Slaget ved Tewkesbury, som fandt sted den 4. maj 1471, var et af de afgørende slag i Rosekrigene i England. De styrker, der var loyale over for Huset Lancaster, led et knusende nederlag til hæren loyal over for det rivaliserende Hus York under dets monark, kong Edvard 4. Lancaster-arvingen, Edvard, prins af Wales, og mange prominente adelsmænd, der støttede Huset Lancaster, blev dræbt under slaget eller henrettet. Lancaster-kongen, Henrik 6. af England, der var fange i Tower of London, døde eller blev myrdet kort efter slaget. Tewkesbury genoprettede den politiske stabilitet til England indtil Edvard 4.'s død i 1483.
Baggrund Udtrykket Rosekrigene henviser til de uformelle heraldiske emblemer tilhørende de to rivaliserende huse Lancaster og York, som havde strides om magten, og i sidste ende tronen, siden slutningen af 1450'erne. I 1461 blev Huset Yorks prætendent, Edvard, jarl af March, udråbt til kong Edvard 4. og besejrede tilhængerne af den svage, periodevise sindssyge Lancaster-konge Henrik 6. i Slaget ved Towton. Pro-Lancaster-oprør i det nordligste England blev nedkæmpet i 1464, og kong Henrik blev taget til fange på flugt og fængslet året efter. Hans hustru, Margrete af Anjou, og deres 13-årige søn Edvard af Westminster blev forvist og levede i armod i Frankrig. Edvard 4.'s greb om tronen syntes midlertidigt at være sikker.
Edvard skyldte i vid udstrækning sin sejr støtten fra hans fætter, den magtfulde 16. jarl af Warwick. De begyndte at skilles, da Edvard forkastede det franske diplomatiske ægteskab, som Warwick havde arbejdet for, og giftede sig i 1464 hemmeligt med Elizabeth Woodville, enke efter en ubetydelig adelsmand, der havde støttet Huset Lancaster. Da ægteskabet blev offentligt kendt, placerede Edvard mange af sin nye dronnings familiemedlemmer i magtfulde embeder, som Warwick havde håbet på at kontrollere. Edvard omgjorde i mellemtiden Warwicks politik om venskab med Frankrig ved at gifte sin søster Margrete med Karl den Dristige, hertug af Burgund. Den forbitrede Warwick sikrede sig støtte fra Edvard 4.'s bror Georg Plantagenet, 1. hertug af Clarence, til et kup til gengæld for Warwicks løfte om at krone Clarence til konge. Selvom Edvard blev fængslet kortvarigt, kunne Clarence ikke accepteres som monark for det meste af landet. Edvard fik lov til at genoptage sin styre, udadtil forsonet med Warwick og Clarence. Inden for et år beskyldte han dem dog for nyt forræderi og tvang dem til at flygte til Frankrig.
Genindsættelsen af Henrik 6. Uden håb om en forsoning med kong Edvard lå Warwicks bedste håb om at genvinde magten i England i at genindsætte Henrik 6. på tronen. Ludvig 11. af Frankrig frygtede en fjendtlig alliance mellem Burgund under Karl den Dristige og England under Edvard. Han var parat til at støtte Warwick med mænd og penge, men for at give legitimitet til ethvert oprør under Warwick, krævede det accept fra Margrete af Anjou. Warwick og Margrete var tidligere svorne fjender, men hendes ledsagere (især sir John Fortescue, tidligere Chief Justice under Henrik 6.'s styre), og Ludvig overtalte hende til sidst til at alliere Huset Lancaster med Warwick. I Angers bad Warwick hende på knæ om tilgivelse for alle tidligere uretfærdigheder, der var begået mod hende, og han blev tilgivet. Prins Edvard blev forlovet med Warwicks yngste datter Anne (ægteskabet blev til sidst højtideligholdt i Amboise den 13. december 1470, men blev muligvis ikke fuldbyrdet, da Margrete søgte en bedre forbindelse for Edvard, når han først var konge).Royle (2009), p.323 Endelig svor de loyalitet over for Henrik 6. ved et fragment af det sande kors i katedralen i Angers. Imidlertid nægtede Margrete at lade prins Edvard gå i land i England eller selv at gå i land der, før Warwick havde genoprettet et sikkert styre og gjort landet sikkert for dem.Rowse, p.164
