Danmarks Frihedsråd, almindeligvis kaldet Frihedsrådet, var et samlende organ for den danske modstandsbevægelse under den tyske besættelse af Danmark. Rådet trådte første gang sammen den 16. september 1943 i København med det formål at koordinere modstandsbevægelsens arbejde og skabe en fælles politisk ledelse.

Planerne om et fælles organ var blevet drøftet gennem sommeren 1943. Frode Jakobsen, Erling Foss og Mogens Fog arbejdede for at samle forskellige dele af modstandsbevægelsen, og et vigtigt forberedende møde fandt sted den 5. juni 1943 hos Jutta Graae i Ordrup. Her deltog Foss, Fog og Jakobsen, mens Volmer Gyth fungerede som sikkerhedsvagt.

Ved det stiftende møde den 16. september deltog ifølge senere fremstillinger blandt andre Frode Jakobsen, Mogens Fog, Erling Foss, Børge Houmann, Jørgen Staffeldt, Aage Schoch og Flemming B. Muus. Ældre fremstillinger varierer dog i angivelsen af, hvem der bør regnes som rådets egentlige stiftere. En fremstilling fra 1946 nævner blandt andre Mogens Fog, Erling Foss, Børge Houmann, Frode Jakobsen, Aage Schoch og Arne Noe-Nygaard, mens andre kilder også fremhæver Flemming B. Muus.

Frihedsrådets vigtigste opgave var at koordinere modstandsgruppernes arbejde. Rådet arbejdede blandt andet med illegal presse, våbenmodtagelse og våbenfordeling, forbindelser til udlandet samt forberedelser til det politiske og juridiske opgør efter befrielsen. Rådet holdt regelmæssige møder og oprettede forskellige udvalg til at varetage de enkelte arbejdsområder.

Frihedsrådet udsendte under besættelsen en række illegale proklamationer og erklæringer. Rådet fik samtidig en stadig større politisk betydning og kom til at fungere som modstandsbevægelsens fælles repræsentant over for både den danske befolkning og de allierede.

Efter befrielsen i maj 1945 fortsatte Frihedsrådet en kort periode med at fungere, men det blev afløst af Frihedsbevægelsens Samråd i juli 1945. Samrådet fungerede frem til oktober 1946.

Medlemmer thumb|Medlemmerne kort efter besættelsen. Fra venstre: Erik Husfeldt, Alfred Jensen, Frode Jakobsen, Børge Houmann, Mogens Fog, Aage Schoch, Ole Chievitz of C.A. Bodelsen. Arne Sørensen er udenfor billedets ramme. Fraværende: Erling Foss, Niels Banke og Hans ØllgaardFrihedsrådets medlemskreds ændrede sig under besættelsen. De forskellige organisationer var repræsenteret gennem personer, som kunne blive arresteret eller måtte gå under jorden, og enkelte medlemmer blev derfor senere afløst eller erstattet. Ikke alle de personer, der senere forbindes med Frihedsrådet, var medlemmer samtidig.

Blandt de oprindelige medlemmer og repræsentanter var:

Mogens Fog – læge og leder af Frit Danmark Erling Foss – civilingeniør og tilknyttet De Frie Danske Børge Houmann – DKP, redaktør og politiker Frode Jakobsen – cand.mag. og leder af Ringen Aage Schoch – redaktør og repræsentant for De Frie Danske Jørgen Staffeldt – repræsentant for Dansk Samling Arne Noe-Nygaard – professor i geologi, som kortvarigt repræsenterede Dansk Samling efter Staffeldt Flemming B. Muus – repræsentant for SOE og de danske kredse i udlandet

Arne Sørensen overtog i december 1943 repræsentationen for Dansk Samling. Børge Houmann blev i 1945 afløst af Alfred Jensen, mens Muus senere blev afløst som SOE-repræsentant af Ole Lippmann.

Som følge af arrestationer og ændringer i modstandsbevægelsens organisation blev rådet senere suppleret med:

Ole Chievitz – læge og professor, medlem fra 1944 C.A. Bodelsen – professor i engelsk, medlem fra 1944 Hans Øllgaard – biskop, medlem fra 1944 Niels Banke – nationaløkonom, medlem fra 1945 Erik Husfeldt – læge, medlem fra 1945

Ole Chievitz indtrådte i februar 1944, mens Niels Banke og Erik Husfeldt først blev optaget kort før den tyske kapitulation i 1945.

Repræsentanter i udlandet Frihedsrådet havde desuden forbindelse til danske repræsentanter i udlandet. Ebbe Munck virkede i Stockholm, Erling Foss fik fra begyndelsen af 1944 en rolle i Sverige, John Christmas Møller repræsenterede de danske modstandskredse i London, og Thomas Døssing blev i 1944 sendt til Moskva som Frihedsrådets repræsentant for »Det kæmpende Danmark«.

Sabotageudvalg I Frihedsrådets første periode blev kontakten til og koordineringen af sabotagen varetaget af Børge Houmann og den engelske forbindelsesofficer, det meste af tiden kaptajn Ole Geisler. Efterhånden som sabotageaktiviteten voksede kraftigt i 1944, blev koordineringen udbygget. Ifølge Børge Brandt og Kaj Christiansen blev der i 1944 oprettet et særligt sabotageudvalg med Svend Wagner (»General Johansen«) som repræsentant for BOPA, prokurist Viggo Villadsen som repræsentant for Holger Danske og Ole Geisler som forbindelsesled til englænderne.

En anden ældre fremstilling daterer oprettelsen mere præcist til september 1944 og angiver Villadsen, Wagner og Geisler som medlemmer. Her beskrives udvalget som et resultat af sabotagens voksende omfang, især jernbanesabotagen i Jylland. I København havde udvalget blandt andet til opgave at koordinere industrisabotagen og undgå, at forskellige sabotageorganisationer arbejdede mod de samme mål.

