Nederlandenes historie omfatter overvejende de nordvestlige dele af det europæiske fastland men tillige oversøiske områder, som kom under dette områdes herredømme.
Oldtid og Middelalder thumb|Stammer omtalt af Julius Caesar. thumb|Stammer under Romerriget. Jordfund og jættestuer vidner om en sten- og bronzealder i landene om de store flodmundinger, men først ved Cæsars Gallerkrige når historiens lys dem. Kelterne, der før havde ejet disse lande, var da trængte tilbage af germanerne således, at Rhinen væsentlig var grænse mellem de to folk. Nord for den boede rent germanske stammer som frisere og batavere og længere mod øst sigambrere og andre, syd for floden var folket keltisk (gallisk), men stærkt blandet med germanere. Det var vilde og tapre folk, men efter hårde kampe (57 f. Kr. ff.) fik Cæsar dem slået ned, og romervældet førtes frem til Rhinen. Under Augustus (ca. 15 f. Kr.) ordnedes landet som en del af provinsen Gallia Belgica, og snart efter bredte romerne deres magt nord for Rhinen. Bataverne, friserne og andre blev afhængige af romerne og gav dem siden udmærkede ryttere og søfolk. Bataverøen (mellem Rhinen og Waal) blev romernes militære base, hvorfra kampene mod de østlige germaner førtes. Bataverne og friserne blev romerne tro under kampene med Arminius, men de romerske embedsmænds hårdhed vakte efterhånden stærk modvilje. 28 e. Kr. begyndte friserne en modig opstand, der først kuedes en snes år efter.Salmonsen, s. 772 Under tronstridighederne i Rom efter Nero’s død æggede Claudius Civilis sine landsmænd, bataverne, til kamp mod romerne, og opstanden blev snart udbredt og farlig (69—70).Salmonsen, s. 772f Men da Vespasian havde fået magten i Rom, sendte han en stærk hær mod oprørerne, de blev slåede og måtte bøje sig. I de følgende århundreder var landet roligt og gik stærkt frem i kultur. Romerne havde straks taget fat på at grave kanaler og bygge diger og veje. I Drente er fundet spor efter de træbroer (pontes longi), der lagdes over sumpene. Om de romerske fæstninger rejste sig betydelige byer. Agerbrug og handel, søfart og industri (lærred, uld og mursten) udvikledes. Men i 3. og 4. århundrede mærkedes der tilbagegang. Stormændene, der ejede al jorden, udsugede landet, Folketallet tog af, handel og industri standsede, de dårligt førte og dårligt øvede germanske lejetropper kunne ikke hindre frankernes og saksernes plyndringstog over grænsen. Da Stiliko i begyndelsen af det 5. århundrede trak de romerske tropper bort for at bruge dem i Italien, var romerherredømmet i Nederlandene de facto til ende.Salmonsen, s. 773
Folkevandringstiden
Som en stormflod væltede germanerne nu ind over grænsen; den romerske kultur skylledes bort, byer og gårde brændtes, de gamle stammenavne, Batavere og andre omtales ikke mere. Landet ejedes nu af frankere, saksere og frisere (de sidstnævnte var rimeligvis også nye folk, nordligere slægtninge til de tidligere frisere). Disse tre germanske stammer havde hvert sit særpræg, som det ses af deres love og endnu kan spores i sprog og retsvæsen og folkeminder. Friserne boede langs kysten fra Weser til Schelde og på øerne, sakserne mod øst og sydøst, frankerne i landene syd for Zuidersøen. Frankerne var de mægtigste, og Nederlandene blev en del af det frankiske rige.
Frankisk herredømme thumb|left|Sankt Willibrord. Under den kraftige pipinske slægt, der hørte hjemme i Maas-egnen, gik landet atter frem i kultur. Kristendommen, der næsten var forsvundet i folkevandringen, udbredtes på ny især af angelsachsiske missionærer som Willibrord, frisernes apostel. Utrecht blev bispesæde, og omkring år 800 var kristendommen fæstnet i landene. Folket var endda vildt og råt, men handel og søfart udviklede sig dog, og klostrene lærte folk at dyrke jorden. Især i Sydbrabant trivedes landet godt, og byerne tog til. Mod nord var man udsat for hærgninger af saksere og frisere. Pipin af Herstal slog flere gange den vilde friserkonge Radbod, men først Karl den Store bekæmpede fjenderne. Han gjorde meget til landets fremme, byggede broer, gravede kanaler, forbedrede vejene, bedrede agerbruget ved at indføre trevangsbrug, ordnede styrelsen og delte landet i gouw og honderschap, inddelinger, der under vekslende former og med skiftende grænser har bestået til det 20. århundrede. Landet var væsentlig et bondeland, hvor den frie sakser, friser og franker levede uafhængig på sin egen gård, men storejendommene var ved at brede sig, skønt bønderne strittede imod. Det folkelige selvstyre forsvandt under Karl. Kun i retsplejen havde den frie mand endnu nogen del. Men kejserens grever blev landets egentlige bestyrere.
