Richard, 3. hertug af York (21. september 1411 – 30. december 1460) eller Richard Plantagenet var en ledende engelsk stormand, oldebarn af kong Edvard 3. gennem sin far, og tiptipoldebarn af samme konge gennem sin mor. Han arvede store godser og gjorde tjeneste i forskellige embeder i Irland, Frankrig og England, et land han i sidste ende regerede som Lord Protector under kong Henrik 6.'s sindssyge.
Hans konflikter med Henriks hustru, Margrete af Anjou, og andre medlemmer af Henriks hof samt hans omstridte krav på tronen var en afgørende faktor i den politiske krise i midten af det 15. århundredes England og en vigtig årsag til Rosekrigene. Richard forsøgte at tage Englands trone, men blev talt fra det, dog blev det aftalt, at han ville blive konge ved Henriks død. Men få uger efter at have opnået denne aftale, døde han i kamp. To af hans sønner, Edvard 4. og Richard 3., besteg senere tronen.
Herkomst thumb|Richard Plantagenet, 3. hertug af Yorks våbenskjold: 4 felter med 4 felter. 1. og 4.: Den engelske konges våbenskjold, adskilt med en sølvhvid bjælke med 3 takker med hver 3 røde prikker (brisure af hans oldefar, kong Edvard 3.'s våbenskjold (far til Edmund af Langley, 1. hertug af YorkMarks of Cadency in the British Royal FamilyPinches, John Harvey; Pinches, Rosemary (1974), The Royal Heraldry of England, Heraldry Today, Slough, Buckinghamshire: Hollen Street Press, )), 2.: Katilien og Leons våbenskjold, 3.: Mortimer-, de Burgh- og Holland-familiernes våbenskjolde Richard af York blev født den 22. september 1411, søn af Richard, jarl af Cambridge (1385-1415) og hustru Anne Mortimer (1388-1411). Begge hans forældre nedstammede fra kong Edvard 3. af England (1312-1377): Hans far var søn af Edmund, 1. hertug af York (grundlægger af Huset York), fjerde overlevende søn af Edvard 3., mens hans mor Anne Mortimer var et oldebarn af Lionel af Antwerpen, 1. hertug af Clarence, Edvards anden søn. Efter Annes barnløse bror Edmund, jarl af Marchs død i 1425, gav denne herkomst hendes søn Richard af Huset York krav på den engelske trone, der på papiret var bedre end det regerende Huset Lancasters, idet det nedstammede fra Johan af Gent, den tredje søn af Edvard 3.
Richard havde en én søster, Isabella. Richards mor, Anne Mortimer, døde under eller kort efter hans fødsel, og hans far jarlen af Cambridge blev halshugget i 1415 for sin rolle i Southampton sammensværgelsen mod Lancaster-kongen Henrik 5. Få måneder efter sin fars død blev Richards barnløse onkel, Edvard, 2. hertug af York, dræbt i Slaget ved Agincourt i 1415, og derfor arvede Richard Edvards titel og landbesiddelser og blev den 3. hertug af York. Den mindre titel, men større godser fra Mortimer-familien, sammen med dens krav på tronen, fik han også ved sin morbror Edmund, 5. jarl af Marchs død i 1425.
Richard af York havde allerede et stærkt krav på den engelske trone, idet han var Edvard 3. nærmeste blodsslægtning, samtidig med han også var relateret til den samme konge i en direkte mandlig tronfølge. Da han arvede de store Mortimer-godser, blev han også den rigeste og mest magtfulde adelsmand i England, kun efter kongen selv. Et regnskab viser, at Yorks nettoindkomst fra walisiske og besiddelser op til den walisiske grænse alene var 3.430 £ (ca. 350.000 £ i dag) i året 1443–44.
Barndom og opvækst Efter jarlen af Cambridges henrettelse blev Richard en kronens myndling. Idet han var forældreløs, blev hans ejendom forvaltet af kongens embedsflok. På trods af hans fars sammensværgelse mod kongen og hans farlige herkomst (der tidligere var som samlingspunkt for fjender af Huset Lancaster) fik Richard lov til at arve sine familiebesiddelser uden nogen juridiske begrænsninger. Hans betydelige landbesiddelser som hertug af York betød, at hans formynderskab var en værdifuld gave for kronen, og i december 1423 blev den solgt til Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland.
