thumb|right|450px|Topografisk kort over Finland 1920–1940
Finland i mellemkrigstiden er tiden fra Den finske borgerkrigs afslutning i 1918 til vinterkrigens udbrud i november 1939.
Baggrund
thumb|Det finske senat i 1917, der erklærede Finland selvstændigt den 4. december 1917. Pehr Evind Svinhufvud i midten. Selvstændigheden blev bekræftet af parlamentet den 6. december 1917, og denne dag regnes som Finlands selvstændighedsdag.
Frændefolkskrigen
Frændefolkskrigen (finsk: heimosodat) var en serie konflikter mellem 1918 og 1922, som involverede det nys selvstændige Finland og de naboområder, hvor østersøfinske sprog blev talt. Konflikterne foregik ofte i Rusland eller i områder, som grænser til Rusland. Omkring 9.000 finske frivillige deltog i aktioner, hvis mål var at støtte eller tage kontrollen over områder befolkede af med finnerne beslægtede folk, så kaldte frændefolk. Aktionerne havde til formål enten at vinde kontrollen over disse områder eller at hjælpe dem til at opnå selvstændighed. Mange af dem, som deltog, var inspirerede af idéen om et Storfinland. Visse konflikter bestod i ekspeditioner fra Finland eller lokale oprør, hvor de frivillige ville hjælpe frændefolkene i deres kamp for selvstændighed eller annektere områderne til Finland.
Finnerne deltog i fem forskellige ekspeditioner. Viena-ekspeditionen (1918) Den estniske frihedskrig (1917-1920) Aunus-ekspeditionen (1919) Petsamo-ekspeditionerne (1918 og 1920) Ingermanlændingenes oprør (1919)
Finnerne fik delvis støtte fra civile i de berørte områder, men størstedelen af befolkningerne var ikke interesserede i den finske propaganda, men håbede mere på hjælp i form af mad og tøj. Efter som Finland aldrig officielt deltog i ekspeditionerne, slap troppernes ressourcer hurtigt op, og de måtte erkende, at de ikke havde realistiske muligheder for at nå deres mål.
Freden i Dorpat
Freden i Dorpat (Tartu) undertegnedes af Finland og den Russiske Føderative Sovjetrepublik (Russiske SFSR) den 14. oktober 1920. Freden præciserede for første gang Finlands grænser. Rusland anerkendte Finlands historiske grænser (det vil sige storfyrstendømmet Finlands grænser fra 1812, som for en stor del fulgte grænsen fra freden i Stolbova). Desuden gav Rusland Petsamoområdet til Finland, som zar Alexander 2. havde lovet Finland allerede i 1860. Finland på sin side tilbagegav sognene Repola og Porajärvi i Østkarelen, som ellers var kommet under finsk kontrol under Karelen-ekspeditionerne. Freden i Dorpat var ret gunstig for Finland, men det yderste højre i Finland, især Akateeminen Karjala-Seura anså den for at være en skammelig fred, eftersom Rusland kunne beholde Østkarelen. Visse finske frivillige fortsatte med at kæmpe under Krigen i Østkarelen (1921-1922).
Lederen af den finske delegation i Dorpat, Juho Kusti Paasikivi, mente senere, at freden var for gunstig for at kunne holde i længden.
Efter borgerkrigen
Efter borgerkrigen var Finland dybt splittet. Tusinder af socialister, som havde kæmpet på den "røde" side, sattes i fangelejr. De røde havde under krigen herettet ca 1.650 civile med hvide sympatier (kendt som den røde terror), og de hvide hævnede sig efter krigen ved at fælde dødsstraffe på tvivlsomme grundlag i lejrene, hvilket resulterede i 7.000-9.000 døde (kendt som den hvide terror). Desuden døde mange i lejrene af hunger eller Spansk syge, som hærgede værst i månederne efter krigen.
Finland var på vej til at blive et kongerige efter borgerkrigen. Friedrich Karl von Hessen, som var valgt til finsk konge med navnet Fredrik Kaarle, frasagde sig dog kronen efter, at Tyskland var blevet besejret i 1. verdenskrig. Den 17. juli 1919 blev Finland endegyldigt udråbt som republik, og som første præsident valgtes Kaarlo Juho Ståhlberg.
Størstedelen af det radikale venstre var i slutfasen af borgerkrigen flygtet til Russiske SFSR, og det moderate venstre var længe udelukket fra politik. Først år 1926 kunne Väinö Tanner danne en socialdemokratisk minoritetsregering og blandt andet benåde de røde, som endnu var fængslede efter krigen. Først langt ind i 1930'erne blev sårene fra borgerkrigen så helede, at den finske befolkning begyndte at føle sig enigt.
