Nørrebro er en bydel i København. Bydelen, der er et af Københavns brokvarterer, er med sine 79.951 (pr. 1. januar 2017) indbyggere fordelt på 4,1 km² ikke blot den mest folkerige bydel i hovedstaden, men også den mest befolkningstætte; her bor 19.500 personer pr. km2. Nørrebro afgrænses mod sydøst af Søerne mod Indre By, mod nordvest af Ringbanen mod Bispebjerg, mod sydvest af Åboulevarden mod Frederiksberg og mod nordøst af Lersø Parkallé, Tagensvej og Nørre Allé mod Østerbro. Bydelen ligger i Københavns Kommune.
Nørrebro, som den kendes i dag, begyndte først at tage form, da Københavns bastionære befæstning blev nedlagt i 1850'erne. Siden udviklede bydelen sig til et typisk arbejderkvarter med tæt karrébebyggelse og spredt industri. I dag har Nørrebro et kosmopolitisk og multikulturelt tilsnit, idet en betydelig del af indbyggerne er studerende, kunstnere eller har en anden etnisk baggrund end dansk. I det 21. århundrede har flere dele af Nørrebro fået et varieret kulturliv med mange caféer, tøjbutikker og restauranter, der ligger side om side med shawarmabarer og halalslagtere. Denne udvikling står dog i kontrast til andre dele af bydelen, der stadig kæmper med sociale problemer og lav erhvervsfrekvens. Området Mjølnerparken udgør således et af Københavns Kommunes tre særligt udsatte almene boligområder, normalt kaldt ghettoer, på den officielle danske ghettoliste.
Geografi thumb|left|Administrative bydele i Københavns Kommune 2007- Bydelen opdeles traditionelt i Indre Nørrebro og Ydre Nørrebro, selvom den administrative opdeling ophørte i 2007. Indre Nørrebro har ca. 30.000 indbyggere og ligger – som navnet antyder – nærmest Indre By. Indre Nørrebro er geografisk afgrænset af Søerne, Åboulevarden, Tagensvej og Nørre Allé. Jagtvej udgør grænsen mod Ydre Nørrebro.
thumb|Kort over Nørrebro og omegn. Indre Nørrebro Indre Nørrebro gennemskæres på langs af Nørrebrogade. På den sydvestlige side af Nørrebrogade ligger området omkring Blågårds Plads og Assistens Kirkegård. Efter bulldozersaneringen i 1970'erne erstattedes den gamle nedslidte bebyggelse med nyt elementbyggeri med almennyttige boliger. Saneringen ændrede også afgørende på demografien i området omkring Blågårds Plads, der nu består af mange lejeboliger og huser mange indvandrere. I kontrast til dette er kvarteret på den anden side af Nørrebrogade omkring Sankt Hans Torv, Panum Instituttet og De Gamles By præget af mange ejer- og andelsboliger.
Ydre Nørrebro Ydre Nørrebro har omtrent 40.000 indbyggere og er afgrænset af Ågade, Ringbanen, Lersø Parkallé og Jagtvej.
Ydre Nørrebro er ligeledes opdelt af Nørrebrogade. Sydvest for Nørrebrogade ligger blandt andet Nørrebroparken og kvarteret omkring Stefansgade, Jægersborggade og Husumgade, der er et af Nørrebros ældste beboelseskvarterer. Nordøst for Nørrebrogade ligger Mimersgadekvarteret og Haraldsgadekvarteret, der tilsammen udgør Det mytologiske kvarter. Tidligere var Ydre Nørrebro præget af karrébygninger, fabrikker og småindustri, eksempelvis køleskabsfabrikken Atlas. I dag er de fleste af de gamle industrivirksomheder nedlagt eller flyttet.
Historie Før industrialiseringen thumb|Udsigt over Nørrebro før 1855. Det område, hvor Nørrebro ligger i dag, hørte i middelalderen til landsbyen Serridslev. Det er uklart, hvor landsbyen præcist var placeret, men det er sandsynligt, at den lå lige nord for krydset mellem Rådmandsgade og Tagensvej Serridslev www.denstoredanske.dk . Serridslev forsvandt da Johan Rantzaus hær slog sig ned i byen omkring år 1527. Herefter blev området underlagt Københavns Fælled, hvor byens kreaturer var på græs.
I 1600-tallet opstod spredt bebyggelse på Serridslev mark, herunder et teglværk og et antal vindmøller. Langt op i 1700-tallet havde Nørrebro dog stadig en udpræget landlig stemning Nørrebros historie www.dengang.dk.