Der er nedskrevet lidt om Richards tidlige liv. Som en kongelig myndling blev han i 1416 underlagt medlemmet af Lancaster-følget sir Robert Watertons formynderskab, og under hans vejledning holdt han til 1423 lav offentlig profil. Derefter blev York som myndling under jarlen af Westmorland opdraget hos familien Neville til han blev myndig. Jarlen var far til en stor familie og havde mange døtre, der havde brug for ægtemænd. Da det var hans ret, forlovede han den 13-årige Richard med sin niårige datter Cecily Neville i 1424. Ægteskabet fra oktober 1429, betød, at Richard nu var beslægtet med en stor del af Englands mægtigste aristokrati, hvoraf mange medlemmer selv havde giftet sig ind i Neville-familien. I oktober 1425, da Ralph Neville døde, testamenterede han Yorks formynderskab til sin enke, Joan Beaufort. Nu var formynderskabet endnu mere værdifuldt, da Richard havde arvet de store Mortimer-godser ved jarlen af Marchs død.
I de næste par år blev York trukket tættere ind i kredsen omkring den unge konge. Den 19. maj 1426 blev han slået til ridder i Leicester af Johan, hertug af Bedford, yngre bror til kong Henrik 5. Han var til stede ved kroningen af kong Henrik 6. den 6. november 1429 i Westminster Abbey, og den 20. januar 1430 optrådte han som Rigskonstabel af England under en duel i nærværelse af kongen i Smithfield. Han fulgte derefter med Henrik til Frankrig, idet han var med ved hans kroning som konge af Frankrig i Notre-Dame i 1431. Endelig den 12. maj 1432 blev han myndig og fik fuld kontrol over sine godser. Den 22. april 1433 blev York slået til ridder Hosebåndsordenen.
Krig i Frankrig Da York var blevet myndig, blev han en del af englændernes bestræbelse på at forsvare deres erobringer i Frankrig under Hundredårskrigen. I foråret 1434 deltog York på et storrådsmøde i Westminster, der forsøgte at forlige kongens onkler, hertugerne af Bedford og Gloucester (lederne af regentstyret) om uenigheder om krigsførelsen i Frankrig. Henrik 5.'s erobringer i Frankrig kunne ikke opretholdes for evigt, da England enten havde brug for at erobre mere territorium for at sikre permanent fransk underordning eller at afgive territorium for at opnå en forhandlingsløsning. Mens Henrik 6. var mindreårig, udnyttede hans råd den fransk svaghed og alliancen med Burgund til at øge Englands besiddelser, men efter Arrastraktaten i 1435 ophørte Burgund med at anerkende den engelske konges krav på den franske trone.
I maj 1436, få måneder efter Bedfords død, blev York udnævnt til at efterfølge ham som hærfører for de engelske styrker i Frankrig. Yorks var én i en række af stedfortrædere efter Bedfords død, der søgte at bevare franske besiddelser til den unge konge Henrik 6. kunne begynde at regere personligt. Hans reelle afgang blev forsinket af uenigheder om vilkårene i hans kontrakt. I stedet for at modtage de samme beføjelser, som Bedford havde haft som "regent", blev York tvunget til at nøjes med en mindre rolle som "generalløjtnant og guvernør", hvorved han ikke fik lov til at udpege vigtige finansielle og militære embedsmænd.
York landede i Frankrig den 7. juni 1436 og gik i land i Honfleur. Det var hertugens første militære lederskab. Paris' fald (hans oprindelige destination) førte til, at hans hær blev omdirigeret til Rouen. I samarbejde med Bedfords kaptajner fik York en vis succes og genvandt mange tabte områder i Normandiet samtidigt med, at der blev etableret orden og justits i hertugdømmet. Felttoget blev hovedsageligt gennemført af Lord Talbot, en af de førende engelske kaptajner, men York spillede også en rolle i at standse og slå de franske tilbage, ved at genindtage Fécamp og en række byer i Pays de Caux.
