Vjatjeslav Mikhajlovitj Molotov () (født 9. marts 1890 [gs 25. februar ], død 8. november 1986) var en sovjetisk politiker og diplomat, og en ledende figur i den sovjetiske regering fra 1920'erne, hvor han kom til tops som Josef Stalins protegé til 1957, hvor han blev fjernet fra Centralkomitéens Præsidium (politbureauet) af Nikita Khrusjtjov. Han tjente som Formand for Folkekommissærernes råd fra 1930 til 1941 og som udenrigsminister fra 1939 til 1949, og igen fra 1953 til 1956. Molotov var vicepremierminister i flere år i Josef Stalins regering. Han trak sig ud af politik i 1961 efter at han var blevet fjernet fra politiske poster.

Det var Molotov, der indgik Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazityskland i 1939 efter det ikke lykkedes Sovjetunionen at få Storbritannien og Frankrig med i en alliance mod Nazityskland. Molotov var involveret i forhandlinger efter krigen, hvor han blev kendt for sine diplomatiske evner, og han kendte til katynmassakren, som blev begået af sovjetiske myndigheder. Efter krigen fastholdt han sin position som en ledende sovjetisk diplomat og politiker. Efter at have mistet Stalins gunst tabte han i marts 1949 posten som udenrigsminister, der i stedet gik til Andrej Vysjinskij. Molotovs forhold til Stalin blev herefter værre, og Stalin klagede over Molotovs fejl i en tale ved kommunistpartiets 19. kongres. På trods af dette var Molotov efter Stalins død i 1953 indædt modstander af Khrusjtjovs afstaliniseringspolitk. Han forsvarede Stalins politik og eftermæle og kritiserede skarpt Stalins efterfølgere, især Nikita Khrusjtjov, indtil sin død i 1986.

Tidlige liv og karriere (1890–1930) Molotov blev født som Vjatjeslav Mikhajlovitj Skrjabin (russisk:Вячеслав Михайлович Скря́бин) i landsbyen Kukarka (den nuværende Sovjetsk i Kirov oblast) som søn af en butiksassistent, og var (som det ofte fremstilles) ikke i familie med komponisten Aleksandr Skrjabin. Han gik i gymnasiet i Kazan og blev medlem af bolsjevikfraktionen i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti i 1906. Han antog pseudonymet Molotov (fra russisk molot, "hammer") på grund af sit politiske arbejde. Hans andet partikælenavn var 'stenrøven', som skyldtes hans lange arbejdstider ved skriveborde (han meddelte en gang, at han ville tage en lur på 13 minutter, og han vågnede derefter op præcis 13 minutter efter). Han blev arresteret i 1909 og tilbragte to år i eksil i Vologda. I 1911 blev han indskrevet på den polytekniske læreanstalt i Sankt Petersborg og blev også en del af redaktionen på Pravda, den undergrundsavis, som Josef Stalin var redaktør for. I 1915 blev Molotov igen arresteret og deporteret til Irkutsk, men i 1916 flygtede han og vendte tilbage til hovedstaden.

Molotov blev medlem af bolsjevikkernes partikomité i Petrograd i 1916. Under hans ledelse tog Pravda en retning mod venstre for at være i opposition til den midlertidige regering, som var blevet dannet efter februarrevolutionen. Da Josef Stalin kom tilbage til byen vendte han avisens politiske linje igen, men da partiets leder, Vladimir Lenin, ankom, annullerede han Stalins beslutning. På trods af dette blev Molotov Stalins protegé og tætte samarbejdspartner i en alliance, der senere skulle skaffe Molotov vigtige poster. Molotov blev medlem af sovjetten i Petrograd, som planlagde oktoberrevolutionen, der effektivt fik bolsjevikkerne til magten.

I 1918 blev Molotov sendt til Ukraine for at deltage i den russiske borgerkrig, som brød ud på dette tidspunkt. Eftersom han ikke var nogen militærmand, deltog han ikke i kampene. I 1920 blev han generalsekretær for Ukraines bolsjevikpartis centralkomité. Lenin kaldte ham tilbage til Moskva i 1921 og forfremmede ham til et fuldgyldigt medlemskab af Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomité og Orgbureauet, og han blev leder for partisekretariatet. Han blev valgt som medlem uden stemmeret i Politbureauet i Sovjetunionen i 1921, og varetog funktionen som generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti, og hans varetagelse af sidstnævnte funktion blev kritiseret af både Lenin og Lev Trotskij - Lenin havde bemærket "skamfuld bureaukratisme" og dum opførsel. Efter råd fra Molotov og Nikolaj Bukharin besluttede Centralkomitéen at reducere antallet af Lenins arbejdstimer. I 1922 blev Stalin generalsekretær for bolsjevikpartiet med Molotov som de facto vicegeneralsekretær. Molotov beundrede Stalin, men var også åben i sin kritik af ham. Under Stalins beskyttelse blev Molotov medlem af Politbureauet i Sovjetunionen i 1926.

