Star Wars: The Force Awakens (også kendt som Star Wars Episode VII: The Force Awakens) er en amerikansk science fiction-film fra 2015, der er den syvende spillefilm i Star Wars-sagaen. Filmen er instrueret af J.J. Abrams, mens skuespillerne blandt andet tæller Harrison Ford, Mark Hamill, Carrie Fisher, Adam Driver, Daisy Ridley, John Boyega, Oscar Isaac, Lupita Nyong'o, Andy Serkis, Domhnall Gleeson, Anthony Daniels, Peter Mayhew og Max von Sydow. Historien foregår ca. 30 år efter begivenhederne i Star Wars Episode VI: Jediridderen vender tilbage (1983), hvor Oprørsalliancen og Det Galaktiske Imperium er blevet til hhv. Modstandsbevægelsen (Resistance) og Den Første Orden (First Order), og følger de nye hovedpersoner Finn, Rey og Poe Dameron sammen med personer fra de tidligere Star Wars-film.
Filmen er den første i en tredje Star Wars-trilogi, der blev annonceret efter, at The Walt Disney Company overtog den hidtidige producent Lucasfilm i 2012. Producenter på filmen er J.J. Abrams, hans mangeårige partner Bryan Burk og Lucasfilms bestyrelsesformand Kathleen Kennedy. Abrams har desuden skrevet manuskriptet sammen med Lawrence Kasdan, der også var medforfatter til Star Wars Episode V: Imperiet slår igen og Star Wars Episode VI: Jediridderen vender tilbage. Filmmanus blev udarbejdet af Michael Arndt. John Williams, der stod for musikken på de seks foregående film, gjorde det også denne gang. George Lucas, der skabte Star Wars, fungerede som kreativ konsulent i de tidlige stadier men medvirkede ikke derudover.
Star Wars: The Force Awakens blev produceret af Lucasfilm og Abrams Bad Robot Productions, og bliver distribueret verden over af Walt Disney Studios Motion Pictures. De sekundære optagelser til filmen begyndte i april 2014 i Abu Dhabi og Island, mens de primære optagelser fandt sted mellem maj og november 2014 i Abu Dhabi, Irland og Pinewood Studios i England. Filmen havde premiere 14. december 2015. Kritikerne sammenlignede den positivt med den oprindelige trilogi og roste dens actionscener, figurer og emotionelle drama. Disney bakkede op om filmen med en ekstensiv marketingskampagne, og den satte efterfølgende flere rekorder, blandt andet den mest indbringende premiere og den hurtigste til at tjene mere end 1 mia. USD. I alt indbragte filmen mere end 2 mia. USD, hvilket gjorde den til den mest indbringende film fra 2015 og den da tredjemest indbringende film til alle tider. Filmen blev desuden nomineret til en række priser, hvoraf den fik prisen for bedste visuelle effekter ved British Academy Film Awards.
Den næste film i den nye trilogi, Star Wars: The Last Jedi, havde premiere 9. december 2017, mens den afsluttende film, Star Wars: The Rise of Skywalker, havde premiere 16. december 2019.
Handling
Omkring tredive år efter ødelæggelsen af den anden Dødsstjerne under slaget ved Endor er Luke Skywalker, den sidste jedi, forsvundet. Den Første Orden, en efterfølger til det faldne Galaktiske Imperium, leder efter ham, og det samme gør Modstandsbevægelsen, en militærstyrke der støttes af Republikken, og som ledes af Lukes tvillingsøster general Leia Organa.
I en landsby på planeten Jakku mødes modstandspiloten Poe Dameron med landsbyens ældste, Lor San Tekka, for at få et kort med koordinaterne på, hvor Luke Skywalker er. Stormtroopers under ledelse af den mystiske Kylo Ren angriber og ødelægger landsbyen, før de fanger Poe. Hans droide, BB-8, undslipper med kortet gemt i en hukommelsesenhed og støder på en klunser ved navn Rey ved en beboelse ved et skrotområde.
Ren torturerer Poe for at få ham til at afsløre hvor BB-8 er, men stormtrooper FN-2187, der føler sig frastødt af Den Første Ordens brutalitet, beslutter sig for at desertere og befrier Poe. Deres stjålne TIE-fighter styrter ned på Jakku, og stormtrooperen, som Poe har døbt "Finn", er tilsyneladende eneste overlevende. Han finder vej til den nærmeste beboelse, og da han støder på Rey og BB-8, hævder han at være en del af Modstandsbevægelsen. Den Første Orden sporer Finn til beboelsen og iværksætter et luftangreb, så Rey, Finn og BB-8 må stjæle et nedslidt rumskib, Tusindårsfalken, og flygter fra planeten.
