Fairey Firefly var et britisk 2.verdenskrigs-æra hangarskibsbaseret jagerfly og ASW-fly i tjeneste ved Fleet Air Arm (FAA). Dets flyveegenskaber og ildkraft var forgængeren Fairey Fulmar overlegen, men den trådte først i tjeneste henimod slutningen af krigen. Designet ud fra det daværende FAA-koncept for et tosædet rekognoscerings- og jagerfly, var piloten og navigatøren/våbenofficeren placeret i hvert sit cockpit. Firefly var solidt, langtrækkende og omgængeligt i den daglige rutine på et hangarskib, selv om en enlig motor i et tungt flystel i nogen grad hæmmede flyets ydeevne.
Under anden verdenskrig tjente Fairey Firefly som jagerfly for flåden, men i efterkrigstiden hvor flyet var bagud for mere moderne jetfly, blev Firefly benyttet i andre roller som f.eks angreb på jordmål eller anti-ubådskrigsførelse, og forblev dermed en af hjørnestenene for FAA indtil midt i 1950'erne. Britiske og australske fly opererede mod jordmål under Koreakrigen, baseret på forskellige hangarskibe. Flyet var i fremmed tjeneste ved Australiens, Canadas, Indiens og Hollands respektive flåders flyvetjenester, Hollands udførte enkelte jordmålsangreb i det daværende Hollandsk Ny Guinea så sent som i 1962.
I Danmark gjorde flyet knap så eksotisk tjeneste: det blev brugt til at slæbe skydemål.Danmarks Flymuseum Besøgt 25/10 2016
Design og udvikling Før krigen, i 1938, udstedte det britiske luftfartsministerium specifikationer for to jagerfly til flådebrug, et konventionelt og et udrustet med maskingeværtårn, ligesom Boulton Paul Defiant. Begge fly skulle kunne flyve 275 knob i 15.000 fods højde; den konventionelle jager skulle bære otte kaliber 0.303 Browning maskingeværer, den anden fire 20 mm Hispano-Suiza HS.404 maskinkanoner. Disse fly skulle erstatte Fulmar, som havde været en midlertidig løsning. Specifikationerne blev opdateret det følgende år, og adskillige britiske producenter kom med deres oplæg. Der kom yderligere ændringer til specifikationerne, flyet med maskingeværtårnet blev droppet, og en modificeret specifikation udstedt på en- og tosædede jagere med en topfart på henholdsvis 330 og 300 knob. Fairey tilbød design der kunne bruges i begge konfigurationer og forsynet med Rolls-Royce Griffon-motor, eller et større flystel med en Napier Sabre-motor. Efter at have overvejet producenternes svar, erstattede Specification N.5/40 de tidligere specifikationer. Da der skulle navigeres over åbent hav, var den kun for et tosædet fly.Buttler 2004 Det enkeltsædede design førte til udviklingen af Blackburn Firebrand.Buttler, Tony. Blackburn Firebrand - Warpaint Number 56. Denbigh East, Bletchley, UK: Warpaint Books Ltd., 2000.
thumb|left|Firefly T.7 med foldede vinger, 1953 Firefly blev designet af H.E. Chaplin ved Fairey Aviation; i juni 1940 bestilte Admiralitetet 200 fly direkte fra tegnebrættet, med de tre første som prototyper. Prototypen af Firefly fløj første gang d. 22. december 1941.Thetford 1978, p. 164. Selvom den var 4.000 lbs (1.810 kg) tungere end Fulmar (hovedsageligt på grund af bevæbningen af to Hispano-Suiza HS.404 maskinkanoner i hver vinge), var Firefly 40 mph (60 km/t) hurtigere på grund af den forbedrede aerodynamik og den kraftigere motor, Rolls-Royce Griffon IIB der ydede 1.735 hk (1.294 kW).
Firefly var et lav-vinget cantilever monoplan, havde et selvbærende skrog med ovalt tværsnit og en konventionel hale med fremskudt haleplan. Det var forsynet med en Rolls-Royce Griffon væskekølet stempelmotor med en trebladet propel. Firefly havde et optrækkeligt understel med halehjul, de hydraulisk betjente hovedhjul blev løftet mod centersektionen af vingen. Flyet havde også en optrækkelig halekrog, til at assistere ved hangarskibslandinger. Pilotens cockpit var placeret over vingens forkant og observatørens/radiooperatørens/navigatørens bag bagkanten. Placeringerne gav det bedst mulige udsyn. Begge cockpitter havde individuelt afkastelige hoods. Vingen, lavet helt i metal, kunne foldes manuelt, med vingerne parallelt med skroget i foldet stand. Svingmekanismen ville være hydraulisk låst, når vingen var klar til flyvning.Bridgman 1988, pp. 118–119.