Under magtkampene som fulgte i kølvandet af Lenins død i 1924 fortsatte Molotov med at være en loyal støtte til Stalin mod dennes rivaler, først Lev Trotskij, senere Lev Kamenev og Grigorij Zinovjev, og sluttelig Nikolaj Bukharin. Molotov blev en ledende figur i partiets "stalisnistiske midte", som også omfattede Kliment Vorosjilov og Grigorij Ordzjonikidze. Trotskij og hans støtter undervurderede Molotov, som så mange andre gjorde det. Trotskij kaldte ham "den personificerede middelmådighed", mens Molotov selv pedantisk korrigerede kammerater, som henviste til ham som 'stenrøven', og sagde, at Lenin faktisk havde døbt ham 'jernrøven'. Det kedelige udseende gemte dog over en skarp hjerne og et stort administrativt talent. Han arbejdede mest bag scenen og udviklede et image som farveløs bureaukrat - for eksempel var han den eneste leder blandt bolsjevikkerne, som bar jakke og slips. I 1928 afløste Molotov Nikolaj Uglanov som førstesekretær i Moskvas kommunistiske parti, en funktion han varetog indtil 15. august 1929. I en lang tale til Centralkomitéen i 1929 fortalte Molotov medlemmerne, at den sovjetiske regering ville påbegynde en tvungen kollektiviseringskampagne for at løse problemet med det tilbagestående sovjetiske landbrug.

Formand for Folkekommissærernes råd (1930–1941) thumb|left|En liste fra den store udrensning underskrevet af Molotov, Stalin, Vorosjilov, Kaganovitj og Zjdanov På mødet i Centralkomitéen den 19. december 1930 blev Aleksej Rykov, Formanden for Folkekommissærernes råd (som svarede til en vestlig regeringschef) afløst af Molotov. På denne post kontrollerede Molotov Stalin-regimets kollektivisering af landbruget. Han fulgte Stalins linje ved at anvende en kombination af propaganda og tvang mod storbøndernes forsøg på at sabotere kollektiviseringen, inklusive deportering af millioner af kulakker (storbønder) til arbejdslejre. Et enormt antal af de deporterede døde som følge af dårligt helbred og alt for meget arbejde. Han underskrev Loven om småaks og stod personligt i spidsen for komitéen for kornforsyning i Ukraine, som beslaglagde 4,2 mio. ton korn fra bønderne under en omfangsrig menneskeskabt hungersnød (kendt i Ukraine som Holodomor). Nutidige historikere anslår, at mellem 7 og 11 millioner mennesker døde, enten på grund af sult eller under ophold i arbejdslejre, under indsatsen for at kollektivisere gårdene. Molotov kontrollerede også den første femårsplan, som var rettet mod hurtig industrialisering.

Sergej Kirov, leder af partiorganisationen i Leningrad blev dræbt i 1934, og visse personer mente, at hans død var bestilt af Stalin. Kirovs død udløste en anden krise, den store udrensning. I 1938 blev 20 ud af 28 folkekommissærer i Molotovs regering henrettet efter ordre fra Molotov eller Stalin. Udrensningerne blev udført af Stalins politichefer, Nikolaj Jesjov () var hovedplanlæggeren og Kliment Vorosjilov, Lazar Kaganovitj og Molotov var dybt involveret i processerne. Stalin beordrede ofte Molotov og andre medlemmer af politbureauet til at underskrive dødsdommene over prominente ofre for udrensning, og Molotov gjorde det altid uden spørgsmål. Der er ikke nogen kilder på at Molotov skulle have forsøgt at mildne udrensningerne eller redde enkeltpersoner, som andre sovjetiske politikere gjorde det. Under den store udrensning godkendte Molotov personligt 372 dokumenterede henrettelseslister, hvilket er mere end hvad alle andre sovjetiske magthavere, inklusive Stalin, godkendte. Det er bekendt, at Molotov var en af de få personer, som Stalin åbent diskuterede udrensningerne med. Selv om Molotov og Stalin underskrev en offentlig bekendtgørelse i 1938, som meddelte, at de 2 magthavere ikke havde forbindelse til den store udrensning, så støttede Molotov den store udrensning og henrettelserne privat, også efter Stalins død.

