thumb|Kort der viser Tunesien (mørkeblå) Andre franske besiddelser i Afrika (lyseblå) i 1913.
Det franske protektorat Tunesien (fransk: Protectorat français de Tunisie; arabisk: الحماية الفرنسية في تونس al-Ḥimāya al-Fransīya fī Tūnis) var et fransk protektorat i det nordlige Afrika i et område svarende til nutidens Tunesien. Protektoratet blev oprettet i 1881, efter en kort krig mod Tunesien, som blev afsluttet med Traktaten i Bardo og varede indtil den tunesiske uafhængighed i 1956. Protektoratet blev formelt set ledet af en lokal tunesisk bey, men blev reelt styret af Frankrig og dets repræsentant.
Tunesien var en provins i Det Osmanniske Rige men nød en høj grad af selvstyre under bey Muhammad III as-Sadiq. I 1877 erklærede Rusland krig mod Det Osmanniske Rige. Ruslands sejr varslede opsplitningen af imperiet, herunder uafhængighed for flere besiddelser på Balkan og internationale diskussioner om fremtiden for de nordafrikanske provinser. Berlinerkongressen i 1878 blev indkaldt for at løse det osmanniske spørgsmål. Storbritannien, skønt imod en total afvikling af Det Osmanniske Rige, tilbød Frankrig kontrol over Tunesien til gengæld for Cypern. Tyskland, der så det franske krav som en måde at aflede den franske befolknings opmærksomhed fra situationen i Europa (hvor Frankrig havde lidt nederlag i den fransk-tyske krig 1870-1871) og som kun bekymrede sig lidt over situationen i det sydlige Middelhavsområde, var enig i at tillade Frankrig overherredømme i Tunesien. Kongeriget Italien, som havde økonomiske interesser i Tunesien, var stærkt imod planen, men var ude af stand til at gennemtvinge sin vilje. Den franske overhøjhed over Tunesien krævede en kort krig og efterfølgende fredsaftale i form af Traktaten i Bardo hvor den regerende bey overgav sig.
Den franske tilstedeværelse i Tunesien kom fem årtier efter deres besættelse af nabolandet Algeriet på et tidspunkt, hvor franskmændene stadig var uerfarne i og manglede viden om, hvordan man udvikler en koloni. Begge disse lande havde været tidligere besiddelser under Det Osmanniske Rige i tre århundreder, men begge havde for længst opnået politisk selvstændighed fra sultanen i Konstantinopel. Før de franske ankom, havde Tunesien indledt en proces med moderne reformer, men økonomiske vanskeligheder varede ved indtil etableringen af en kommission af europæiske kreditorer. Efter deres vejledning overtog den franske regering Tunesiens internationale forpligtelser. Større udviklinger og forbedringer blev gennemført af de franske på flere områder, herunder transport og infrastruktur, industri, det finansielle system, folkesundhed, og administration. Alligevel blev franske virksomheder og franske borgere begunstigede, hvilket ikke huede tuneserne. Deres allerede eksisterende nationale følelse blev tidligt udtrykt i tale og på tryk; politisk organisering fulgte. Uafhængighedsbevægelsen var allerede aktiv før 1. verdenskrig, og fortsatte med at vinde styrke med blandet fransk modstand. Dets endelige mål om selvstændighed blev nået i 1956.
Grænser Protektoratet begrænsedes mod nord og øst af Middelhavet, mod sydøst af Tripolis, mod sydvest af Sahara og mod vest af Algier.
Arealet var 125.130 km2 (hvoraf Sydterritoriet 40.000 km2) med i 1921 2.093.939 indbyggere eller 16,7 pr km2.
Landskaber
Fysisk og etnografisk stemmer Tunesien nøje overens med de øvrige nordafrikanske Atlaslande. Den ca. 650 km lange kyst var mod nord de fleste steder stejl med bratte skrænter ud mod havet, på østsiden er den derimod overvejende flad, sandet og ufrugtbar. Begge kyster var rige på bugter; blandt disse kan nævnes Tunisbugten, Hammamet- og Gabes-bugten med Kerkennaøerne i nord og øen Djerba i syd. På det nordøstlige hjørne, indesluttende Tunisbugten, sprang to halvøer frem, af hvilke den sydøstlige endte i Kap Bon (Ras Addar), den nordlige i Kap Blanco (Ras el Abiad), der almindelig betragtes som verdensdelens nordligste punkt; i virkeligheden ligger det nærliggende forbjerg Ras Engela en ubetydelighed nordligere.
