Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex (født 1485, død 28. juli 1540) var en engelsk statsmand under Henrik 8., der beordrede ham henrettet.
Baggrund Cromwells opvækst i Putney - nu en bydel i London - er så obskur, at den kun kendes fra hans far Walter Cromwells hyppige konflikter med øvrigheden. Han blev idømt en bøde på seks pence ikke færre end 48 gange mellem 1475 og 1501 for at have haft vand i det øl, han solgte. I 1477 blev han også fundet skyldig i overfald. Walter havde deltaget i slaget ved Bosworth på den sejrende Henrik 7.s side og stod sig derfor godt med Tudor-dynastiet. Han drev gæstgiveriet "the Anchor" (= Ankeret) og et bryggeri, og familiens hjem lå da også øverst i Brewhouse Lane, i dag en gadestump fra Putney Bridge Road ned til Themsen.Thomas Cromwell Facts: Your Guide To Henry VIII's "Faithful Servant" - HistoryExtra
Thomas Cromwells mor kom nordfra og tilhørte Meverell-familien, og fra hende stammer sønnens netværk af søskendebørn og næstsøskendebørn på nordengelsk område. Selv havde han to søstre. Elizabeth giftede sig med en William Wellyfed. Kathrine og hendes mand Morgan Williams fik sønnen Richard, der gik i sin morbrors tjeneste. Denne Richard blev oldefar til Oliver Cromwell.Oliver Cromwell - Faq 1
Thomas Cromwells far kan have været irsk. Han var en tidstypisk yeoman; en erhvervsdrivende, der værdsatte skolegang for sine børn som en vej opad i samfundet. Walter Cromwell flyttede til Wandsworth omkring 1501, hvor han ejede en vandmølle. Senere opstod et rygte om, at han også havde været smed; måske fordi han, som mange andre i Tudor-tiden, føjede navnet Smith til sit efternavn.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 9-10), Penguin Books 2019,
I udlandet thumb|left|Frescobaldi'ernes våbenskjold. Thomas Cromwell forlod England som teenager. Ambassadør Chapuys,Eustace Chapuys der senere var hans nabo i London og omgikkes ham, skrev, at Cromwell som ung var rejst til Flandern og derefter Italien. Forfatteren Matteo Bandello, hvis historier inspirerede blandt andre Shakespeare,Matteo Bandello - Oxford Reference skrev en novelle om Cromwells ankomst til Italien, hvor drengen skulle være flygtet fra sin far og have tjent i den franske hær i slaget ved Garigliano 29. december 1503. Cromwell befandt sig dermed på den tabende side. I Bandellos novelle samles den unge englænder op fra gaden i Firenze af Francesco Frescobaldi, der dog på den tid kun var 8 år, så sandsynligvis har det drejet sig om hans far eller ældre bror. I hvert fald kom Cromwell til at stå den italienske familie nært hele livet. Som kardinal Wolseys sekretær i 1520'erne må han have opdaget, hvilken enorm gæld Frescobaldi'erne havde oparbejdet sig hos Henrik 8. I 1530'erne blev Cromwells spion dr Augustine betalt af Francesco Frescobaldi. Frescobaldi'erne var den største vin-importør i Tudor-England.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 22-24) Familien er også i dag en anerkendt vinproducent.https://en.frescobaldi.com/
Karriere thumb|En afladskræmmer. Han har afladsbrevene fæstet på sit tøj. I Cromwells tid i Firenze voksede italienernes handelsforbindelser med England enormt, i hemmelig forståelse med Henrik 7. af England. Italienerne indførte farvestoffet alun fra Egypten og andre muslimske lande, og fik det smuglet til tekstilindustrien i Nordeuropa via England - selvom paven med trusler om forbandelse strengt havde forbudt denne trafik af hensyn til sit monopol på salg fra alunminerne i Pavestaten. Italienerne blev dermed altdominerende i Londons forretningsverden frem til reformationen. Cromwell talte flydende italiensk, mens få af hans landsmænd lærte sproget. Efter at være vendt hjem til England omkring 1512, var det naturligt for ham at have nær kontakt med den blomstrende italienske koloni i London. Hans første hjem lå i Fenchurch Street, hvor købmænd fra Genova holdt til. Kardinal Reginald Pole hævdede, at Cromwell en tid var regnskabsfører for en købmand i Venedig. Måske var det købmanden Donato Rullo, der var en ven af både Cromwell og Pole.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 24-32)