Han var imidlertid utilfreds med de betingelser, som han blev udnævnt på, da han måtte finde mange af midlerne til at betale sine tropper og andre udgifter fra sine egne godser. York var ivrig efter at forlade Frankrig, så snart hans oprindelige tolv måneder lange udnævnelse udløb, men han blev beordret til at forblive til hans efterfølger, Richard Beauchamp, 13. jarl af Warwick, ankom, og han vendte først tilbage til England i november 1437. På trods af Yorks stilling som en af rigets førende adelsmænd blev han ikke en del af Henrik 6.'s råd, da han vendte tilbage.
I Frankrig igen Henrik 6. henvendte sig til York igen i 1440 efter mislykkede fredsforhandlinger. Han blev genudnævnt til kongens stedfortræder i Frankrig den 2. juli, med de samme beføjelser, som Bedford havde haft. Som i 1437 kunne York regne med Bedfords støtters loyalitet, herunder sir John Fastolf, sir William Oldhall og sir William ap Thomas. Han blev lovet en årlig indkomst på 20.000 £ for at støtte ham. Hertuginde Cecily fulgte med ham til Normandiet, og hans børn Edvard, Edmund og Elizabeth blev alle født i Rouen.
York nåede til Frankrig i 1441 og rykkede hurtigt op ad Seinen mod Pontoise, som blev belejret af franskmændene. Selvom det ikke lykkedes York at bringe franskmændene til kamp, ledte han og Lord Talbot, det der ville være højdepunktet i Yorks militære karriere, et strålende felttog, der involverede adskillige flodovergange omkring Seinen og Oise og tvang franskmændene næsten helt tilbage til Paris' mure. I sidste ende var al Yorks indsats forgæves, for franskmændene indtog Pontoise ved et angreb i september 1441. Det var Yorks eneste militære handling under hans anden embede som kongens stedfortræder.
I 1442 fortsatte York med at holde fronterne i Normandiet. Han underskrev en traktat med Isabella, hertuginde af Burgund, i Dijon den 23. april 1443, som skabte en midlertidig våbenhvile mellem England og Burgund. Finansieringen af krigsindsatsen blev et stigende problem. Skønt han fik betalt sin livrente på 20.000 £ i 1441–2, modtog York ikke mere fra England før end i februar 1444.
Imidlertid satte Henrik 6. i 1443 den nyligt ophøjede hertug af Somerset, John Beaufort, i spidsen for en hær på 8.000 mand, der var beregnet til at komme Gascogne til undsætning. Dette fratog York meget tiltrængte mænd og ressourcer, hvor han kæmpede for at holde Normandiets grænser. Ikke kun det, men også vilkårene for Somersets udnævnelse kunne have fået York til at føle, at hans egen rolle som regent over hele Lancaster-Frankrig var blevet reduceret til guvernør af Normandiet. Det engelske etablissement i Normandiet udtrykte stærk modstand mod foranstaltningen, men delegationen, som York sendte af sted for at protestere mod beslutningen, var uden succes. Somersets felttog blev også en fornærmelse. Hans opførsel bragte England i strid med hertugerne i Bretagne og Alençon og afbrød Yorks forsøg (gennemført i løbet af 1442–43) på at involvere englænderne i en alliance med franske adelsmænd. Somersets hær opnåede intet og vendte til sidst tilbage til Normandiet, hvor Somerset døde i 1444. Det kan have været grunden til det had, som York nærede til Beaufort-familien, en vrede, der senere endte i borgerkrig.
Den engelske politik vendte nu tilbage til en forhandlingsfred (eller i det mindste en våbenhvile) med Frankrig, så resten af Yorks tid i Frankrig blev brugt på rutinemæssig administration og indenlandske anliggender. York mødte Margrete af Anjou, Henrik 6. tilsigtede brud den 18. marts 1445 i Pontoise.
Rolle i politik inden 1450 York ser ud til at have holdt en lav profil i for engelsk politik før hans endelige tilbagevenden til England i 1445. Kong Henrik 6. ser ud til at have været tilbageholdende med at ansætte York, som ikke blev inviteret til det første kongelige råd efter regentskabets ende i november 1437.