Lone Hertz (født 23. april 1939) er en dansk skuespiller og instruktør.
Hun debuterede som filmskuespiller som 11-årig i filmen Hold fingrene fra mor i 1951, og var efterfølgende ansat på ABC Teatret i København, hvor hun samtidig studerede et år på Privatteatrenes elevskole. Hun spillede i de efterfølgende år med i adskillige forestillinger hos bl.a. Aveny-teatret, Det Kongelige Teater, Folketeatret, Det Ny Teater, Aalborg Teater, Det Ny Scala og Gladsaxe Teater.Lone Hertz | Det Danske FilminstitutLone Hertz – Blå bog
Hertz har også medvirket i en lang række danske film, såsom Landsbylægen (1961), Sømænd og svigermødre (1962), Bussen (1963), Frk. Nitouche (1963), Sommer i Tyrol (1964), Tine (1964), Utro (1966), Dyrlægens plejebørn (1968) og Hurra for de blå husarer (1970), hvor rollen som Frk. Nitouche/Charlotte Borg i filmen Frk. Nitouche og rollen som Tine Bølling i filmen Tine bliver anset som hendes mest prominente.Lone Hertz - IMDb Hertz har modtaget tre Bodil-priser i sin karriere, to i kategorien "Bedste kvindelige hovedrolle" for Tine (1964) og for Utro (1967), og en Bodil-pris i kategorien "Bedste dokumentarfilm" i 1981 for dokumentarfilmen Tomas - et barn du ikke kan nå (1980), som hun var med til at producere. Filmen handler om hendes psykisk handicappede søn, Tomas Strøbye (d. 2024).
Hertz var direktør for Bristol Teatret fra 1980 til 1982, Aveny-teatret fra 1982 til 1984 (begge steder i samarbejde med Malene Schwartz), ligesom at hun var rektor for Statens Teaterskole fra 1984 til 1990.
Hertz er søster til skuespillerne Helle Hertz og Tony Rodian, ligesom hun er mor til skuespilleren Steen Stig Lommer, og moster til skuespillerne Anders Peter Bro, Nicolas Bro, og Laura Bro (børn af Helle Hertz).
Opvækst Hertz blev født den 23. april 1939 i København som datter af Kay Bernhard Hertz, grosserer, og Arnolda Nielsine Viola Gress (født Aistrup)Lone Hertz - dansk film database. Forældrene havde allerede en søn, Kaj Tonny Rodian Gress (senere kendt som Tony Rodian) (f. 1931) og fire år senere fik forældrene Hertz' lillesøster, Helle Hertz (f. 1943). Grundet Hertz' fars jødiske ophav var han nødt til at flygte til Sverige under nazisternes besættelse af Danmark, da Hertz var 4 år gammel, og efter at familien blev genforenet i Sverige, kunne de efter krigens afslutning atter rejse hjem til København.Lone HertzLone Hertz: “Jeg har masser af smukke ar på sjælen. Jeg har elsket meget” - ALT.dk
Hertz gik på Marie Kruses Højere Pigeskole som barn, og gik tre år på Det Kongelige Teaters Balletskole, men derudover tog teater og skuespil meget af Hertz' fritid. Hun havde sin teaterdebut som 10-årig i Det Kongelige Teaters opsætning af Indenfor murene (1949), imens hun også spillede med i teaterforestillinger hos Solby Scenen, under ledelse af Court Helmer, på Frederiksberg, som var Danmarks første børne- og ungdomsteater.Court Helmer - dansk film database Hertz' første filmrolle var som Dorte i filmen Hold fingrene fra mor i 1951 og dennes efterfølger Vores fjerde far (også 1951). I 1952 spillede Hertz med i filmen Ta' Pelle med, inden hun holdt fire års pause fra skuespillet.