Vor Frues laug i Boston, der senere bekostede det pragtfulde spir (the Boston stump) på St. Botolph-kirken, byggede sin rigdom på salg af afladsbreve i hele England og Irland. Sandsynligvis var Boston-lauget Englands største indenfor afladssalg, og konkurrencen fra Austin Friars (dvs augustinerbrødrene) i London var yderst uvelkommen. Ironisk nok tilhørte Luther netop disse augustinerbrødre, og havde netop ytret sin første protest mod afladsbreve, lige da der udbrød en voldsom magtkamp i England mellem hans ordensbrødre i England og Boston-lauget - netop om afladssalg. Boston-lauget sendte sin funktionær til kardinal Wolsey for at få standset augustinernes afladsbreve. Sagen måtte dog afgøres i Rom. Boston-lauget engagerede derfor den italiensk-talende Cromwell, der først ses i laugets regnskaber ved pinsetider 1518 med et salær på mere end £ 4. Dernæst foretog han en rejse til Rom for dem, hvor han mødte pave Leo 10., yngre bror af den Piero de' Medici, der faldt i slaget ved Garigliano, hvor også Cromwell havde deltaget. Under opholdet i Rom anskaffede han Erasmus' udgave af Det nye testamente på græsk og latin. Han fortalte senere Thomas Cranmer, at hans egen læsning af Bibelen for første gang havde vakt hans tvivl om afladsbreve og hans eget engagement på sælgernes vegne. Tidlig i 1520'erne var han dog stadig agent ved optryk af 4.000 afladsbreve fra Boston-laugets trykker i London, Richard Pynson.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 31-34)
Cromwell slog sig op som sagfører og klædeshandler i London. I 1523 kom han ind i Parlamentet, hvor han gjorde sig bemærket ved sin veltalenhed. Samme år flyttede han med kone og børn ind i klosteret Austin Friars i London. På klosterområdet lå Edward Stafford begravet, henrettet 17. maj 1521 for forræderi, et tidligt eksempel på Henrik 8.s brutalitet overfor alle af Plantagenet-slægten. Forræderi blev dog regnet som mindre alvorligt end kætteri, så forrædere fik alligevel en kristen begravelse, og Stafford havde haft en del følgere, der iblandt opsøgte hans grav.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 44) Londons italienske, tyske og flamske koloni gik i kirke i Austin Friars, der var landmærke i den del af London, der i dag er mest kendt for Liverpool Street Station. I klosterkirken slap de for at betale tiende og de andre forpligtelser, der fulgte med at tilhøre en sognekirkes menighed. Cromwell købte sin bolig af to italienere, der var Frescobaldi'ernes nære partnere; Giovanni Cavalcanti havde i 1521 fået i opdrag af pave Leo 10. at sørge for en model af et pragtfuldt gravmæle for kong Henrik 8., betalt af paven som tak for kongens afvisning af Luther i udgivelsen Assertio Septem Sacramentarum,Henry VIII, King of England (1491-1547) - Assertio Septem Sacramentorum adversus Martinum Lutherum der også indbragte Henrik 8. titlen "troens forsvarer".Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 40-43)
Kongens rådgiver thumb|Cromwell, som Hans Holbein den yngre så ham. Da kardinal Wolsey blev opmærksom på Cromwell, tog han ham i sin tjeneste. I november 1528 sikrede Wolsey sig to pavebuller om at sørge for en radikal fornyelse af engelsk klosterliv. Alle klostre med færre end seks beboere skulle herefter lukkes, og alle klostre med færre end tolv beboere slås sammen med et større kloster.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 73) Den praktiske del af opgaven blev tildelt Cromwell. Da kardinalen blev styrtet i 1529, forsøgte Cromwell forgæves at hjælpe ham, og kom i den anledning i kontakt med kong Henrik 8., der siden 1527 havde søgt at få opløst sit ægteskab med dronning Katharina af Aragonien for at gifte sig med hendes hofdame Anne Boleyn. 