thumb|Den kinesiske mur.
Egentlige Kina eller Indre Kina er et vestligt begreb for det historiske østlige kerneområde i Kina forud for ekspansionen efter 2. verdenskrig, ofte yderligere opdelt i Sydkina og Nordkina med Huai-floden og Qinling-bjergene som delingsgrænse.
Der findes ingen vedtagen grænse for dette område. Det kan defineres som det område, som de hankinesiske kejserdømmer normalt beherskede, eller som det område, hvori hanbefolkningen hovedsagelig bebor, uden de områder, som domineres af ikke-hankinesiske folk og kulturer: Xinjiang, Indre Mongoliet, Tibet, tidligere almindeligvis Manchuriet, men i dag måske snarere Taiwan, Hongkong og Macao. Den almindeligste definition på det Egentlige Kina omfatter de 18 provinser, som udgjorde Kina under Mingdynastiet og senere blev kernen i Qingimperiet efter 1644."Det egentliga K., eller "de 18 provinserna" (Kin. Sji-pa-tjeng), omfattar den sydöstra delen af kinesiska väldet mellan hafvet i s. ö., Annam och Birma i s., Tibet i v. samt Mongoliet och Mandsjuriet i n., der kinesiska muren bildar gräns. Nordisk Familjebok (1884), band 6, s. 687.
Folkerepublikken Kina anvender i dag ikke begrebet.
Begrebets oprindelse thumb|Qing-dynastiet i 1820. Det Egentlige Kina vist med mørkegult. Det er ikke klart, hvornår begrebet "Egentlige Kina" dukkede op i den vestlige verden. Det er dog sandsynligt, at historikere i tiden for de store imperier og hurtigt skiftende grænser i det attende århundrede anvendte det til at skelne Kinas 18 provinser fra landets nyerhvervede områder, omtrent svarende til at skelne mellem Storbritannien og det britiske imperium, som ville omfatte store landområder i udlandet eller mellem Frankrig og det franske imperium, som Napoleon formåede at skabe hele vejen til Moskva.
Begrebet dukker første gang op i anden halvdel af det 18. århundrede. Det forekommer således i The Monthly Review, udgivet i 1749, og i The Gentleman Magazine, udgivet i 1790.findes på Google Books. I 1795 anvendte den britiske baptist William Winterbotham begrebet i sin bog. Ved beskrivelsen af det kinesiske imperium under Qing-dynastiet inddelte Winterbotham dette i tre dele: det Egentlige Kina, kinesisk Tataria (mongolske og tatariske områder), og stater skattepligtige til Kina. Han inddrog udtalelser fra Du Halde og Grosier og formodede, at navnet "Kina" kom fra Qin-dynastiet. Han sagde: "Det såkaldte Egentlige Kina ... omfatter fra nord til syd atten grader, dens udstrækning fra øst til vest er noget mindre ..."Winterbotham, William (1795). An Historical, Geographical, and Philosophical View of the Chinese Empire..., London: Printed for, and sold by the editor; J. Ridgway; and W. Button. (pp. 35–37: General Description of the Chinese Empire → China Proper→ 1. Origin of its Name, 2. Extent, Boundaries, &c.)
For at indføre Egentlige Kina brugte Winterbotham det (da forældede) system med 15 provinser under Ming-dynastiet, som Qing-dynastiet benyttes indtil 1662. Selv om Ming-dynastiet havde også 15 grundlæggende lokale afdelinger, bruger Winterbotham navnet Kiang-nan (江南; pinyin: Jiāngnán) provinsen, som var blevet kaldt Nan-Zhili (南 直隶, Nan Zhili) i Ming-dynastiet og blev omdøbt til Kiang-nan (dvs. Jiangnan) i 1645, det andet år efter Qing-dynastiet væltede Ming-dynastiet. Dette 15-provins-system blev gradvist erstattet af et nyt 18-provins-system mellem 1662 til 1667. Ved hjælp af 15-provins-systemet og navnet på Kiang-nan-provinsen kan det sandsynliggøres, at begrebet det "Egentlige Kina" dukkede op mellem 1645 og 1662, og dette koncept kan afspejle den idé, at identificere Kina som området omfattende det tidligere Ming-dynasti efter manchuernes erobring af Ming.
I det nittende århundrede blev udtrykket "Egentlige Kina" undertiden brugt af kinesiske embedsmænd, når de kommunikerede på fremmedsprog. For eksempel brugte Qing-ambassadøren til Storbritannien Zeng Jize det i en artikel på engelsk, som han offentliggjorde i 1887.Marquis Tseng, "China: The Sleep and the Awakening", The Asiatic Quarterly Review, Vol. III 3 (1887), p. 4.