Karriere
1956-1960 I 1956, som 17-årig, droppede Hertz ud af gymnasiet for at blive ansat hos ABC Teatret i København, som var under ledelse af Stig Lommer.https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/439/origin/170/ Hendes første medvirken hos teatret var i revyen På slap line i december 1956, hvor hun spillede over for Kjeld Petersen og Dirch Passer.Lone Hertz: "Jeg oplever døden som det at blive født" | Femina Da Hertz på dette tidspunkt stadig var under 18 år måtte hendes far underskrive kontrakten for at hun kunne medvirke i revyen. Allerede som barn blev Hertz kendt for sine smilehuller, og sit søde, artige og indsmigrende humør, hvilket til dele blev en stil, hun fortsatte med på teatret: "...I øvrigt var jeg solist hos Stig Lommer fra første moment og ikke Lommer-pige, som der står mange steder på internettet. Lommerpige var jeg slet ikke flot nok "udstyret" til at være. Det er en fejl, som til stadighed irriterer mig... Hvis man skal sige noget, kunne man sige, at jeg var "Lommers pige". Vi blev jo et par og fik min søn Steen Stig Lommer sammen.
I 1958 medvirkede Hertz igen i en film, filmen Bundfald (1958) og året efter i filmen Pigen i søgelyset (1959). Hertz fik ros og positiv kritik for hendes præstationer i disse film, da hun i modsætning til både tidligere og senere roller, portrætterede langt mere rebelske, skrappe og rå karakterer end hvad hun var kendt for.
1960-1970 Efter at have studeret et år på Privatteatrenes elevskole fra 1960 til 1961, forlod Hertz ABC Teatret i 1961, og blev tilknyttet Det Ny Teater og Folketeatret, hvor hun bl.a. spillede en ung Cleopatra over for Henrik Bentzon i George Bernard Shaws Cæsar og Cleopatra og som Jane i Klaus Rifbjergs Udviklinger på Fiolteatret, begge i 1965. I mellemtiden, i 1964 blev Hertz tilbudt af instruktør Erling Schroeder at spille rollen som Hedvig i Henrik Ibsens Vildanden på Aalborg Teater. Hele forestillingen var på gæstespil på Det Kongelige Teater, og grundet sin imponerende præstation, blev Hertz tildelt prisen som Århusstudenternes Æreskunstner i 1965. Hertz har ofte talt rosende om Stig Lommer og Erling Schroeder som værende centrale i udviklingen af hendes karriere: "...Der er ingen tvivl om, at de to mænd har opfundet mig. Stig Lommer og Erling Schroeder. Af Stig lærte jeg alt om modig, grænseoverskridende smag og den svære kunstart, der hedder revy, som dog aldrig blev min spidskompetence.... Han (Schroeder, red.) ville altid have, at man gjorde, hvad han sagde med det samme, men en god ost skal lagre, og det skal en god skuespiller også. Nåede man først til en forståelse med ham, var han vidunderlig. Der var ingen bedre instruktør for mig...".
I starten af 1960'erne spillede Hertz også med i en række film, såsom overfor Ebbe Langberg i Landsbylægen (1961), overfor Ove Sprogøe i Sømænd og svigermødre (1962) og over Axel Strøbye i Bussen (1963). Hertz' rolle som Frk. Nitouche/Charlotte Borg i filmen Frk. Nitouche (1963), hvor hun bl.a. spillede over for Dirch Passer, Malene Schwartz og Ebbe Langberg, blev et omdrejningspunkt i hendes karriere, da den blev en af Hertz' mest prominente roller. Hertz udtalte i 2017 at selve udvælgelsen var en ren "askepot-historie" for hende. "...Annelise Reenberg (instruktøren, red.) havde prøvefilmet alle piger i dansk teater for at finde den uskyldige, unge pige til titelrollen. Men først, da hun så mig sammen med Ove Sprogøe i ”En tjener og to herrer” , fandt hun en, som kunne ”passe skoen”..." Lone Hertz: Derfor blev jeg "Frøken Nitouche" | BILLED-BLADET. Hertz og Sprogøe spillede i teaterstykket En tjener og to herrer på Folketeatret i 1962, hvor Hertz havde rollen som tjenestepigen Smeraldina, en bestemt dame med ben i næsen, ligesom Charlotte Borg. Den eneste ulempe ved Hertz' casting var, at Hertz ikke kunne synge nær så godt som Gitte Hænning, som filmens komponist, Sven Gyldmark, havde udset sig til rollen som Charlotte, men til trods for dette, havde filmens instruktør, Annelise Reenberg, besluttet sig for Hertz. For at imødekomme Gyldmark blev Katy Bødtger ansat til at være Hertz' sangstemme, og det er derfor hende, der sang alle Charlotte Borgs sange i filmen.
