thumb|Skriftemål i en skriftestol. Maleri af Giuseppe Molteni, La confessione (1838). Skriftemål eller skrifte (; ) er i kristendommen bekendelse af begåede synder med henblik på at modtage absolution, dvs. tilsagn om syndernes forladelse. Skriftemål kan finde sted som en personlig bekendelse mellem mennesket og Gud, offentligt i menigheden eller privat over for en præst eller en anden kristen. I den romersk-katolske kirke indgår det private skriftemål som en nødvendig del af bodens sakramente, mens den ortodokse kirke i det væsentlige har en tilsvarende, men mindre strengt reguleret praksis. De protestantiske kirker forkastede derimod skriftemålet som tvungen og sakramentalt nødvendig syndsbekendelse, men bevarede i forskellig grad både privat og almindeligt skriftemål.
Syndsbekendelse forekom allerede i den tidligste kristne kirke, først navnlig offentligt i forbindelse med kirkens bodsdisciplin. Fra oldkirken og middelalderen udvikledes gradvis det private skriftemål med bekendelse for en præst og efterfølgende absolution, bl.a. under betydelig påvirkning fra klostervæsenet. På Fjerde Laterankoncil i 1215 blev mindst ét årligt privat skriftemål gjort obligatorisk for katolikker, der havde nået den fornødne alder, og ordningen blev siden stadfæstet på Tridentinerkoncilet 1545–1563. Under Reformationen forkastede både lutheranere og reformerte skriftemålstvangen. Martin Luther tillagde imidlertid det frivillige private skriftemål stor betydning som sjælesørgerisk middel og lagde hovedvægten på absolutionen, mens de reformerte i højere grad erstattede privat skriftemål med en fælles syndsbekendelse.
I de lutherske kirker blev privat skriftemål oprindelig i vid udstrækning bevaret, men blev efterhånden mange steder fortrængt af det almindelige skriftemål, hvor præsten på menighedens vegne fremsiger syndsbekendelsen og derefter tilsiger syndernes forladelse, ofte som forberedelse til nadveren. I de nordiske kirker har både almindeligt og privat skriftemål været anvendt, om end det private skriftemål i nyere tid kun har haft begrænset udbredelse. Til det private skriftemål knytter sig skrifteseglet, præstens pligt til at hemmeligholde, hvad der betros ham under skriftemålet. Denne tavshedspligt kan føres tilbage til oldkirken og blev strengt fastholdt i den kanoniske ret.
Historisk udvikling
Bibelsk og oldkirkelig baggrund thumb|David knælende i bod foran Gud. Miniature af Jean Fouquet fra Étienne Chevaliers tidebog, ca. 1452–1460. Syndsbekendelse og bod har bibelske forudsætninger i både Det Gamle og Det Nye Testamente. I Det Gamle Testamente findes både forskrifter om syndsbekendelse af mere rituel karakter og en personlig og umiddelbar syndsbekendelse udsprunget af skyldbevidsthed over for Gud. I Det Nye Testamente omtales syndsbekendelse i forbindelse med Johannes Døberens virksomhed samt i den apostolske menighed. Hertil kommer vidnesbyrd i Didaké og Første Clemensbrev. Kilderne siger dog kun lidt om bekendelsens form, og disse tidlige vidnesbyrd kan næppe uden videre betegnes som skriftemål i den senere kirkelige betydning.
I oldkirken blev syndsbekendelsen knyttet til kirkens bodsdisciplin. Et centralt spørgsmål var, hvorledes kirken skulle forholde sig til alvorlig synd begået efter dåben, der blev forstået som syndernes forladelse. Hyrden af Hermas, fra omkring 145, indtog en mellemstilling mellem forestillingen om, at den døbte enten ikke længere kunne synde, eller at alvorlig synd efter dåben overhovedet ikke kunne tilgives, og fremstillede omvendelse og genoptagelse som en mulighed, der ikke ubegrænset kunne gentages.
