Slaget ved Rafah blev udkæmpet den 9. januar 1917 og var de britisk styrkers 3. og sidste slag for at afslutte generobringen af Sinaihalvøen under Sinai og Palæstina-felttoget i 1. Verdenskrig. Ørkenkolonnen fra den egyptiske ekspeditionsstyrke (EEF) angreb en forskanset osmannisk garnison ved El Magruntein syd for Rafah nær grænsen mellem Egypten og det Osmanniske Rige nord og øst for Sheikh Zowaiid. Angrebet markerede begyndelsen på kampene i det osmanniske Palæstina.
Efter de britiske sejre i slaget ved Romani i august 1916 og slaget ved Magdhaba i december var den osmanniske armé blev tvunget tilbage til den sydlige del af Palæstina da den egyptiske ekspeditionsstyrke trængte østpå støttet af de forlængede forsyningslinjer. Denne fremrykning afhang af bygningen af en jernbane og en vandledning. Da jernbanen nåede al-Arish den 4. januar 1917 blev et angreb på Rafah med den nyligt etablerede ørkenkolonne mulig. Under det daglange angreb forsvarede den osmanniske garnison rækken af befæstede skanser og skyttegrave i hævede område ved El Magruntein, som var omgivet af flade græsområder. De blev omringet til sidst af lette beredne australske enheder, beredne newzealandske riffel enheder, beredent Yeomanry, kameltropper og panserbiler. Sidst på eftermiddagen erobrede den newzealandske beredne riffelbrigade den centrale skanse og de resterende stillinger blev taget kort efter.
Baggrund thumb|Sporlægning over Sinai Efter deres sejr i slaget ved Romani den 4. august 1916 gik den beredne Anzac brigade med 5. beredne brigade tilknyttet i offensiven. Deres fremrykning af han af færdiggørelsen af en jernbane og vandledning. Med jernbanen omkring 65 km væk angreb og besatte den beredne Anzac division uden 2. lette beredne brigade, men med kamelbrigaden tilknyttet, al-Arish. Umiddelbart efter, den 23. december, erobrede de Magdhaba under et slag, som varede hele dagen.Downes 1938, p. 593Carver 2003, p. 194Bruce 2002 p. 84 I mellemtiden ankom 63. infanteridivision til al-Arish fra Romani begyndte at befæste byen, der ligger ved Middelhavets kyst, 48 km fra jernbanens daværende endepunkt.
Al-Arish lå 145 km ad vejen til den nærmeste britiske base ved Qantara ved Suez-kanalen, hvilket i starten gjorde det vanskeligt at få forsyninger frem. Ankomsten af Royal Navy den 22. december, som hurtigt blev fulgt af de første forsyninger ad søvejen den 24. december betød at det egyptiske ekspeditionskorps fremskudte base i løbet af de næste 14 dage voksede hurtigt i takt med at der losset 1.500 ton forsyninger. Forsyninger af enhver kategori blev losset af det egyptiske arbejdskorps og fragtet videre af det egyptiske kameltransport korps. Af afgørende betydning var det, at forsyningsaktiviteterne ved al-Arish blev beskyttet af infanterigarnisonen og aftilleri på jorden, og støttet af flåden. Den 4. januar ankom det første byggetog til al-Arish, men der gik stadig nogen tid inden jernbanen med dens enorme kapacitet til at udvikle infrastrukturen og forsyne store garnisoner var fuldt udbygget.Gullett 1941, p. 229Falls 1930 Vol. 1 pp. 263, 271 thumb|Byen Hafir el Aujah, det Osmanniske Riges hovedbase i ørkenen
General Sir Archibald Murray, chefen for den egyptiske ekspeditionsstyrke, var ivrig efter at afslutte fremrykningen over den nordlige del af Sinai, for at kunne lægge pres på den sydlige osmanniske armé. Da han forventede at et angreb ville tvinge de osmanniske styrker til at opgive deres ørkenbaser og forposter på den egyptiske Sinaihalvø, beordrede han en fremrykning fra al-Arish til Rafah, en strækning på 43 km, som skulle indledes snarest muligt.Cutlack 1941, pp. 49–51Falls 1930 Vol. 1 p. 271
Optakt thumb|Sinai og Suezkanal zonen i 1917. Bemærk at jernbanen er nået til Bir el Mazar. Den 28. december gav generalmajor Harry Chauvel, chefen for den beredne ANZAC division ordre til 1. lette beredne brigade om at rekognoscere Bir el Burj, 20 km ad vejen fra al-Arish mod Rafah. Vejen blev fundet brugbar til biler og artilleri og en yderligere rekognoscering udført af samme brigade to dage senere til Sheikh Zowaiid, 32 km fra al-Arish, viste bølgende strækninger af græsland, afgrøder og valmuer. En lille fortrop rykkede yderligere 16 km frem, så den var indenfor synsvidde af de største osmanske stillinger ved El Magruntein, og den rapporterede om stor aktivitet i området.Falls 1930 Vol. 1 pp. 262–3
Vejret klarede op den 5. januar, hvilket gjorde det muligt fra luften at observere 2-3.000 osmanniske soldater, der gravede forsvarsværker syd for Rafah i området ved El Magruntein. To dage senere opdagede britiske luftpatruljer betydelige osmanniske garnisoner ved El Kossaima og Hafir el Auja i den centrale del af det nordlige Sinai, som kunne true den egyptiske ekspeditionsstyrkes fremrykning i flanken eller forstærke Rafah. Mens de britiske luftpatruljer var borte den 7. januar drog tyske flyvere fordel af den voksende koncentration af enheder fra ekspeditionskorpset og forsyningslagre til at bombardere al-Arish om formiddagen og om aftenen. Den næste dag var patruljer fra Australian Flying Corps i luften hele dagen og dækkede forberedelserne til angrebet på Rafah.
