Jean Cugnot (født 3. august 1899 i Paris, død 25. juni 1933 smst.) var en fransk cykelrytter, som deltog i OL 1924 på hjemmebane i Paris.

Cykelkarriere Cugnot kørte banecykling, og han vandt i 1923 Grand Prix Paris i sprint og opnåede andenpladsen i samme stævne året efter. Han blev derpå udtaget til OL samme år i Paris, hvor han stillede op i sprint og i tandemløb. I sprint var han blandt favoritterne og vandt da også sit indledende heat, sin kvart- og semifinale. Finalen omfattede tre ryttere; udover Cugnot var det hans landsmand Lucien Michard og hollandske Jaap Meijer. Cugnot lagde sig i spidsen i finalen med Michard lige bag sig, og i den afsluttende spurt overhalede både Michard og Meijer Cugnot, så Michard fik guld, Meijer sølv og Cugnot bronze. I tandem kørte han sammen med Lucien Choury, og der deltog blot fem par i disciplinen. De to franskmænd kvalificerede sig uden kamp til finalen, hvor også danskerne Willy Falck Hansen og Edmund Hansen samt hollænderne Gerard, Jonkheer Bosch van Drakestein og Maurice Peeters kvalificerede sig. Den franske duo lagde sig i spidsen fra løbets start og modstod alle anstrengelser fra deres modstandere på at overhale, så Cugnot og Choury vandt guld i sikker stil. Hollænderne var kortvarigt foran danskerne i sidste sving, men Peeters kunne ikke holde kursen, så danskerne fik sølvet og hollænderne bronzemedaljen.

I 1933 deltog Cugnot i et løb, hvor hans fordæk eksploderede, hvorved han styrtede og pådrog sig så alvorlige hovedskader, at hans liv ikke stod til at redde.

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Mandlige cykelryttere fra Frankrig Kategori:Personer fra Paris Kategori:Deltagere for Frankrig ved sommer-OL 1924 Kategori:Olympiske mestre fra Frankrig Kategori:Olympiske bronzemedaljevindere fra Frankrig