Qing-imperiets sprogbrug thumb|De 18 provinser i det Egentlige Kina i 1875, inden Taiwans adskillelse fra Fujian i 1885 og øens anneksion af Japan i 1895. Anderledes forholdt det sig i selve Qing-imperiet. Dulimbai Gurun var manchuernes navn for Kina (中國, Zhongguo, "Riget i Midten"). Hauer 2007 , s. 117. Dvořák 1895 , 2. 80. Wu 1995 , s. 102. Efter erobringen af Ming-dynastiet, identificerede manchuernes Qing-dynasti deres stat slet og ret som "Kina" (Zhongguo), og henviste til det som "Dulimbai Gurun" på manchurisk. De skiftende manchuirske Qing-kejsere sidestillede deres lande i Qing-staten, herunder både det "Egentlige Kina" og de lande, som senere er kendt som Manchuriet, Xinjiang, Mongoliet, Tibet og andre områder, som "Kina" i både det kinesiske og manchuriske sprog, der således definerede Kina som en multietnisk stat og dermed afviste ideen om, at Kina kun betød Han-beboede områder i "Egentlige Kina". Man anså, at både han og ikke-han folkene var en del af "Kina" og brugte navnet "Kina"for at henvise til Qing-dynastiets magtområde i officielle dokumenter, internationale traktater, og udenlandske anliggender, lige som man talte om "kinesiske sprog" (Dulimbai Gurun på bithe) for at henvise til kinesisk, manchu og mongolske sprog, og udtrykket "kinesiske folk" (中國 人 Zhongguo ren, manchu: Dulimbai Gurun på niyalma) for at henvise til alle han, manchuere og mongolske folk i Qing-dynastiet.
Da Qing erobrede Dzungaria i 1759, proklamerede de, at det nye land blev optaget i "Kina" (Dulimbai Gurun).Dunnell 2004 , s. 77. Dunnell 2004 , s. 83. Elliott 2001 , s. 503. Qing-dynastiet udlagde sin ideologi således, at de forenede de "ydre" ikke-han kinesere som mongolerne, uighurere og tibetanere med de "indre" han-kinesere, i "en familie" forenet i Qing-staten, der viser, at de forskellige emner af Qing var alle en del af en familie, Qing brugte udtrykket "Zhong Wai Yi Jia" 中外 一家 eller "Nei Wai Yi Jia" 內外 一家 ("indvendig og udvendig som én familie"), til at formidle denne idé om "forening" af forskellige folk.Dunnell 2004 , s. 76-77. En manchu sprogversion af en traktat med det russiske imperium vedrørende strafferetlig jurisdiktion over banditter kaldte folk fra Qing for "folk fra det Centrale Kongerige (Dulimbai Gurun)."Cassel 2011 , p. 205.Cassel 2012 , s. 205. Cassel 2011 , s. 44. Cassel 2012 , s. 44. I den manchuriske embedsmand Tulisens manchuriske fremstilling af sit møde med kalmukkernes leder, Ayuki Khan, blev det nævnt, at mens torghut-tatarerne i modsætning til russerne var "folk i det Centrale Kongerige" (dulimba-i Gurun 中國, Zhongguo) var torghut ligesom "folk i det Centrale Kongerige" henviste til manchuerne.Perdue 2009 , p. 218.
Mens manchuerne under Qing søgte at bruge betegnelsen "Kina" (中國; Zhongguo) til at beskrive ikke-han områder, var nogle han-akademikere og embedsmænd imod Qing manchu kejserens brug af Zhongguo til brug for henvisning til ikke-Han-områder, ved med Zhongguo at markere en sondring mellem kulturelt han-kinesiske områder og områder, der nyligt var blevet lagt ind under det manchuriske Qing-imperium. I det tidlige 19. århundrede kaldte den kinesiske historiker, Wei Yuan, i sit værk Shengwuji (聖武記; Qing-dynastiets militærhistorie) de indre asiatiske politiske enheder for guo, mens de sytten provinser i det traditionelle kerneland, det vil sige det "Egentlige Kina", og tre østlige provinser i Manchuriet for "Zhongguo".Joseph Esherick, "How the Qing Became China," in Joseph W. Esherick, Hasan Kayali and Eric Van Young, ed., Empire to Nation: Historical Perspectives on the Making of the Modern World (Rowman & Littlefield, 2006 ): 233. Nogle han-kinesiske Ming-loyalister nægtede at bruge "Zhongguo" for at henvise til områder uden for grænserne for Ming-imperiet så som Ydre Mongoliet, det vil sige, at de i realiteten nægtede at anerkende Qing-imperiet.