På trods af de store menneskelige omkostninger under Molotovs ledelse gjorde Sovjetunionen samtidig store fremskridt ved at indføre nye teknologier i landbrug og industri. I et af Molotovs dokumenter skrev han om hvordan kannibalisme og sult stadig var alvorlige problemer i Sovjetunionen selv i 1937. Andrej Vysjinskij, den øverste anklager, fortalte endda selv Molotov om hændelser, hvor mødre havde spist deres nyfødte børn. Adolf Hitlers fremkomst i Nazityskland resulterede i udviklingen af en moderne våbenindustri efter ordre fra den sovjetiske regering. I den sidste ende var det denne våbenindustri, der sammen med lend-lease fra USA hjalp Sovjetunionen til en førende position i 2. verdenskrig (Store Fædrelandskrig). Udrensningen i den Røde Hærs top, som Molotov deltog i, svækkede Sovjetunionens forsvarsevne og medvirkede til de militære katastrofer i 1941 og 1942, som fortrinsvis skyldtes, at man ikke var klar til krig. Udrensningerne førte også til afviklingen af privat landbrug og dets erstatning ved kollektiviseret landbrug. Dette førte til kronisk ineffektivitet og produktion under målet, som det sovjetiske styre aldrig helt fik rettet op på.

Molotov blev beskrevet som vegetar og afholdsmand af den amerikanske journalist John Gunther i 1938.http://ww2db.com/person_bio.php?person_id=58 In 1938 American journalist John Gunther wrote: " He [Molotov] is... a man of first-rate intelligence and influence. Molotov is a vegetarian and a teetotaler." Milovan Djilas påstod dog, at Molotov "drak mere end Stalin" Djilas Milovan: Conversations with Stalin. Translated by Michael B. Petrovich. Rupert Hart-Davis, Soho Square London 1962, pp. 59. men lagde dog ikke mærke til, at han var vegetar, på trods af at han havde deltaget i flere middage sammen med ham.

Udenrigsminister (1939–1949) left|thumb|Molotov møder Joachim von Ribbentrop før Molotov-Ribbentrop-pagten underskrives. Efter Münchenaftalen og Hitlers efterfølgende invasion af Tjekkoslovakiet i 1938, mente Stalin i 1939, at Storbritannien og Frankrig ikke var troværdige alliancepartnere mod tysk ekspansion, så han søgte i stedet at imødekomme Nazityskland. I maj 1939 blev udenrigsminister Maksim Litvinov fjernet og Molotov blev udnævnt som hans efterfølger. Som premierminister blev Molotov afløst af Stalin.

Hitler afviste først diplomatiske signaler fra Sovjetunionen om at Stalin ønskede at indgå en ikke-angrebs-pagt, men i begyndelsen af august 1939 gav han udenrigsminister Joachim von Ribbentrop bemyndigelse til at indlede seriøse forhandlinger. En handelsaftale blev indgået den 18. august, og den 22. august fløj Ribbentrop til Moskva for at færdiggøre en formel traktat. Selv om traktaten er kendt som Molotov-Ribbentrop-pagten var det Stalin og Hitler, og ikke Molotov og Ribbentrop, der bestemte traktatens indhold. Den vigtigste del af aftalen var den hemmelige protokol, der banede vejen for delingen af Polen, Finland og de baltiske stater mellem Nazityskland og Sovjetunionen, og førte til den sovjetiske indlemmelse af Bessarabien (en del af Rumænien på dette tidspunkt, nu Moldova). Denne protokol gav Hitler grønt lys for invasionen af Polen, som indledtes den 1. september. Den 5. marts 1940 gav Lavrentij Pavlovitj Berija et notat til Molotov, Anastas Mikojan, Kliment Vorosjilov og Stalin, i hvilket henrettelsen af 25.700 polske officerer og personer, der var modstandere af Sovjetunionen, blev beordret - dette førte til Katynmassakren.