Det nordvestlige Spanien omfattede i tidlig middelalder områderne Asturien, Galicien, Kantabrien og León. Portugal opstod i den sidste del af perioden. I det følgende gengives områdets historie som en tidslinje, dvs. i punktform.
Palæolitikum 200.000 f.Kr. – I den palæolitiske periode koloniserede neandertalmennesket den Iberiske halvø. 70.000 f.Kr. Mousterien-kulturen, som var neandertalernes kulturform på dette tidspunkt. Indledningen til den seneste istid. 40.000 f.Kr. Begyndelsen på yngre palæolitikum. Cro-Magnonmenneskets, det moderne menneskes, første kendte tilholdssted i Europa, da nomadiske jægere og samlere trængte ind fra stepperne i Centralasien. De var kendetegnet ved den såkaldte ”M173” mutation i Y-kromosomet, hvad der gør dem til en haplogruppe R-population. Da istiden nåede sin største udbredelse, søgte disse mennesker ly i Sydeuropa, særligt i de iberiske områder, og på stepperne i det nuværende, sydlige Ukraine og den Russiske føderation. 30.000 f.Kr. – Moderne mennesker når frem til den Iberiske halvø via Sydfrankrig. I denne genetisk homogene population (karakteriseret ved M173-mutationen i Y-kromosomet), skal den M343-mutation opstå, som lægger grunden til R1b-haplogruppen, der stadig er dominerende blandt portugisere og spaniere. Neandertalmennesket uddør i det sidste refugium, den vestlige del af den Iberiske halvø og ved Gibraltarklippen. 15.000 f.Kr. – Magdalénien-kulturen i Europa.
Mesolitikum 10.000 f.Kr. Med Allerødtiden opstår et pusterum i nedisningen, som mildner de barske klimaforhold. Afslutning af yngre palæolitikum og indledning til mesolitikum. Befolkningerne på den Iberiske halvø, der nedstammer fra Cro-Magnonmennesket, udvandrer og genkoloniserer hele Vesteuropa under isens afsmeltning. På den måde spredes haplogruppe-R1b, der stadig er dominerende i forskellig grad fra den Iberiske halvø til Skandinavien. Azilian-kulturen i Sydfrankrig og den nordlige del af den Iberiske halvø (ned til udmundingen af Douro).
Neolitikum 5.000 f.Kr. Nyere stenalder (neolitikum) begynder på den Iberiske halvø. Selvstændig udvikling af jordbrug på den Iberiske halvø. Indledningen til megalitkulturen, som spredes til det meste af Europa De nomadiske jægere og samlere med R1a haplogruppen (kendetegnet ved mutationen M173 på Y-kromosomet), som havde søgt tilflugt på de sydukrainske stepper under istiden, bliver oprindelsen til de tidlige, europæiske kulturer (de, som taler en forløber for det indoeuropæiske sprog) så som Kurgankulturen.
Bronzealder 1. årtusinde f.Kr. Den første indvanding til den Iberiske halvø af Urnemarkskulturen (Oestrimni, som talte en tidlig form for keltisk). Keltisk bronzekultur i den nordvestlige del af den Iberiske halvø (det nuværende Galicien og det nordlige Portugal), der bibeholder handelsforbindelse med Bretagne og de Britiske øer. Castrokulturen opstår i dette hjørne af den Iberiske halvø.
Jernalder Digtet Ora Maritima, skrevet af Avienus i det 4. århundrede, der byggede på den Massaliotiske periplus (sejlruteanvisning fra den græske koloni Massilia) fra det 6. århundrede f.Kr., fastslår, at hele den vestlige del af den Iberiske halvø engang blev benævnt efter navnet på landets indbyggere, østriminerne, der blev fordrevet ved en invasion af Saephe eller Ophis (dvs. slanger). Fra da af blev den vestlige del af den Iberiske halvø kendt som Ophiussa (Slangernes land). Digtet viderebringer sandsynligvis virkningen af den anden bølge af keltiske indvandringer i det 7. århundrede f.Kr.. Det beskriver også de forskellige, etniske grupper, derboede i landet på den tid: Saephe eller Ophis, i dag betragtet som sandsynlige kelter af Hallstattkulturen, der boede i hele den vestlige del af den Iberiske halvø (nutidens Portugal) mellem floderne Douro og Sado. Cempsi, sandsynligvis også kelter af Hallstattkulturen, som boede ved floden Tagus' munding og sydpå til Algarve. Cynetes eller Cunetes boede allerlængst mod syd og i nogle byer ved atlantarhavskysten (som f.eks. Olissipo, det nuværende Lissabon), og de var muligvis indfødt iberiske (selv om de blev kraftigt eller fuldstændigt gjort keltiske i løbet af de følgende århundreder). Dragani, som var keltiske eller tidligt keltiske fra den første bølge, boede i Galiciens bjerge, det nordlige Portugal, Asturien og Kantabrien. Lusis, muligvis den første omtale af nusitanerne, var ligesom dragani keltiske eller tidligt keltiske af første bølge. 5. århundrede f.Kr. Udvikling af den 2. Castrokultur i Galicien, Asturien og det nordlige Portugal. 4. århundrede f.Kr. De keltiske Calæcere eller Gallæcere bor i hele regionen oven for Douro (nutidens Galicien og det nordlige Portugal).
