Lily Broberg Christensen (født 19. september 1923 i Skørring, i dag Syddjurs Kommune, død 30. juli 1989 på Frederiksberg) var en dansk skuespiller og sanger. Hun er kendt fra teater, revy, film og tv, hvor ikke mindst rollen som grisehandlerens kone, Katrine i Matador huskes af mange.

Karriere Lily Broberg stod første gang på en scene som 10-årig i Den glade enke og fortsatte på aarhusianske scener de følgende år, blandt andet på Vennelyst Teatret og Casino, som danser. Hun gik ud af skolen som 14-årig for at satse på en teaterkarriere, og efter forskellige revyoptrædener fik hun i 1941 som 18-årig sin første store rolle i Mig og min pige.

I 1946 blev hun optaget på Det Kgl. Teaters elevskole, hvor hun blandt andet blev undervist af en af tidens store skuespillere, Holger Gabrielsen. Efter afslutningen spillede hun med succes Pernille i Holbergs Det lykkelige skibbrud. Hun spillede på en lang række forskellige scener og spillede blandt andet Malle i Hostrups Genboerne, titelrollen i Millionøsen af Shaw og Josepha i Sommer i Tyrol. Mange af hendes optrædener fandt i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne sted i musikalske og/eller komiske fag som operette- og revyforestillinger, men i løbet af 1960'erne kunne man igen jævnligt møde hende i mere alvorlige roller som lærerinden i Paul Zindels Frk. Reardon drikker lidt og kvinden i Benny Andersens Kolde fødder.

I revyen optrådte hun i sin ungdom blandt andet i Helsingør Revyen og senere i karrieren blandt andet i ABC-revyen, hvor hun i 1961 sang "Der' hul midt i spanden" sammen med Dirch Passer, og Cirkusrevyen, hvor hun i 1976 sang Preben Kaas' "Noget farligt indeni".

Lily Broberg præsenterede 19. september 1948 Danmarks første fjernsynsudsendelse fra Tivoli i København. Her sang hun bl.a. "Troldtøj". I 1951 blev hun Danmarks Radios første tv-speaker, der bød velkommen med ordene: "Goddag, her er fjernsynet, vi håber, De vil synes om det". Selv om hun ikke selv regnede med, at tv-mediet ville blive en seriøs konkurrent til teatre og biografer, medvirkede hun dog i tidens løb i en lang række udsendelser, både i underholdningsudsendelser og tv-teater. Ikke mindst hendes rolle som Katrine Larsen i den populære Matador-serie har siden stået stærkt i erindringen.

Allerede som ganske ung begyndte Broberg at indspille film, og hun medvirkede i over 60 film gennem karrieren fra debuten i Lev livet let i 1944 til Sidste akt (1987). I begyndelsen spillede hun primært i lystspil, men allerede i Diskret ophold (1946) fik hun en mere alvorlig rolle som hushjælpen, der er blevet gravid. Senere blev rollefaget på film mere blandet, og hun var ikke altid heldig med de film, hun medvirkede i.

Gennem det meste af sin karriere indspillede hun også en lang række plader.

Privatliv Hun blev i 1943 gift med overtjener Børge Børgesen, men senere skilt fra ham igen. Hun levede i 1950'erne i en periode sammen med skuespilleren og instruktøren Bent Christensen og fik søn Jeppe og senere sammen med musikeren Ole Molin. Hun fik to børn, datteren Lise-Lotte (født 1945) og sønnen Kim (født 1957).

Ved siden af sin karriere som skuespiller og sanger havde Lily Broberg en stor interesse for strikning, og hun drev i nogle år i 1960'erne en garnforretning på Vesterbro (København).

Mod slutningen af sin karriere fik hun i stigende grad sceneskræk, og hendes store arbejdsindsats i løbet af karrieren tærede på helbredet. Hun døde 29. juli 1989 på Frederiksberg og er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.

Udvalgt filmografi

Lev livet let – 1944 Bedstemor går amok – 1945 En ny dag gryer – 1945 Panik i familien – 1945 Diskret ophold – 1946 Op med lille Martha – 1946 Hans store aften – 1946 Hr. Petit – 1948 Det gælder os alle – 1949 Kampen mod uretten – 1949 Palle alene i Verden – 1949 De røde heste – 1950 Op og ned langs kysten – 1950 I gabestokken – 1950 Bag de røde porte – 1951 Fireogtyve timer – 1951 Mød mig på Cassiopeia – 1951 Frihed forpligter – 1951 Husmandstøsen – 1952 Rekrut 67 Petersen – 1952 Min søn Peter – 1953 Himlen er blå – 1954 Karen, Maren og Mette – 1954 Kispus – 1956 Færgekroen – 1956 Lån mig din kone – 1957 Der var engang en gade – 1957 Tag til marked i Fjordby – 1957 Pigen og vandpytten – 1958 Seksdagesløbet – 1958 Pigen i søgelyset – 1959 Kvindelist og kærlighed – 1960 Komtessen – 1961 Løgn og løvebrøl – 1961 Harry og kammertjeneren – 1961 Den kære familie – 1962 Det stod i avisen – 1962 Sømænd og svigermødre – 1962 Det tossede paradis – 1962 Frøken April – 1963 Bussen – 1963 Hold da helt ferie – 1965 Sytten – 1965 Dyden går amok – 1966 Flagermusen (film) – 1966 Soyas tagsten – 1966 Cirkusrevyen (1967) – 1967 Mig og min lillebror – 1967 Stormvarsel – 1968 Helle for Lykke – 1969 Damernes ven – 1969 De fem og spionerne – 1969 De fem i fedtefadet – 1970 Hosekræmmeren – 1971 Med kærlig hilsen – 1971 Nu går den på Dagmar – 1972 Fætrene på Torndal – 1973 Pigen og drømmeslottet – 1974 Familien Gyldenkål – 1975 Sønnen fra Vingården – 1975 Affæren i Mølleby – 1976 Pas på ryggen, professor – 1977 Alt på et bræt – 1977 Danmark er lukket – 1980 Det parallelle lig – 1982 Sidste akt – 1987

Hædersbevisninger 1980: Ridder af Dannebrogordenen 1984: Tagea Brandts Rejselegat 1987: Henkelprisen

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Skuespillere fra Danmark Kategori:Modtagere af Tagea Brandts Rejselegat Kategori:Modtagere af Teaterpokalen