thumb|300px|Southern Cross-ekspeditionens lejrhytter ved Kapp Adare, midt i en pingvinkoloni. thumb|300px|alt= Outline map of continental Antarctica also showing parts of Australia, New Zealand, South America and South Africa. Various landmarks on the continent and in the surrounding oceans are labelled.|Kort over Antarktis, som viser området, hvor Southern Cross-ekspeditionen drev forskning (rødt rektangel). Kapp Adare ligger i nedre højre hjørne af rektanglet, Rossbarrieren ligger midt i rektanglet.
Southern Cross-ekspeditionen (officielt British Antarctic Expedition 1898–1900) var den første britiske opdagelsesrejse i den heroiske tidsalder for antarktiskudforskning og en forløber for de mere berømte ekspeditioner under Robert Falcon Scott, Ernest Shackleton og Roald Amundsen. Det var den norsk fødte, halvt engelske forskeren og skolemesteren Carsten Borchgrevink, som havde fået ideen til ekspeditionen, som var den første, som gennemførte en overvintring på det antarktiske fastland. Ekspeditionen var også den første, som sejlede til Rossbarrieren efter, at James Clark Ross havde opdaget den i 1839–43, og den første som foretog ilandstigning på barrieren. Ekspeditionen var endvidere banebrydende ved sin brug af hunde og slæder i Antarktis.
Southern Cross-ekspeditionen var finansieret af den britiske forlægger George Newnes. Afrejsen skete i august 1898 med dampskibet "Southern Cross", og Borchgrevinks mandskab tilbragte vinteren 1899 ved Kapp Adare, helt nordvest i Rosshavet. Her gennemførte de et omfattende videnskabeligt program, men mulighederne for nærmere udforskning af indlandet var stærkt begrænset af det bjergrige terræn med mange isbræer omkring lejren. I januar 1900 forlod de Kapp Adare i "Southern Cross". De udforskede så Rosshavet efter samme rute, som Ross havde fulgt 60 år tidligere. Efter at have nået isbarrieren blev en gruppe på tre mand de første til at foretage en slædetur på barriereoverfladen. De nåede 78°50'S, det sydligste punkt, som indtil da var nået af mennesker.
Ved tilbagekomsten til England blev ekspeditionen køligt modtaget af det etablerede geografiske selskab i London, som var fornærmet over, at ekspeditionen var kommet dets egen Discovery-ekspedition i forkøbet. Der blev også fremsat kritik af Borchgrevinks lederegenskaber og det begrænsede videnskabelige udbytte af ekspeditionen. Til trods for sin banebrydende virksomhed i Antarktis opnåede Borchgrevink aldrig samme heltestatus som Scott og Shackleton, og Southern Cross-ekspeditionen blev snart overskygget af dramatikken, som omgav disse og andre af tidens opdagelsesrejsende. Roald Amundsen anerkendte imidlertid, at Borchgrevinks ekspedition havde overvundet de største forhindringer for at tage sig frem på det antarktiske kontinent og dermed åbnet vejen for efterfølgende ekspeditioner.
Baggrund thumb|alt= Head and shoulders portrait of a man with receding hair, heavy moustache, looking left from the image. He wears a high white collar, black necktie, dark waistcoat and jacket.|Ekspeditionslederen Carsten Borchgrevink.
Carsten Egeberg Borchgrevink var født i Oslo af en engelsk moder og norsk fader. I 1888 emigrerede han til Australien, hvor han blandt andet arbejdede som landmåler i Queensland, før han takkede ja til et tilbud om en lærerstilling i New South Wales. I 1894 deltog han i en antarktisekspedition finansieret af Svend Foyn. Den havde som hovedformål at kortlægge muligheden for hvalfangst i Sydishavet. Ekspeditionen blev ledet af Henrik Johan Bull i hvalfargerskuden "Antarctic" og nåede Kapp Adare helt vest i Rosshavet. En gruppe bestående af blandt andre Bull og Borchgrevink gik i land og hævdede at være de første mennesker, som satte fod på det antarktiske kontinent, uvidende om britiske og amerikanske sælfangere som hævdede at være gået i land på Antarktishalvøen i 1821.
