thumb|Armeniens udstrækning gennem tiderne. Armeniens historie dækker et større område end nutidens Armenien. Det historiske Armenien omfatter også store områder i nutidens østlige Tyrkiet, og disse bliver også i politiske sammenhænge inden for visse kredse omtalt som Vestarmenien eller det armenske højland. Det historiske Armenien omfatter blandt andet store dele af nutidens Tyrkiet, Aserbajdsjan, Iran og Georgien.
Armenien er et meget gammelt land med rødder flere tusinde år tilbage og regnes for at være verdens ældste land, og selve armeniernes historie går formodentlig tilbage til 10.000 f.Kr.
Moses fra Khoren krediteres for værket Armenernes historie, som beskriver landets historie tilbage til oldtiden.
Som statsdannelse har nutidens Armenien rødder helt tilbage til antikken og kan have haft sin vugge ved Van-søen i nutidens Tyrkiet. Landet nævnes i historiske kilder første gang af Dareios 1. af Persien i hans beskrivelser af erobringen af landet. Orontidernes dynasti regerede fra 600 f.Kr. og var nogen gange selvstændigt og andre gange under indflydelse af de forskellige stormagter.
I gammel tid var området en del af riget Urartu, hvis sprog urartisk klassificeres sammen med hurritisk. Armensk sprog udgør en egen gren inden for de indoeuropæiske sprog, og ser ud til at have sin oprindelse i det armenske højland. Indbyggere i området ser ud til at have begyndt at tale dette sprog i forbindelse med den armeniske stat i 500-tallet f.Kr. Sproget har lånt flere ord fra urartisk, hvilket vidner om en lang tid med bilingvisme.
Den tidligste historie
thumb|Armenia havde sin største udstrækning under Tigranes den store
Det armenske højland Det armenske højland grænser til Kaukasus i nord, Zagros i øst, Mesopotamien i syd og Lilleasien i vest. Området har været beboet i flere tusinde år. Det var her, jordbruget og husdyrhold blev udviklet under den neolitiske revolution, det var her at de første megalitiske bygninger blev bygget og herfra at de forskellige metaller, så som bronze og jern, først blev udnyttet.
Hamoukar i Jazira regionen i det nordøstlige Syrien rummer resterne af en af verdens ældste byer, hvilket har fået forskere til at antage, at byer i denne del af verden opstod langt tidligere end tidligere antaget, og at det var dette område, som med rette kan kaldes for civilisationens vugge.
Göbekli Tepe blev dannet af jægere og samlere, som levede i landsbyer dele af året omkring 10.000 f.Kr., hvilket vil sige før man gik over til at blive bofaste. Strukturerne stammer ikke kun fra før man begyndte at lave keramik, metal og opfandt skriften og hjulet, men blev bygget før den neolitiske revolution, det vil sige før jordbrug og husdyrhold omkring 9000 f.Kr. blev indført.
Den neolitiske revolution
Khabur er den største biflod til Eufrat i Syrien. Siden 1930-erne har der været mange arkæologiske udgravninger i Kahburdalen, og de indikerer, at der har boet folk her siden ældre stenalder. Vigtige steder, som er udgravede, er blandt andre Tell Halaf, Tell Brak, Tell Leilan, Tell Mashnaqa, Tell Mozan og Tell Barri ("Tell" betyder "byhøj").
Det såkaldte gamle Europa, som vil sige den europæiske jordbrugsbefolkning, samt dem som etablerede neolitiske samfund i Kina og Indien, Mesopotamien, herunder sumererne, og Egypten, har alle deres baggrund fra dette område.
Senere fulgte indoeuropæerne, som formodentlig har deres rødder i Kura Araxes, også kendt som Shengavit, kulturen i det armenske højland med center for spredning i Jerevan, eller lige nord for Kaukasus, men med stærk indflydelse fra kulturen, som eksisterede i det armenske højland, og semitterne, som har deres udgangspunkt i Syrien.
