thumb|Spitfire LF XVII - Historisk flyvning thumb|right|Rolls-Royce Trent 900 på prototypen af Airbus A380. Flyet har fire motorer. Rolls-Royce Group plc () er en britisk multinational industrivirksomhed med hovedsæde i City of Westminster, London. Det er verdens næststørste producent af flymotorer (efter General Electric), desuden har virksomheden væsentlige forretningsområder inden for bådmotorer og energisektoren. Gennem sine forsvarsrelaterede aktiviteter er det verdens 18. største forsvarsleverandør målt på omsætning i 2010. I 2011 modtog koncernen ordrer for i alt 62,2 mia. britiske pund.
Rolls-Royce er børsnoteret på London Stock Exchange og en del af FTSE 100 Index. I december 2011 havde selskabet en markedsværdi på 13,58 mia. britiske pund og var dermed det 28. dyreste på London Stock Exchange.
Historie thumb|Rolls-Royce Silver Cloud Rolls-Royce biler
I 1904 fremstillede Henry Royce sin første bil og Charles Rolls solgte den. I 1906 slog de sig sammen i Roll-Royce og deres Silver Ghost blev årets bedste bil samme år.
De to fabrikanter opnåede hurtigt succes, og efter lanceringen af Silver Ghost modellen fra 1906 blev deres anseelse øget markant. Fremstilling af luksusbiler blev slået endeligt fast efter opkøbet af den skrantende konkurrent Bentley i 1931.
Dronning Margrethes fornemste køretøj er en Rolls-Royce Silver Wraith, årgang 1958, som fremdeles er den foretrukne model til officielle arrangementer. Bilen går populært under navnet Store Krone, opkaldt efter sin nummerplade forsynet med en enkelt stor krone.
I 1973 fraspaltes bil-divsionen fra moderselskabet og får navnet Rolls-Royce Motors.
Til Rolls-Royce 100 års jubilæum blev der lavet en konceptbil kaldet 100EX, året efter kom konceptet 101EX som blev vist først på Geneve Auto Show i 2006.
Rolls-Royce flymotorer 1. Verdenskrig Da 1. verdenskrig brød ud havde de krigsførende parter kun få fly, men hurtigt indså de at kampfly var brugbare. Frankrig havde flest biler pr. tusind indbyggere og de franske bilfabrikker forsynede både den franske og den britiske flyindustri med Hispano-Suiza-, Gnôme- og Rhônemotorer. Det syntes briterne var flovt, så de henvendte sig til Rolls-Royce og bad dem lave flymotorer.
I 1915 havde Rolls-Royce tre motorer klar af forskellige størrelser, der for flymotorer havde den ret usædvanlige væskekøling.
Den kraftigste var Eagle (ørn), der var en V-12 med 225-360 hk. Den havde bombeflyet Handley Page O/100 to af og Royal Naval Air Service bombede de tyske Zeppelinerbaser. De ligeledes tomotorede Handley Page O/400 fra Royal Flying Corps bombede de tyske byer Køln, München, Stuttgart og Ruhrområdet. I slutningen af 1. verdenskrig modtog RAF de tomotorede Vickers Vimy- og firemotorede Handley Page V/1500-bombefly. V/1500 var i stand til at nå Berlin med 159 km/t og d. 8. november 1918 blev de beordret til det. Missionen blev aflyst pga. dårligt vejr og 11. november kom våbenhvilen.
Den mellemste motor hed Falcon (falk) og var en V-12 med 240 hk. Falcon blev bl.a. brugt af den tosædede Bristol F.2 Fighter. Den mindste var en "halv" motor, den 6-cylindrede Hawk (høg) med 75 hk. De ustive Sea Scout Zero luftskibe havde en Hawk-motor på deres søgen efter tyske ubåde. 60% af alle britiskfremstillede flymotorer under 1. verdenskrig kom fra Rolls-Royce og halvdelen af Ententemagternes hestekræfter i luften kom fra Rolls-Royce.
I 1919 blev Condor (kondor) på 675 hk færdig. Condor blev der brugt tre af på Blackburn RB-1 Iris flyvebåden. Da man mente at krig var utænkeligt efter slagterierne på Vestfronten og de brølende tyvere stod for døren og markedet var mættet med ex-militære fly, besluttede Rolls-Royce at gå ud af flymotorbranchen.
I 1923 overtalte RAF's chef luftmarskal Trenchard Rolls-Royce til at genoptage flymotorudviklingen.
