Igennem hele Danmarkshistorien har der været forskellige former for indvandring til Danmark. Såvel antallet af indvandrere som oprindelseslandet og årsagerne til indvandringen har skiftet meget i tidens løb. Ønske om beskæftigelse, uddannelse, familiemæssige forhold og flugt fra f.eks. etnisk, politisk eller religiøs forfølgelse har i varierende omfang på forskellige tidspunkter været de vigtigste bevæggrunde for indvandringen.
Andelen af den danske befolkning, der består af indvandrere og efterkommere som defineret af Danmarks Statistik, er i de sidste mange år steget og udgjorde i januar 2023 15,4 %, svarende til 911.000 personer. Det har gjort spørgsmål om indvandringen og indvandrernes integration til et vigtigt offentligt debatemne. Indvandrernes forhold på arbejdsmarkedet, kulturelle og religiøse forskelle, ikke mindst hvad angår indvandrerne fra overvejende muslimske lande, bosætningsmønstre, diskrimination og kriminalitet blandt indvandrere har været blandt diskussionsemnerne.Ulf Hedetoft og Pia Quist: artiklen "indvandrere" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 14. juli 2023.
Historie
Indvandring i forhistorisk tid Undersøgelser af arvemassen i skeletter fra forhistorisk tid sammenlignet med nulevende personers genom peger på, at der har været i hvert fald tre større indvandringsbølger i Danmark i forhistorisk tid: Først de jægere og samlere, som slog sig ned her i landet, efter at isen var smeltet bort for ca. 10.000 år siden (dvs. ca. 8.000 f.Kr.). De var små og meget mørkhudede med grå eller blålige øjne. Derefter det folk, som bragte agerbrug til landet for ca. 6.000 år siden (ca. 4.000 f.Kr.). Og endelig det hyrdefolk med oprindelse i Østeuropa, der bragte kendskabet til bronze til landet for ca. 5.000 år siden (ca. 3.000 f.Kr.). De var højere og havde lys hud og medbragte med stor sandsynlighed det indoeuropæiske sprog, som det danske sprog stammer fra.Danskerne vil uddø med lukkede grænser. Interview med DNA-forskeren Eske Willerslev i "Politiken" den 29. oktober 2016. Denne sidste gruppe er også kendt som Jamna-kulturen.Danskernes forfædre - mørkhuderne. Artikel i Berlingske af Lars Henrik Aagaard 4. april 2017.
Der har også været indvandring af mere individuel karakter, blandt andet som følge af ægteskaber. Nylige DNA-analyser har vist, at to af de berømteste oldtidsfund fra Danmark, Skrydstruppigen og Egtvedpigen, begge er indvandrere, idet de menes at være født i henholdsvis Schwarzwald og et mere ubestemmeligt sted i det nordlige Tjekkiet, Frankrig eller Midttyskland.Portræt: Skrydstruppigen var livsnyder med eksotiske rødder og vildt hår: Artikel på dr.dk dateret 10. april 2017.
Middelalderen Kristendommens indførelse i Danmark medførte indvandring af forskellige gejstlige og andre professioner. Således var de fleste biskopper i Danmark gennem flere generationer udlændinge, der havde de fornødne kvalifikationer.Østergaard (2007), s. 40. Det meget omfattende kirkebyggeri i 1000- og 1100-tallet blev i høj grad igangsat af udenlandske bygningsarbejdere. De ledede og organiserede således byggeriet omkring de store domkirker, og derfra bredte byggeriet sig ved fremmed og indenlandsk arbejdskraft ud i landsbyerne. På det tidspunkt udgjorde hele Vesteuropa et fælles arbejdsmarked, hvor teknisk sagkyndige vandrede fra egn til egn og slog sig ned, når der var arbejde at få. Også de nyoprettede danske klostre blev i høj grad bemandet med indvandrede munke. Erik Ejegod indkaldte således 12 munke fra Evesham i England til at befolke et nyoprettet benediktinerkloster i Odense, ligesom Herrevad kloster i Skåne og Esrum Kloster blev oprettet med bistand af munke fra Clairvaux og Cîteaux i Frankrig.Østergaard (2007), s. 49. I 1232 kom en flok franciskanermunke til landet og grundlagde et kloster i Ribe.Østergaard (2007), s. 50.
