thumb|Ludvigslyst 2018 Traktørstedet Ludvigslyst er en dansk restaurant og traktørsted, beliggende ved Julsøs vestligste bred, i den østlige udkant af Svejbæk. Stedet åbnede som Gjæstgiveri Ludvigslyst, inden det i 1899 skiftede navn til Hotel Ludvigslyst. Det nuværende navn fik stedet i 2012, efter en længerevarende lukning og renovering.

Historie Gennem tiden fra gård til Gæstgiveriet Ludvigslyst, Hotel Ludvigslyst og Traktørstedet Ludvigslyst har der været mange ejere og forskellige arrangementer og aktiviteter.

Statslig ejendom og Hald Store arealer i Linå Sogn var i 1600-tallet overdraget fra kongen til Københavns Universitet herunder Linå Vesterskov. I 1840 solgte universitetet 742 1/4 tdr. land til overretsprokurator Hald fra Laven Hovgaard. På et åbent areal nær søen opførte han i ca. 1850 gården Ludvigslyst, der fik navn efter sin kones søn af første ægteskab Ludvig Hemmer Sørensen.

Hein og Drechsel I 1856 blev Ludvigslyst med 238 tdr. land sat på auktion af ejeren enkefrue Ane Katrine Hald. Exam. polyt. Ludvig Hein fra København købte stedet og etablerede et teglværk. Men allerede to år senere (1858) videresolgte Ludvig Hein gården med tilhørende teglværk til Birkedommer Georg V.L. Drechsel, der ejede Ludviglyst i ca. 20 år, inden ejendommen med 50 tdr. land blev sat til salg og købt af gårdejer Jens Tind fra Linaa.

Besøgende til området Åbningen af Skanderborg-Silkeborg-jernbanen i 1871 og etableringen af Svejbæk Holdeplads i kombination med den samtidige anlæggelse af en anløbsbro for dampskibe lige nedenfor Ludvigslyst (formodentlig i 1876) tiltrak besøgende til området – nok primært med det formål at besøge Himmelbjerget. Turisterne kunne nemlig nu stå af på Svejbæk trinbræt, spadsere forbi Ludvigslyst og videre ned til anløbsbroen for så at blive sejlet rundt på Silkeborgsøerne og over til Himmelbjerget på den anden side af Julsø.

Tind I 1876 søgte og fik Jens Tind bevilling til at drive gæstgiveri på Ludvigslyst. Jens Tind markedsførte Ludvigslyst ved bl.a. at indrykke annoncer i den lokale avis (Silkeborg Avis) med teksten: ”Silkeborg og Omegnens Beboere samt Lystreisende og Tourister anbefales mit nyindrettede Gjæstgiveri ”Ludvigslyst” ved Sveibæk Station midt for alt det Smukke i Silkeborg-Egnen mellem Silkeborg og Himmelbjerget. Billige Priser og god Betjening garanteres. J. Tind”.

Tind fortsatte dog med at drive landbrug på stedet. Af annoncer indrykket i Silkeborg Avis fremgår det, at han fx dyrkede kartofler, gravede mergel, og handlede med får og beder.

Skovbrugsskole Fra 1885-1888 var der også skovbrugsskole på Ludvigslyst, men da forstanderen forstkandidat Ludvig Bang Brüel fik ansættelse som forstassistent under statsskovvæsenet flyttede skolen til Nødebo ved Fredensborg.

Høw Kræn I 1886 købte træhandler Christen Rasmussen, almindeligvis kaldet ’Høw Kræn’ på grund af sin højde, Ludvigslyst med tilhørende 150 tdr. land af Jens Tinds enke Ane Kirstine Lassen fra Holmstil. Fra 1888 drev Høw Kræn Ludvigslyst som et gæstgiveri og sommerpensionat sammen med sin kone Ane Karoline samtidig med, at han var landmand, kreaturhandler og jordhandler.

I 1899 fik gæstgiverparret opført en bygning nord for landevejen med værelser til pensionærer og hotelgæster. I forbindelse med nybyggeriet skiftede stedet navn til ’Hotel Ludvigslyst’. Hotellet blev et yndet opholdssted for nogle af datidens kunstnere. Blandt gæsterne var de – på den tid kendte malere Harald Foss, Johan Peter Wildenrath og Sigurd Olrik samt forfatterne Johannes Brøndsted og Theodor Ewald. Når malerne ikke havde midler til at betale hotelregningen, efterlod de undertiden et maleri som betaling for opholdet.

Christen Rasmussen annoncerede flere gange om året efter pensionærer i ’Berlinske Politiske Avertissementstidende’, som fx: ”Sommerophold i Silkeborgegnen. På Gaarden ”Ludvigslyst” ved Svejbæk Station, 10 Min. Jernbanekjørsel fra Silkeborg, beliggende mellem Jul- og Borre Sø, i den skjønneste Natur, modtages Sommergjæster. Prisen er for Ophold over 8 Dage 2 Kr. pr. Dag. Fri Adgang til Baadehuus og Baade. Skriftlig Henvendelse til Gaardeier Chr. Rasmussen, ,,Ludvigslyst”, Svejbæk Station, eller mundtlig til Landskabsmaler Foss, Lykkesholmsallé 16. ” Herudover fremgår det af Silkeborg Avis, at Ludvigslyst blev benyttet til mange forskellige typer af mindre og større arrangementer: Fx dans henholdsvis missionsmøder, præmieskydning og gymnastik med deltagelse af 600 mand, møde for træskoarbejdere, diverse udflugter for ungdomsforeninger, vælgermøder og sangaftener krydret med oplæsning.