Det bliver generelt antaget at proto-armensk talende folk ankom fra en paleobalkansk kontekst til Anatolien fra omkring 1200 f.Kr., og over tiden spredte sig øst over til det armenske højland, men andre, således Thomas Gamkrelidze og Vyacheslav V. Ivanov, placerer det proto-indoeuropæiske hjemland i det armenske højland, hvilket passer med den armenske hypotese vedrørende det indoeuropæiske urhjem. Kura Araxes-kulturen, som havde nær kontakt med Majkop-kulturen i det nordlige Kaukasus, havde baggrund i den første transkaukasiske kulturen, Shulaveri Shomu-kulturen, som igen havde sine rødder i Tell Halaf og Tell Hassuna-kulturerne. I slutningen af Kura Araxes-kulturen, som trolig var en multilingvistisk kultur, opstod trialeti-kulturen i Kaukasus omkring 2000 f.Kr.
Hurriere og urartiere
Et tidlig navn på armenerne, som bliver nævnt i mesopotamiske og egyptiske kilder, der kan dateres tilbage til bronzealderen, var urartiere, som vil sige ariere (ar-i-ere), eftersom ar betyder ild, lys, belysning, sol, genkomst og frugtbarhed, det at skabe eller guddommelig. Roden af ordet bliver blandt andet fundet i Arev (Sun), Arpi (lys fra himmelen), Ararich (gud eller skaber), Ararat (som vil sige stedet for skabelsen), Arta og så videre. Byen Ardini, også kendt som Muṣaṣir (Mu-ṣa-ṣir), som betyder slangens udgangspunkt på assyrisk, var det religiøse center for urartiernes hovedgud Khaldi i Urartu (Ararat).
Hurrierne (kileskrift: Hu-ur-ri), et oldtidsfolk i det nordlige Mesopotamien i løbet af bronzealderen, som talte et hurro-urartiske sprog, er forbundet med både urartierne og armenierne, som de også delte kultur med. Det armenske ord hur/hur-ri er en variant af ar/har/hur. Det meste af hurriernes rekonstruerede historie stammer fra dokumenter fundet i bibliotekerne hos andre af tidens folk, således hettiterne, akkaderne, sumererne og egypterne. Men alt tyder på, at alle disse folk havde sine kulturelle rødder fra hurrierne, som synes at have været til stede i den transkaukasiske region siden "tidernes morgen".
Både hurrisk og urartisk regnes med i den alaroidiske sprogfamilie, som formodentlig også inkluderer sumerisk og synes at være i slægt med nakh-sprogene inden for den nordøst-kaukasiske sprogfamilie, samt med haplogruppe J2, hvilket også sumererne i det sydlige Mesopotamien er. Urartisk er bevidnet fra 900-700-tallet f.Kr., som det officielle skriftsprog i jernalderstaten Uratri, på assyrisk kendt som Urartu, som korresponderer med kongedømmet Ararat, også kendt som Van, og blev antagelig talt af en majoritetsbefolkning i området omkring Van og det øvre Zab, det vil sige den øvre del af Tigris.
Hurrisk må være skilt ud fra urartisk omkring 2000 f.Kr. Dette på samme tid som da den største og mest indflydelsesrige hurriske nation Mitanni i det armenske højland blev dannet. Urartisk er for eksempel nærmere den såkaldte gammel-hurriske formen end den form, som opstod i Mitanni. En del toponymer, egennavn og anden terminologi i Mitanni bliver ansete for at være et indo-arisk superstratum, hvilket tyder på at en indo-arisk elite satte sig selv som herskerklasse over for hurrierne som en del af den indo-ariske ekspansion, selv om også hurriere blev inkluderede i herskerklassen.
Ved tidlig jernalder var hurrierne i stor grad blevet assimilerede med andre folk, måske bortset fra kongedømmet Urartu på det armenske højland i østlige Anatolien, centreret omkring de bjergklædte regioner ved Van-søen. I sin største udstrækning strakte staten sig fra Kaukasus og til det, som i dag er det centrale Tyrkiet, Libanon og Nordiran. Grundlæggeren af staten Urartu, som blandt andet inkluderede landet Nairi, som er blevet som enten beslægtet eller identisk med Urartu, og Subartu, var Aramé, som samlet alle prinsedømmerne i det armenske højland og gav sig selv titlen "Konge af konger", som var den traditionelle titel på Urartus konger.
Forskerne mener, at Urartu er en akkadisk variant af Ararat, som er nævnt i Det Gamle Testamente, og faktisk er Araratbjerget lokaliseret i samme område som oldtidens urartiske rige, omkring 120 km nord for dens tidligere hovedstad. På den trilingvistiske Behistun-indskrift skrevet på ordre af Darius den store af Persien i 521/0 f.Kr. bliver landet omtalt som Urartu på assyrisk kaldet Arminiya på gammel persisk og Harminuia på elamitisk. Det semitiske "tu", som betyder folkegruppe, blev ret og slet skiftet ud med det gammel persiske "men", som modsvarer "tu", samt tilføjet endelsen -ia.