Kilder fra modstandsbevægelsen viser imidlertid, at betegnelsen og organiseringen af et egentligt »Sabotageudvalg« ikke var entydig. I en senere beretning forklarede Børge Houmann, at han ikke kendte et egentligt sabotageudvalg under Frihedsrådet, men at han havde forbindelsen til BOPA, Villadsen til Holger Danske og Geisler til den organisation, der var knyttet til Flemming B. Muus.

Udvalgets funktion var blandt andet at koordinere sabotagemålene og forhindre dobbeltarbejde mellem de forskellige organisationer. De enkelte sabotageorganisationer beholdt samtidig deres egen organisation og udførte selv aktionerne. Frihedsrådet modtog rapporter om gennemførte aktioner, og oplysningerne kunne indgå i den videre koordinering af sabotagen og i forbindelsen med de allierede.

M-udvalget Fra november 1943 blev de illegale stabe inden for Hæren og Søværnet knyttet tættere til Frihedsrådet. I december 1943 besluttede Frihedsrådet at opbygge en samlet militær organisation, og i januar 1944 blev M-udvalget (Militærudvalget) nedsat. Udvalgets opgave var at samle de eksisterende militærgrupper, oprette nye grupper og organisere en dansk undergrundshær med henblik på en eventuel væbnet indsats i forbindelse med krigens afslutning.

Blandt M-udvalgets første medlemmer var Stig Jensen, kaptajn Åge Højland Christensen fra Hæren, orlogskaptajn Erik Rasmussen fra Søværnet, Jørgen Staffeldt som repræsentant for Dansk Samling og Svend Wagner som repræsentant for de kommunistiske og øvrige paramilitære modstandsgrupper. Højland Christensen blev senere afløst af kaptajn Tage Ahnfeldt-Mollerup. Senere indtrådte også kaptajn Ole Geisler som repræsentant for SOE og Mogens Fog som repræsentant for Frihedsrådet.

M-udvalget inddelte Danmark i militære regioner og arbejdede med at skabe en samlet organisation af de forskellige militærgrupper og modstandsgrupper. Arbejdet foregik i tæt kontakt med de allierede. I løbet af foråret 1944 blev organisationen udbygget, og landet blev opdelt i syv regioner: Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og København.

Efter at organisationsrammerne i det væsentlige var på plads, blev M-udvalget i sommeren 1944 afløst af K-udvalget (Kommandoudvalget). Dette blev den øverste danske ledelse af modstandsbevægelsens militære styrker under resten af besættelsen. K-udvalget bestod blandt andre af Mogens Fog, Frode Jakobsen, kaptajn C. V. Hjalf, kommandørkaptajn K. Lundsteen og major Flemming B. Muus.

Modstandsorganisationer Den danske modstandsbevægelse bestod ikke af én samlet organisation, men af en række forskellige politiske, militære og civile organisationer og grupper. Nogle var landsdækkende bevægelser, andre var lokale grupper eller specialiserede organisationer. Fra 1943 blev samarbejdet mellem flere af organisationerne styrket gennem Danmarks Frihedsråd, som blev dannet den 16. september 1943 af repræsentanter for blandt andre Danmarks Kommunistiske Parti, Frit Danmark, Dansk Samling og Ringen.

Blandt de vigtigste organisationer og grupper var:

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) – gik under jorden efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 og blev en central drivkraft i den illegale presse og sabotagebevægelse. Partiets sabotagegrupper udviklede sig senere til BOPA. Frit Danmark – en tværpolitisk illegal organisation og et illegalt blad, grundlagt i foråret 1942 på initiativ af kommunisterne i samarbejde med borgerlige modstandskredse. Organisationen blev en af Frihedsrådets centrale bestanddele. Dansk Samling – en politisk bevægelse, der under besættelsen blev en vigtig del af den ikke-kommunistiske modstand og var repræsenteret i Frihedsrådet. Ringen – oprettet i slutningen af 1941 som et halvillegalt netværk under navnet Dansk Studiering. Under Frode Jakobsen udviklede den sig til en central modstandsorganisation og var repræsenteret i Frihedsrådet fra dets oprettelse. BOPA – den vigtigste kommunistisk ledede sabotageorganisation. Den voksede ud af de illegale sabotagegrupper, som DKP havde opbygget fra 1942, og blev især aktiv med industrisabotage. Holger Danske – en københavnsk modstandsorganisation, der fra foråret 1943 især udførte sabotage. Organisationen blev en af de største sabotageorganisationer i København og blev senere knyttet til Ringen. De Frie Danske – et illegalt blad og en modstandskreds, som spillede en vigtig rolle i den illegale presse og havde forbindelse til modstandsbevægelsens arbejde. Hvidstengruppen – en modstandsgruppe med centrum omkring Hvidsten Kro, der modtog britiske agenter samt våben og andet udstyr, som blev nedkastet med faldskærm. Gruppen var aktiv fra marts 1943 til marts 1944. Churchill-klubben – en tidlig modstandsgruppe i Aalborg, bestående af unge mennesker, som fra foråret 1942 gennemførte mindre sabotageaktioner mod den tyske besættelsesmagt. Den Danske Brigade – en dansk militær styrke, der blev opbygget i Sverige under besættelsen med henblik på at kunne indsættes i Danmark ved befrielsen.

Referencer

Eksterne henvisninger Frihedsmuseet http://nielsbirgerdanielsen.dk/moedet-i-froeken-graaes-stue/

Kategori:Den danske modstandsbevægelse