Vadstrupgård-sagen omhandler retssagen mod en 30-årig mandlig pædagogmedhjælper i Gladsaxe, som i 1997 blev sigtet for seksuelt at have misbrugt 20 børn ved Gladsaxe Kommunes børneinstitution Vadstrupgård, hvor han var ansat. Pædagogmedhjælperen nægtede sig skyldig under retssagen i byretten og landsretten. Sagen blev afgjort ved Østre Landsret den 25. maj 1998, da den 30-årige pædagogmedhjælper Henrik Andresen blev idømt tre og et halvt års fængsel for gennem flere år at have misbrugt 20 af institutionens børn. Andresen blev dømt på de misbrugte børns udsagn alene.
I 2000 krævede den dømte, at få Den Særlige Klageret til at genoptage sagen. Den Særlige Klageret afviste i april 2002 at genoptage sagen.
Journalist Tonni Vinkel Sørensen modtog i 1999 Cavlingprisen for hans mere end 100 artikler vedr. sagen. Sagen skabte stor offentlig debat i Danmark, idet der blev spekuleret på, hvorvidt børnenes vidneudsagn var til at stole på, og hvorvidt Henrik Andresen blev dømt på et forkert grundlag. Nogle samfundsdebattører, heriblandt Leif Blædel, mente at der var tale om et justitsmord, og landsretsdommen blev kritiseret af juristerne Thomas Rørdam og Eva Smith. Sociologen Henning Bech har omtalt sagen som et "udslag af en omsiggribende pædofilpanik", og i det ansete internationale tidsskrift Applied Cognitive Psychology fra april 2005 anføres den som et eksempel på vildledende suggestiv spørgeteknik.
Baggrund Sagens forløb Overgrebene på Vadstrupgård blev først opdaget, da en børnelæge i juli 1997 gik til politiet med en politianmeldelse. Kriminalpolitiet i Gladsaxe stod for efterforskningen. Under efterforskningen fortalte flere børn, at de under udflugter fra institutionen var blevet misbrugt af flere mænd og kvinder uden tilknytning til Vadstrupgård. Overgrebene, som børnene forklarede, skulle have fundet sted både i private lejligheder i Gladsaxe og på værelser på Hotel Eremitage i Lyngby. Børnene fortalte også, at de var blevet videofilmet og fotograferet under overgrebene.
Efterforskningen startede på baggrund af børnenes udsagn om, at de af Henrik Andresen var blevet kørt til andre adresser, hvor Henrik Andresen og en række andre mænd og kvinder skulle have misbrugt børnene seksuelt. Under efterforskningen kørte politiet børnene til flere mulige gerningssteder – blandt andet Hotel Eremitage i Lyngby, hvor flere af børnene hævdede, de var blevet bragt til og udnyttet, ligesom de blev kørt rundt af politiet for at udpege andre gerningssteder. Børnene genkendte ifølge vicestatsadvokat Jørgen Jensen "visse ting" på hotellet og andre steder, ligesom de sigtedes udseende stemte overens med børnenes signalementer. Under retssagen mod Henrik Andresen i foråret 1998 begyndte Gladsaxe Politi at efterforske, om der havde eksisteret en form for pædofilt netværk, der systematisk misbrugte børnene, mens de blev filmet.
Efterforskningen var dog blevet vanskeliggjort af, at nogle af børnene havde ændret forklaring, og der havde været en række uoverensstemmelser mellem det, børnene fortalte. Seks personer var sigtet under efterforskningen og yderligere to mistænkt, men der blev ikke rejst tiltale mod dem.
Børnehaven Vadstrupgård lukkede den 1. maj 1999.
Retsforfølgelse I december 1997 idømtes Henrik Andresen 3 års fængsel ved retten i Gladsaxe, hvortil sagen ankes til Østre Landsret, som den 25. maj 1998 skærpede dommen til 3½ års fængsel.
