En flodhest (Hippopotamus amphibius) er et stort, primært planteædende, patte- og hovdyr, som lever i Afrika syd for Sahara. Det er en af kun to eksisterende arter i familien Hippopotamidae. Den anden er dværgflodhesten (Choeropsis liberiensis; tidligere kaldet Hexaprotodon liberiensis). Navnet kommer fra det oldgræske ord ἱπποπόταμος, som også har betydningen flodhest.
Flodhesten er den tredjestørste art af landpattedyr (efter elefanten og næsehornet) og det tungeste eksisterende dyr i ordenen Artiodactyla. På trods af dens fysiske lighed med grisen og andre parrettåede hovdyr, er flodhestens nærmeste nulevende slægtninge hvaler, delfiner og marsvin, som de afveg fra for omkring 55 millioner år siden. Flodheste er genkendelige på deres tøndeformede kroppe, deres store spidse hjørnetænder, næsten hårløse kroppe, søjleformede ben og store størrelse. En fuldvoksen hanflodhest vejer i gennemsnit 1.500 kg mens hunnerne i gennemsnit vejer 1.300 kg. På trods af sin kraftige form og korte ben er den i stand til at løbe over 30 km/t over kortere afstande.
Flodheste lever i og omkring floder, søer og mangrovesumpe, hvor få hanner dominerer bestemte flodstrækninger med grupper på fem til tredive hunner og unge flodheste. I løbet af dagen holder flodhestene sig kølige ved at blive i vandet eller bade sig i mudder. Både reproduktion og fødsel hos flodheste foregår i vand. I skumringen kommer flodhesten op på land for at spise. De spiser hovedsageligt græs og spiser omkring 50 kg hver nat, men kan nå helt op på 68 kg. Mens flodheste hviler i grupper i vandet, græsser de alene, og flodheste er ikke territoriale på land. Flodhesten er blandt de farligste pattedyr i verden på grund af sin størrelse og meget aggressive og uforudsigelige natur. Det anslås at flodheste dræber 100-150 mennesker hvert år. Flodhesten er truet af tab af levesteder og krybskytteri for dens kød og elfenbenstænder.
Etymologi Flodhestens latinske navn hippopotamus er afledt af det oldgræske ord ἱπποπόταμος, (translittereret: hippopótamos), hvor ἵππος eller híppos betyder "hest", og ποταμός eller potamós betyder flod. Direkte oversat har det betydningen "hesten af floden".
Taksonomi og udvikling Klassifikation thumb|right|En flodhest, som stikker hovedet op af vandet. Flodhesten er en art i familien Hippopotamidae i slægten Hippopotamus. Dværgflodhesten (Choeropsis liberiensis) tilhører en anden slægt i Hippopotamidae, ligesom Hexaprotodon, der er en slægt af uddøde flodheste, hvis sidste medlem Hexaprotodon madagascariensis uddøde på Madagascar i historisk tid (efter år 1500). Andre uddøde slægter indgår også i familien.
Hippopotamidae er et medlem af ordenen parrettåede hovdyr (Artiodactyla]. Andre artiodactyler inkluderer familierne kameler, kvæg, hjorte, svin, og hvaler.[Boisserie, J.R., Fisher, R.E., Lihoreau, F., Weston, E.M. (2011) Evolving between land and water: key questions on the emergence and history of the Hippopotamidae (Hippopotamoidea, Cetancodonta, Cetartiodactyla). Biological Reviews Cambridge Philosophical Society 86: 601-25. doi: 10.1111/j.1469-185X.2010.00162.x. . Flodheste er nærmest beslægtet med sidstnævnte gruppe (se også afsnittet nedenfor), og er blevet klassificeret sammen med dem i underordenen Cetancodonta.
