramway lukket og fra 1936 ophørte London Underground med at betjene stationen, således at GCR herefter var den eneste operatør, som fortsat benyttede stationen, selv om London Underground betjeningen blev genoptaget i en kort periode i 1940'erne. I 1958 blev passagertogene indstillet på det meste af GCR. Tog betjente fortsat Quainton Road i en kort periode herefter, men i 1963 ophørte passagerbetjeningen og i 1966 også godsbetjeningen og stationen blev lukket.

I 1969 blev Quainton Road Society dannet med det formål at bevare stationen. I 1971 opslugte Quainton Road Society London Railway Preservation Society og overtog deres samling af historisk jernbanemateriel. Stationen blev fuldt restaureret og åbnet som museum, Buckinghamshire Railway Centre. Udover de originale stationsbygninger har museet også købt den tidligere Oxford Rewley Road railway Station og en London Transport bygning fra Wembley Park, som begge er blevet genopført på stedet. Selv om der ikke stopper tog regelmæssigt ved stationen, er den stadig forbundet med jernbanenettet. Godstog kører stadig gennem stationen og persontog holder stadig ved stationen ved særlige arrangementer på Buckinghamshire Railway Centre.

Oprindelse Den 15. juni 1839 åbnede entreprenør og tidligere parlamentsmedlem for Buckingham Sir Harry Verney, 2. Baronet Aylesbury jernbanen. Den blev bygget under ledelse af Robert Stephenson, og forbandt London and Birmingham Railways Cheddington railway Station på West Coast Main Line med Aylesbury High Street railway Station i det østlige Aylesbury, den første jernbanestation i Aylesbury Vale. Den 1. oktober 1863 åbnede Wycombe Railway en sidelinje fra Princes Risborough railway Station til Aylesbury railway Station i den vestlige ende af Aylesbury,hvilket betød at Aylesbury blev endestation for to små sidelinjer, som var uden forbindelse.

I mellemtiden, nord for Aylesbury, blev Buckinghamshire Railway bygget af Sir Harry Verney. Den bestod af en strækning, som forløb nogenlunde fra sydvest til nordvest fra Oxford til Bletchley og en anden strækning som forløb mod sydøst fra Brackley via Buckingham og mødtes med Oxford–Bletchley linjen nogenlunde halvvejs. Den første etape åbnede den 14. maj 1850, og hele linjen blev åbnet den 20. maj 1851. Buckinghamshire Railway havde til hensigt at forlænge linjen sydpå og nå deres station i Aylesbury, men denne forlængelse blev ikke bygget.

Hertugen af Buckingham var i alvorlige økonomiske vanskeligheder i midten af det 1800-tallet. (abonnement eller britisk bibliotekslånekort ) Hans far havde brugt store summer på kunst, kvinder og forsøg på at påvirke valg, og i 1847 havde han øgenavnet "verdens største debitor". Over 16.000 ha af familiens 22.000 ha store ejendom og deres London bolig Buckingham House blev solgt for at dække gælden og familiesædet Stowe House blev konfiskeret af fogeden som sikkerhed og bohavet solgt. Den eneste ejendom familien havde tilbage var det forholdsvis lille Wotton House og de tilhørende jorder omkring Wotton Underwood i Buckinghamshire. Dybt forgældede forsøgte de at finde måder at maksimere udbyttet af deres resterende jord ved Wotton og finde forretningsmuligheder indenfor tung- og maskinindustri. Richard Plantagenet Campbell Temple-Nugent-Brydges-Chandos-Grenville (med titlen Marquess of Chandos efter at hans bedstefar Richard Temple-Nugent-Brydges-Chandos-Grenville, 1. hertug af Buckingham and Chandos var død i 1839) blev udpeget til formand for London and North Western Railway (LNWR) den 27. maj 1857. Efter hans fars død den 29. juli 1861 blev han den 3. hertug af Buckingham and Chandos, og trådte tilbage som formand for LNWR og vendte tilbage til Wotton House for at styre familiens resterende ejendomme.

Aylesbury and Buckingham Railway

Den 6. august 1860 oprettedes Aylesbury and Buckingham Railway (A&B), med den 3. hertug (som da stadig var Marquess of Chandos) som formand for bestyrelsen og Sir Harry Verney næstformand ved en parlamentsbeslutning med det formål at forbinde Buckinghamshire Railway (som nu blev drevet af LNWR) med Aylesbury. den 2. hertug brugte sin indflydelse til at sikre at den nye rute kom til at passere Quainton, som lå i nærheden af hans resterende godser ved Wotton, i stedet for ad den mere direkte linje gennem Pitchcott. Den nye linje var plaget af finansielle vanskeligheder og tog over otte år at bygge, men til sidst blev den åbnet den 23. september 1868. Den nye strækning var forbundet til Wycombe Railways station i Aylesbury og bandt de eksisterende Buckinghamshire Railway linjer sammen på det punkt hvor Oxford–Bletchley linjen og linjen til Buckingham allerede mødtes. En ny krydsningsstation blev bygget på det sted hvor linjerne mødtes. Da der ikke var en by i nærheden, som stationen kunne opkaldes efter, fik den navnet Verney Junction railway Station efter Sir Harry som ejede jorden hvorpå den blev bygget. Aylesbury havde nu jernbanelinjer mod øst, nord og sydvest, men ingen mod sydvest til London og kanalhavnene.