Nørrebro var oprindelig navnet på den brolagte landevej – nu kendt som Nørrebrogade – der førte mod nordvest fra byens Nørreport. De færreste landeveje var dengang brolagte, men den intense trafik til hovedstaden gjorde brolægning nødvendig. I 1744 påbegyndte man arbejdet på Nørre Allé, mens Blegdamsvej – hvor byens blegemænd holdt til – blev anlagt i 1770'erne. Begge veje udgik fra det gamle kvægtorv ved Fælledvej, i dag kendt som Sankt Hans Torv.
Bebyggelsen spredte sig langsomt langs de nyanlagte veje. Nørrebro var på dette tidspunkt et populært udflugtsmål for borgerskabet og der opstod flere udskænknings- og forlystelsessteder. Derudover lå der lidt industri, håndværk og gartnerier, samt en række landsteder i området med navnene Blågården, Solitude og Store Ravnsborg. Blågården, der senere lagde navn til Blågårds Plads og Blågårdsgade, var en overgang kongens landejendom.
De mennesker, der boede på Nørrebro, ernærede sig hovedsagelig som håndværkere, arbejdere, gartnere, møllere og øltappere. Gartnerierne var blandt andet kendt for deres rabarber, som senere gav området det folkelige navn "Rabarberkvarteret". Der var kun få butikker på Nørrebro på daværende tidspunkt; en urtekræmmer, en bager, et mælkeudsalg og nogle spækhøkere. Havde man brug for andet, måtte man drage ind mod byen. Det samme gjaldt for de af områdets børn, der skulle i skole .
I slutningen af 1700-tallet ændredes Nørrebro gradvist, efterhånden som tolerancen overfor bebyggelse uden for voldene blev større. Folk fra borgerskabet og embedsstanden valgte da at forlade de trange omgivelser i København for at nyde de landlige omgivelser på Nørrebro.
Industrialisering (1850-1940)
Den såkaldte demarkationslinje, som indtil da havde forhindret større nybyggeri på Nørrebro, blev på grund af overbefolkning indenfor voldene flyttet i 1852. Derefter gik et større byggeboom i gang. En mængde industri flyttede til bydelen, og bebyggelsen bredte sig i løbet af 1870'erne til Kapelvej og Rantzausgade. I 1880'erne og 1890'erne passerede den Jagtvej med anlæggelsen af Jægersborggade, Husumgade og andre sidegader overfor Assistens Kirkegård. Befolkningstallet eksploderede i samme periode fra 10.000 i 1857 til 52.000 i 1880 og 105.000 i 1901.Lidt Nørrebro-historie www.noerrebrolokalhistorie.dk
Fra 1880'erne blev bebyggelsen høj og sammenhængende, som vi kender det i dag. Nørrebro gik dermed fra at være en bredt sammensat bydel til at blive et udpræget arbejderkvarter med små lejligheder. Især var byggeriet på Indre Nørrebro præget af usle lejekaserner for den voksende arbejderklasse. Boligspekulanterne udnyttede den sparsomme plads intensivt uden hensyntagen til beboelsens kvalitet eller hygiejne. Området omkring Blågårds Plads var især plaget af fattigdom og slum. På den grund, der er opkaldt efter Blågård Slot, blev der i 1827 etableret et jernstøberi, der senere voksede kraftigt under ledelse af fabrikanten Anker Heegaard. Beboerne i området var imidlertid ikke begejstrede, idet støberiet forurenede betragteligt, hvilket var medvirkende til at give kvarteret det lidet flatterende tilnavn "Den sorte firkant". I 1898 lykkedes det Københavns Kommune at købe pladsen tilbage med det formål at omdanne det til et rekreativt område.
På Ydre Nørrebro vekslede bebyggelsen mere mellem karrébygningerne, fabrikker og småindustri. Eksempelvis kan nævnes industrivirksomheden Titan A/S stiftet i 1897. Firmaet, der var en stor spiller inden for det jernindustrielle og elektrotekniske felt, dækkede et enormt areal mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade, Sigurdsgade og Rådmandsgade.
I 1867 blev bydelen forbundet med Indre By, idet man anlagde en sporvognsstrækning fra Nørrebrogade til Kongens Nytorv. Sporvognsremisen blev anlagt på Lygtevej (Nørrebrogade) ved Bragesgade, og den blev ombygget i 1896 til de røde murstensbygninger, der i dag rummer Nørrebrohallen. Nørrebro Station blev grundlagt i 1886 i Stefansgade med henblik på godstransport. I 1920'erne flyttede stationen til sin nuværende placering, der var blevet ledig efter nedrivningen af den populære Lygtekro i 1904.