Kestrel (tårnfalk) var en V-12 på 550-745 hk og kom frem i 1925. Rolls-Royce udnyttede amerikanske kemikeres oktanforbedringer til det yderste. Dette krævede at man kunne styre benzinens gas/væskeforhold ude i cylindrene. Et 135 °C. kølesystem med 70% vand og 30% etylenglykol sørgede for køling, især af de 24 ventiler.
Biplaner som Hawker Hart (enmotors bombefly), jagerflyene Hawker Fury og Hawker Nimrod2. Luftflotille, Marinens Flyvevæsen havde 12 Hawker Nimrod 1934-40 med Rolls-Royce Kestrel III-motorer. samt det tomotorede bombefly Handley Page Heyford brugte Kestrelmotorer. Helmetalsmonoplaner som Miles Master-skoleflyet og Hitlers Messerschmitt Bf 109-prototype blev ligeledes drevet af Kestrelmotorer.
Flyfabrikken Bristol sørgede for at forsyne de engelske flyfabrikker med Bristol stjernemotorer, så Rolls-Royce solgte ikke så meget, som de kunne fremstille. Ved at deltage i kapracerflyvningen om Schneidertrofæet med engangsmotoren R på 1.785 hk, vandt Supermarine S6B trofæet, og Rolls-Royce PR.
2. verdenskrig Den mest berømte Rolls-Royce flymotor hedder Merlin fra 1933. Merlin er ikke opkaldt efter sagnkongen Arthurs troldmand, men efter det engelske navn for dværgfalk. Merlin har 12 cylindre anbragt i et 'V' med 60° vinkel, trækkende på den samme krumtapaksel. Krumtapakslen driver på de fleste modeller en totrinskompressor (ikke at forveksle med en turbolader) der fodrer de 24-27 liters slagvolumen med 6:1 kompression, også i højden.
Kraften på 720 til 2.050 hk blev overført via et reduktionsgear til, for det meste, en constant-speed propel.
Over 168.000 Merlinmotorer blev fremstillet; i 52 fabriksversioner. Da de britiske fabrikker blev bombet og de britiske fabriksarbejdere kæmpede i Afrika og Asien, fremstillede de amerikanske Packard-bilfabrikker en hel del Merlinmotorer på licens.
At have en Merlinmotor betyder ikke nødvendigvis at man er på vinderholdet. Boulton Paul Defiant var en tosædet jager med en motor. Under 1. verdenskrig var det smart at have en observatør til at rydde ens klokken 6-position. En 2. verdenskrigs-observatør havde en tung maskingeværkuppel, der gjorde Defiant’en til et let bytte for Luftwaffe.
Det lette og strømlinede bombefly Fairey Battle var konstrueret uden tunge og u-aerodynamiske maskingeværkupler og vejede kun 5 tons. Imidlertid havde man været fedtet og kun givet den een Merlinmotor, så de led svære tab på vestfronten i 1940.
Supermarine Spitfire4. og 5. eskadrille, Hærens Flyvertropper, og 2. Luftflotille, Marinens Flyvevæsen, havde 38 Mk IX Spitfire jagerfly og 3 Mk XI Spitfire fotorekognosceringsfly 1946-1950 med Rolls-Royce Merlin 70 på 1.650 hk. Flyvevåbnets eskadriller 722 og 725 overtog dem fra 1950-55. vil for altid være knyttet til Merlinmotoren og selvom Hawker Hurricane brugte samme Merlin II og –III version under Slaget om England, huskes Spitfiren som det fly som "så mange havde så få at takke for så meget".
Spitfiren og Hurricanen var et resultat af en konkurrence RAF havde udskrevet om fremtidens jager i 1934. Spitfiren brugte monocoque-struktur (selvbærende karrosseri), et lille cockpit (mange piloter sagde at de tog flyet på!) og understellet lige under kroppen. Hurricanen var traditionelt opbygget af et metalskelet med tunge, ikkebærende kropsplader, et stort cockpit og understellet langt ude på vingerne (med dertil hørende forstærkning). Spitfiren vejede to tons og Hurricanen tre tons, så bl.a. derfor var Spitfiren bedst. Hurricane-piloterne var dog mere erfarne, da de havde deltaget i Slaget om Frankrig.
I 1940, da situationen var mest desperat for RAF (og hele den ikke-nazistiske verden) konstruerede man på ni uger en nødjager; Miles M-20. Miles M-20 var bygget i træ, med fast understel og havde samme Merlinmotor som Spitfiren, otte maskingeværer (som Spitfiren) men større ammunitionslast og længere flyvetid end den. Tophastigheden lå mellem Spitfiren og Hurricanen. Da det var piloter Fighter Command manglede mest, droppede man projektet.