Den nordlige del af landet opfyldes af bjerglandet Krumir (Khroumirie), udløbere fra Lille Atlas, som begrænses af Medjerdas floddal mod syd. Sønden for denne lå flere udløbere fra Store Atlas, nordligst Monts de Zeugitane (med toppe på over 1.300 m), der løb ud på Kap Bon halvøen, sydligere en række lavere kæder løbende til det inderste af Gabesbugten. Mellem disse ligger et tarveligt plateau, der skråner mod øst og har flere småsøer og sumpe i nærheden af havet. De sydlige kæder falder brat af mod en depression, Biled ul Dsherid, der indeholdt flere "Schotts", hvoraf den største er Schott el Djerid.
De fleste floder var ubetydelige og usejlbare; som regel tabte de sig i sandet eller nåede efter et kort løb havet; kun een havde større betydning, nemlig Medjerda (Bagradas), der udmundede lidt nord for hovedstaden og i regntiden frugtbargjorde store strækninger ved sine oversvømmelser. Hvor regnfaldet var tilstrækkeligt, eller hvor man rådede over kunstig vanding, var jordbunden i almindelighed frugtbar og vegetationen rig, mindende om de bedre egne i Algier. Den frugtbareste del var Medjerdadalen og oaserne i Biled ul Dsherid med deres store palmelunde. Meget værdifulde var også de store korkegeskove på Krumirs Bjerge. Syd for Medjerda bliver vegetationen hurtig fattigere, skovene på bjergskrænterne aftog efterhånden og forsvandt til sidst helt. Den sydlige del af landet var dels tør steppe, dels ren ørken.
Befolkningsforhold
Befolkningsantallet udgjorde i 1921 2.093.939, hvoraf de indfødte (berbere, arabere, maurere) udgjorde 1.889.388, hvortil kom 48.436 jøder. Europæernes antal var 156.115, hvoraf 54.476 franskmænd, 84.799 italienere og 13.520 maltesere.
Den herskende religion var islam, men foruden jøderne fandtes 35.000 kristne, næsten alle romerske katolikker.
Næringsliv
Ca. 10 % af arealet var under kultur. Der dyrkedes i 1923 især hvede (270.000 t), byg (250.000 t) og havre (40.000 t); desuden avledes oliven (15 mio. træer med en produktion af 30.500 t), vin (17 mio. galloner), dadler (2,1 mio. træer), som navnlig fra de sydlige oaser ansås for at være de bedste i verden, mandler, appelsiner, pistacier, halfagræs, henna og kork.
De mindre frugtbare egne benyttes overvejende til kvægavl, især fåreavl (1.451.000 får), men desuden holdes geder (777.000), hornkvæg (400.000), heste (72.000), æsler (123.000), muldyr (30.000) og kameler (114.000).
Fiskeriet gjaldt især sardiner, ansjos og tunfisk.
Af særlig betydning var bjergværksdriften med udvinding af bly, jern, zink og navnlig fosfater fra store lejer ved Gafsa; også petroleum var fundet mod nordøst.
Samfærdsel
Der var i 1924 2.516 km jernbaner, 504 poststationer, 263 telegrafstationer og 3 radiostationer.
Administrativ ordning
Landet styredes af en bey (fra 1922 Sidi Mohamed el Habib). Efter den franske erobring 1881 og traktaten i Kasr-es-Said samme år stod Tunesien under fransk protektorat. Den virkelige styrelse udøvedes af en fransk generalresident, der sorterede under udenrigsministeriet i Paris, som havde et specielt departement for tunesiske affærer. Ministeriet bestod af 14 medlemmer: 3 indfødte og 11 franskmænd.
Landet var delt i 19 distrikter og 6 militær distrikter; distriktsguvernørerne var franskmænd. De lavere embedsmænd (caïd, kadi, sheik) var indfødte.
Franske domstole besørgede retten mellem europæere indbyrdes og mellem europæere og indfødte; indfødte dommere dømte derimod mellem indfødte indbyrdes.
Af den tunesiske hær var kun beyens livvagt tilbage, de øvrige tropper bestod af franske soldater; endvidere fandtes en fransk krigshavn i Biserta (Bizerte) på nordkysten.