Forfatning og forvaltning
Endnu i 1918 var stemningen i Finland stærkt delt med hensyn til, om landet skulle blive et kongerige eller en republik. Til at begynde med var der på landdagen flertal for den første løsning, og en tysk prins blev endog den 9. oktober 1918 valgt til konge, men omslaget på krigsskuepladsen1. verdenskrig kort efter bevirkede, at den tyske kandidatur til tronen måtte opgives, Prinsen gav afkald, og endelig i juni 1919 lykkedes det landdagen at enes om en ny republikansk forfatning, regeringsformen af 21. juni 1919. Denne var dog ikke republikkens eneste grundlov, om den end er den øverste. Grundlov var ligeledes rigsdags-, tidligere landdagsordningen af 26. juli 1906, revideret i 1927, samt 4 andre love, hvoraf de to angik Ålands autonomi.
Finland blev nu en demokratisk parlamentarisk republik, hvori den udøvende magt lå hos præsidenten og statsrådet, den lovgivende magt hos rigsdagen i forening med præsidenten og den dømmende magt hos uafhængige domstole, hvis øverste instanser var højesteret og den højeste forvaltningsdomstol.
Præsidenten
Præsidenten valgtes af selve folket gennem valgmænd. Præsidentens embedsperiode var 6 år. Præsidenten havde en ikke ringe udøvende magt, var således den øverstbefalende over krigsmagten, og kunne selv anføre hæren i krig. Præsidenten udnævnte og afskedigede statsrådets medlemmer, ministrene, og behøvede hertil ikke engang ministerkontrasignatur. Men navnlig havde præsidenten to vigtige beføjelser: vedkommende kunne opløse rigsdagen og havde et suspensivt veto over for de af rigsdagen vedtagne love således, at en lov, der var nægtet stadfæstelse, først blev gældende, hvis rigsdagen efter nye valg igen vedtog loven uforandret.
Statsrådet
Bortset fra de præsidenten tillagte beføjelser havde statsrådet (regeringen), hvis medlemmer ifølge regeringsformens udtrykkelige ord "bør nyde Rigsdagens tillid" — hvorved den parlamentariske regeringsform var fastslået — i øvrigt selvstændigt at føre regeringen. Statsrådets leder benævntes statsminister, og efter svensk mønster fandtes der også en af præsidenten udnævnt justitskansler og en af rigsdagen valgt justitsombudsmand til at føre tilsyn med alle statens embedsmænd lige op til ministrene og præsidenten og eventuelt rejse tiltale mod dem. Tiltale mod ministrene — for rigsretten — kunne dog kun besluttes af rigsdagen eller af præsidenten, og tiltale mod præsidenten — for højforræderi — kun af rigsdagen med 3/4 af de afgivne stemmer.
Rigsdagsordningen af 1927 stemte i det hele med landdagsordningen af 1906, men rigsdagens myndighed blev i mellemtiden meget udvidet således, at nu blandt andet alle statens indtægter og udgifter skulle opføres på det årlige budget, der vedtoges af rigsdagen og forkyndtes som lov. Rigsbanken, Finlands bank, stod under rigsdagens garanti og blev styret af fuldmægtige, som rigsdagen valgte.
Sprog
Som følge af den befolkningsmæssige situation var finsk såvel som svensk er anerkendte nationalsprog og ligestillede; i hæren var kommandosproget dog finsk.
Åland
En særlig statsretlig stilling indtog Åland, der ved et par love af 1920 og 1922 fik en vidtgående autonomi, der udøvedes gennem Ålands Landsting. Ålændingerne var fri for værnepligt, og beskyttelse mod forfinskning var tilsikret dem. Ålands særrettigheder kunne ikke ændres uden Ålands Landstings samtykke, og klage for krænkelser heraf kunne af landstinget gennem Finlands regering rettes til Folkeforbundet.
Næringsliv og økonomi
Finlands næringsliv gennemgik i mellemkrigstiden en støt vækst - trods krisetider. Langt den største næringsgren udgjorde i hele mellemkrigstiden landbrug, mens især industrien tiltog i betydning.
I 1920 var fordelingen efter sysselsætning følgende: landbrug - 2.020.021 personer (65,1 %), industri og håndværk 459.751 (14,8 %), handel og omsætning 106.276 (3,4 %), samfærdsel 104.142 (3,4 %), offentlig embedsvæsen 52.250 (2 %), andre næringsveje 464.500 (15,3 %).
Landbrug
I 1926 fandtes 64 % agerland, 1,7 % naturlig eng, 1,0 % græsland og 25,3 % anden jord (bortset fra skov).