Manchu Qing henviste til de af han-kineserne beboet 18 provinser som 內地 十八 省 (Neid Shiba Sheng), hvilket betød, at "indre områdes 18 provinser", eller forkortede det som 內地 (Neid), "indre område", og også som 郡县 (Junxian), mens de henviste til de ikke-han-områder af Kina som det nordøstlige, Ydre Mongoliet, Indre Mongoliet, Xinjiang, og Tibet som 外藩 (wàifān), hvilket betyder "ydre feudalområder" eller "ydre vasalområder" eller som' 藩 部 (fānbù), "feudale region." Disse waifan var helt underkastet og styret af Qing-regeringen og blev betragtet som en del af Kina (中國; Zhongguo), i modsætning til wàiguó (外國,) , det vil sige "ydre lande" som Korea, Vietnam, og Ryukyu-øerne, der betalte tribut-skat til Qing, men ikke var en del af Kina.
I det 20. århundrede har beskrivelser af Kina som regel skelnet mellem de 18 provinser (Hopei, Shandong, Honan, Shansi, Shensi, Kansu, Kiangsu, Anhui, Hupeh, Szechwan, Chekiang, Fukien, Guangdong, Kiangsi, Hunan, Kwangsi, Kweichow, Yunnan), fjernere provinser (Sinkiang, Chinghai, Sikiang, Chahar, Suiyuan, Ninghsia), vasalstater (Ydre Mongoliet, Tibet) og Manchuriet. Beroende på forfattere har man udskilt de 18 provinser som det "Egentlige Kina" (fx Salmonsen, s. 857 , Vahl og Hatt, s. 149; Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 14, sp. 27 og Ellinger, s. 10) eller de 18 provinser sammen med de fjernere provinser som det "Egentlige Kina" (fx Grünbaum og Kobylinski, s. 13f).
Natur- og kulturgeografisk begreb
Uanset den statspolitiske brug af begrebet er der også i geografisk, demografisk, sproglig og historisk henseende grund til at skelne mellem det kinesiske lavlandsområde mod øst og højlandsområder mod vest og nord med et andet terræn, klima, plantevækst og dyreliv samt befolkningsmæssige og erhvervsøkonomiske forhold. Selv om der i løbet af det 20. århundrede er sket en vis kinesisk kolonisering af de tilgrænsende områder, og selv om den teknologiske udvikling har muliggjort en vis udligning af tidligere forskelle, er der fortsat klare skel mellem det Egentlige Kina og de ydre dele af Folkerepublikken Kina.
Geografi thumb|Topografisk kort over Kina thumb|Satellitfoto over Kina. Kina har mange forskellige landskaber, med bjerge og bjergplateauer som dominerer i vest, og lavland i øst. Man kan skelne mellem det kinesiske lavland, der som hovedregel ligger mindre end 200 meter over havet, og et højland, der som hovedregel ligger mellem 200 og 1500 meter over havet, stedvis dog højere. Det kinesiske lavland ligger som et forholdsvis samlet område mod nordøst til tilknytning til Det Gule Hav og til dels den nordlige del af Det Østkinesiske Hav, mens højlandet dominerer mod sydøst, det vil sige i tilknytning til den sydlige del af Det Østkinesiske Hav og til Det Sydkinesiske Hav.
Lavlandet
Nord, vest og syd for Shandong strækker sig som en bred bue det kinesiske lavland, der indtager et areal af 445.000 km2. Jordbunden består ved randen af bjergene, særlig neden for Hwai-bjergenes nordskråning, over store strækninger af løss. Den største del af sletten er dog dannet af flodaflejringer, der kun få steder dækkes af sort muld. Hvor det af floderne aflejrede materiale stammer fra løss-egne, således i Huanghes og Huai Hes delta, har jorden en gul farve, der ikke findes i Yangtze-flodens delta.
Det kinesiske lavland ligger som et mere eller mindre samlet område, dog med Shandong-bjergene som et centralt højland. Dette lavland er opstået ved sænkning, idet bjerggrunden er sunket i dybet og blevet dækket af løss (vindaflejringer) og flodaflejringer. Da det materiale, som floderne bringer med sig, overvejende er løssmateriale fra indlandet, har det også løssens gule farve. Længere mod nord har lavningen været større men fremtræder nu som havområder: Pechihli-bugten og Liaodong-bugten. Da samtidig de nordlige bjergkæder når helt ud til Pechihli-bugten, betyder det, at der er en næsten fuldstændig adskillelse mellem det kinesiske lavland og lavlandet i Manchuriet.