Generalløjtnant Philip Chetwode, som var chef for ørkenkolonnen, red ud af al-Arish kl. 16 den 8. januar i retning af Rafah, hvor en 2.000 mand stærk osmannisk garnison havde base. Chetwodes beredne styrke var den samme som den Chauvel havde ledet under slaget ved Magdhaba i december, med tilføjelse af 5. beredne brigade, som havde været garnison i al-Arish og 7. lette autopatrulje, som bestod af 4 kanonbiler og tre lastvogne.Gullett 1941, p. 230 Med risiko for at blive udsat for et luftangreb begyndte styrken den 50 km lange fremrykning inden solnedgang for at sikre, at der var tilstrækkelig tid til at nå El Magruntein. De første kilometer passerede de tunge sandklitter, som var svære at passere for de hestespand, som trak kanoner og ammunitionsvogne. Da man først nåede det gamle flade område, som var trådt ned af trafik siden oldtiden langs den gamle pilgrimsvej, kørte kanonerne og ammunitionsvognene midt på vejen mens rytterne red på begge sider af vejen. Fortroppen af kolonnen nåede Sheikh Zowaiid omkring kl. 22. Ørkenkolonnen gik i bivuak nær krydset vest for landsbyen. Her var det først græs hestene havde set siden de forlod Australien, på kanten af den frugtbare slette ved havet, 26 km nord for al-Arish.Powles 1922, p. 68
Planen for angrebet på Rafah den følgende morgen, 9. januar, var en gentagelse af Chauvels vellykkede omringningsangreb ved Magdhaba. Regimenterne og bilerne skulle omringe den osmanniske garnisons stillinger, galoppere frem under beskydning, sidde af og angribe forsvarerne i deres tredobbelte system af skyttegrave og skanser omkring bakketoppen.
Angrebsstyrken Den beredne styrke fra ørkenkolonnen, som var involvert i angrebet under Chetwodes kommando var: Den beredne ANZAC division, under Chauvel, bestående af 1. og 3. lette beredne brigade, den newzealandske beredne riffelbrigade, og Inverness-shire, Leicestershire og Somerset batterierne; 1., 2. og 3. bataljon af kamelbrigaden med Hong Kong og Singapore batteriet; 5. beredne brigade med B batteriet af Honourable Artillery Company (18–punds); 7. lette automobil patrulje bestående af seks let pansrede Ford biler med maskingeværer.Gullett 1941, pp. 230–2Powles 1922, p. 65Coulthard-Clark 1998, p. 123
No. 1 Squadron AFC, som havde haft base ved Mustabig under operationerne ved al-Arish og Magdhaba rykkede frem til 7 km vest for al-Arish for at støtte angrebet.Cutlack 1941 p. 50
De osmanniske forsvarere Rafah blev forsvaret af det 31 osmanniske regiment (3. Division) støttet af et batteri bjergartilleri.Falls 1930 Vol. 1 p. 377 Den britiske luftrekognoscering havde rapportert, at denne styrke var på mellem 2-3.000 mand. De var stærkt forskansede i fire hovedstillinger i de høje område omkring Hill 255, kaldet El Magruntein. Den centrale skanse, som hævede sig omkring 60 meter over det omkringliggende græsland, blev støttet af tre systemer af skanser, som de britiske styrker betegnede som A, B og C. Disse skanser var forbundet og støttet af skyttegrave på skråningerne som spredte sig ud mod sydøst, syd og sydvest. De stærke velforberedte og velplacerede skanser og skyttegravssystemer ydede beskyttelse i alle retninger og et klart overblik over slagmarken, som var uden dækning indenfor en afstand på 1,8 km. Den eneste svaghed var bag stillingen mod nordøst.Bruce 2002, pp. 85 & 86Gullett 1941, pp. 230, 234Powles 1922, pp. 64–5
