right|thumb|Kong Frederik 9. underskrev anordningen i 1952.

Den kongelige forholdsordre (officiel betegnelse: Anordning om forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på landet og under krig) er en kongelig anordning udstedt 6. marts 1952 af kong Frederik 9. Den fastlægger en stående ordre til i første række Forsvarets enheder om deres reaktion i situationer, herunder angreb og/eller suverænitetskrænkelser af en fjende uden forudgående krigserklæring, hvor der ikke er tid til eller mulighed for at indhente regeringens nærmere ordre. Forholdsordren er udformet til at sikre, at danske styrker kan handle uden at afvente yderligere instrukser gennem kommandovejen.

Anordningen bestemmer, at et angreb på dansk territorium eller på en dansk militær enhed uden for dansk territorium straks skal besvares ved at optage kamp med indtrængende fjendtlige styrker, uden at der afventes nærmere ordrer. Et sådant angreb skal samtidig betragtes som udløsende fuld mobilisering af Forsvaret, Hjemmeværnet og reserven. Personellet skal hurtigst muligt møde på deres designerede mødepladser, eller, hvis dette ikke er muligt, ved den nærmeste danske eller allierede enhed.

Forholdsordren udspringer af devisen "Aldrig mere en 9. april" efter 2. verdenskrig. Danmark blev den 9. april 1940 invaderet og efterfølgende besat, og Forsvaret ydede kun let modstand af forskellige årsager. Erfaringen førte til et ønske om en stående ordre, så de militære styrker ikke skulle afvente, at beslutningstagernes ordrer nåede frem, men kunne reagere prompte ved et eventuelt nyt angreb.

Referencer

Eksterne henvisninger retsinformation.dk: Anordning om forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på landet og under krig - AND nr 63 af 06/03/1952 retsinformation.dk: Anordning om ændringer i anordning om forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på landet og under krig - AND nr 130 af 26/04/1961

Kategori:Danmarks love Kategori:Danmarks forsvarspolitik