thumb|Flag thumb|Våben thumb|Kort
Dynastiet Joseon (hangul: koreansk 조선국; hanja: kinesisk 朝鮮國; oversat: Joseon-guk; McCune-Reischauer: Chosŏn-guk (Riget Joseon) eller 조선 왕조; 朝鮮王朝; Joseon Wangjo; Chosŏn Wangjo (Kongedynastiet Joseon)), flere alternative skrivemåder eksisterer eller har eksisteret, så som Chosŏn, Choseon, Choson eller Chosun var et koreansk dynasti som eksisterede mellem 18. juli 1392 og 8. oktober 1897, da det blev afløst af Kejserriget Korea (1897-1910).
Joseon blev grundlagt af Yi Seong-gye, kong Taejo på ruinerne af et andet koreansk kongedømme, Goryeo, da dette blev styrtet. Landet fik tidlig sit nye navn og hovedstaden flyttet til dagens Seoul. I nord tog kongedømmet kontrollen tilbage fra Jurchen og udvidede landets grænser til naturlige grænser som skabes af floderne Yalu og Tumen. Joseon er det sidste af de koreanske monarkier og det længst regerende konfucianske dynasti i verden.
Joseon konsoliderede sin absolutte magt over Koreahalvøen, byggende på de konfucianske idealer og doktrinerne i det koreanske samfund, importerede og tilpassede kinesisk kultur og udviklede den klassiske koreanske kultur, handelen, videnskaben, litteraturen og teknologien.
Dynastiet blev væsentlig svækket i 1500- og 1600-tallet, da det først blev invaderet to gange af Japan i det, som er kendt som Imjinkrigen, og der efter to gange af manchuerne, som kort tid senere oprettede Qing-dynastiet i Kina. Dette forstærkede en hård og absolut isolationistisk politik, og landet blev derfor kendt i udlandet som Eremitkongedømmet. Efter de mange invasionsforsøg levede landet i fred, men på mange måder svækket, i 200 år.
Kongemagten blev svækket i løbet af 1700-tallet, men særlig i 1800-tallet blev presset indefra og udefra så stort, at landet blev tvunget til at åbne sig mod omverdenen. Fra 1897 til 1910 var Korea officielt kendt som Kejserriget Korea, før landet i 1910 blev koloniseret af Japan, hvilket markerede afslutningen for kongedømmet.
Joseon-kongerne har sat tydelige mærker efter sig i dagens Korea; meget af nutidens etikette, kulturnormer, sociale stilling, sprog og dialekter kommer fra denne periode i Koreas historie.
Historie Tidlig Joseon thumb|Kong Taejos portræt.
Grundlæggelse
Mod slutningen af 1300-tallet var det nær 500-år gamle Kongerige Goryeo, etableret af Wang Geon i 918, blevet ustabilt, statsfunktionerne var kollapset efter mange års krig, og en de facto-okkupation af Mongolriget. Efter etableringen af Ming-Kina, blev kongehoffet i Goryeo delt i to rivaliserende fraktioner. En gruppe ledet af general Yi Seong-gye som støttede Ming-Kina, og en gruppe ledet af general Choe Yeong, som støttede Yuan-Kina. Da en budbringer fra Ming kom til Goryeo i 1388 (14. år under Kong U) for at kræve tilbagelevering af en betydelig del af Goryeos nordre del, greb general Choe Yeong muligheden, som bød sig, og argumenterede for et angreb mod Liaodonghalvøen. Goryeo krævede at være efterfølgeren til Kongedømmet Goguryeo, og krævede derfor også dele af Manchuriet som en del af det koreanske territorium.
General Yi Seonggye blev valgt til at lede angrebet, men på vej nord over gjorde han oprør. Han vendte sine styrker syd over og ledte dem mod Goryeo-hovedstaden, nutidens Gaegyeong, hvor han gennemførte et kup og afsatte kong U til fordel for hans søn, kong Chang i 1388. Året efter dræbte han kong U og hans søn etter en mislykket resturation. Yi Seonggye tvang en anden kongelig til at overtage tronen, også han havde efternavnet Yi og blev kong Gongyang. I 1392 fik general Yi Jeong Mong-ju, en højt respekteret leder af en gruppe loyal til Goryeo dræbt, der efter blev kong Gongyang afsat og sendt i eksil til Wonju, deretter Samcheok, hvor han døde. Dermed var kongedømmet Goryo ved vejs ende.