De gik også i land på Possession Islands i Rosshavet, hvor de lagde en melding i en metalboks på Foyn Island som bevis på deres besøg. Borchgrevink var overbevist om, at Kapp Adares beliggenhed, med en stor pingvinkoloni som gav enkel adgang til fersk kød og spæk, var egnet som base for en fremtidig overvintringsekspedition og udgangspunkt for undersøgelser af Antarktis indre.
Fast bestemt på, at han ville lede en sådan ekspedition selv, brugte Borchgrevink de næste tre år til at forsøge at skaffe økonomisk støtte i Australien og England. Norsk støtte var umulig fordi "Fram"-ekspeditionerne havde lagt beslag på alt det, som var muligt at fremskaffe. Til trods for nogen opmuntring fra Royal Geographical Society (RGS), som han talte for på dets internationale kongres i 1895, var indsatsen i begyndelsen resultatløs. RGS arbejdede i det skjulte med sine egne planer om en stor national antarktisekspedition (disse planer materialiserede sig senere i Discovery-ekspedisjonen, ledet af Robert F. Scott) og var selv på finansieringsjagt, og Borchgrevink blev af præsidenten i RGS, Clements Markham, set som en påtrængende udlænding og konkurrent. Borchgrevink formåede imidlertid til sidst at overtale forlæggeren George Newnes til at dække alle omkostningerne ved ekspeditionen, omkring 40.000 £ (3.300.000 £ i 2010-værdi). Denne donation gjorde Markham og RGS rasende, da beløbet ville være tilstrækkelig til at få deres eget projekt finansieret. Newnes' forretningsrival Alfred Harmsworth støttede for øvrigt Markhams ekspedition.
Newnes satte følgende betingelse: Borchgrevinks ekspedition skulle sejle under britisk flag og under navnet The British Antarctic Expedition. Borchgrevink havde ingen problemer med at acceptere dette, selv om kun to af ekspeditionens medlemmer var britiske (et andet medlem af landgruppen, Louis Bernacchi, var australier; resten var alle skandinaver). Dette forstærkede Markhams fjendtlighed og foragt, som revsede RGSs bibliotekar Hugh Robert Mill for at have været til stede ved Southern Cross-ekspeditionens lancering. Der havde Mill i gribende ordvalg udbragt en skål for ekspeditionens succes og kaldt det "en skam for menneskelig virksomhed", at der var dele af jordkloden, som mennesket endnu ikke havde forsøgt at nå. Han håbede, at denne skam ville få en ende takket være "gavmildheden hos Sir George Newnes og modet hos Hr. Borchgrevink".
Organisering
Ekspeditionens formål Borchgrevinks ekspedition havde både kommercielle, videnskabelige og geografiske mål. Han overvejede at oprette et selskab for at udvinde de store guano-forekomster, han havde observeret på sin rejse i 1894–95, men dette blev det ikke noget af. I en række taler i videnskabelige selskaber pointerede han hvor meget arbejde, som kunne blive udført af en overvintrende ekspedition, herunder muligheden for at fastslå beliggenheden af den magnetiske sydpol. Videnskabsmændene, som Borchgrevink udtog til ekspeditionen, var relativt uerfarne, men de dækkede et bredt spekter af videnskabelige discipliner: magnetisme, meteorologi, biologi, zoologi, taksidermi og kartografi. Borchgrevink håbede også, at ekspeditionens videnskabelige bedrifter kunne forstærkes af slæderejser og geografiske opdagelser, og muligvis et forsøg på at nå den geografiske sydpol. Uden kendskab til Antarktis geografi var han intetanende om, at lejrens beliggenhed ved Kapp Adare ville udelukke omfattende undersøgelser af kontinentets indre.
Fartøj thumb|right|Ekspeditionsskibet "Southern Cross".
Borchgrevink købte den dampdrevne ishavsskude "Pollux", bygget ved Colin Archers værft, som ekspeditionsskib. Archer havde konstrueret og bygget Nansens skib "Fram", som i 1896 var vendt tilbage uskadt fra sin drift i isen under Nansens forsøg på at nå Nordpolen. "Pollux", som Borchgrevink umiddelbart efter omdøbte til "Southern Cross", var barkrigget, 146 fod (44,5 meter) lang og med en tonnage på 521 bruttoregisterton. Motorerne blev konstruerede efter Borchgrevinks specifikationer og installeret før fartøjet forlod Norge. Markham såede tvivl om skudens sødygtighed (måske for at hindre Borchgrevinks afrejse), men "Southern Cross" viste sig at indfri alt, som blev krævet af hende i det antarktiske farvand. I lighed med mange af de historiske polarskuder havde hun et kort liv efter ekspeditionen; hun blev solgt til Newfoundland Sealing Company, og i april 1914 forliste hun med hele mandskabet på 173 under en storm ud for Newfoundland.
