Det første slag om Gaza blev udkæmpet den 26. marts 1917 under den Egyptiske Ekspeditionsstyrkes første forsøg på at invadere det sydlige Palæstina i det Osmanniske Rige under Sinai og Palæstina-felttoget i 1. verdenskrig. Slaget fandt sted i og omkring byen Gaza ved Middelhavets kyst, da infanteri og beredne styrker fra Ørkenkolonnen, som var en del af den Østlige Styrke, angreb byen. Sent på eftermiddagen, på nippet til at erobre byen, blev Ørkenkolonnen trukket tilbage på grund af bekymringer om det tilstundende aftenmørke og store osmanniske forstærkninger. Det britiske nederlag blev nogle uger senere fulgt af et endnu klarere nederlag til den Østlige styrke i det Andet slag om Gaza i april 1917.
I august 1916 betød den egyptiske ekspeditionsstyrkes sejr i slaget ved Romani en ende på muligheden for et landangreb på Suez-kanalen, som tidligere havde truet under angrebet på Suez-kanalen i februar 1915. I december 1916 betød den nyligt formerede Ørkenkolonnes sejr i slaget ved Magdhaba at de allierde kunne sikre sig middelhavshavnen al-Arish og forsyningsruten, vandledningen og jernbanen, som strakte sig østpå over Sinaihalvøen. I januar afsluttede sejren i slaget ved Rafah erobringen af Sinaihalvøen og bragte den Egyptiske Ekspeditionsstyrke ganske tæt på Gaza.
To måneder senere i marts blev Gaza angrebet af den Østlige styrkes infanteri i form af 52. division forstærket med en infanteribrigade. Dette angreb blev beskyttet mod truslen om osmanniske forstærkninger af den beredne Anzac-division og en kavaleriskærm fra Imperial Mounted Division. Infanteriets angreb fra syd og sydøst mod den osmanniske garnison i og omkring Gaza blev imødegået kraftigt. Mens Imperial Mounted Division fortsatte med at holde osmanniske forstærkninger på afstand angreb den beredne Anzac-division Gaza nordfra. Det lykkedes den at komme ind i byen nordfra, mens et koordineret angreb med infanteri og beredne tropper angreb og erobrede Ali Muntar. Da det var langt hen på dagen, forsvarede de osmanniske styrker sig indædt, og der var en stadig trussel fra de store osmanniske forstærkninger, som nærmede sig fra nord og nordøst, hvorfor den Østlige styrke besluttede sig for at trække sig tilbage. Det er blevet hævdet, at denne beslutning vendte sejr til nederlag.
Baggrund thumb|Den østlige ørken (også kendt som Negev) Da de allieredes operationer i Mellemøsten var af sekundær betydning i forhold til Vestfronten, blev de forstærkninger, som blev anfordret af general Sir Archibald Murray, lederen af den egyptiske ekspeditionsstyrke, ikke bevilget. Den 11. januar 1917 meddelte krigskabinettet desuden Murrey, at storstilede operationer i Palæstina måtte vente til september. Han blev meddelt af feltmarskal William Robertson, chefen for imperiegeneralstaben, at han skulle være klar til at afsende to infanteridivisioner til Frankrig. En uge senere fik Murray anmodning om at sende den første infanteridivision afsted og afsendte 42. division. Han fik forsikring om, at ingen af hans beredne enheder ville blive overført fra ekspeditionsstyrken og fik at vide, "at det ikke var hensigten at begrænse de aktiviteter, som han mente berettigede med hans ressourcer."Falls 1930 Vol. 1 p. 272Bruce 2002, pp. 92–3 Murray gentog sit estimat om, at fem infanteridivisioner, udover de beredne enheder, var nødvendige for at kunne udføre offensive operationer.Falls 1930 Vol. 1 p. 273
Da en britisk-fransk kongres ved Calais besluttede at gennemføre en forårsoffensiv efter den 26. februar, fik Murray stærk opbakning. Beslutningen i Calais gav et ekstra skub i retning af "allieret aktivitet" den 8. marts, da den russiske revolution brød ud. Den 11. marts blev Bagdad i Mesopotamien besat af britiske styrker, og en offensiv i Makedonien blev indledt. I april blev slaget ved Arras indledt af briterne, og franskmændene indledte Nivelle-offensiven.Falls 1930 Vol. 1 p. 279 Storbritanniens tre store krigsmål var at fastholde herredømmet til søs i Middelhavet, samtidig med at magtbalancen blev opretholdt i Europa, og der blev skabt sikkerhed i Egypten, Indien og den Persiske Bugt. Det sidste kunne sikres ved en fremrykning ind i Palæstina og erobring af Jerusalem. En yderligere fremrykning ville i sidste ende afskære det Osmanniske Riges styrker i Mesopotamien fra dem på den Arabiske Halvø og sikre regionen.Woodward 2006, p. 68–9