Skibet bryder sammen, og de strander i rummet, men de bliver snart efter bjærget af Tusindårsfalkens ejer Han Solo og Chewbacca. Han forklarer, at Luke forsøgte at genopbygge Jedi-ordenen efter slaget ved Endor, men at en elev gik over til den mørke side og blev til Kylo Ren, der ødelagde alt, hvad Luke havde skabt. Luke forsvandt, efter sigende i søgen efter det mistede første jeditempel. De bliver angrebet af dødspatruljer fra Guavian- og Kanjiklub-banderne og flygter, men et overlevende medlem af dødspatruljerne informerer Den Første Orden om, at Han og Chewbacca har BB-8.
På Starkiller Base, en planet der er omdannet til et supervåben i stand til at ødelægge hele solsystemer, får Ren at vide af Den Første Ordens Øverste Leder Snoke, at for at overvinde den lyse side må han dræbe sin far, Han Solo. Snoke giver desuden general Hux ordre til at bruge supervåbenet for første gang. Det bliver brugt mod Hosnian-systemet, sæde for Republikkens senat, og Hux kalder det for enden på republikken.
På planeten Takodana møder Tusindårsfalkens besætning Maz Kanata, der kan hjælpe BB-8 med at nå Modstandsbevægelsen, men Finn beslutter sig for, at han hellere vil flygte på egen hånd. Rey finder vej til en kælder og finder Anakin Skywalkers lyssværd. Hun får en mystisk vision og viger tilbage i forfærdelse, idet hun afslår Maz' forsøg på at give hende lyssværdet. I stedet tager Finn det for en sikkerheds skyld. Den Første Orden angriber, men Han, Chewbacca og Finn bliver reddet af en eskadrille af Modstandsbevægelsens X-wing-jagere under ledelse af Poe. Rey bliver taget til fange af Ren, der forsøger at stjæle kortet fra Reys hukommelse, men hun er i stand til at modstå ham og bruger senere jedi-tanketricks til at undslippe fra sin celle.
Han, Chewbacca, Finn og BB-8 bliver bragt til Modstandsbevægelsens base på D'Qar, hvor de bliver genforenede med Leia og de to droids C-3PO og R2-D2, hvoraf sidstnævnte har været inaktiv, siden Luke forsvandt. Da Starkiller Base gør sig klar til at skyde på D'Qar, udtænker Modstandsbevægelsen en plan, hvor de lander på Starkiller Base og sænker planetskjoldene, så deres jagere kan angribe supervåbenets svage punkt. Han, Chewbacca og Finn infiltrerer basen, sænker skjoldene og genforenes med Rey, men Poes X-wing-eskadrille kan ikke trænge igennem, så Han og Chewbacca opsætter sprængstoffer til at skabe en åbning. Han opdager Ren og konfronterer ham for at få sin søn til at droppe den mørke side. Men til trods for at blive kaldt "Ben", dræber Ren Han, hvis krop falder ned i reaktoren nedenunder. Chewbacca skyder på Ren, før han sætter gang i eksplosionerne. X-wing-jagerne angriber våbenet og starter en kædereaktion, der i sidste ende ødelægger Starkiller Base.
Den sårede Ren forfølger Finn og Rey til overfladen, hvor Finn prøver at kæmpe mod ham med Anakins lyssværd. Da Finn bliver såret, tager Rey lyssværdet og overvinder Ren med kraften og kvæster ham desuden, før de bliver adskilt af et jordskred. Snoke giver Hux ordre om at evakuere basen og bringe den sårede Ren til ham. Rey, Finn og Chewbacca undslipper på Tusindårsfalken, mens planeten eksploderer. Modstandsbevægelsen fejrer deres sejr på D'Qar, mens Leia, Chewbacca og Rey sørger over tabet af Han. Pludseligt tænder R2-D2 og viser sig at have resten af kortet. Rey, R2-D2 og Chewbacca følger kortet til en ø i havet på en fjern planet, hvor Rey finder Luke og vil give ham hans fars lyssværd.