Personel thumb|upright|alt= Drawing of a heavily-bearded man, hands in pockets, wearing a black tailed coat, striped trousers, waistcoat and watch chain.|Karikatur af Sir George Newnes. Landgruppen på ti, som skulle overvintre ved Kapp Adare, bestod af Borchgrevink, fem forskere, en ekspeditionslæge, en kok (som også virkede som assistent), og to hundekørere. Borchgrevink valgte først kun nordmænd, men dette kunne ikke Newnes acceptere. Derfor kom to englændere og en australier med som medlemmer af den videnskabelige stab. Tasmanieren Louis Bernacchi, som havde studeret magnetisme og meteorologi ved Melbourne Observatory, var egentlig blevet udvalgt til at deltage på den belgiske antarktisekspedition 1897–99 (Belgica-ekspeditionen) men var imidlertid blevet efterladt i Australien, efter som ekspeditionsskibet "Belgica" undlod at anløbe Melbourne på rejsen syd over. Bernacchi rejste da til London og sikrede sig en plads i Borchgrevinks videnskabelige gruppe. Hans optegnelser fra Southern Cross-ekspeditionen blev udgivet i 1901. De tegnede et kritisk billede af dele af Borchgrevinks lederskab, men forsvarede det videnskabelige udbytte af ekspeditionen. I 1901 returnerede Bernacchi til Antarktis som fysiker på Discovery-ekspeditionen under ledelse av Robert F. Scott. En anden af mandskabet kom også til at deltage på Discovery-ekspeditionen, som kaptajn på afløsningsskibet "Morning". Det var englænderen William Colbeck, en erfaren sømand med løjtnants grad i Royal Naval Reserve. Som forberedelser til Southern Cross-ekspeditionen tog Colbeck et kursus i magnetisme ved Kew Observatory i London.
Chefszoolog Nicolai Hanson havde et kort studieophold ved Universitetet i Kristiania bag sig, mens assisterende zoolog Hugh Blackwell Evans var en præstesøn fra Bristol, som havde tilbragt tre år på en kvægfarm i Canada, og som også havde deltaget på en sælfangstekspedition til Kerguelen. Ekspeditionens læge, Herluf Kløvstad, kom fra en stilling ved et sindssygeasyl i Bergen. Overvintringsgruppens øvrige medlemmer var Anton Fougner, forskningsassistent og altmuligmand; Kolbein Ellefsen, kok og assistent; og de to samer Per Savio og Ole Must, som var hundekørere. Savio og Must, henholdsvis 21 og 20 år gamle, var de yngste deltagere i gruppen. Borchgrevink beskrev senere Savio som "anerkendt for sin lojale natur, djærvhed og intelligens".
Fartøjsbesætningen under kaptajn Bernhard Jensen bestod av 19 norske søfolk og en svensk stewart. Jensen var en erfaren ishavsskipper og havde deltaget sammen med Borchgrevink på "Antarctic" i 1894–95.
Udvalget af ekspeditionsmedlemmer kan tyde på, at Borchgrevink ikke fuldt ud forstod hvor afgørende, dette kunne være for resultatet af en ekspedition af denne type. Han lagde mere vægt på at udvælge mænd, som havde godt humør, og som han mente ville være i stand til at indsamle pålidelige data, frem for erfarne videnskabsfolk, som kunne gennemføre mere indgående feltstudier og publicere omfattende videnskabelige arbejder.
Ekspeditionen
Rejsen syd over "Southern Cross" afsejlede fra London den 23. august 1898 efter at have fået overdraget Union Jack af HKH Hertugen af York, den fremtidige Kong George V. Ud over ekspeditionens besætning, udstyr og proviant havde skibet med sig sibirske slædehunde. Det var første gang, at hunde skulle blive benyttet på en antarktisk ekspedition. Efter en sidste proviantering i Hobart på Tasmania sejlede "Southern Cross" mod Antarktis den 19. december.