Antallet af selvstændige jordbrugere voksede kraftigt i mellemkrigstiden: fra 125.172 i 1910 til 182.373 i 1920, 255.395 i 1929 og ca. 300.000 i 1938.Gudme, s. 23 Denne udvikling skyldtes en lovgivning, som muliggjorde for forpagtere og arbejdere at købe statsjord. Udviklingen bevirkede ydermere, at andelen af selvejende jordbrugere voksede fra 46% til 63% af den samlede landbefolkning. Af betydning var det endvidere, at Finland fik en egen produktion af landbrugsmaskiner.Gudme, s. 21
Af landets 250.749 landejendomme havde 96.474 mindre end 3 ha, 98.238 havde 3—10 ha, 41.119 havde 10—25 ha, 13.961 25—100 ha, og 937 havde mere end 100 ha.
I 1926 høstedes 302.490 t rug, 156.100 t byg, 592.726 t havre, 851.008 t kartofler, 489.059 t foderroer og andre rodfrugter, 1.534 t hør og hamp, 14.075 t blandsæd, 15.814 t ærter og bønner, 235.3854 t agerhø, 464.314 t enghø. Høstens værdi blev anslået til 4.962.135.000 finske mark. Agerdyrkningens vækst var: thumb|Gården Rekola i 1935.
År Rug Hvede Værdi (tons) (tons) (finske mark) 1917 226.171 6.178 1.940.000.000 1927 327.465 28.954 5.281.000.000 1932 329.355 40.354 5.312.000.000 1937 431.363 208.611 7.589.000.000 Kilde: Gudme, s. 23
I 1926 udgjorde husdyrbestanden 399.998 heste, 1.860.479 stk. hornkvæg, hvoraf 1.291.894 køer, 1.413.697 får, 390.536 svin, 11.076 geder, 67.439 rener (over et år gamle). Svineholdet voksede fra 223.000 i 1920 til 273.000 i 1927, 292.000 i 1932 og 346.000 i 1937. Hønseholdet voksede fra 890.000 i 1920 til 1.307.000 i 1927, 2.748.000 i 1932 og 2.815.000 i 1937. Husdyrholdets produktionsværdi voksede fra 4.515.000.000 finske mark i 1932 til 6.604.000.000 finske mark i 1937.Gudme, s. 24
I 1926 var der 595 mejerier i virksomhed, heraf 71 private, 44 aktieselskaber og 480 andelsmejerier. Der produceredes 20.062 t smør og 5.288 t ost.
Skovbrug
Skovarealet udgjorde 25.251.000 ha (svarende til 65 % af landets areal), hvoraf 10.050.000 ha eller 39,8 % var statsskov. Produktive var 20.154.400 ha, hvoraf 7.015.800 ha statsskov.
Jagt
Jagt var ikke en fuldtids levevej. I 1925 dræbtes 55 bjørne, 6 ulve, 27 losser, 1.638 ræve, 24 jærver, 167 oddere, 69 mårer, 4.849 hermeliner, 15.821 rovfugle. Der udbetaltes i præmie for dræbte rovfugle 23.040 finske mark.
Bjergværksdrift
Finland havde forholdsvis store og mangesidige mineralforekomster: jernmalm, svovlkis, guld, nikkel, kobber, zink- og blymalm, zink- og kobbermalm, kalksten, feldspat, kvarts og asbest.Gudme, s. 22 Af disse skulle især nikkel få strategisk betydning.
Bjergværksdriften var forholdsvis ubetydelig. Produktionens bruttoværdi var 1926 2.811.200 finske mark. Der fremstilledes 8.871 t råjern.
Industri
thumb|Mänttä var en af Finlands mange industribyer. Luftfoto fra 1935
I 1926 beskæftigedes i 3526 fabrikker 149.367 arbejdere. Produktionens bruttoværdi var 10.935.159.900 finske mark. Smeltning og metalforædling beskæftigede 4.757 arbejdere, maskinværksteder, støberier og skibsværfter 8.997, sten-, ler-, glas-, kul- og tørveindustri 9650, læder- og hårindustri 5.686, tekstilindustri 20.110, papirindustri 16.039 og træindustri 52.135 arbejdere, fabrikation af nærings- og nydelsesmidler 9.880 arbejdere og grafisk industri 4.940 arbejdere.
Antallet af ansatte i træindustrien voksede fra 32.555 i 1917 til 79.632 i 1937, og antallet af ansatte i andre industrier fra 73.144 i 1917 til 127.874 i 1937.Gudme, s. 26 Da den økonomiske krise slog igennem, skete der et midlertidigt fald, men det blev overvundet og fremgangen i beskæftigelsen fortsatte opad.
År Træindustri Andre industrier (antal ansatte) (antal ansatte) 1917 32.555 73.144 1927 74.705 84.436 1932 51.296 75.926 1937 79.632 127.874 Kilde: Gudme, s. 26
Handel