De første tests af flyveegenskaberne blev foretaget på Boscombe Down i 1942; i 1944 var Firefly godkendt til at bruge raketter, ophængt under vingen, og i april 1944 blev flyet testet med 16 raketter og to 45 gallon (205 l) droptanke, og fløj acceptabelt med denne belastning.Mason 1998, p. 277. Videre tests med to 90 gallon (410 l) droptanke eller to 1.000 lb (454 kg) bomber var stadigt acceptabelt, omend flyet viste tegn på belastningen, mens flyvning med en enkelt 1,000 lb (454 kg) bombe var ubehagelig, men dog kontrollerbar. Ydelsestests med 11.830 lb (5.366 kg) belastning gav en maksimal fart på 315 mph (508 km/t) i en højde af 16.800 ft (5.121 m); en stigning til 20.000 ft (6.096 m) tog 12,4 minutter, med en maksimal stigning på 2.140 fpm (10,87 m/s) ved 3.800 ft (1.158 m), og en maksimal flyvehøjde på 30.100 ft (9.174 m).Mason 1998, p. 306.
Operativ historie thumb|right|Firefly FR.4 fra Hollands flåde i 1952 thumb|right|Firefly U.8 fjernstyret målfly i 1955 Under 2. verdenskrig var det primært Mk.I der blev benyttet, stort set overalt. I marts 1943 blev de første Firefly Mk.I leveret, men de kom først i operativ tjeneste i juli 1944 ved 1770 Naval Air Squadron ombord på HMS Indefatigable. De første operationer var i Europa, hvor flyene udførte væbnet rekognoscering og angreb på skibe langs Norges kyst. Firefly gav også jagerstøtte under angrebene på det tyske slagskib Tirpitz i 1944.
Firefly fik mere og mere krævende opgaver gennem sin karriere, fra jageroperationer til ASW, og var hovedsageligt udstationeret ved den britiske stillehavsflåde i Fjernøsten. Flyet gennemførte angreb på olieraffinaderier og flyvepladser, og fik en vis berømmelse da det som det første britisk byggede fly fløj over Tokyo.Thetford 1978, p. 168.
Efter 2. verdenskrig forblev Firefly i tjeneste som primært kampfly ved Fleet Air Arm indtil midt i 1950'erne. UK leverede også fly til Canada, Australien, Danmark, Etiopien, Holland, Indien og Thailand. Royal Canadian Navy havde 65 Firefly type Mk. AS 5 ombord på deres egne hangarskibe mellem 1946 og 1954. De havde også nogle Firefly Mk.I, og solgte adskillige overskydende eksemplarer til Etiopien først i 1950'erne.
Britiske og australske Firefly udførte anti-skibspatruljer og jordmålsangreb, baseret på forskellige hangarskibe under Koreakrigen, og angreb også jordmål under Malayakonflikten 1948-1960. Firefly's karriere som frontliniefly hos FAA endte først da Fairey Gannet blev indført.
Som svar på indonesiske territoriale krav og trusler benyttede Holland AS.Mk.4 i Hollandsk Ny Guinea. Flyene foretog angreb mod indonesiske styrker i området tidligt i 1962, før en politisk løsning blev forhandlet på plads.Bishop and Moeng 1997, p. 73.
Adskillige versioner blev først udviklet sent i Fireflys karriere, for at flyet kunne tjene som skolefly, skydemåls-slæbefly og droner.
I 1951 købte Danmark to Firefly TT.1, malet i en krads Trainer Yellow lige som f.eks. Piper J-3 Cub, til slæbning af skydemål. Flyene viste sig velegnet, og fire mere blev leveret i juli 1952. Efter ombygning på Civilværkstedet på Flyvestation Værløse blev de taget i brug 1954-1956, og benyttet til både at slæbe bannermål og nogle ofte uberegnelige svævemål. Tre af de seks fly blev skrottet, ikke som følge af den temmelig farlige opgave at slæbe skydemål, men på grund af ganske ordinære havarier. De tre overlevende fly blev solgt til Sverige i efteråret 1959.Flyvehistorie Besøgt 30/10 2016
Versioner Firefly I / FR.I Der blev bygget to versioner af Firefly Mk.I; 429 stk. "Jager" Firefly F Mk.I, bygget af Fairey og General Aircraft Ltd, og 376 stk. "Jager/Rekognoscering" Firefly FR Mk.I, som var forsynet med en ASH radar. De sidste 334 Mk.I blev opgraderet med en 1.765 hk (1.316 kW) Griffon XII-motor.
thumb|right|Firefly T.3 observations- og træningsfly fra 1841 Squadron i 1952
thumb|right|Firefly T.Mk 1
right|thumb|Firefly Mk IV
thumb|right|Bevaret Firefly AS.6 i bemaling fra Koreakrigen under et flyveshow
thumb|right|Firefly AS.Mk7 WJ154
thumb|right|Firefly U.9 dronefly i 1959
Firefly NF.Mk II Kun 37 stk. Mk.II blev bygget, alle som natjagere (Firefly NF Mk.II). De havde et let forlænget skrog i forhold til Mk.I, og var modificeret for at bære radaren.