Den 5. februar var vandledningen fra den egyptiske ferskvandskanal, som indeholdt vand fra Nilen, nået til al-Arish, mens jernbanen var nået et godt stykke øst for byen. Bygningen af denne infrastruktur gjorde det muligt at opbygge en stærk forsvarsstilling og en fremskudt base ved al-Arish.Falls 1930 Vol. 1 p. 276 Der var nu to mulige retninger en fremrykning til Jerusalem kunne følge: enten gennem Rafah ved kysten eller inde i landet gennem Hafir El Auja langs den osmanniske jernbane. Generalløjtnant Charles Macpherson Dobell, som ledede den Østlige styrke, mente, at en fremrykning langs kysten ville tvinge den osmanniske hær til at trække sig tilbage inde i landet, da de blev omgået og kunne udsættes for angreb i flanken eller bagfra fra ekspeditionsstyrken. Han foreslog, at man beholdte de to divisioner ved al-Arish og flyttede hovedkvarteret dertil, mens hans beredne division rykkede frem for at besætte Rafah (der blev erobret af Ørkenkolonnen den 9. januar under slaget ved Rafah).
Da krigskabinettets beslutning den 11. januar blev omgjort den 26. februar, skulle ekspeditionsstyrken nu erobre Gaza som et første skridt med henblik på at erobre Jerusalem. Byen var en af de ældste byer i verden, da den var en af de fem byer i den palæstinensiske alliance, som der var blevet kæmpet om mange gange i løbet af dens 4.000-årige historie. I 1917 havde Gaza et vigtigt kornlager med en tysk dampmølle. I området blev der dyrket byg, hvede, oliven, vin, appelsiner og træ til brændsel, og der var græsning for mange geder. Byg blev eksporteret til England, hvor det blev til øl. Majs, hirse, bønner og vandmeloner blev dyrket i de fleste af de omgivende lokaliteter og høstet i det tidlige efterår.
Reorganisering af beredne enheder Det var nødvendigt at holde en pause i ekspeditionsstyrkens fremrykning, for at forsyningslinjerne kunne blive forlænget og styrket. Mens dette foregik, blev de beredne brigader reorganiseret til to beredne divisioner.Falls 1930 Vol. 1 pp. 272, 278Bruce 2002 p. 88 Dette blev udløst af ankomsten af 6. beredne brigade og 22. beredne brigade fra den makedonske front. I stedet for placere de to brigader i en ny bereden division blev 2. lette beredne brigade overført fra den beredne Anzac-division til den nye division og erstattet med 22. beredne brigade. Imperial Mounted Division, som var blevet oprettet den 12. februar 1917 ved Ferry Post ved Suez-kanalen under kommando af generalmajor Henry West Hodgson, kom til at bestå af 3. lette beredne brigade og 4. lette beredne brigade (som var ved at blive oprettet ved Ferry Post og var ved at blive klargjort til afgang til fronten den 18. marts) sammen med 5. og 6. beredne brigade.Bou 2009, pp. 162–3Imperial Mounted Division War Diary AWM4-1-56-1 Part 13rd Light Horse Brigade War Diary AWM4-10-3-26 Indenfor Dobells Østlige styrke havde general Philip Chetwode kommandoen over Ørkenkolonnen, som bestod af den beredne Anzac-division, den delvist dannet Imperial Mounted Division og 53. infanteridivision. Efter at 42. infanteridivision var taget afsted til Vestfronten, bestod Dobells Østlige styrke af fire infanteridivisioner: 52., 53., 54. og 74. division, som nyligt var blevet dannet ved at omdanne beredne regimenter til infanteribataljoner.
Ekspeditionsstyrkens angreb mod Khan Yunis thumb|Australske soldater taget til fange ved Shellal Dobell mente, at sejren ved Rafah skulle udnyttes hurtigt ved at angribe Gaza; "et hurtigt overraskelsesangreb var afgørende ... ellers, var det opfattelsen i vide kredse, ville fjende trække sig tilbage uden kamp."Bruce 2002, p. 90Carver 2003, pp. 196–7 Han gav ordre til, at Rafah skulle besættes af beredne tropper, mens to infanteridivisioner fra den Østlige styrke skulle blive i al-Arish og forsvare hans hovedkvarter.