Yi Seonggye, nu kong Taejo var i begyndelsen indstillet på at fortsætte med navnet Goryeo og alene ændre kongelinjen til hans egen for at opretholde en facade, som om ingenting var sket, og videreføre Goryo-traditionen. Men efter flere trusler om mytteri fra det svækkede men fortsat indflydelsesrige Gwonmun-aristokrati, som fortsat sværgede sin loyalitet til resterne af Goryeo og den nu skadeskudte Wang-klan, og en konsensus fra det reformerede hof om, at en ny titel var nødvendig for at markere et skifte, slog Taejo fast det nye konge-dynastiet i 1393 under navnet Joseon ("Morgenstilhed;" en reference til det første koreanske rige, Gojoseon), mens navnet på landet blev "Kongedømmet det store Joseon". Han flyttede også hovedstaden til Hanyang, dagens Seoul.
Konflikten mellem prinserne
Efter etableringen af kongedømmet kom også spørgsmålet om hvem af Yis sønner, som skulle efterfølge faderen som Joseon-konge. Taejos femte søn med dronning Sineui, Yi Bang-won, havde bidraget mest til at få faderen på tronen. Men statsminister Jeong Do-jeon og Nam Eun anvendte deres indflydelse hos kong Taejo til at foreslå hans ottende søn, anden søn med dronning Sindeok, prins Uian (Yi Bang-seok) som kronprins i 1392. Konflikten kom frem, fordi Jeong Do-jeon, som formede og etablerede det ideologiske, institutionelle og juridiske grundlag for det nye kongedømme mere end nogen anden, så Joseon som et kongedømme ledet af ministre udpegekt af kongen, mens Yi Bang-won ville etablere et absolut monarki styret direkte af kongen. Med Taejos støtte begrænsede Jeong Do-jeon kongefamiliens magt ved at forbyde politisk engagement fra prinserne, samt ved at forsøge at afvikle prinsernes private hære. Begge sider var klar over hadet mod hinanden og forberedte sig på at slå til først. Efter dronning Sindeok pludselige død i 1398 og i kong Taejos sørgeperiode, slog kongens anden søn, Yi Bang-won, til og hærgede det kongelige palads. Der dræbte han Jeong Do-jeon og hans støtter, samt dronning Sindeoks to sønner (hans halvbrødre), herunder kronprinsen. Hændelsen blev kaldt "prinsernes første kamp".
Rystet over, at hans sønner ville dræbe hinanden for tronen og psykisk udmattet som følge af drabet på hans anden kone, abdicerede kong Taejo og kronede umiddelbart hans andre søn Yi Bang-gwa, til kong Jeongjong og ny Joseon-konge. En af kong Jeongjongs første handlinger som monark var at flytte hovedstaden tilbage til Kaeseong, hvor han mente, at det var betydeligt mere komfortabelt at bo. Fremdeles havde Yi Bang-won reel magt og kom snart i konflikt med den misfornøjede og ældre broder, Yi Bang-gan, som også ønskede sig magt og indflydelse. I 1400 var spændingen mellem Yi Bang-wons fraktion og Yi Bang-gans tilhængere så stærk, at den eskalerede til en åben kamp, som blev kendt som "prinsernes anden kamp". Yi Bang-gan tabte og blev sendt i eksil til Tosan mens hans støtter blev henrettede. Under dette pres genindsatte kong Jeongjong Yi Bang-won som arving, og valgte der efter at abdicere. Samme år blev Yi Bang-won kronet til den tredje Joseon-konge som kong Taejong.
Konsolidering af kongemagten
I begyndelsen af Taejongs regime, nægtede den tidligere kong Taejo at videregive det kongelige segl, som gav enhver konge sin legitimitet. Taejong begyndte at tage politiske initiativer, som han mente ville vise hans kvalifikationer for stillingen. En af hans første kongegerninger var at afvikle privilegiet, som mange i overklassen og i aristokratiet frem til da havde haft: at kunne have private hære. Hans beslutning reducerede mulighederne, som disse havde haft for at kunne lade militære styrker støtte et oprør mod kongen. Samtidig blev den nationale hær betydeligt styrket. Næste beslutning var at revidere det eksisterende lovværk for taksering af ejerskab til land samt et folkeregister. Meget landareal var holdt skjult for myndighederne, og dette blev nu registreret med den følge, at statens indtægter blev fordoblet.