Medvirkende Hovedpersoner thumb|Daisy Ridleys kostume som Rey. Harrison Ford som Han Solo, en smugler og gammelt medlem af Oprørsalliancen. Ford sagde om rollen, at "Han går ikke efter tage Obi-Wans position, ligesom jeg heller ikke går efter at blive den nye tids Alec Guinness. Hans udvikling svarer til karakteren, og der er følelsesmæssige elementer, der har påvirket det." Han tilføjede at "Der er stadig en masse slyngel tilbage i Solo. Nogle ting ændrer sig ikke." Mark Hamill som Luke Skywalker, den sidste jedi, der nu er gået i skjul. Abrams sagde om Luke, Han og Leia: "De vil være lige så gamle og mytiske som historien om Kong Arthur. De vil være personer, folk måske har hørt om, men måske ikke. De vil være personer, som de måske tror eksisterede eller bare lyder som et eventyr." Hamill var til at begynde med skeptisk overfor afsløringen af Luke til slut i filmen men anså senere hans begrænsede medvirken som "en stor overraskelse". Abrams tilføjede at filmens slutning var tænkt som "den her store, lange trommen før man ser den her fyr." Carrie Fisher som Leia Organa, general i Modstandsbevægelsen og prinsesse af den ødelagte planet Alderaan. Efter begivenhederne i Star Wars Episode VI: Jediridderen vender tilbage beskrives hun som værende "lidt mere krigstræt, lidt mere hjerteknust." Fisher beskrev Leia som "ensom. Under en masse pres. Engageret som altid for hendes sag, men jeg kunne forestille mig, at hun føler sig noget ydmyget, træt og irriteret." Abrams sagde at "Oddsene er høje for hende i historien, så der er ikke så meget sjov, når det gælder Leia." Adam Driver som Kylo Ren. Han og Leias søn og Lukes tidligere elev, der blev stærk i kraften men blev forledt til den mørke side af Øverste Leder Snoke. Han er medlem af Knights of Ren og en højtstående leder i Den Første Orden. Driver sagde at holdet prøvede på "ikke at tænke på ham som slem, ond eller en skurk. Noget der var mere tredimensionelt. Han er mere farlig og uforudsigelig og moralsk berettiget til at gøre, hvad han mener er det rigtige." Daisy Ridley som Rey, en klunser der blev efterladt på ørkenplaneten Jakku som barn, og som voksen viser sig at have talent for kraften. Ridley sagde om rollen: "Hun er fuldstændig selvforsynende og gør alt for sig selv, indtil hun møder [Finn], og eventyret begynder." Cailey Fleming spiller Rey som barn. John Boyega som FN-2187 / Finn, en deserteret stormtrooper. Boyega fortalte, at han blev klar over, at han havde fået rollen ved en frokost i Myfair, hvor Abrams sagde: "John, du er den nye stjerne i Star Wars." I et andet interview sagde han at: "Når vi finder Finn, er han i stor fare. Og måden han reagerer på overfor faren, ændrer hans liv og sender ham ind i Star Wars-universet på en meget unik måde." Han sagde desuden at "Han har lært om [Luke], han kender hans historie. For ham er det som at komme i hæren og lære om en af landets største fjender." Oscar Isaac som Poe Dameron, en X-wing-pilot fra modstandsbevægelsen. Isaac sagde om rollen: "Han er den bedste originale pilot i galaksen... Han er blevet sendt på en mission af en hvis prinsesse, og han ender med at støde på [Finn], og deres skæbner er for evigt knyttet sammen." Lupita Nyong'o som Maz Kanata, en vis gammel kvinde der driver en lidt tvivlsom kantine på den fredelige skovplanet Takodana. Nyong'o sagde om Kanata: "Hun har levet i over tusind år. Hun har haft det her vandhul i omkring et århundrede, og det er ligesom enhver anden bar, du vil finde i et hjørne af Star Wars-universet." Ifølge Abrams er figuren baseret på hans gymnasielærer i engelsk, Rose Gilbert, der underviste på Palisades Charter High School fra 1961 til 2013. Abrams sagde at holdet "virkelig ønskede at historien skulle føles autentisk, selvom den er vild fantasi. Jeg nævnte Rose ved et tidligt historiemøde som en form for tidløs vis figur, som jeg faktisk har mødt i mit liv." Andy Serkis som Den Øverste Leder Snoke, Kylo Rens mester og en magtfuld person på den mørke side. Serkis beskrev figuren som "...en ret så gådefuld figur og mærkelig sårbar samtidig med at være ret så stærk..." Om Snokes udseende tilføjede Serkis at "Han er stor. Han forekommer høj. Og bare ansigtstrækkene - du kunne ikke være kommet der med proteser (...) Uden at sige for meget på dette tidspunkt, så har han en meget karakteristisk, særegen knogle- og ansigtsstruktur."