Den 23. februar slog den beredne Anzac-division og 53. division, under generalmajor S.F. Mott, lejr på stranden ved Sheikh Zowaiid. Her fik de selskab af 22. beredne brigade, som erstattede 5. beredne brigade, som vendte tilbage til El Burj.Powles 1922, p. 82 Den dag gennemførte den beredne newzealandske riffelbrigade og 2. lette beredne brigade under Edward Chaytor en storstilet rekognoscering til Khan Yunis, otte km forbi Rafah. Khan Yunis var kraftigt forsvaret, og Chaytors kolonne trak sig derfor tilbage efter en træfning med fjenden. Det viste sig, at byen var en del af en linje af stærke forsvarsposter, som den osmmaniske hær havde opbygget til at forsvare det sydlige Palæstina. Linjen blev kendt som Hans Yonus-El Hafir-linjen, og disse poster bestod af velkonstruerede skyttegrave. De lå ved Shellal, som var særlig stærkt forsvaret, ved Weli Sheikh Nuran, ved Beersheba og ved Khan Yunis.Erickson 2001, p. 161
Som en konsekvens af rekognosceringen ved Khan Yunis og ekspeditionsstyrkens voksende styrke i området, erkendte de osmanniske garnisoner i området, at linjen trods alt var for svag til at kunne forsvares med held. I februar trak Enver Pasha, Friedrich Freiherr Kress von Kressenstein og Cemal Pasha styrkerne tilbage fra linjen 22 km nordpå. Her etablerede de langt større stillinger foran Gaza for at stoppe de allieredes fremrykning langs kysten. Denne tilbagetrækning var afsluttet i midten af marts, da den 4. osmanniske armé var i stilling.Powles 1922, pp. 83–4Keogh 1955, pp. 78–9Bruce 2002, pp. 90–1Downes 1938, p. 616 Den nye forsvarslinje strakte sig mod nord og nordøst fra Gaza på nordsiden af Wadi Ghuzzee til Tel esh Sheria, hvor den palæstinensiske jernbane krydsede Wadi esh Sheria.Falls 1930 Vol. 1 pp. 277–8
Den 28. februar besatte Chetwodes Ørkenkolonne Khan Yunis uden at møde modstand, og kolonnens hovedkvarter blev opslået ved Sheikh Zowaiid, mens den Østlige styrkes hovedkvarter forblev ved al-Arish. Den antikke by Khan Yunis på hovedvejen til Gaza skulle angiveligt have været Dalilas fødested. Med bazarer, snævre gader og en borg var den en af adskillige landsbyer i dette frugtbare område i det sydlige Palæstina ti km nord for Rafah og den egyptisk-osmanniske grænse. Her lå den største og dybeste brønd i området, og efter at ingeniører havde installeret en pumpe, gav den ubegrænsede mængder af vand til både mænd og heste. Landsbyen blev hurtigt et fremskudt sted for forsyningsdepoter og bivuaker.McPherson 1985 pp. 172–3Blenkinsop 1925 p. 184 Omkring Khan Yunis blev haver, appelsinlunde, figenplantager og græsland passet af den lokale befolkning, mens der i Rafah og Sheikh Zowaiid blev dyrket bøg og hvede.Secret Military Handbrook 23 January 1917 Supplies pp. 38–49 Water pp. 50–3 Notes pp. 54–5Moore 1920 p. 68
Ekspeditionsstyrkens luftbombardement En række bombeangreb mod jernbanen fra Junction Station til Tel el Sheria havde til formål at afbryde de osmanniske kommunikationslinjer under opbygningen før slaget. No. 1 og no. 14 eskadrille fra Australian Flying Corps bombarderede Beersheba i midten af februar og ødelagde tre tyske fly. Den 25. februar bistod de et fransk slagskib, som beskød Jaffa ved at dirigere skibets ild. Den samme dag blev den tyske flyveplads ved Ramla bombet. Den 5. marts gennemførte seks fly fra Royal Flying Corps (RFC) et bombeangreb, som skulle forstyrre den osmanniske tilbagetrækning fra Khan Yunis-linjen. De bombarderede Beersheba og den palæstinensiske jernbane ved Tel esh Sheria 19 mod nordvest. Selv om skaderne ikke var store, fortsatte angrebene med bomber mod jernbanen ved Tel esh Sheria i månelyset den 7. marts i bølger af fly. Junction Station og forsyningsdepot, en vigtig krydsning på jernbanen i det sydlige Palæstina langt mod nord, blev også bombet den 9., 13. og 19. marts.Cutlack 1941, pp. 56–9
Optakt Forsvarende styrke