Kritik af Gladsaxe Kommune Tilsynsrådet for Københavns Amt, der dengang førte retligt tilsyn med kommunerne, undersøgte Gladsaxe Kommunes rolle i sagen. Tilsynsrådet kom frem til, at kommunen i to tilfælde havde handlet ulovligt ved ikke at overholde notatpligten i offentlighedsloven. Det ene tilfælde vedrørte en sag, hvor et forældrepar til et af de misbrugte børn i perioden april-august 1996 mundligt fremførte en række klager, der vedrørte både deres barns trivsel og forholdene på institutionen. Tilsynsrådet lagde vægt på, at oplysningerne var af betydning for kommunens stillingtagen til forældrenes anmodning om at få flyttet barnet til en anden institution. Det kunne efter Tilsynsrådets opfattelse ikke afvises, at såfremt de fremførte klager var blevet skrevet ned, ville det kunne have haft væsentlig betydning for kommunens generelle vurdering af forholdene på Vadstrupgård, herunder om der ville have været anledning til at iværksætte en nærmere undersøgelse af forholdene på institutionen, som det hed i afgørelsen. Tre andre spørgsmål om Gladsaxe Kommunes rolle i Vadstrupgård-sagen gav ikke anledning til kritik fra Tilsynsrådet.
Kort tid efter domsafsigelsen i maj 1998, iværksatte Gladsaxe Kommune en såkaldt uvildig undersøgelse. I redegørelsen fra december 1998 hed det blandt andet, at "dagligdagen på institutionen ikke var præget af en velfungerende ledelse eller en særligt åben og tillidspræget kommunikation mellem ledere og de ansatte." Den uvildige rapport fra de juridiske professorer Jens Peter Christensen og Karsten Revsbech rettede en skrap kritik af lederen på institutionen. I rapporten afdækkede de to professorer en række episoder, der kunne have givet anledning til mistanke. De lagde især vægt på, at lederen burde have fungeret som det led, der samlede de ansattes enkeltstående iagttagelser. Særlig vægt lagde professorerne på en episode, hvor en pige fortalte flere ansatte, at julemanden havde kysset og kildet hende og "slikket hende i skridtet". To medarbejdere reagerede ved at spørge barnets mor, om man havde julemand derhjemme. Men da moderen svarede nej, blev sagen ikke fulgt yderligere op. Under retssagen mod Henrik Andresen kom det frem, at han i institutionens kælder klædte sig ud som julemand og hængte et jule-mandsskæg på sit lem, som han tvang børnene til at sutte på. En anden medarbejder havde undret sig over, at Andresen en dag udbrød: "Det er ligesom at trænge op i en fire-årig", ligesom han også "i spøg" skulle have talt om at presse "sit lem op i en fem-årig". Medarbejderen fandt udtalelsen væmmelig, men han nævnte det ikke til sine andre kolleger. En medarbejder havde også fundet Henrik Andresen bag en lukket dør med tre børn. Da medarbejderen spurgte et af børnene hvad de lavede, svarede barnet: "leger med Henriks tissemand". I et andet tilfælde måtte en medarbejder skubbe til depotrummets dør for at få den op. Medarbejderen spurgte, hvad han og børnene lavede derinde, men fik intet svar. I rapporten skrev professorerne, at det havde været nærliggende, at sådanne episoder var blevet fulgt op, f.eks. ved henvendelse til kolleger eller ved henvendelse til institutionslederen. Professorerne henviste også til en række udtalelser fra forældrene, som refererede til, hvad deres børn havde udtalt, men tog samtidig en række forbehold over for deres bevismæssige værdi. Den samlede konklusion var, at man ikke kunne fastlægge, hvorvidt at medarbejderne havde været vidende om overgrebene.
Den daværende borgmester i Gladsaxe Kommune, Ole Andersen udtalte: Vi kan være tilfredse med, at der ikke i konklusionen lægges noget medansvar på medarbejdere for overgrebene. Det er muligt at overgrebene kunne have været opdaget tidligere, og det er en kendt sag, at samarbejdsforholdene mellem lederen og personalet ikke var det bedste. Men vi påtænker ingen tjenstlige skridt over for lederen, som er gået på pension.