Hærget af hertuger og grever
Under kampene mellem Karl den Stores ætlinge gik Nederlandene fra den ene hånd til den anden. Omsider beholdt Frankrig Flandern (fra 843), mens resten gik til Tyskland (fra 879). Det regnedes nu til Lothringen, der strakte sig fra Maas’ og Mosel’s kilder til Nordsøen, og i 953 deltes i to hertugdømmer, Øvre- og Nedre Lothringen. Det sidste omfattede Nederlandene (med undtagelse af Flandern), med Friesland som et noget løst tilhæng. Den tyske konges magt i Nedrelothringen var ikke stor. Greverne havde under tronkampene øget deres rettigheder og gjort dem arvelige. Kirkens vælde tog til. Og normannerne, der satte sig fast i landet og hærgede det flere gange i tiden fra omkring år 830 til efter deres store nederlag ved Löwen i 891, svækkede også kronens indflydelse. De lothringske hertuger, Kongens stedfortrædere, fik derfor ikke synderlig at sige, når de ikke selv ejede storgodser i landet, og de var lige så tit mod deres lensherre som med ham. De drev rænkespil med de franske konger, der var lystne efter Lothringen, eller de fejdede med dem, de sloges med greverne eller gjorde opstand mod kejserne. Midt i det 11. århundrede kæmpede Gotfred 4. den Skæggede utrættelig med kejseren for at få hele Lothringen, som hans fader havde haft. Hans søn, den mægtige Gotfred 5. med Pukkelen, var derimod kejser Henrik 4. en tro og stærk støtte; han døde i 1076. Gotfred 5.s arving, Gotfred af Bouillon, blev hertug 1089. Efter hans død på det 1. korstog sloges husene Limburg og Löwen om hertugværdigheden (Grimbergske Fejde 1130—1159) og delte den til sidst mellem sig, men den var nu kun en tom titel. Hertugerne havde kun magt i deres ejendomslande, limburgerne ved Maas, deres medbejlere i Brabant, efter hvilket land de nu kaldte sig. Navnet Nedrelothringen gik af brug i det 12. århundrede og ombyttes med Nederlandene, terræ inferiores.
På ruinerne af hertugdømmet havde der efterhånden dannet sig en række større og mindre, uafhængige stater: mod syd Flandern (Kronflandern, der var fransk len, og Rigsflandern, der var tysk len, som under en række balduiner vandt stor magt, Hennegau, der var forenet med Flandern fra omkring år 1050 til 1076 og fra 1191 til 1280, da Balduin 9.s, den gr. kejsers datter, Sorte Grete døde, og Hennegau tilfaldt hendes slægt af 1. ægteskab (Huset Avesne), Flandern hendes søn af 2. ægteskab, Gui af Dampierre. Endvidere mod syd: Brabant, Luxembourg, Bispedømmet Liège, Namur og en flok mindre grevskaber og herredømmer.
Mod nord havde greverne af Kennemerland (om Haarlem) fra 9. århundrede bredt deres magt langs kysten og ind i landet. Midt i det 11. århundrede ejede de kystlandet fra Maas til Flie og jorden ind mod Utrecht. Ved denne tid begyndte deres rige at kaldes Holland (Holtland). De hollandske grever blev til tider hårdt trængte af deres naboer — Gotfred med Pukkelen tog næsten hele landet fra grev Dirk 5. — men som regel forstod de at brede sig. Vest-Zeeland blev deres ejendom i 1323 efter 150 års fejder med Flandern. Nogle af friserne måtte underkaste sig i slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14. århundrede efter, at de var blevne svækkede ved de store stormfloder i det 12. og 13. århundrede. Bispedømmet Utrecht, der ejede landene inden om Zuidersøen, kom efter 1100 under hollandsk indflydelse. Et mindre grevskab nord for Rhinen var Geldern, der kom i strid med Brabant om arvefølgen i Limburg, som efter Slaget ved Woeringen i 1288 tilfaldt Brabant. Mellem alle disse små riger skete der et ustandseligt virvar af hærgningstog, slag og søfægtninger, af ægteskab og arvespørgsmaal, af forbund og intriger. Franskmænd, englændere og tyskere kappedes om at få dem hver på sin side. Kun sjældent enedes de om fælles optræden som mod Philip August, der slog dem ved Bouvines i 1214.Salmonsen, s. 774 I flamlændernes opstand mod Filip den Smukke, hvem det engelsksindede folkeparti slog ved Kortrijk (Sporeslaget 1302), var Holland og Hennegau, som i 1299 var blevne forenede under Jan af Avesne, på franskmændenes side. Indre uroligheder gjorde forvirringen større. Bispen af Utrecht dræbtes 1227 af bønderne i Drente under et af borggreven af Coevorden ledet oprør. Floris 5. af Holland blev fanget og myrdet i 1296 af Gijsbrecht af Amstel og andre sammensvorne adelsmænd. Mange fyrster faldt i de evindelige fejder, således Vilhelm 2. af Holland, Frederik 2.s modkejser, på et tog mod friserne i 1256. Endda fik nederlænderne stunder til at være ivrig med i korstogene.
Omkring 1300 var rigerne dog nogenlunde ordnede og fæstede. Deres grænser var tit tilfældige og kunstige; og der var intet naturskel mellem dem og de tyske stater længere inde i landet; kirkeligt stod de også stadig under ærkebispen i Köln. Fyrsterne var så godt som uafhængige af kejseren, de havde tilegnet sig alle kronens rettigheder og indtægter; deres selvstændighed godkendtes på Rigsdagen i Worms 1231. Indadtil kunne de have ondt ved at klare sig mod den stærke adel, men de stræbte i det 12.—13. århundrede med held at holde den nede, ved at gøre embedsstillingerne personlige, ikke arvelige. Bønderne, der trykkedes af adelen, gjorde flere gange opstand, og adskillige fyrster som Floris 5. var dem velsindede. Derimod så greverne tit skævt til den opblomstrende borgerstand. De forskellige stater styredes væsentlig ens, men hvert sted holdt på sine gamle love og gamle former. I det hele var det fyrstemagtens gyldne tid; kun i det nordlige Friesland levede adelsmændene som uafhængige herrer. Præsternes magt var ved at svinde; nogle kættere fik en del følge.
Borgerskabet vinder frem thumb|Nederlandene i det 14. århundrede.