Romersk Gallæcien 197 f.Kr. I et første forsøg på at skabe en romersk provinsadministration i Hispanien, opdelte Gaius Sempronius Tuditanus og M. Helvius halvøen i Hispania Ulterior og Hispania Citerior (den eneste, der i realiteten styredes af Rom). Begge blev regeret af romerske guvernører med en embedsperiode på ét år. Lusitanien, Gallæcien og Asturien blev samlet under provinsen Hispania Ulterior. 139 f.Kr. Det romerske senat anså Fabius Servilianus' handlinger for at være den Romerske republik uværdige og lod Servilius Cipianus nedkæmpe de oprørske stammer i Hispanien. I Hispania Ulterior vandt Servilius Cipianus en fuldstændig sejr over lusitanerne med hjælp fra Marcus Pompilius Lenas' hærstyrker, og han tvang Viriathus til at flygte over floden Tagus og til at afgive gidsler som f.eks. hans søns svigerfar, Astolpas. Servilius Cipianus' styrker angreb også vettonerne og gallæcerne. 138 f.Kr. Det første store, romerske felttog ind i det nuværende Portugal blev ledet af prætoren Decimus Junius Brutus, guvernøren for Hispania Ulterior. Efter at have pacificeret det sydlige Lusitanien (nutidens Alentejo og Algarve) indrettede Decimus Junius Brutus sit hovedkvarter i Tagus' dal (sandsynligvis ved borgen Almourol) og fik den loyale by Olissipo (det nuværende Lissabon) befæstet, før han trængte frem mod nord og ødelagde bebyggelserne, efterhånden som han kom frem. Byen Olissipo sendte mænd, som skulle kæmpe side om side med de romerske legioner mod de keltiske stammer i nordvest. 137 f.Kr. Prætoren Decimus Junius Brutus trængte længere nordpå, hovedsageligt langs kystlinjen, og oprettede en befæstet position i området nær nutidens Viseu. De romerske legioner gik over Douro og trængte ind på gallæcernes territorium. De romerske legioner gik tøvende over floden Lima (Lethes), og først efter at Decimus Junius Brutus var gået over den alene og kaldte på dem. Derved beviste han, at han ikke havde tabt hukommelsen (som man ellers formodede, at det ville ske, når man krydsede floden.) 136 f.Kr. Romerske legioner under Decimus Junius Brutus nåede frem til floden Minho, men gik ikke over den, da de frygtede at miste hukommelsen. Decimus Junius Brutus belejrede og erobrede byen Talabriga, og det besejrede gallæcerne. Efter disse felttog trak de romerske legioner sig sydpå uden at efterlade faste garnisoner. Det romerske senat gav Decimus Junius Brutus retten til at bruge titlen Callaicus for sine felttog i Gallæcien. 105-102 f.Kr. - Efter slaget ved Arausio plyndrede de germanske stammer, kimbrerne og teutonerne hele vejen ned gennem den nordlige del af den Iberiske halvø, før de trak sig ud og blev besejret i slagene ved Aquae Sextiae og Vercellae. 96-94 f.Kr. - Publius Licinius Crassus, der var guvernør over Hispania Ulterior, foretog en militær ekspedition mod nordvest, og dér fandt han tinminer. 7 4 f.Kr. En mulig ekspedition til Cale (i Gallæcien og nær ved nutidens Oporto?) blev ledet af Marcus Perperna Vento. 61 f.Kr. Julius Caesar blev udpeget til at være guvernør for Hispania Ulterior. Julius Caesar angreb de lusitanske områder mellem floderne Tagus og Douro fra sit hovedkvarter i Scallabis (nutidens Santarém). Julius Caesar ledede personligt en vigtig flådeekspedition til Gallaeciens kyster. 