Quainton Road station blev bygget i en kurve på strækningen der hvor den var tættest på hertugens ejendomme i Wotton. Den lå 10 km nordvest for Aylesbury, sydvest for den lille landsby Quainton og lige nordvest for vejen mellem Quainton og Akeman Street. Jernbanen mod Aylesbury krydsede vejen over en jernbaneoverskæring lige sydøst for stationen. Aylesbury and Buckingham Railway havde brugt de fleste af deres sparsomme midler på byggeriet af selve jernbanen. Detaljer om udformningen af den oprindelige Quainton Road station er gået tabt, men det er sandsynligt, at havde en enkelt platform af jord overdækket med tømmer og minimale bygninger. I 1890 blev den beskrevet som ekstremt primitiv. (kræver abonnement)

Wotton Tramway

right|thumb|260px|Et indviklet net af sidespor overskæringer og en drejeskive var den eneste forbindelse mellem Wotton Tramway og Aylesbury and Buckingham Railway ved Quainton Road station.|alt=

Da jernbanen nu passerede tæt på godset Wotton House ved Quainton Road besluttede den 3. hertug at bygge en lille landbrugsbane der skulle forbinde godset med den nye jernbane. Banen var udelukkende tænkt til transport af byggematerialer og landbrugsprodukter, og det var ikke meningen at den skulle transportere passagerer. Banen skulle forløbe nogenlunde i sydvestlig retning fra Quainton Road til en ny station nær Wotton Underwood. Lige vest for stationen i Wotton blev banen delt. Et spor skulle fortsætte vestpå til Wood Siding nær Brill. En andet kort spor, kaldet Church Siding skulle fortsætte mod nordvest ind i selve landsbyen Wotton Underwood og ende nær sognekirken. Et sidespor på 2,8 km skulle fortsætte nordpå til et kulbrud ved Kingswood.

Byggeriet startede den 8. september 1870. Banen blev bygget så billigt som muligt, med de billigste materialer til rådighed og så vidt muligt med kurver rundt om bakker for at undgå dyre jordarbejder. Stationerne var 15 cm høje jordbunker holdt på plads med træplanker. Da hertugen havde til hensigt at bruge heste til at trække vognene blev der anvendt sveller som var placeret i samme retning som sporene for at mindske risikoen for at hestene snublede.

Den 1. april blev strækningen mellem Quainton Road og Wotton formelt åbnet af hertugen af Buckingham ved en kort ceremoni. Da den åbnede havde linjen ikke fået noget navn, om end den internt blev omtalt som "The Quainton Tramway" . Forlængelsen fra Wotton til Wood Siding var færdig den 17. juni 1871. Af kilderne fremgår det ikke hvornår den nordlige bane til Kingswood blev åbnet, men den var ikke helt åben i februar 1873. London and North Western Railway begyndte straks at sendte tog fra Quainton Road med tre vogne om ugen med mælk fra Wotton godset, som blev kørt til deres endestation i London ved Broad Street. Kun ansatte på godset og personer som ledsagede kreaturer fik lov at køre med.

Sporvejen havde ikke forbindelse til Aylesbury and Buckingham railway, men havde sin egen station ved Quainton Road i en ret vinkel på A&B's linje. En drejeskive på 4 meter i diameter for enden af sporvejen udgjorde forbindelse til et spor fra A&B's linje. Dette spor løb bag vareskuret og løb ud i A&B linjen nordvest for vejen. Sporvejen havde ingen egne bygninger ved Quainton Road, men brugte A&B's faciliteter når det var nødvendigt. Da sporvejen forløb på østsiden af vejen overfor station havde dette spor sin egen overskæring for at nå hovedlinjen. I 1871 blev der givet tilladelse til at bygge en direkte forbindelse mellem de to linjer, men den blev ikke bygget.

Udvidelse af Wotton Tramway right|260px|thumb|Jernbaner i og omkring Aylesbury Vale, 1872. Den vigtige by Aylesbury blev betjent af jernbaner i alle retninger undtagen mod sydøst i retning af London og kanalhavnene. Quainton Road var den eneste forbindelse mellem Brill Tramway og resten af jernbanenettet.Ikke målfast. Kun betydningsfulde stationer og krydsninger er vist. Linjer fra Oxford udover de som løb gennem Aylesbury Vale er ikke vist.|alt=