I London befriede Warwick kong Henrik, førte ham i procession til Saint Paul's Cathedral og installerede ham i Westminster Palace. Warwicks position forblev ikke desto mindre usikker. Hans alliance med Ludvig af Frankrig og hans hensigt at erklære krig mod Burgund var i strid med købmændenes interesser, da den truede engelsk handel med Flandern og Holland. Clarence havde længe været udelukket fra Warwicks planer. I november 1470 erklærede parlamentet, at prins Edvard og hans efterkommere var Henriks arvinger til tronen. Clarence ville kun blive konge, hvis Lancaster-arvefølgen uddøde. Uden Warwicks viden blev Clarence i hemmelighed forsonet med sin bror, kong Edvard.Rowse, p.166
Kong Edvards tilbagevenden og Warwicks død Med Warwick ved magten i England var det Karl af Burgunds tur til at frygte en alliance mellem England og Frankrig. Som et åbenlyst svar mod Warwick forsynede han kong Edvard med penge (50.000 floriner), skibe og flere hundrede mænd (herunder håndkanonskytter). Edvard satte sejl fra Vlissingen den 11. marts 1471 med 36 skibe og 1.200 mand.Gravett, p.16 Han gik kortvarigt på land ved den engelske kyst ved Cromer, men fandt ud af, at hertugen af Norfolk, som måske ville have støttet ham, var væk fra området, og at Warwick kontrollerede denne del af landet. I stedet førte hans skibe til Ravenspurn nær mundingen af Humber-floden, hvor Henrik af Bolingbroke var gået i land i 1399 på sin vej til at genvinde Hertugdømmet Lancaster og i sidste ende afsætte Richard 2.
Edvards landing var ikke heldig. Skibene blev spredt af dårligt vejr, og hans mænd landede i små delinger over et bredt område den 14. marts.Gravett, p.29 Havnen i Kingston-upon-Hull nægtede at lade Edvard komme ind, så han rejste til York og hævdede ligesom Bolingbroke, at han kun søgte at få sit hertugdømme York tilbage. Derefter begyndte han at marchere sydpå. Nær Pontefract Castle undgik han styrkerne under Warwicks bror Montagu. Da Edvard nåede byen Warwick, havde han samlet nok støtte til at udråbe sig til konge igen. Jarlen af Warwick sendte presserende anmodninger om, at dronning Margrete, der samlede nye styrker i Frankrig, skulle slutte sig til ham i England. Selv var han i Coventry og forberedte sig på at forhindre Edvards vej til London, mens Montagu skyndte sig efter kongens hær.
Edvard vidste imidlertid, at Clarence var klar til atter at skifte side og forråde Warwick, hans svigerfar. Han marcherede hurtigt vestpå og sluttede sig til Clarences mænd, der nærmede sig fra Gloucestershire. Clarence appellerede til Warwick om at overgive sig, men Warwick nægtede endda at tale med ham. Edvards hær bevægede sig hurtigt mord London, forfulgt af Warwick og Montagu. London blev angiveligt forsvaret af den 4. hertug af Somerset, men han var fraværende, og byen overgav sig let til Edvard. Den ulykkelige og nu svage Henrik 6. blev sendt tilbage til Tower of London.Rowse, p.167 Edvard rettede derefter opmærksomheden mod Warwicks hær, der nærmede sig. Den 14. april mødtes de i Slaget ved Barnet. I en forvirret kamp i tyk tåge angreb nogle af Warwicks hær ved en fejltagelse hinanden og fuld af råb om "forræderi!" gik hans hær i opløsning og blev besejret. Montagu døde under slaget, og Warwick blev hugget ned, idet han forsøgte at nå sin hest for at flygte.
Tewkesbury-felttoget Tilskyndet af Ludvig 11. sejlede Margrete endelig afsted den 24. marts. Storme tvang hendes skibe tilbage til Frankrig flere gange, og hun og prins Edvard landede endelig i Weymouth i Dorsetshire samme dag, som slaget ved Barnet blev udkæmpet. Mens Margrete søgte ly i det nærliggende Cerne Abbey, bragte hertugen af Somerset nyheden om katastrofen ved Barnet til hende. Hun ønskede kortvarigt at vende tilbage til Frankrig, men prins Edvard overtalte hende til at satse på en sejr. Churchill, p.346 Somerset og jarlen af Devon havde allerede rejst en hær for Huset Lancaster i West Country. Deres bedste håb var at marchere mod nord og slutte sig sammen med Lancaster-fraktionen i Wales, ledet af Jasper Tudor. Andre Lancaster-styrker kunne man stole på at kunne distrahere kong Edvard. Særligt en flåde under Warwicks uægte fætter, Bastarden af Fauconberg, forberedte sig på at lande i Kent, hvor Neville-familien og Warwick især altid havde været populær.