Fem underarter af flodheste er blevet beskrevet baseret på geografiske forskelle og morfologiske forskelle i deres kranier: Den store nordlige flodhest eller Nilflodhesten, H. a. amphibius – hvis udbredelse strakte sig fra Egypten (hvor de nu er uddøde), og sydpå langs Nilen, til Tanzania og Mozambique. Den østafrikanske flodhest, H. a. kiboko – som lever i Kenya ved Afrikas Store Søer og i Somalia på Afrikas Horn. Deres næser og omkringværende organer er lidt bredere og deres kranier er mere udhulede mellem øjnene, end hos de andre underarter. Den sydafrikanske flodhest, H. a. capensis – som lever fra Zambia til Sydafrika. Denne har det fladeste kranie af alle underarterne. Den vestafrikanske flodhest, H. a. tschadensis – som lever fra Tchad og længere vestpå. Denne har et lidt kortere og bredere ansigt, med mere fremtrædende knogler omkring øjnene. Den angolanske flodhest, H. a. constrictus – som lever i Angola og de sydlige dele af Den Demokratiske Republik Congo og Namibia. Denne har mere snævre øjenhuler end de andre underarter.
De beskrevne morfologiske forskelle er små nok til, at de kunne være et resultat af simpel variation i arten, og afspejle tilfældigheder i de indsamlede prøver. Genetiske analyser har testet eksistensen af tre af disse formodede underarter. En undersøgelse, der undersøgte mitokondrielt DNA fra hudbiopsier taget fra 13 prøveudtagningssteder, betragtede genetisk diversitet og struktur blandt flodhestepopulationer på tværs af Afrika. Ophavsmændene til undersøgelsen fandt små, men betydelige genetiske forskelle mellem H. a. amphibius, H. a. capensis og H. a. kiboko. Hverken H. a. tschadensis eller H. a. constrictus blev testet.
Evolution thumb|Evolutionære forhold mellem flodheste og Cetacea (hvaler, delfiner og marsvin). Indtil 1909 grupperede naturforskere flodheste med grise, baseret på deres kindtandsmønstre. Siden da har flere undersøgelser, først fra blodproteiner, derefter fra molekylær systematik, DNA og fossiler, bevist at deres nærmeste nulevende slægtninge er fra Cetacea-ordenen (hvaler, delfiner og marsvin).Flodhestes og hvalers fælles forfader afveg sig fra underordenen Ruminantia og resten af de parrettåede hovdyr, hvorefter slægten for hvaler og flodheste splittedes kort efter.
thumb|right|Anthracotherium magnum, en forfader til flodhesten, som levede i Oligocæn-perioden i Europa Den seneste teori om Hippopotamidaes oprindelse antyder, at flodheste og hvaler delte en fælles forfader, der ligesom flodheste både lever i vand og på land, og udskilte sig fra artiodactylerne for omkring 60 millioner år siden. Denne formodede forfædregruppe delte sig sandsynligvis i to grene for omkring 54 millioner år siden.
En gren ville udvikle sig til hvaler, muligvis begyndende for omkring 52 millioner år siden, med den stadig landlige Pakicetus og andre tidlige hvalforfædre samlet kendt som Archaeoceti, som til sidst gennemgik tilpasning for at blive de helt akvatiske hvaler som vi kender i dag. Den anden gren blev anthracotherne, en stor familie af firbenede dyr, som levede i slutningen af Eocæn-perioden, og lignede magre flodheste med forholdsvis små og smalle hoveder. Alle grene af anthracotherne, undtagen den der udviklede sig til flodheste, uddøde under Pliocæn-perioden uden at efterlade nogle efterkommere.
En grov evolutionær linje kan spores fra eocæne og oligocæne arter. Fra slægterne Anthracotherium og Elomeryx til de miocæne arter Merycopotamus og Libycosaurus og de tidligste anthracothere i Pliocæn. Disse grupper levede i Eurasien, og opdagelsen af slægten Epirigenys i Østafrika, som sandsynligvis var i tæt familie med Hippopotamidae, antyder at flodhestes forfædre kom ind i Afrika for omkring 35 millioner år siden og var de tidligste store pattedyr til at kolonisere kontinentet.