Hayasa
Armenere er ifølge lingvistikkeren Igor M. Diakonoff et amalgam af hurriere (og urartiere), anatoliske luviere (hettitter) og proto-armenske mushkier (eller armeno-frygiere), som bar deres indoeuropæiske sprog øst over i Anatolien. Anatolisk, som blandt andet inkluderer luvisk og hettittisk, er det første led i den indoeuropæiske sprogstamme, mens græsk-armensk-arisk er den sidste.
Navnet Armenien stammer fra Armenak eller Aram, som var efterkommer af den armenske patriark Hayk, som er stamfader for alle armenere. Det oprindelige armenske navn for landet var Hayk. Hayer betyder fader på armensk. Armenerne kalder i dag sig selv for Hayk, eller Hay, og det armenske endonym for Armenien er Hayastan, efter som man lagde til et -stan suffiks. Stan betyder land på persisk. Ligheden mellem navnet Hayasa, en bronzealderkonføderation dannet mellem to de to kongedømmer Hayasa og Azzi i det armenske højland, og endonymet for armenierne og deres land har ført til, at man antager, at Hayasa-Azzi var involveret i den armenske etnogenesis.
Enkelte antager, at armeno-frygerne efter at frygiske invasion af hettittene ville have bosat sig i Hayasa-Azzi og blandet sig med lokalbefolkningen, som på dette tidspunkt allerede var spredt i de vestlige regioner af Urartu. Efter, at Urartu var faldet, dominerede armenerne højlandet og absorberede dele af den tidligere urartiske kultur i processen. Armenierne blev dermed den direkte efterkommer af kongedømmet Urartu og den hayasiske adel ville have taget kontrol over regionen og folk adopterede deres sprog.
Kongedømmet Armenien thumb|Armenien i perioden 299-387 e.Kr. Armenere nævnes i græske og persiske kilder i århundrederne før vor tidsregning. Efter, at Urartu faldt i 600-tallet f.Kr. opstod kongedømmet Armenien, som eksisterede fra 321 f.Kr. til 428 f.Kr. Dette var inddelt i påfølgende tre dynastier: Orontide-dynastiet, også kendt under deres endonym Yervanduni (553–200 f.Kr.), artaxiade-dynastiet (189 f.Kr.–12 e.Kr.) og arsacide-dynastiet, også kendt som arshakuni-dynastiet (52–428). Landet omfattede blandt andet store dele af nutidens Tyrkiet, Aserbajdsjan, Iran og Georgien.
Baggrunden for det armenske kongerige er at finde i en af det persiske akemeniske imperiums satraper kaldet Armenien, som blev dannet af territoriet Urartu efter, at det blev erobret af mederne i 590 f.Kr. Satrapen blev i 321 f.Kr., efter den makedonske kejser Aleksander den Stores erobring af Persien, til et kongedømme under orontide-dynastiet og indlemmet som et af de hellenistiske kongedømmer i seleucide-imperiet.
Under seleucide-imperiet blev den armenske trone delt i to – Armenien og Sophene – som begge kom under artaxiade-dynastiet i 189 f.Kr. Under Den romerske republiks østlige ekspansion nåede kongedømmet Armenien under Tigranes den Store sit højdepunkt fra 83 til 69 f.Kr. Dette efter at have reinkorporeret Sophene og erobrede det som var tilbage af det faldende seleucide-imperium, hvilket endte dets eksistens og gjorde Armenien til et imperium.
I en kort periode var landet et af de mægtigste i regionen, men dette endte, da landet tabte en krig mod Den romerske republik i 66 f.Kr., men Armenien mistede alligevel ikke sin selvstændighed. Tigranes beholdt magten som en allieret af Romerriget frem til sin død i 56 f.Kr. De tilbageværende artaxiade-konger styrede som klienter af Romerriget frem til, at de blev væltede i år 12 på grund af en mulig alliance med Romerrigets hovedrival Partia. Armenien kom under romersk kontrol og blev mere orienteret mod vest, både politisk, filosofisk og religiøst.