Udsigt fra kunstnerens vindue er et maleri fra 1825 af den danske guldaldermaler Martinus Rørbye (1803-1848), der primært malede motiver indenfor genre-, landskabs og arkitekturmaleriet. Værket findes på Statens Museum for Kunst i København. Værket anses for at være ét den danske guldalders hovedværker. Billedet afspejler det begrænsede udsyn, som de fleste af datidens danskere havde, begrænset til de nære omgivelser, men måske med et forsigtigt, stjålent blik ud mod omverden udenfor. Hans styrker var hans evne til at observere, hans farveteknik og evne til at indfange et landskabs særegne karaktertræk samt vejrets og lysets indflydelse.
Maleriet er et dansk eksempel på perioden Biedermeier (ca. 1815-60), hvor det vrimler med vinduer i litteraturen og billedkunsten - især i den tyske, østrigske og skandinaviske. I Biedemeier foretrækkes det velkendte, hjemlige og trygge frem for verden udenfor i al dens vrimlende ukendthed. Ved vinduet kan den store verden dog betragtes fra en sikker afstand. Vinduet skal ses som en grænseflade mellem det idylliske og ordentlige hjemmeliv, repræsenteret ved de velpassede potteplanter i vindueskarmen, og det spændende, men også fremmede liv udenfor, symboliseret ved skibene, der stævner ud fra havnen. Indrammet af vinduet bliver den ukendte og uoverskuelige virkelighed til et drømmeagtigt billede, man trygt kan kigge på og fantasere om uden at deltage i.
Nyere analyser peger dog på, at også den store verden er repræsenteret i vindueskarmen, idet stueplanterne oprinder fra hvert deres verdenshjørne: Hortensiaen (Hydrangea macrophyllla) stammer fra Japan, Aloe Veraen i midten kommer fra syd, fra Oman, mens Ungkarleknappen (Gomphrena globosa) med de små, runde lyserøde blomster kommer fra vest, nemlig området omkring Mellemamerika og tropisk Sydamerika. Stueplanter var et relativt nyt fænomen i 1820'ernes København og det har derfor været usædvanligt med så flot en blomsterpragt i Amaliegade.Vandsø, A., Leth-Espensen, P., Barfod, A.S., Oelsner, G., Shepherd, N.:,”Skjulte Plantehistorier: nær og fjernlæsninger af dansk kunst med stueplanter fra 1820-1920 som kilde til ny viden og formidling”, SMK Perspectives, august, 2025 Planterne repræsenterer dermed ikke blot den hjemlige sfære, men også den store verden, der kom til Danmark med datidens opdagelsesrejsende og den stigende kolonialisering af tropiske og subtropiske områder.A. Vandsø et.al.: “Verden i Vindueskarmen” i Plantefeber-Verden i vindueskarmen, red. af P. Leth-Espensen, G. Oelsner og A. Vandsø, Aarhus universitetsforlag, 2025, s. 17-25.
Baggrund Martinus Rørbye var en rejsende kunstner. Livet igennem opsøgte han nye motiver i ind- og udland, og han gengav mennesker, steder og arkitektur med næsten etnografisk interesse. Hans indfaldsvinkel var en seriøs og oprigtig interesse for de mennesker, han mødte, deres skikke og særlige kendetegn.
Han blev født i Drammen, Norge i 1803, men flyttede med familien til Danmark efter ophævelsen af den dansk-norske union i 1814. I København begyndte i 1820 han at studere malekunst på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og han gik på akademiet i knap ti år. Han var inspireret af kunstnerne Johann Christian Dahl (1788-1857), Horace Vernet (1788-1863) og Caspar David Friedrich (1774-1840). Hans lærer på akademiet var Christian August Lorentzen (1746-1828), og han fik yderligere lektioner hos Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853).
Rørbye blev en populær kunstner ved at sælge malerier til den danske kongefamilie og igennem adskillige portrætbestillinger fra Københavns middelklasse. Som ivrig rejsende tog han på dannelsesrejse i 1834-37, hvor han besøgte Paris, Rom, Sicilien, Grækenland og Tyrkiet. I Paris studerede han fransk samtidskunst. I 1844 blev han, som den første af Eckersbergs elever, professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Lig Eckersberg kan Rørbye grundlæggende ses som realist. Hans malerier var nøgterne men viste en unik sympati for de mennesker, han malede. Udsigt fra kunstnerens vindue blev malet, da Rørbye skulle til at forlade sit barndomshjem - i en tid, hvor hans ideer om kunst var i forandring; bl.a. pga. hans studier med Eckersberg og Romantikkens indflydelse.
Beskrivelse og temaer Maleriet forestiller kunstnerens udsigt fra hans vindue i forældrenes hjem. Udsigten er over Flådestation Holmen med en ketch og fire orlogsskibe, hvoraf et er under opbygning på værftet. To rebslagerier kan skimtes, ligeså kan mastekranen. I vindueskarmen er der adskillige planter i potter, hvoraf én af planterne er en stikling inde i et vækstglas. I vindueskarmen står også to gipsafstøbninger af fødder; en barne- og en voksenfod. Fra den øvre vindueskarm hænger et fuglebur og i midten af karmen hænger et ovalt spejl.
Ligesom de fleste andre malerier fra den romantiske periode rummer værket mange underliggende symbolske betydninger. Vinduet åbner ud mod lyset; skibene i havnen på vej mod fjerne kyster symboliserer længslen efter et ukendt kald; buret med den indespærrede fugl over vinduet forestiller en overgangsposition imellem forældrenes hjem og den ydre verden, i dette tilfælde et fængsel for kunstneren, der ønsker at udforske verden udenfor. I vindueskarmen symboliserer potteplanter menneskelivets forskellige udviklingsstadier - for de romantiske malere blev det kreative geni ofte symboliseret som en plante eller blomst, der vokser fra et frø til en stor plante, som udvikler sig mod himlen - med sin egen livscyklus, sine egne frø, og næres af vand og lys. Fra de spirende frø til den fuldt blomstrende hortensia gives der også grundlag for en tolkning, hvor der foreslås, at planterne tilsammen symboliserer et ungt menneskes liv fra fødslen indtil det flytter hjemmefra og påbegynder sit eget voksenliv. De to afstøbninger af fødder underbygger denne tolkning, idet barnefoden forsigtigt rører underlaget, hvorimod den voksne er solidt plantet på underlaget. En skitsebog med blanke sider - også placeret i vindueskarmen - venter på at blive fyldt ud, imens indersiden af værelset, hvor kunstneren maler, reflekteres i det ovale spejl, som hænger i vinduet - et billede på den tilfangetagne sjæl.
Noter
Kilder
Kategori:Malerier af Martinus Rørbye Kategori:Malerier fra 1825 Kategori:Den danske guldalder Kategori:Malerier fra Statens Museum for Kunst