I begyndelsen af 3. århundrede var der flere steder udviklet en mere fast bodsdisciplin. Særlig afgudsdyrkelse eller frafald, utugt og mord blev regnet blandt de alvorligste synder. For andre alvorlige synder kunne den døbte underkastes kirkelig bod, efter den strengere tidlige ordning kun én gang i livet. Den offentlige bod, exomologesis, kunne bestå af faste, bøn, bodsdragt og andre ydmygelseshandlinger og undertiden vare i flere år, hvorefter den angrende ved håndspålæggelse blev genoptaget i kirkens fællesskab. Tyngdepunktet lå således oprindelig mere på bodsdisciplinen og genforsoningen med kirken end på selve syndsbekendelsen som en særskilt kirkelig handling.
Den offentlige syndsbekendelse fandt sted enten for hele menigheden eller for dens ledere og vedrørte navnlig offentligt begåede eller almindeligt kendte synder. Fra Cyprians tid fungerede presbyterne ved bispesæderne som en gejstlig instans i sager om offentlige forseelser, hvor bekendelsen kunne danne grundlag for fastsættelsen af den nødvendige bod.
Fremvæksten af det private skriftemål Fra 3. og 4. århundrede kendes særlige bods- eller skriftepresbytere, som på biskoppens vegne hørte bekendelser og vurderede, om offentlig bod var nødvendig, og i givet fald dens omfang. Ordningen udviklede sig imidlertid forskelligt i øst og vest. Efter en skandale i Konstantinopel i 391 blev bodspræstens embede dér ophævet, samtidig med at den offentlige exomologesis i vidt omfang forsvandt fra den østlige kirke. Den enkelte fik dermed større ansvar for sin egen bodspraksis, og gentaget privat skriftemål blev lettere muligt.
I Vesten fortsatte den offentlige bod derimod, men under gradvis mildere og mere private former. Selve boden kunne udføres i det skjulte, mens den endelige genoptagelse i kirkens fællesskab fortsat skete offentligt ved biskoppen. I Rom og Milano blev denne forsoning efterhånden knyttet til tiden umiddelbart før påske. Mod slutningen af 4. århundrede begyndte også præster at kunne forestå genoptagelsen, og den kunne ske privat. Sammen med muligheden for gentagen bod bidrog denne udvikling til overgangen fra oldkirkens offentlige bodsdisciplin til det senere private skriftemål og den præstelige absolution.thumb|Skriftemål for en munk og en diakon i en nederlandsk illumination af Dirc van Delf, 1400–1404. Klostervæsenet fik stor betydning for udviklingen af det private skriftemål. En væsentlig del af denne udvikling foregik i klostervæsenet. Cassianus anbefalede sine munke frivilligt at bekende onde tanker som middel i kampen mod de otte hovedsynder, snarere end som middel til syndsforladelse. Særlig i Irland og Skotland udvikledes bekendelsen over for klosterets forstander som et middel til åndelig fuldkommengørelse. Her omfattede bekendelsen ikke blot dødssynder, men også almindelige eller "daglige" synder. Under munkenes og senere missionærernes indflydelse bredte denne form for fromhedsskrifte sig til menighederne og fik efterhånden en fast plads som forberedelse til nadveren. I den irsk-skotske kirke opstod desuden de første bodsbøger, libri poenitentiales, systematiske fortegnelser over forskellige synder og de tilsvarende bodsstraffe, som siden fik videre udbredelse. Koncilet i Châlons i 813 afspejler denne udvikling.
I den tidlige middelalder udvikledes bodsbøgerne til et mere systematisk system af såkaldt tariferet bod, hvor forskellige synder blev forbundet med nærmere bestemte bodsydelser. Græske bodsbøger kendes fra omkring 600, og de latinske fulgte noget senere. Blandt de mest indflydelsesrige var den, der blev knyttet til Theodor af Tarsus, ærkebiskop af Canterbury 668–690. Boden fik derved i stigende grad karakter af en fastsat kirkelig ydelse svarende til forseelsens art og alvor. I nogle tilfælde kunne pengeydelser træde i stedet for andre bodshandlinger, og andres bønner og fortjenester kunne tillægges betydning som supplement til den angrendes egen bod. Disse forestillinger indgik senere i den historiske udvikling frem mod aflad.
Privat eller såkaldt ørebigt omtales allerede af pave Innocens 1. i 416, mens klare vidnesbyrd om skriftemålet som en ordnet kirkelig akt, hvor den enkelte hemmeligt bekender sine synder for en præst og derefter modtager absolution, først foreligger fra 7. århundrede. Det private skriftemål forblev i længere tid frivilligt, men blev efterhånden fastere organiseret og fik en central rolle i middelalderens kirkelige bodspraksis.
