Henrik Hasling Frandsen (født 8. februar 1961 i Sig ved Varde) er en dansk landmand og folketingsmedlem for Moderaterne, der i 2026 blev formand for Folketinget. Tidligere var han i en kort periode ældreminister i Regeringen Mette Frederiksen II.

Frandsen var borgmester i Tønder Kommune 2016-2021, oprindeligt som repræsentant for Venstre. I 2020 forlod han partiet og stiftede Tønder Listen, og i 2022 blev han spidskandidat for Moderaterne i Sydjyllands Storkreds og valgt til Folketinget ved folketingsvalget samme år. Han var formand for Moderaternes folketingsgruppe 2022-2026, indtil han 3. februar 2026 blev ældreminister.

Politisk løbebane

Henrik Frandsen stillede op til posten som spidskandidat for Venstre i Tønder Kommune forud for kommunalvalget 2013, men tabte til Laurids Rudebeck, hvorpå han sigtede efter at blive stillet op som folketingskandidat. Han blev dog i 2016 valgt som borgmester, da Rudebeck pludseligt døde. Ved kommunalvalget 2017 gik hans parti, Venstre, frem med ét mandat, og Frandsen, der fik 2.647 personlige stemmer, kunne derfor fortsætte på posten. Da Venstre i sommeren 2020 skulle vælge deres spidskandidat til kommunalvalget 2021, blev Frandsen vraget til fordel for Martin Iversen. Dette blev Frandsen så utilfreds med, at han i tiden derefter forsøgte at fryse Iversen ud, inden han tog konsekvensen og brød ud af partiet i oktober samme år. I forbindelse med bruddet med Venstre dannede han sammen med seks andre tidligere Venstre-politikere Tønder-listen.

Ved Folketingsvalget 2022 blev Frandsen valgt ind for Moderaterne i Sydjyllands Storkreds. Han blev formand for Moderaternes folketingsgruppe efter folketingsvalget og bevarede denne post, indtil han 3. februar blev udnævnt til ældreminister. Her efterfulgte han partifællen Mette Kierkgaard, der trådte tilbage på grund af hendes ægtefælles sygdom.

Ved Folketingsvalget 2026 blev han genvalgt og ved regeringsdannelsen til Regeringen Mette Frederiksen III blev det ikke til en ministerpost. I stedet blev han indstillet til posten som Folketingets formand.

Landmandskarriere Henrik Frandsen blev student fra Haderslev Katedralskole i 1981 og blev derefter I 1985 landmandsuddannet fra Ladelund Landbrugsskole nær Brørup. Fra samme år drev han i mange år ved Skærbæk et større landbrug med fem medarbejdere og 300 søer. Han var fagligt aktiv i Landbrug & Fødevarer i mange år, heriblandt en periode som viceformand. Da den daværende formand, Niels Jørgen Pedersen, ikke ønskede at fortsætte på posten i 2012, stillede Frandsen op som formandskandidat, men her måtte han se sig slået af Martin Merrild.

Da han blev borgmester i 2016, opgav han svineholdet, og i 2018 solgte han jorden fra, men blev boende på gården.

Privatliv Frandsen er gift med Jette. Parret har børnene Camilla, Torben og Martin.

Referencer

Kategori:Nuværende folketingsmedlemmer fra Moderaterne Kategori:Borgmestre i Tønder Kategori:Borgmestre fra Venstre Kategori:Borgmestre i Danmark 2018-2021 Kategori:Danske ministre fra Moderaterne Kategori:Regeringen Mette Frederiksen II Kategori:Folketingsmedlemmer i 2020'erne