I 1399 havde Taejong spillet en betydelig rolle i at afvikle Dopyeong, en forsamling fra den gamle statsadministrations dage, som havde monopol på retsvæsenet under Goryeos svækkede statsmagt, til fordel for Joseons statsråd, et nyt organ i centralmagten omkring kongen. Efter at have gennemført sine første beslutninger udarbejdede kong Taejong et nyt dekret, hvorefter alle beslutninger, som Joseons statsråd fattede, kun skulle virkeliggøres med kongens godkendelse. Dette gjorde ende på en praksis, hvor ministre og rådgivere kunne godkende beslutninger efter debat og forhandlinger indbyrdes. Dermed blev mere magt samlet i kongens hænder. Derefter etablerede Taejong et eget kontor, Sinmun, hvor indbyggere kunne fremlægge sager, hvis de var blevet uretfærdigt behandlet eller truet af myndighedspersoner eller af aristokratiet. Taejong beholdt de fleste af Jeong Do-jeons reformer. Desuden både henrettede og sendte han i eksil flere af sine egne støtter, som havde hjulpet han frem til kongemagten, for at styrke den kongelige autoritet. For at begrænse indflydelsen fra sine slægtninge dræbte han sin egen dronnings fire brødre, og sin søn Sejongs svigerfader. Taejong forbliver en kontroversiel figur, som dræbte mange af sine rivaler og slægtninge for at få mere magt, men som allikevel styrede effektivt ved at forbedre indbyggernes liv, styrke det nationale forsvar og lægge fundamentet for sin efterfølger, Sejong.
Kong Sejong den store
I august 1418 blev Sejong den fjerde Joseon-konge, to måneder efter at forgængeren Taejong abdicerede. I maj 1419 måtte kong Sejong, med sin fader Taejong som rådgiver, håndtere Ōei-invasionen for at fjerne de plagsomme japanske pirater, som hærgede ud for øen Tsushima i Koreastrædet. I september 1419 kapitulerede Tsushimas daimyo, Sadamori. I 1443 blev Gyehaetraktaten underskrevet, hvori Tsushimas daimyo blev givet rettigheder til at handle med Korea med 50 skibe årlig, i bytte for tribut til Korea, samt at hjælpe til med at standse alle japanske kystpirater, som hærgede koreanske havne.koreansk 계해약조 癸亥約條 Nate / Britannicakoreansk 계해조약 癸亥約條 Nate / Encyclopedia of Korean Culture
Ved den nordlige grænse etablerede Sejong fire forter og seks grænseposter for at beskytte befolkningen fra fjendtlige kinesiske og manchuriske nomader, som angreb fra Manchuriet. I 1433 sendte Sejong general Kim Jong-seo nordpå for at ødelægge Manchu. Kims militære styrke erobrede flere slotte, fortsatte nordover og generobrede gammelt koreansk land, omtrent der, hvor den senere koreansk-kinesiske grænse findes.
Under Sejong udviklede Korea sig indenfor naturvidenskab, landbrug, litteratur, folkemedicin og ingeniørvidenskab. Sejongs succes indenfor flere områder førte til, at han efter sin død fik titlen "den store" lagt til sit navn, som en af to koreanske monarker. Men han er måske bedst kendt for at have bidraget til etableringen af det koreanske alfabet Hangeul, i 1443.
De seks martyrministre
Efter kong Sejongs død i 1450 blev hans søn Munjong kronet og fik opgaven med at føre faderens arv videre. Men alt i 1452 døde han. Hans 12 år gamle søn, Danjong blev ny konge, hvilket hans onkel Sejo forstod at udnytte. Onklen tog kontrol over regeringen og efter tre år afsatte han nevøen og kronede sig selv til den syvende Joseon-konge i 1455. I 1456 sørgede kong Sejo for at dræbe seks ministre mistænkte for at have planlagt et attentat mod kongen med det mål at få Danjong tilbage på tronen. Sejo dræbte også Danjong selv, i paladset i Yeongwol, hvortil han var sendt i indre eksil. Til trods for at han havde stjålet tronen fra sin unge nevø, viste Sejo sig som en mindst lige så god monark som Taejong. Han styrkede landets administrative system, blandt andet med folketællinger, og et system for hurtigere at kunne mobilisere soldater. Han indførte landreformer for at bedre økonomien og opfordrede til trykning af bøger. Men vigtigst var, at han fuldførte en kode for statsadministrationen, som blev en hjørnesten for kongedømmets statsmagt, og sørgede for den første form for en skreven konstitutionel lov i Korea.