Historie Forhistorie
Før den franske besættelse dannede Tunesien en provins i Det Osmanniske Rige, men nød en høj grad af selvstændighed. Den osmanniske hersker havde placeret en guvernør, en pasha, der stod for den tunesiske provins. Men denne pasha mistede hurtigt kontrollen til den militære kommandant, deyen. Og deyen, i sin tur, var blevet fortrængt af en civil administrator, beyen. Sultanen af Det Osmanniske Rige ophøjede efterfølgende beyen til rang af dey og pasha, så anstændighed var tilfreds hele vejen rundt. I 1705 faldt embedet i hænderne på Al-Hussein ibn Ali at-Turki, der grundlagde et dynasti, der var konge over Tunesien for to og et halvt århundrede. Da den europæiske indflydelse fortsatte med at vokse i anden halvdel af det 19. århundrede, blev Tunesien en de facto uafhængig stat. Beyen havde sin egen hær og flåde, slog sine egne mønter, erklærede krig og fred, opretholdt separate diplomatiske forbindelser og underskrevet traktater. Ikke desto mindre var beyen officielt en tyrkisk guvernør, påberåbte sultanen i sine bønner, og ved tildelingen af embeder skulle ansøge om en firman, der var en officiel bekræftelse af sultanen.
Denne komplicerede sagsbehandling blev brugt af de europæiske magter, der søgte indflydelse i Tunesien: "[...] denne tingenes tilstand, skønt kompliceret, var ikke uden praktiske fordele, fordi [de europæiske magter] kunne behandle beyen efter behag, enten som selvstændig regent eller som en vasal af Porten." thumb|Muhammad III as-Sadiq. Fra 1859 til 1882 blev Tunesien regeret af bey Muhammad III as-Sadiq og den magtfulde premierminister, Mustapha Khaznadar, som i henhold til Henk Wesseling "havde trukket i trådene lige siden 1837." Khaznadar var finansminister og minister for udenlandske anliggender og blev bistået af indenrigs-, forsvars-, og marineministrene. I 1864 fik Tunesien en forfatning med en klar opdeling af ministerielle beføjelser og ansvar, men i praksis var Khaznadar den absolutte leder. Han fulgte en reformpolitik, der, for den økonomiske udvikling, tog sigte på at forbedre infrastrukturen samt kommunikationsmidlerne, de væbnede styrker, og så videre. Den tunesiske økonomi kunne imidlertid ikke finansiere det hele, i hvert fald ikke efter fradrag af offentlige udgifter. Centraladministrationen var imidlertid svag. Skatteopkrævningen blev omdannet til skatte-landmænd, og kun en femtedel af indtægterne nåede nogensinde statskassen. Mange bjergstammer og ørkennomader levede i kvasi-uafhængighed. De økonomiske forhold forringede gennem det 19. århundrede, da udenlandske flåder bremsede sørøvere, og vedvarende tørke anrettede en ødelæggende indvirkning på produktionen af korn og oliven. På grund af aftaler med udenlandske handlende gående tilbage til det 16. århundrede blev told begrænset til 3 % af værdien af de importerede varer; alligevel oversvømmede produkter fremstillede i udlandet, primært tekstiler, Tunesien og ødelagde gradvist lokale håndværksindustrier.
I 1861 gjorde premierminister Mustapha Khaznadar en indsats for at modernisere administrationen og forsøgte at øge indtægterne ved at fordoble skatterne. Den største effekt, først fuldt mærket i 1864, var udbredt opstand i landdistrikterne, kombineret med store trængsler for den almindelige befolkning. Regeringen måtte forhandle et nyt lån fra udenlandske banker. I 1867 mislykkedes et forsøg på at sikre penge; de offentlige indtægter var utilstrækkelige til at dække de årlige rentebetalinger på statsgælden. Tunesien blev ramt af konkurs. To år senere nedsatte Frankrig, Italien og Storbritannien en international finansieringskommission til at rydde op i Tunesiens økonomiske problemer og beskytte vestlige interesser. Dens initiativer nød kun delvis succes, hovedsagelig på grund af modstand fra udenlandske virksomheder mod at øge toldafgiften. I 1873 gennemførte Khaznadar igen reformer og angreb de udbredte finansielle misbrug indenfor bureaukratiet. Resultatet var oprindeligt lovende, men dårlig høst og paladsintriger førte til hans fald.