Mehl I 1906 solgte Christen Rasmussen Ludvigslyst til købmand Christian Mehl fra Alderslyst i Silkeborg, der drev stedet frem til 1917. Han var på mange måder også en initiativrig person. Christian Mehl fik således foretaget flere udvidelser og ombygninger. I 1906 fik han fx opført den hovedbygning, der i dag kendes og bruges som Ludvigslyst. Herudover fik Christian Mehl tilføjet en etage til værelsesbygningen i 1913, så antallet af værelser fordobledes – denne bygning er siden blevet revet ned. Endelig forsynede han verandaen med glas mod vest og syd, så den var afskærmet mod vejrliget.

Christian Mehl annoncerede i Silkeborg Avis efter gæster til restauranten på Ludvigslyst. ” Ludvigslyst Restaurant anbefales Familjer, Selskaber, Foreninger og Skoler. Stor Plads baade inde og ude. Familjer med Madkurve er ogsaa velkomne. Ærb. Chr. Mehl ”

Der var også gang i forskellige former for aktiviteter i Christian Mehls tid. Fx blev der i 1908 afholdt landsskyttestævne ved Ludvigslyst med ca. 4.000 deltagere, og i 1911 (kun ét år efter den første flyvning over Øresund) arrangerede Christian Mehl flyveopvisning med motorflyver med en fransk pilot, Henry Poulain som trækplaster. Højdepunktet skulle have været en rundflyvning omkring Himmelbjerget, men opvisningen blev aflyst på grund af dårligt vejr. Det var også Christian Mehl, der fik etableret en legeplads med vippe og karrusel ned mod søen.

Gennem de efterfølgende knap 100 år – frem til 2012 – fik Ludvigslyst en omtumlet skæbne med flere ejere.

Den danske stat Da 2. verdenskrig brød ud, og Danmark blev besat, blev den danske stat i 1944 presset af Værnemagten til at købe stedet. Derefter blev der indrettet rekreationshjem for tyske marinesoldater. I januar 1945 blev stedet forvandlet til en flygtningelejr, og Ludvigslyst blev indhegnet med ståltrådshegn og bevogtet af tyske soldater. Da den sidste flygtning forlod stedet i sommeren 1946, stod det meste i en miserabel forfatning.

Silkeborg Kommune Efter krigen havde Ludvigslyst mange forskellige ejere, som dog aldrig fik hotellet tilbage til fordums tid. I 1978 købte Silkeborg Kommune Ludvigslyst med et tilliggende på 10.000 m2 af Henry Rasmussen, der havde ejet stedet siden 1962. Han fortsatte som forpagter indtil 1983. Rita Latavice forpagtede herefter Ludvigslyst frem til 1987, hvor der var bestræbelser på at etablere et sommerpensionat, der samtidig skulle være hotelbranchens museum.

Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark tog således i samarbejde med Silkeborg Kommune, Silkeborg Museum og Silkeborg Tekniske Skole initiativ til etableringen af et museum for branchen. Silkeborg Kommune stillede Ludvigslyst til rådighed for formålet. Og der blev oprettet en venskabsforening ’Hotel- og Restaurantmuseets Venner – Silkeborg’ for erhvervets udøvere, firmaer og organisationer, der med deres indmeldelse kunne støtte op om etableringen af museet.

thumb|right|Christian Zacho, Køerne vandes. Fra Ludvigslyst ved Julsø, 1909I maj 1990 blev hotel- og restaurant-museet officielt indviet. På 1. sal var der indrettet et branchemuseum med interiører, inventar, genstande og fotos fra branchens historie samt eksempler på fx tidligere tiders menukort. Mens man udenfor eller i stueetagens restaurant kunne nyde en kop kaffe eller spise danske retter som stegt rødspætte, stegt flæsk med persillesovs eller fx Svejbæk-ål.

I 2007 besluttede byrådet i Silkeborg, at der skulle bygges et stort internationalt kurhotel på grunden, hvor Ludvigslyst ligger. Det betød at den eksisterende bygning skulle rives ned, for at give plads til nyt byggeri. Derfor lukkede man i 2008 både restaurant og museum, idet Silkeborg Kommune søgte efter investor til at stå for det nye byggeri. Men det lykkedes aldrig, så kommunen måtte igen sælge grund og bygning.

Provst Hansen Kokken Kira Provst Hansen købte Ludvigslyst af Silkeborg Kommune og kunne efter en omfattende renovering genåbne stedet i maj 2012 under navnet Traktørstedet Ludvigslyst.

I oktober 2016 blev Ludvigslysts køkken optaget i madguiden White Guide Nordic 2017'' med titlen "very fine level".

Referencer

Eksterne henvisninger Traktørstedet Ludvigslysts officielle websted

Kategori:Restauranter i Danmark Kategori:Bygninger, konstruktioner og anlæg i Silkeborg Kommune Kategori:Etableret i 1871 Kategori:Sejs-Svejbæk