Indvandring af en anden karakter fandt formodentlig sted i form af vendiske bosættelser en række steder i landet, især på Lolland og Falster. Herom vidner en række stednavne af vendisk oprindelse som eksempelvis Tillitse og Korselitse.Østergaard (2007), s. 53ff. Af mere blivende betydning blev den tyske indvandring i Slesvig. I området mellem Danevirke-Trene og Ejderen fandtes ved begyndelsen af historisk tid nogle store ødemarker med vældige skove, Jernvedskovene. Her begyndte omkring 1200 en kraftig tysk indvandring sydfra. Gennem hele middelalderen foregik der dermed en langsom ekspansion ind i de oprindelige danske og frisiske bosættelser. Ved udgangen af middelalderen var det danske sprog trængt tilbage til linjen Husum-Slesvig-Slien; her forblev linjen for landbefolkningens vedkommende stort set uændret indtil begyndelsen af 1800-tallet.Østergaard (2007), s. 72f.
I middelalderen fandt også indvandring sted fra de nordtyske byer, ikke mindst Hansestæderne, til mange danske købstæder. Allerede i 1157 fandtes således ifølge Saxo en tysk koloni i Roskilde.Østergaard (2007), s. 76. Ligeledes blev den danske adel suppleret med mange tyske indvandrere. Også kongefamilien blev fornyet ved indvandring, da tre danske konger i træk (Erik af Pommern, Christoffer af Bayern og Christian 1.) var tyske fyrster, der blev valgt som danske konger. Den sidstnævnte var stamfar til det oldenborgske kongehus, der regerede Danmark i godt 400 år (fra 1448 til 1863). Da bybefolkning og adel var talmæssigt beskeden, var denne indvandring en beskeden procentdel af den samlede befolkning, men kulturelt og teknisk fik den dybtgående indvirkning på det danske samfund. Mange låneord indenfor handel og håndværk vandrede således fra tysk til dansk i denne periode.Østergaard (2007), s. 80f.
En meget kendt indvandrergruppe var de nederlandske bønder på Amager, der blev indkaldt af Christian 2. for at højne dyrkningen af fødevarer som forsyning for København. Indvandrerne og deres efterkommere satte i nogle århundreder et klart kulturelt særpræg på øen, især i Store Magleby. På tilsvarende vis var Helsingør i 1500- og 1600-tallet en kosmopolitisk by, hvor ikke mindst grupper af skotter, tyskere og nederlændere slog sig ned og satte et tydeligt præg på byen. Mellem 1550 og 1600 var 13 af byens rådmænd af udenlandsk herkomst, herunder 7 skotter.Østergaard (2007), s. 101.
Reformationen og de følgende århundreder Reformationen i Danmark medførte klare ændringer for migrationen. Indtil dette tidspunkt havde praktisk taget alle de lande, Danmark havde hyppig kontakt med, haft den samme (katolske) religion. Nu blev der draget klare skel mellem områder med konkurrerende religioner, og religionskrige kom til at præge verdensdelen. De danske kirkeordninger fra 1536 og 1537 medføret, at kun tilhængere af den evangelisk-lutherske kirke kunne få varigt ophold i landet.Østergaard (2007), s. 113. I flere hundrede år blev indvandring således kun tilladt fra ganske få andre lande. Dog fandt myndighederne det efterhånden fordelagtigt at foretage nogle undtagelser i forhold til denne lovgivning. Christian 4. førte således en aktiv indvandringspolitik i form af indvandrere fra Nederlandene, hvorfra man opmuntrede skibsbyggere, håndværkere og købmænd til at indvandre, bl.a. med løfte om tilladelse til frit at udøve deres (calvinistiske) religion. Under Christian 4. steg den nederlandske indvandring til Danmark således markant.Østergaard (2007), s. 107ff. I 1682 fik den relativt nyanlagte by, Fredericia, der havde svært ved at tiltrække indbyggere, en asylret, således at jøder og ikke-lutheranske kristne fik ret til at slå sig ned her modsat resten af Danmark. Byen blev derfor præget af en række trosretninger, der i mange år udgjorde ret lukkede samfund. Der opstod således katolske, jødiske og reformerte menigheder, hvor den sidstnævnte især bestod af huguenotter fra Frankrig.Østergaard (2007), s. 113ff. En tilsvarende religiøs bosættelse fandt sted knap 100 år senere, da Christiansfeld i 1773 blev grundlagt af herrnhutiske indvandrere fra Tyskland.Østergaard (2007), s. 241ff.