Firefly NF.Mk I NF.II blev erstattet af Firefly NF Mk.I "natjager"-versionen.
Firefly T.Mk 1 Dobbelt cockpit pilot-skolefly. Efterkrigsmodifikation af Firefly Mk.I.
Firefly T.Mk 2 Dobbelt cockpit og bevæbnet operationstræningsfly. Efterkrigsmodifikation af Firefly Mk.I.
Firefly T.Mk 3 Benyttet til ASW træning af observatører. Efterkrigsmodifikation af Firefly Mk.I.
Firefly TT.Mk I Efter krigen blev et lille antal Firefly Mk.I konverteret til at slæbe skydemål.
Firefly Mk III Firefly Mk.III blev foreslået, men aldrig bygget. Den skulle have haft en Griffon 61-motor.
Firefly Mk IV Mk IV havde en 2.330 hk (1.740 kW) Griffon 72-motor og fløj første gang i 1944, men kom først i tjeneste efter krigens slutning.
Firefly FR.Mk 4 Jager/rekognosceringsversion baseret på Firefly Mk.IV.
Firefly Mk 5
Firefly NF.Mk 5 Natjagerversion baseret på Firefly Mk 5.
Firefly RF.Mk 5 Jager/rekognosceringsversion baseret på Firefly Mk 5.
Firefly AS.Mk 5 AS.Mk.5 var et ASW-fly, med amerikanske sonarbøjer og udstyr.
Firefly Mk 6
Firefly AS.Mk 6 AS.Mk 6 var et ASW-fly med britisk udstyr.
Firefly TT.Mk 4/5/6 Nogle få AS.4/5/6 blev konverteret til at slæbe skydemål.
Firefly AS.Mk 7 AS.Mk.7 var et ASW-fly, og havde en Rolls-Royce Griffon 59-motor.
Firefly T.Mk 7 T.Mk.7 var et midlertidigt ASW træningsfly.
Firefly U.Mk 8 U.Mk 8 var en måldrone. 34 stk. Firefly T.7 blev taget af produktionslinien og færdigbygget som droner.
Firefly U.Mk 9 U.Mk 9 var en måldrone. 40 eksisterende Firefly AS.4 og AS.5 fly blev konverteret til dette formål.
Operatører 2. verdenskrig
Royal Navy - Fleet Air Arm - antal ukendt
Efterkrigstiden
Den australske flådes Flyvetjeneste (Royal Australian Navy - Fleet Air Arm (RAN)) - antal ukendt
Den Canadiske Flåde (Royal Canadian Navy) - antal ukendt
Flyvevåbnet - 6 fly indkøbt 1951, anvendt som målslæbefly. 3 stk. havareret, resten solgt til Sverige i 1959.
Etiopiens Luftvåben (Ethiopian Air Force (ETAF); Amharic: የኢትዮጵያ አየር ሃይል, Ye Ithopya Ayer Hayl) - antal ukendt
Den Hollandske Flådes Flyvetjeneste (, MLD) - 30 stk Mk.I, 40 stk Mk.4 og 14 stk. Mk.5 fra 1946 - 1962.Hollandsk Wikipedia Besøgt 30/10 2016
Indiens Flådes Flyvetjeneste [Indian Naval Air Arm) - benyttede Firefly fra 1955 til at slæbe skydemål."Cochin - Birth Place of Naval Aviation." warbirds.in. Retrieved: 9 August 2010.
Svensk Flygtjänst AB, også kendt som Swedair AB, et civilt firma fra Bromma Airport benyttede 19 stk. TT.1 fly fra 31. Januar 1949 til 17. oktober 1963."Firefly TT.1 DT989." Warbirdregistry.org, Retrieved: 9 august 2010.
Thailand Det Kongelige Thailandske Luftvåben (Royal Thai Air Force (RTAF); , Kong Thap Akat Thai) benyttede Firefly mellem 1952 og 1966."Firefly FB.1 MB410." Warbirdregistry.org. Retrieved: 9 august 2010.
Royal Navy - Fleet Air Arm - benyttede Firefly til antiubådskrigsførelse (ASW) indtil 1956, hvor opgaven blev overtaget af Fairey Gannet.
Overlevende fly thumb|right|Firefly TT.6 udstillet i Griffith, Australia thumb|right| Fairey Firefly FR1, Thailands Luftvåben
Der er cirka 24 overlevende Fairey Firefly verden over, heraf er tre flyvedygtige, og mindst én er under restaurering til flyvedygtig stand.
De tre flyvedygtige fly er: AS 6 WH632, bemalet som en RCN Firefly AS 5 er på Canadian Warplane Heritage Museum. AS 6 WD826 tjener ved Royal Australian Navy Historic Flight, NAS Nowra NSW (Australien)