Titelrollen som Tine Bølling i filmen Tine i 1964 blev (delvist sammen med filmen Frk. Nitouche) anset som Hertz' filmiske gennembrud, da hun for sin præstation som en ung pige, der forelsker sig i en dansk soldat under krigen i 1864, modtog en Bodil i kategorien "Bedste kvindelige hovedrolle" i 1966. Under optagelserne til denne film i 1964 modtoh Hertz - på sin 25 års fødselsdag - Clara Pontoppidans Fødselsdagslegat for at være en af de mest talentfulde unge danske skuespillerinder i tiden. I 1967 vandt Hertz atter en Bodil i kategorien "Bedste kvindelig hovedrolle", denne gang for sin rolle som Lene i filmen Utro fra 1966. I 1965 modtog Hertz' også Teaterpokalen for hendes store arbejde inden for teater og i 1967 modtog hun Henkel-Prisen, som på tidspunktet blev tildelt kvindelige skuespillere for deres fremragende præstationer.
Fra midt til slut 1960'erne, medvirkede Hertz også i en lang række teaterforestillinger og var i en årrække, 1968-73 og i 1975, ansat ved Det Kongelige Teater. Her spillede hun flere hovedroller med vægten lagt på det sødmefyldte, som f.eks. Ellen i Gustav Wieds Skærmydsler og Lisbet i Ludvig Holbergs Erasmus Montanus, og som Agnès i Molières Fruentimmerskolen, og hun vakte opmærksomhed med nøgenscener i Vidunderlige kælling i 1975. I de følgende år var hun ansat ved flere københavnske teatre, og bl.a. på Det Ny Scala spillede hun rollen som Hilde i Henrik Ibsens Bygmester Solness, og som Nora i Et dukkehjem ved Folketeatret i 1967. I 1971 gæstespillede hun ved Aalborg Teater, hvor hun i samspil med Lars Passgård indtog rollen som Julie i Shakespeares Romeo og Julie.
Frem mod 1970'erne medvirkede Hertz desuden i flere film, som modtager blandede anmeldelser, såsom i den overvejende svensk-producerede film Dr. Glas (1968), Landmandsliv (1965), Tre mand frem for en trold (1967), hun spillede med i trekantsdramaet Mig og dig (1969) overfor Axel Strøbye og Sven-Bertil Taube, som floppede fælt, og herefter medvirkede hun i folkekomedien Nøglen til Paradis (1970) og endelig medvirkede hun i den blødt erotiske Takt og tone i himmelsengen (1972), som modtog overvejende negative anmeldelser.
1970-1980 I starten af 1970'erne begyndte det at tynde ud i film- og teaterroller, da Hertz begyndte at studere. Hun medvirkede dog i Edward Flemings besættelsesfilm Den korte sommer i 1976, og efterfølgende i filmatiseringen af sin egen bog Tomas - et barn du ikke kan nå, som omhandler hendes handicappede søn, Tomas Strøbye, og livet som en familie med et handicappet barn. Dokumentarfilmen Tomas - et barn du ikke kan nå modtog stor ros og positiv kritk, og vandt en Bodil i kategorien "Bedste dokumentarfilm" i 1980.
Ved Morten Grunwalds fratrædelse som direktør af Bristol Teatret i 1980, (som han grundlagde i 1971), overtog Hertz, sammen med Malene Schwartz, posten, og de fortsatte som direktører frem til teatrets lukning i 1982. Under instruktion af Hertz blev der på teatret fremført moderne dansk dramatik som Vita Andersens Elsk mig og klassikere som Ibsens Lille Eyolf, og med fokus på eksistentielle vilkår, E. Ionescos Stolene.
Efter lukningen af Bristol Teatret, fortsatte Hertz og Schwartz som co-direktører over på Aveny Teatret i 1982, indtil Hertz i 1984, grundet den tidligere rektor, Arne Skovhus' død, blev udnævnt til rektor for Statens Teaterskole. Schwartz fortsatte herefter som ene-direktør på Aveny Teatret frem til 1992.Malene Schwartz | lex.dk – Den Store Danske