I denne periode forsøgte statsmagten under merkantilismen at stimulere erhvervslivet, bl.a. ved at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Fra 1500-tallet skete en kraftig indvandring af udenlandske håndværkere, især fra Tyskland og især til Nordsjælland, København og de sønderjyske købstæder.Østergaard (2007), s. 153. Et andet kendt eksempel er kartoffeltyskerne - en gruppe tyske landmænd, der i 1759 blev inviteret til Midtjylland for at være med til at opdyrke den jyske hede.Østergaard (2007), s. 205ff. Skikken med at indkalde udenlandske arbejdere, når en ny produktion skulle sættes i gang, fortsatte ind i 1800-tallet. Svenskere arbejdede på Frederiksværk med at fremstille knive og sabler; engelske og tyske arbejdere indkaldtes i 1840 til maskinspinderiet sammesteds, og glasindustrien skaffede sig tysk og bøhmisk arbejdskraft.Østergaard (2007), s. 159.
En anden kilde til indvandring var militæret, der i perioden frem til 1849 blandt andet bestod af stående tropper af professionelle, hvervet i ind- og udland. Et udslag heraf var, at den danske hær anvendte tysk som kommandosprog indtil 1772-73.Østergaard (2007), s. 165ff.
Samtidig blev religionsfriheden under indflydelse af oplysningstidens idealer efterhånden udvidet. I 1685 lovede Christian 5. fri religionsudøvelse til reformerte manufakturister i København, og få år senere, i 1689, blev den reformerte kirke i København indviet med en tysk og en fransk afdeling. Også katolikker blev efterhånden tolereret, og i 1809 fik alle jøder tilladelse til lovligt ophold i riget uden særlig tilladelse, hvilket efterhånden medførte en udvandring fra Fredericia til andre danske byer.Østergaard (2007), s. 123.
En særlig - og efterhånden kontroversiel - indvandring bestod af højstående, primært tyske, personer i statsadministrationen. Dette fænomen blev især udpræget efter 1750, hvor den danske elite blev domineret af tyskere, som omgav og rådgav kongen. Det var folk som bayreren Johan Sigismund Schulin, der var udenrigsminister 1735-50, mecklenborgerne Johan Ludvig Holstein og Adam Gottlob Moltke samt hannoveranerne Johann Hartwig Ernst von Bernstorff og dennes nevø Andreas Peter Bernstorff, der alle havde ledende poster i den danske statsadministration. Omkring J.H.E. Bernstorff optrådte et helt lille tysksproget kulturmiljø af fastboende og midlertidigt tilflyttede tyskere som Friedrich Gottlieb Klopstock og Constantin og Friederike Brun. Andre indvandrere som naturvidenskabsmanden Carsten Niebuhr (fra Hannover), historikeren og franskmanden Paul-Henri Mallet, den bayerskfødte botaniker Georg Christian Oeder, den franskfødte arkitekt Nicolas-Henri Jardin og den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly prægede også dansk kulturliv i den samme periode. Kulminationen nåedes med tyskeren Johann Friedrich Struensee, der som Christian 7.s livlæge og fortrolige rådgiver styrede Danmark enevældigt i årene 1770-72, indtil han blev styrtet ved Ove Høegh-Guldbergs statskup. Under Struensee var befolkningens misfornøjelse med den udenlandske elite vokset, og under Guldberg blev en dansk nationalisme fremmet. Den førte bl.a. til loven om dansk indfødsret i 1776, ifølge hvilken kun kongens egne undersåtter fremover havde adgang til statens embeder. I den såkaldte tyskerfejde sås flere hadefulde angreb på tryk mod den tyske kultur og de tysktalendes dominans.Østergaard (2007), s. 219ff.
I de følgende årtier blev det tyske befolkningselement i København langsomt assimileret. Tysk prædiken ophørte i Garnisonskirken og i Citadelskirken i 1819. Mange tyske familier skiftede sprog, undertiden helt bevidst for at markere deres danskhed. Det gjaldt således biskop Münters familie og Orla Lehmann og hans brødre, der var opvokset i et tysktalende hjem.Østergaard (2007), s. 240.
Fra 1800-tallet til 2. verdenskrig