Slaget Ørkenkolonnen indledte den afsluttende fremrykning inden slaget om Rafah den 9. januar 1917 uden at have ekstra forråd af ammunition til artilleri, rifler eller maskingeværer. Kolonnens chef, Chetwøde havde givet ordre til, at alle køretøjer, undtagen kanonerne, skulle blive ved Sheikh Zowaiid. Hans brigadechefer havde adlydt denne ordre, men kun under protest.Powles 1922, pp. 66–9 Det havde været hensigten fra ørkenkolonnehovedkvarterets side, at reserve ammunition skulle føres frem efter daggry, men under slaget brød systemet sammen og dette skete ikke, hvilket afstedkom et kritisk sammenbrud i ammunitionsforsyningen. I mange tilfælde blev forsyninger hastet frem, men de nåede ikke frem til de enheder, som havde brug for dem i ildlinjen.Powles 1922, pp. 77–8 thumb|Grænsepæle på grænsen mellem Egypten og det Osmanniske Rige
Kl. 1 var 1. lette beredne og den newzealandske beredne riffelbrigade forrest i ørkenkolonnen. Knap en kilometer fra Sheikh Zowaiid stødte de på en fjendtlig beduin kamelpatrulje, blev taget til fange. Kl. 6.15 var Auckland Mounted Rifle Regiment den første enhed som nåede grænsepælene ved grænsen. De to forreste brigader red frem til en position, hvor de kunne angribe stillingerne ved Rafah fra syd, øst og nord. De blev fulgt kl. 2.30 af resten af den beredne Anzac division, dele af 5. beredne brigade, kamelbrigaden og 6 Fordbiler fra 7. lette automobilpatrulje. To tropper fra Queen's Own Worcestershire Hussars blev ved Sheikh Zowaiid for at beskytte ammunitionskolonnen mens en eskadron fulgte karavaneruten mod Rafah.Gullett 1941, pp. 231–232Falls 1930 Vol. 1 pp. 263–4
Kl. 6.45 var den beredne ANZAC divisions hovedkvarter etableret 7 km vest for Karm Ibn Musleh på grænsen syd for Rafah og El Magruntein. 1. og 3. lette beredne brigade og artilleriet tog opstilling mod syd for at beskytte mod af den osmanniske garnison trak sig tilbage mod sydøst, mens kamelbrigaden lå 1,2 km længere mod vest. Den beredne newzealandske riffelbrigade var omkring 1½ km mod nord sammen med 5. beredne brigade, som udgjorde Ørkenkolonnens reserve.Falls 1930 Vol. 1 p. 264 Kl. 7 havde en patrulje fra Wellington Mounted Rifles afskåret telegraflinjen, som løb østpå fra Rafah mod Shellal og Gaza, så garnisonen ved Rafah blev isoleret. Chauvel havde rekognosceret forsvarsstillingerne ved El Magruntein defences og artilleriet var begyndt at beskyde skanserne ved El Magruntein.Falls 1930 Vol. 1 p. 265Gullett 1941, pp. 233–234
Lige efter kl. 8 foretog den beredne newzealandske riffelbrigade en omgående bevægelse mod nord og gik stilling til deres angreb på C4 og C5 grupperne af skanser og skyttegrave mens 1. beredne lette brigade gik i stilling til at angribe C3, C2 og C1 grupperne. Efter at disse mål var blevet erobret skulle de to brigader angribe den centrale skanse. I mellemtiden blev tre bataljoner af kamelbrigaden beordret til at angribe D gruppen af stillinger. Den 3. lette brigade udgjorde den beredne Anzac divisions reserve.Powles 1922, p. 71 og map pp. 80–1 Under forberedelsen af angrebet havde artilleriet på forhånd udvalgt mål og kl. 9.30 begyndte Leicestershire, Inverness-shire og Somerset batterierne og B batteriet fra det Honourable Artillery Company en 30 minutter lang artilleribeskydning. Under dække af denne begyndte de angribende tropper deres fremrykning og kl. 9.45 var de mindre end 1,8 km fra de osmanniske forskansninger.
Angrebet begynder