Storbritannien var i defensiven og beordrede Bomber Command til at angribe Tyskland med tunge bombefly. Stort set alle Avro Lancaster og en del Handley Page Halifax brugte fire Merlinmotorer, resten brugte Bristol Hercules luftkølede stjernemotorer. Statistisk set, blev en Lancaster skudt ned på sit syvende togt, mens en Halifax blev skudt ned på sit fjerde. De første firemotorede Short Stirling blev skudt ned på deres tredje togt, men det var før Luftwaffe fik intensiveret sine Nachtjagdgeschwadern. Forskellen burde ikke skyldes Merlinmotoren, da væskekølede motorer er mere sårbare end luftkølede. To versioner af det hårdføre, mellemtunge bombefly Vickers Wellington var udstyret med to Merlinmotorer og blev også brugt af Coastal Command i ubådskrigen.
I 1940 fløj de Havilland Mosquito første gang. Det var et tomotors bombefly, bygget i krydsfiner og uden maskingeværkupler. De to Merlinmotorer fik det lette fly op på 669 km/t i marchhastighed, hurtigere end de fleste jagerfly. Mosquito’erne kunne nå Berlin og blev brugt som stifindere og natjagere.
USA producerede Curtiss P-40 Kittyhawk-jagerfly, som de forærede til RAF. De var udstyrede med en Merlinmotor og blev primært brugt mod italienerne og japanerne i første halvdel af krigen. En anden Merlinudrustet amerikansk jager var North American P-51 Mustang. RAF’s version havde ingen kompressor og var ikke den store succes. USAAF’s Mustanger havde kompressorer og eskorterede de amerikanske bombefly helt til Berlin.
Til søs byggede British Power Boats MTB (MotorTorpedoBoats) med tre Merlinmotorer til Royal Navy og Air Sea Rescue Launch (bevæbnede redningsfartøjer) med to Merlinmotorer til RAF.
Den simple og tungere udgave kaldet Meteor på 650 hk, blev indbygget i de britiske Rover Car Company Cromwell, Leyland Comet og Royal Ordnance Centurion-kampvogne (sidstnævnte kom dog først i kamp i Koreakrigen.
Rolls-Royce udviklede en stor X24 (24 cylindre i x-form) Vulture(grib) på 1.700 hk til et tungt bombefly; Avro Manchester. Den skulle benytte to Vulturemotorer, men kølingen var utilstrækkelig og motoren blev opgivet. Avro Manchester fik fire Merlinmotorer i stedet for og blev kaldt Lancaster.
Som en sikkerhed mod at Merlinmotoren var for avanceret, udviklede Rolls-Royce Peregrine (vandrefalk), en 700 hk V-12’er. Blev kun brugt af de tomotorede jagerbombere Westland Whirlwind.
Griffon (grif: bevinget løve med ørnehoved) var en videreudvikling af Merlinmotoren. Motorens dimensioner er lig ’R’-motoren, men havde op til 2.450 hk. Da Griffon kom frem i 1942 var jetalderen startet, men den kom da til at drive de sidste versioner af Spitfire. Fleet Air Arm havde også glæde af Griffonmotoren, da jetflyene endnu ikke kunne bruges fra hangarskibe. Fairey FireflyEskadrille 722, Flyvevåbnet, brugte seks kanariegule Firefly som slæbemålsfly 1951-59 med Rolls-Royce Griffon 12 på 1.990 hk. jagerflyet og Fairey Barracuda torpedobombeflyet havde en hver og det maritime patruljefly (landbaseret) Avro Shackleton havde fire Griffonmotorer.
Jetalderen. Brigadegeneral Whittle udviklede den britiske jetmotor under firmaet Power Jets Ltd. I 1942 overtog Rolls-Royce hans jetmotor og satte den i produktion som Welland (Rolls-Royce navngiver jetmotorer efter engelske floder). Welland udviklede 771 kg trykkraft, havde ti brændkamre, brugte en blanding af petroleum og lavoktan benzin og havde en dobbelt centrifugalkompressor, i modsætning til de tyske aksialkompressorer. Det første britiske jetfly; Gloster E.28/39 fløj med et Whittle jetaggregat i 1941 og jagerflyet Gloster Meteor havde to Welland-jetmotorer. Meteorerne blev operative i 1944 og skød adskillige tyske V-1 krydsermissiler ned.