Sporvogne I 1867 blev der anlagt en sporvognlinje fra Lygtevej (Nørrebrogade) til Kongens Nytorv ad Gothersgade. Sporvognsremisen blev placeret på Lygtevej ved Bragesgade. Den ældste nuværende del af bygningerne er fra 1896 og opført af arkitekten Thorvald Sørensen som en toetages værkstedsbygning og vognhal. Hallen er udvidet ad flere omgange, blandt andet i 1900-1902 af arkitekt Vilhelm Friederichsen.
Linjen blev oprindelig betjent af hestesporvogne, der i 1897 blev afløst af akkumulatorvogne. Der var dog tekniske problemer med dette system, og i 1902 gik man derfor over til elektriske sporvogne med luftledninger som i resten af byen. Samme år fik linjen nummer 7. Én linje var dog ikke nok til at betjene bydelen, så i 1903 blev den suppleret med linje 5 og i 1920 med linje 16. De tre linjer omstilledes som de sidste i København til busdrift i 1970 (16), 1971 (7) og 1972 (5).Der kommer altid en sporvogn: www.norrebro.dk
Besættelsen (1940-1945)
thumb|Barrikader på Nørrebro under Folkestrejken i sommeren 1944.|left Under 2. verdenskrig var Nørrebro et centrum for mange af modstandsbevægelsens aktioner, herunder adskillige skudepisoder og likvideringer. Modstandsbevægelsen lavede også sabotage mod de lokale virksomheder, der producerede for besættelsesmagten, enten frivilligt eller under tvang. Eksempelvis blev Johansens Maskinfabrik i Elmegade bombet i 1945. Maskinfabrikken, der bestod af en ca. 50 meter lang træbygning, brændte ned til grunden.Daglige beretninger om begivenheder under den tyske besættelse www.kobenhavnshistorie.dk
Som arbejderkvarter husede bydelen mange kommunister, hvis politiske aktivitet blev forbudt i 1941 efter Nazitysklands invasion af Sovjetunion. Samtidig blev Danmarks Kommunistiske Partis hovedkontor i Griffenfeldsgade raseret, adskillige medlemmer blev anholdt, og man forbød udgivelsen af Arbejderbladet. Partiet fortsatte derefter som en illegal organisation, og fra november 1941 udgav man det illegale modstandsblad Land og Folk.
Optøjer på Nørrebro og Vesterbro var i 1944 med til at starte den landsdækkende Folkestrejke. I løbet af et par dage udviklede en gå-tidligt-hjem-aktion på blandt andet Burmeister & Wain sig til en generalstrejke, og den tyske besættelsesmagt svarede straks igen med udgangsforbud, terror mod befolkningen og ved at lukke for al forsyning af gas, vand og el til bydelen. Optøjerne på Nørrebro kostede flere dræbte og sårede.
Efterkrigstid, sanering og uroligheder (1945-2000) Op gennem 1900-tallet skete der generelt en forbedring af boligstandarden i København, men på Nørrebro var det ikke tilfældet. I 1960'erne fandtes halvdelen af korridorlejlighederne i København således på Nørrebro. I begyndelsen af 1970'erne besluttede Borgerrepræsentationen med overborgmester Egon Weidekamp i spidsen derfor at påbegynde en omfattende sanering af specielt Indre Nørrebro. Nørrebros borgere synes imidlertid ikke om de drastiske planer om at rive hele kvarterer ned for at skabe mere lys og luft, og der opstod en række beboerorganiseringer (Nørrebros Beboeraktion, Nørrebros Pensionistgruppe, Firkantens Boldklub m.fl.), der arbejdede for en planlagt og mere skånsom byfornyelse, der kunne blive til gavn for de eksisterende beboere. Der blev gennemført hus- og lejlighedsbesættelser og fortrinsvis fredelige aktioner, demonstrationer og happenings mod boligspekulanter, for genhusning, trafiksanering, idrætsfaciliteter, medborgerhuse med mere. I nogle få tilfælde kom det til gadekampe med politiet. De voldsomste uroligheder opstod, da Byggeren (Firkantens Byggelegeplads) blev revet ned. Det skete under politibeskyttelse i 1980, efter syv års kamp. København var vidne til den første store folkelige mobilisering siden 2. verdenskrig med op mod 10-15.000 deltagere i gadekampe mod politiet. Nedrivningen endte i masseanholdelser – omkring 100 blev anholdt den første dag – og med at politiet erklærede bydelen i undtagelsestilstand.