De ældste kendte individer i Hippopotamidae-familien er fra slægten Kenyapotamus som levede i Afrika fra 16 til 8 millioner år siden. Mens flodhestearter spredte sig over Asien og Europa, er ingen flodheste nogensinde blevet opdaget i Amerika, selvom forskellige anthracother-slægter udvandrede til Nordamerika under den tidlige oligocæn. Fra 7,5 til 1,8 millioner år siden levede en forfader til den moderne flodhest, Archaeopotamus, i Afrika og Mellemøsten.
Mens fossiloptegnelsen for flodheste stadig er dårligt forstået, kan flodhesten og dværgflodhesten, have afveget fra resten af deres forfædre for så langt tilbage som 8 millioner år siden.
Uddøde arter thumb|right|Skelet fra den madagaskiske flodhest, Hexaprotodon madagascariensis, ved siden af et kranie fra den moderne flodhest. Tre arter af Madagaskiske flodheste uddøde under Holocæn-perioden på Madagaskar, en af dem inden for de seneste 1.000 år. De madagaskiske flodheste var mindre end de moderne flodheste, sandsynligvis grundet en proces kendt som ø-dværgvækst. Fossile beviser indikerer, at mange madagaskiske flodheste blev jaget af mennesker. Dette har sandsynligvis været en betydelig faktor i forhold til deres endelige udryddelse. Dog kan nogle isolerede medlemmer af madagaskiske flodheste have overlevet i fjerntliggende områder. I 1976 beskrev landsbyboere på Madagaskar et dyr kaldet kilopilopitsofy, som kan have været en madagaskisk flodhest.
Tre arter af flodheste, den europæiske flodhest (Hippopotamus antiquus), Hippopotamus major og Hippopotamus gorgops, spredte sig over hele Kontinentaleuropa og De Britiske Øer. Alle tre arter uddøde før den seneste istid. Forfædre til europæiske flodheste fandt vej til mange øer i Middelhavet under Pleistocæn-perioden. Under Pleistocæn udviklede der sig også en række dværgarter på flere Middelhavsøer, herunder Kreta (Hippopotamus creutzburgi), Cypern (Hippopotamus minor), Malta (Hippopotamus melitensis) og Sicilien (Hippopotamus pentlandi). Af disse overlevede Hippopotamus minor indtil slutningen af Pleistocæn eller tidlig Holocæn. Beviser fra det arkæologiske sted, Aetokremnos, fortsætter med at skabe debat om, hvorvidt arten blev udryddet af mennesker. På tværs af Eurasien uddøde flodhesten for mellem 16.000 og 50.000 år siden.
Fysiske kendetegn thumb|left|Kranie fra en flodhest, som viser de store skarpe for- og hjørnetænder, der bruges til kamp. Flodheste er blandt de største levende landpattedyr og er kun mindre end elefanter og nogle arter af næsehorn. Blandt de nulevende afrikanske megafauna, er flodhesten, efter kropsmasse, i gennemsnit mindre end de to afrikanske elefantarter og det hvide næsehorn, men større end både det sorte næsehorn og giraffen. Fuldvoksne flodheste er 2,90 til 5,05 m lange, inklusiv halen, som er omkring 35 til 56 cm i længden. Flodheste har en skulderhøjde på 1,30 til 1,65 m. Gennemsnitsvægten for en voksen flodhest er omkring 1.500 kg og 1.300 kg for henholdsvis hanner og hunner, meget store hanner kan nå op på 2.000 kg. Dog er usædvanligt store hanner med en vægt på 2.660 kg, 3.200 kg og 4.500 kg (i fangenskab) blevet rapporteret. Hannerne ser ud til at fortsætte med at vokse gennem hele deres liv, mens hunnerne når deres maksimale vægt når de er omkring 25 år gamle.