Middelalderlig regulering og sakramental udvikling left|thumb|Det Fjerde Laterankoncil i 1215, fremstillet af Matthew Paris i Chronica Majora omkring 1250. Koncilet gjorde mindst ét årligt privat skriftemål til kirkelig pligt for katolikker, der havde nået skelsalderen. Det Fjerde Laterankoncil i 1215 gjorde privat skriftemål til en kirkelig pligt for enhver katolik, der havde nået den fornødne skelsalder. Den troende skulle mindst én gang årligt, helst i faste- eller påsketiden, bekende sine synder for en præst. Efter den middelalderlige ordning kunne forsømmelse medføre bandlysning og tab af retten til kirkelig begravelse. Påsketiden var fortsat den normale årlige skrifteperiode, men kunne i ikke-katolske lande udstrækkes over et længere tidsrum.
Skriftemålet foregik som hovedregel personligt og mundtligt "i præstens øre", deraf betegnelsen ørebigt. Kun undtagelsesvis kunne bekendelsen ske skriftligt eller gennem en stedfortræder. Den skriftende skulle bekende de synder, som efter samvittighedsransagelse stod ham eller hende klart. Bevidst fortielse af en synd udelukkede efter den middelalderlige lære tilgivelse for denne og blev desuden betragtet som en vanhelligelse af sakramentet. Præsten fik adgang til at stille uddybende spørgsmål efter særlige skrifteformularer, undertiden meget detaljeret. Denne ordning blev et af kirkens stærkeste midler til at øge præsternes indflydelse over lægfolkets samvittighed, idet forsoning med Gud blev anset for at forudsætte den præstelige formidling.
Klostrenes bodsbøger og den senere kirkelige skriftepraksis udviklede samtidig nærmere bestemmelser om de bodshandlinger eller tilfredsstillelser, som skulle svare til forskellige synder. Forbindelsen mellem angeren, poenitentia, og straffen, poena, er blevet fremhævet som en baggrund for denne udvikling. Når den foreskrevne bod eller satisfaktion var fuldført, fulgte absolutionen. Disse elementer kom i den romersk-katolske kirke til at indgå i bodens sakramente og blev betragtet som grundet i guddommelig ordning og nødvendige for frelsen. Middelalderens ordning blev bekræftet på Tridentinerkoncilet 1545–1563 og videreført i den romersk-katolske kirke.
Skriftemål i de forskellige kirkesamfund
Den romersk-katolske kirke thumb|Bodens sakramente fremstillet af Pietro Longhi efter Giovanni Marco Pitteri, efter 1757. I den romersk-katolske kirke indgår det private skriftemål som en nødvendig del af bodens sakramente. I romersk-katolsk lære udgør skriftemålet en nødvendig del af bodens sakramente. Bodens centrale bestanddele beskrives som hjertets anger, mundens bekendelse og satisfaktionen eller boden, som præsten pålægger den skriftende. Sammen med præstens absolution udgør disse elementer den sakramentale handling. Skriftemålets nødvendighed er blevet begrundet med den kirkelige magt til at "binde" og "løse", som ifølge den katolske fortolkning blev overdraget apostlene. Argumentet er, at præsten må kende synden og dens nærmere omstændigheder for at kunne udøve denne myndighed og fastsætte den påkrævede bod.
Den skriftende, skriftebarnet, skal over for den skriftehørende præst, skriftefaderen eller confessionarius, bekende alle alvorlige eller såkaldte dødssynder, der er begået siden det seneste gyldige skriftemål, og som vedkommende efter en omhyggelig samvittighedsransagelse kan erindre. Desuden skal det efter den beskrevne katolske praksis angives, hvor ofte sådanne synder er begået, og den skriftende skal udtrykke anger og forsæt om forbedring. Omstændigheder omkring synden behøver kun bekendtes særskilt, når de ændrer syndens karakter. Tilgivelige synder, som ikke på samme måde som dødssynderne skiller mennesket fra Guds nåde, behøver ikke bekendtes, men bekendelse af dem regnes for gavnlig.