I London havde kong Edvard hørt om Margretes landing kun to dage efter, at hun ankommet. Selvom han havde givet mange af sine tilhængere og tropper orlov efter sejren i Barnet, var han ikke desto mindre i stand til hurtigt at samle en betydelig styrke i Windsor, lige vest for London. Det var i starten vanskeligt at fastsætte Margretes intentioner, da Lancaster-fraktionen havde foretaget mange skinmanøvrer, der antydede, at de måske ville gå direkte mod London, men inden for få dage var Edvards hær draget afsted mod West Country.
Den 30. april havde Margretes hær nået Bath på vej mod Wales. Hun tog kortvarigt en afstikker for at sikre våben, forstærkninger og penge fra byen Bristol.Rowse, p.169 Samme dag nåede kong Edvard Cirencester. Da han fik at vide, at Margrete var i Bristol, vendte han mod syd for at møde hendes hær. Lancaster-hæren foretog imidlertid en skinmanøvre mod Little Sodbury, omkring 19 km nordøst for Bristol. I nærheden lå Sodbury Hill, et bakkefort fra Jernalderen, der var et åbenlyst strategisk punkt for Lancaster-styrkerne at indtage. Da York-spejdere nåede frem til bakken, var der en hår træfning, hvor de led store tab. I troen på, at Lancaster-fraktionen var ved at gøre klar til kamp, stoppede Edvard midlertidigt sin hær, så de forsinkede styrkerne kunne slutte sig til dem, og resten kunne hvile sig efter deres hurtige march fra Windsor. Men Lancaster-hæren foretog i stedet om natten en hurtig bevægelse nordpå og passerede inden for 5 km af Edvards hær. Om morgenen den 2. maj havde de nået sikkerhed i Berkeley Castle og havde et forspring på 24 km over Edvard.Warner, p.102
Kong Edvard indså, at Lancaster-styrkerne forsøgte at krydse floden Severn til Wales. Det nærmeste overgangssted, de kunne bruge, var i byen Gloucester. Han afsendte indtrængende meddelelser til guvernøren Sir Richard Beauchamp og beordrede ham til at spærre portene for Margrete og bemande byens forsvar. Da Margrete ankom om morgenen den 3. maj, afviste Beauchamp hendes kald om at lade hendes hær passere, og hun indså, at der ikke var tilstrækkelig tid til at storme byen, inden Edvards hær ville ankomme. I stedet for gennemførte hendes hær endnu en strækmarch på 16 km til Tewkesbury i et forsøg på at nå den næste bro ved Upton-upon-Severn, 11 km længere oppe. I mellemtiden havde Edvard og hans hær marcheret ikke mindre end 50 km og havde passeret Cheltenham (dengang lidt større end en landsby) sent på eftermiddagen. Dagen var meget varm, og både Lancaster-styrkerne og Edvards forfølgende hær var trætte. Lancaster-hæren blev tvunget til at opgive noget af dets artilleri, som blev erobret af York-forstærkninger efter Gloucester.
Ved Tewkesbury gjorde de trætte Lancaster-styrker hold for natten. De fleste i deres hær var fodfolk og kunne ikke fortsætte videre uden hvile, og selv de tropperne til hest var trætte. I modsætning hertil bestod kong Edvards hær hovedsagelig af mænd til hest, der dog steg af hesten for at kæmpe til fods som man gjorde i fleste engelske hære i denne periode. Efter at han havde hørt sine spejderes meldinger om Margretes position førte Edvard sin hær ud på endnu en march på 10 km fra Cheltenham og gjorde endeligt hold 5 km fra Lancaster-hæren. Lancaster-tropperne vidste, at de ikke kunne trække sig længere tilbage, inden Edvard angreb deres bagtrop, og at de ville blive tvunget til at kæmpe.
Slagets gang
Lancaster-hærens positioner thumb|Tewkesbury Abbey