1529 var for Cromwell et forfærdeligt år; ikke blot mistede han sin gamle velgører Wolsey, men også sin kone Elizabeth. 12. juli 1529 satte han som enkemand sit testamente op. Senere samme år mistede han også begge sine døtre Anne og Grace. Han sendte sin søn Gregory til opfostring hos andre, hvor drengen voksede op i mere hjemlige omgivelser, end han selv med sin hektiske arbejdsdag i kongens tjeneste kunne tilbyde.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 36) Han giftede sig aldrig igen, men det kan være omkring 1529 at han blev far til sit barn udenfor ægteskab, Jane. I 1539 opholdt Jane sig i huset hos sin halvbror Gregory, som da var en gift mand med sit eget hjem; Cromwell sendte en rundelig sum til udstyr for "mistress Jane". Hun blev gift med William Hough, søn af Cromwells tjener Richard; ægteparret Hough hørte senere - overraskende nok - til blandt Oxfordshires mest traditionstro katolikker.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 102-03)
I starten af 1531 blev Cromwell indtaget som kongens rådgiver på en helt påfaldende fordækt vis. Ved Anne Boleyns kroning to år senere blev en række mænd slået til riddere, men Cromwell var ikke blandt dem - hvad der virker som en overlagt forbigåelse, idet han var udpeget som den, der indkrævede bøderne fra dem, der afslog udnævnelsen. Heller ikke var Cromwell ude af stand til at stå til kronens rådighed som ridder, da hans arbejdsopgaver i kongehusets tjeneste allerede var langt mere omfattende end noget, man forventede af en ridder.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 169) På den tid foreslog Cromwell et ægteskab mellem sin søstersøn Richard Cromwell og sin gamle ven William Courtenays svigerdatter. Courtenay så meget gerne en forbindelse mellem den unge enke og Cromwells familie; men pigen var også en nær slægtning af Anne Boleyn, der forbød giftermålet.Diarmaid MacCullough: Thomas Cromwell (s. 114)
I 1533 blev loven mod homoseksualitet vedtaget, hvilket flyttede denne type sager fra kirkeretten til verdslige domstole. Loven var ikke specielt rettet mod mænd, og omfattede også sodomi med dyr. Men retsforfølgelse af mænd for homoseksuel adfærd var langt det almindeligste. Loven åbnede for dødsstraf. Ironisk nok var den eneste, der blev dømt efter den i Tudortiden, den Walter Hungerford, der blev halshugget sammen med Cromwell selv i 1540.28 July 1540 - The Executions of Thomas Cromwell and Walter Hungerford - The Anne Boleyn Files Forræderiloven blev revideret i 1534, hvorefter al uvilje mod og sladder om kong Henriks ægteskab med Anne Boleyn blev regnet som højforræderi.G.W. Bernard: Anne Boleyn: Fatal attractions (s. 184-85) thumb|Reginald Pole beskyldte Cromwell for at være inspireret af Machiavellis Fyrsten. Ved suprematsakten i 1534 blev Cromwell udnævnt til kongens vicegerentVicegerent | Definition of Vicegerent by Merriam-Webster ("generalvikar") i alle kirkelige sager. Han vågede som sådan nøje over, at præsterne overholdt de af kongen påbudte artikler, mens han fortsatte processen med klosteropløsninger. Henrik 8.s slægtning og bitre modstander Reginald Pole beskrev i sin Apologia i 1539 Cromwell som "Satans udsendte" og den ansvarlige for kong Henriks misgerninger. I en samtale i 1528/29 om, hvordan man bedst skulle råde en fyrste, havde Cromwell anbefalet Pole en bog, som Pole senere mente, måtte være Machiavellis Fyrsten. Men Fyrsten blev først trykt i 1532, og Cromwell fik den anbefalet af sin ven lord Morley i 1539. Patrick Coby: Thomas Cromwell: Machiavellian Statecraft and the English Reformation s. 32-33 Og selv om Fyrsten beskriver, hvordan en fyrste bør udpege og behandle sin rådgiver, siger den ikke noget om rådgiverens rolle, som var emne for Cromwell og Poles samtale i 1528/29. Det gør derimod Baldassare Castigliones bog il Cortegiano (= Hofmanden), som kan være bogen, Cromwell omtalte. Den var udgivet i 1528/29, og er Fyrstens modstykke og antitese.Thomas Cromwell, Earl of Essex (1485?-1540) [England Under The Tudors]