60 f.Kr. - Julius Caesar vandte betydningsfulde sejre over gallæcerne og lusitanerne. Under en af sine sejre hyldede hans mænd ham på slagmarken som Imperator, hvilket var en afgørende forudsætning for at blive hædret med et triumftog hjemme i Rom. 27 f.Kr. Den 16. januar - Gaius Julius Caesar Octavianus blev kejser under navnet Augustus. Det betød den endelige afslutning på den romerske republik og grundlæggelsen af det romerske kejserrige. Den romerske general og politiker, Marcus Vipsanius Agrippa, opdelte hele Hispania i tre dele: Lusitania, Baetica og Tarraconensis. Kejser Augustus vendte tilbage til Hispania og skabte en ny, administrativ inddeling, hvor provinsen Hispania Ulterior Lusitania blev skabt, og dens hovedstad skulle væree Emerita Augusta (det nuværende Mérida). I begyndelsen omfattede Lusitania både Asturien og Gallæcien, men de blev senere lagt ind under Provincia Tarraconensis, mens resten af den førstnævnte forblev Provincia Lusitania et Vettones. 28-24 f.Kr. Grundlæggelse af de nordlige, romerske byer, Asturica Augusta (Astorga) og Bracara Augusta (Braga) og af byen Emerita Augusta (Mérida) mod syd (der blev befolket af veteraner fra den 5. og 10. legion). 3. århundrede e.Kr. Braga blev et stift. Efter 211 - Kejser Caracalla foretog en ny, administrativ inddeling, som kun blev kortvarig. Han opdelte på ny Hispania Citerior i to dele og skabte de nye provinser, Hispania Nova Citerior og Asturiae-Calleciae (den sidste under guvernøren Cerealis). 238 - Den forenede provins, Tarraconensis eller Hispania Citerior, blev gendannet, stadig med Asturien og Gallæcien som dele af denne provins.
Det svebiske kongerige 409 – Germanske stammer, deriblandt Sveberne (Kvader og Markomanner), invaderede den nordvestlige del af den Iberiske halvø (det romerske Gallaecia) under kong Hermeric. Det svebiske kongerige fik senere officiel godkendelse (som Foedus) af romerne for deres bosættelse i Gallæcien. Det var det første kongerige, som slog mønter uafhængigt af det romerske rige. 411 – En traktat med den vestromerske kejser, Flavius Augustus Honorius overlod Lusitanien til alanerne, Gallæcien til sveberne og Baetica til de vandalske hasdinger og silinger. 415 - Baquiário, der var præst i Braga, skrev sit arbejde, De fide (”Om troen”). 417 - Balconius blev biskop i Braga. 419 - Hasdingerne angreb sveberne, som gjorde modsatnd med romersk hjælp. 428 – Alanerne besejrede sveberne og romerne i slaget ved Mérida. 438 - Hermeric, den første svebiske konge af Gallæcien, bekræftede freden med Galaicos (de oprindelige folk) og abdicerede, træt af krig, til fordel for sin søn, Rechila. 448 – Kong Rechila døde og efterlod en stat i udvidelse til sin søn, Rechiar, som påtvang sin svebiske befolkning den katolske tro. 454 – Den iberisk-romerske befolkning bad om hjælp hos visigoternes konge, Teoderik 2. mod de svebiske angreb. 456 Kong Teoderik 2. besejrede sveberne i slaget ved Orbigo og plyndrede deres hovedstad, Braga. Den svebiske konge, Rechiar, blev henrettet, og der dukkede flere kandidater til tronen frem, som var grupperet i to fraktioner: De som fulgte Frantán og de som fulgte Aguiulfo (der var afhængig af visigoterne). Der blev nævnt en skillelinje ved floden Minius, og den var muligvis et resultat af, at sveberne egentlig bestod af to folk: kvader og markomanner. 457 - Maldras blev konge over alle sveber. 459 – Efter at kong Maldras var død, opstod der en ny splid mellem Frumar og Remismund. 463 - Remismund forenede sveberne og blev deres konge. 468 Den romerske by, Conímbriga, nær ved det nuværende Coimbra, blev plyndret af sveberne. 469 - Theodemund blev svebernes konge. 470 – Den visigotiske konge, Euric, erobrede det sydlige Gallæcien og Lusitanien for sveberne. 501 - Økumenisk synode i Braga. 550 Karriarico blev svebernes konge.