Folketingets Ombudsmand kritiserede i 2003 både Gladsaxe Kommune og Tilsynsrådet for deres behandling af den tidligere leder af institutionen Vadstrupgård.
Debat om bogen Vadstrupgårdsagen: Justitsmord I oktober 1999 udgav journalist Leif Blædel bogen Vadstrupgårdsagen: Justitsmord på forlaget Høgsted & Høgsted. Bogen fik rosende anmeldelser af flere aviser. I bogen mener Blædel at føre bevis for, at Henrik Andresen aldrig kunne have foretaget overgrebene mod de 20 børn, som Østre Landsret dømte ham for. Han beskyldte forældrene for at have presset børnene, så de opfandt overgrebene. På bogens side 31 og 32 hedder det f.eks: "Ikke en eneste af de ansatte på Vadstrupgård har nogensinde set det mindste mistænkelige ved Henrik Andresens optræden i de godt 4 år han skulle have begået forbrydelserne'". Ikke desto mindre beskrev Jyllands-Posten den 23. december 1998 en række iagttagelser, som de ansatte havde gjort og senere under vidneansvar havde fremlagt i retten. Blædel udtalte, at han godt kendte vidneudsagnene fra de ansatte, men han sagde, at han ikke gav noget for dem. Om et af udsagnene udtalte Blædel: "For det første benægter han (den dømte, red.) det jo, og for det andet har jeg ikke meget tillid til sådan et vidneudsagn, som er husket tilbage fra jeg ved ikke hvor lang tid siden og som ikke fik vedkommende til at reagere. Vidnet har bildt sig noget ind." I bogens sidste afsnit, som har overskriften "Det endelige bevis for justitsmordet", påstår Blædel, at "ingen kunne tage på udflugter fra Vadstrupgård uden efter aftale – og sådanne aftaler har ingen hørt om." Hermed mente han at bevise, at den dømte ikke kunne tage børnene med til forskellige lejligheder og til Hotel Eremitage, hvor de ifølge dem selv blev misbrugt af flere mænd og kvinder. Tre ansatte, herunder lederen, havde til Jyllands-Posten fortalt, at den dømte fik lov at tage på ture med børnene alene. Institutionens leder forklarede, at hun gav Andresen lov til at tage alene på ture med børnene, fordi hun skønnede, at det var forsvarligt. Interviewet foreligger på bånd. To ansatte, som Jyllands-Posten talte med, havde ligeledes udtalt, at han ofte var på tur med børnene, f.eks til svømmehallen, ligesom flere forældre sagde, at de havde mødt Henrik Andresen alene med børn i Lyngby.
Niels Jensen, som repræsenterede en gruppe på 14 forældre til misbrugte børn fra institutionen kaldte bogen for "dårlig research og bevidst fordrejning af virkeligheden".
Sagen om Vadstrupgård blev ført for lukkede døre, og Blædel havde derfor skrevet sin bog med udgangspunkt i udskrifter fra dombøger, samtale med den dømte samt en række artikler.
Referencer
Litteratur Tonni Vinkel Sørensen: Misbrugt: Vadstrupgård - danmarkshistoriens største sag om seksuelt misbrug af børn – Høgsted & Høgsted (1999) Leif Blædel: Vadstrupgårdsagen: Justitsmord – Tiderne Skifter (1999) Finn Held: Når medierne tager magten – Frydenlund (2006)
Eksterne henvisninger Vadstrupgaard.dk - Hjemmeside af Inga Held, tidligere leder af Vadstrupgård.
Se også Guldlok-sagen Roum-sagen Tønder-sagen
Kategori:Begivenheder i 1997 Kategori:Begivenheder i 1998 Kategori:Gladsaxe Kommune Kategori:Kriminalsager i Danmark Kategori:Retssager i Danmark Kategori:Sager om seksuelt misbrug af børn i Danmark Kategori:Seksualforbrydelser Kategori:Parafili